Dagsprogram
Dag 1. København – Moskva. Velkomstmiddag
Vi flyver fra København om formiddagen og lander midt på dagen i Moskva.
Fra lufthavnen og hen til vores hotel får vi fra bussen en forsmag på de meste berømte seværdigheder, som vi de næste dage skal ud og opleve på tæt hold.
Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved vores hotel, hvor vi efter at have tjekket ind spiser en god velkomstmiddag sammen. Hvis energien er til det, kan du efter middagen gå ud og opleve charmerende Moskva indhyllet i skinnende, specialdesignet lys. Når tusmørket falder på, tændes 2.900.000 lys i Moskvas gader og stræder, og fra broerne spejler de neonfarvede, grønne, blå og røde illuminationer sig i floden.
Dag 2. Moskva. Byrundtur og Kreml
Vi starter vores eventyr i Ruslands prægtige hovedstad, Moskva, der også er Ruslands største by med omtrent 11 millioner indbyggere. Byen blev grundlagt i 1147 af Jurij Dolgorukij (hvis navn kan oversættes til Jurij Langarm) og var hovedstad frem til 1712, og igen fra 1918. I perioden mellem 1712 og 1918 var det Skt. Petersborg, der havde æren af at kunne kalde sig Ruslands hovedstad.
Vi skal i dag på en indholdsspækket og spændende byrundtur, hvor vi blandt andet ser nogle af de meste kendte gader: Tverskaya-gaden, én af hovedgaderne, Arbat-strøget, en cirka en kilometer lang gågade i det historiske centrum, der har eksisteret siden det 15. århundrede, og Varvarka-gaden, der anses for at være Moskvas ældste gade dateret helt tilbage til 1300-tallet. Selvom gaden er kort, har den det største antal kirker i hele Moskva.
Vi ser også Moskvas statsuniversitet, et af de ældste russiske universiteter grundlagt i 1755 af Mikhail Lomonosov, og Ruslands største med imponerende 1.000.000 m² fordelt på 1.000 bygninger!
Vi gør stop ved den smukke Kristus Frelser-kirken, den højeste ortodokse katedral i verden. Grundstenen til kirken blev lagt i 1839, og i 1931 blev kirken beordret sprængt i luften af Stalin, da den skulle give plads til et stort monument for socialismen. Monumentet blev dog aldrig færdiggjort, og i 1990 fik den russisk-ortodokse kirke tilladelse til at genopbygge katedralen.
Fra Skt. Sofia Brygge har vi en helt fantastisk udsigt over Kreml, som vi lidt senere på dagen skal ind og vandre rundt i. Vi har også fornøjelsen af at se Moskvas verdensberømte ballet- og operascene Bolsjoj Teatret, og vi ser Det Hvide Hus, der huser den russiske regering.
Vi passerer også Novodjevitjij-klostret (eller Nyjomfruklostret). Klosteret blev grundlagt i 1524 som et monument over befrielsen af byen Smolensk, der havde været på polske hænder. Klosterets arkitektur er kraftigt inspireret af bygningerne i Kreml, og klosteret blev opført som en del af det halvcirkelformede forsvar omkring byen. På klosterets kirkegård ligger Nikita Krustjov, Andrej Tupolev, Boris Jeltsin, Raisa Maksimovna Gorbatjova, som var gift med Mikhail Gorbatjov, og mange andre store personligheder begravet.
Efter vi har spist frokost, besøger vi den UNESCO-fredede befæstede bydel Kreml, der siden byens grundlæggelse har været dens både religiøse og verdslige hovedsæde. På østsiden af Kreml ligger Den Røde Plads, som vi derfor også får glæden af at opleve med den ikoniske, farvestrålende Skt. Basil-katedral med de ni bolchefarvede løgkupler.
Kreml er Moskvas absolutte centrum – både i fysisk og overført forstand – og i Rusland siges det, at alle veje fører til Kreml. Gennem tiderne har fyrster, zarer, sovjetledere og nu den russiske præsident haft til huse i Kreml, hvor verdens største klokke, Zar-klokken, befinder sig med sine mere end 14 meter og 200 tons. Bygningerne inden for den 2,25 kilometer lange mur er for de flestes vedkommende paladser, kirker og katedraler, men de religiøse bygninger blev i Sovjetperioden omdannet til museer. Det store område er fyldt med interessant arkitektur og kunst, og den begivenhedsrige historie titter frem fra ethvert hjørne. Herfra udøvede Ivan den Grusomme og Stalin terror på deres egen befolkning, og herfra regerede Krustjov, Bresjnev og Gorbatjov under den kolde krig. Vores guidede besøg varer cirka 1,5 time, og hvis en af katedralerne har åbent, får vi lov at komme indenfor.
Dag 3. Moskva. Tid på egen hånd eller mulighed for sejlads på Moskvafloden (del af udflugtspakke)
I dag kan du selv bestemme, hvordan du vil bruge din tid. Du kan eksempelvis benytte dig af Moskvas mange kulturelle tilbud; her er blandt andet mange gode kunstmuseer og spændende forfattermuseer.
Tretjakov-galleriet huser verdens største samling af russisk og sovjetisk kunst med over 150.000 værker fra skulpturer og malerier til ikoner og grafisk kunst. I en nyere bygning findes der nutidig, moderne kunst og i den ældre og historiske del af museet udstilles der værker fra det 11.-20. århundrede. Her er blandt andet værker af Wassily Kandinski, Kazimir Malevich og Marc Chagall.
Lige over for Pushkin-museet er det største museum i Moskva, der udstiller europæisk kunst. Museets stolthed er en samling af oldtidshistorisk egyptisk kunst. Fransk kunst fra det 18.-20. århundrede er fuldt repræsenteret og illustreret af forskellige skoler og stilarter såsom impressionisme, postimpressionisme og kubisme.
Du kan også besøge nogle af forfattermuseerne, der hædrer de store russiske forfattere. Besøg eksempelvis museet for Mikhail Bulgakov, hvis hovedværk er ’Mesteren og Margherita’, museet for Lev Tolstoj, der blandt andet forfattede de store klassikere ’Krig og Fred’ og ’Anna Karenina’ eller museet for Anton Tjekhov, der ud over noveller også skrev de klassiske skuespil ’Mågen’, ’Kirsebærhaven’, ’Onkel Vanja’ og ’Tre Søstre’.
Hvis du har lyst til at shoppe, vil det være oplagt at besøge Moskvas mest luksuriøse stormagasin, GUM, der frekventeres af de mange nyrige russere. Magasinet ligger lige ud til Den Røde Plads og er opført fra 1890-1893 i stål- og glaselementer. Den består af tre parallelle arkader, og inde i midten ligger et stort springvand. Gangarealerne mellem arkaderne er overdækket med mere end 20.000 glasruder, hvorfra lyset strømmer ind.
Herinde er der mere end 200 forretninger, og du har mulighed for at stifte bekendtskab med de dyrere varemærker som Chanel, Dior og Armani, men her findes dog også mere almindelige butikker, der sælger varer til overkommelige priser. Du kan også vende tilbage til Arbat-strøget, der er det perfekte sted til souvenirshopping, hvor du kan erhverve dig alt fra lommelærker, babushka-dukker, pelshuer og porcelæn til t-shirts – alt sammen i gennemført sovjetisk stil.
Du har også mulighed for at komme med på en flydende byrundtur på Moskvafloden, hvis du har købt udflugtspakken (Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en særskilt udflugtspakke. Se mere under Prisinformation).
På vores rundtur sejler vi forbi mange af de store seværdigheder, vi allerede har stiftet bekendtskab med. Vi får blandt andet fornøjelsen af at se Det russiske Videnskabsakademi, Kremls røde mur og Kristus Frelser-kirken og Skt. Basil-katedralens kupler fra vandsiden.
Vi kommer forbi Estrada-teateret, der blandt andet viser Anton Tjekhovs klassiske skuespil, vi passerer chokoladefabrikken Krasny Oktyabr (Røde Oktober) og andre bygninger, der eksemplificerer den helt særegne sovjetiske bygningsstil, som man forbinder med kommunismen og Stalin-tiden.
På vores vej ser vi også Gorkij Park, Ruslands svar på Disneyland, der endda har sin helt egen rumfærge. Vi sejler også forbi Spurvehøjene, der om sommeren er frodigt grønne, og uanset hvilken årstid man er her, venter det smukke syn af statsuniversitetets imponerende hovedbygning, der strækker sig op bag ved træerne.
Vi kommer også forbi Peter den Store-statuen, og som den står med sine imposante 98 meter er meningerne delte. En ting er sikkert – uanset om man synes, den er pæn eller ej, så er den overvældende første gang, man ser den!
Herefter har du resten af dagen fri til på egen hånd at opleve Moskvas seværdigheder og gastronomiske tilbud. Måske du i aften skal stifte nærmere bekendtskab med en traditionel russisk middag, der starter med zakuski – et varieret udbud af forretter – der blandt andet kan bestå af kaviar, saltet eller røget fiks, spegepølseskiver, kogt kartoffel, fyldte æg, marinerede svampe eller kogt, saltet tunge. Disse små forretter ledsages ofte af rigelig mængder vodka – skål på det!
Dag 4. Moskva. Tid på egen hånd, nattog til Skt. Petersborg
Dagen i dag har du fri til egne eventyr. Du kan eksempelvis besøge en traditionel russisk sauna, også kaldet
en banya. I 1946 havde Moskva over 120 banyaer antallet er dog siden skrumpet lidt ind, men tæller stadigvæk godt 50 stykker. Banyaerne er en naturlig del af den russiske hverdag, og man siger, at sygdomme er bange for saunaen, som djævelen er bange for vievand. Det er derfor både af rekreative og sundhedsmæssige grunde, at russerne gladeligt tilbringer et par timer i banyaen.
Moskvas ældste banya, Sanduny Baths, er bygget i 1896 og meget lig et palads i sin arkitektur. Indvendigt er der virkelig smukt og hvorfor ikke nyde en helt speciel russisk nationaltradition i flotte omgivelser? Banyaen er inddelt i herre- og dameafdelinger, og man starter med et kort, varmt bad, så tager man i sauna, og derefter dypper man kroppen i et koldtvandsbassin. Hvis man har mod på det, kan man også få en ”massage” med birkeris, der bankes ind mod kroppen, specielt ryggen. Dette for at frigive en masse affaldsstoffer. Sessionerne med sauna og koldtvandsbassin gentages ofte af russerne mellem 5-10 gange, og imellem sessionerne holdes der små pauser, hvor man slapper af og erstatter sit væsketab ved at drikke varm, krydret te sødet til med marmelade. Man kan også bestille små retter og andre drikkevarer, hvis man skulle få lyst til det.
Om aftenen tager vi nattoget fra Moskvas banegård til Skt. Petersborg. Rejsen foregår i 4-mands kupeer og tager cirka 8 timer.
Dag 5. Skt. Petersborg. Byrundtur og Eremitagemuseet
Vi ankommer tidligt om morgenen til elegante Skt. Petersborg. Byen blev grundlagt i 1703 af Peter den Store som Ruslands vindue mod vest, og i dag er Skt. Petersborg Ruslands næststørste by. Under kommunismen hed byen Leningrad, men ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tog byen navneforandring til Skt. Petersborg efter sin grundlægger. Overalt i Skt. Petersborg ses gule, grønne, røde og blå pastelfarvede facader, forgyldte spir og kupler, pragtfulde paladser, kirker og broer, som har overlevet kommunismen.
Efter morgenmaden begynder vi dagens spændende byrundtur, hvor vi blandt andet skal opleve: Neva-floden og dens broer, hovedgaden Nevskij Prospekt, den imponerende Kazan-katedral og Den ridende statue af Peter den Store. Udefra ser vi Peter-Paul-fæstningen, hvor den danske prinsesse Dagmar ligger begravet under sit russiske navn, kejserinde Maria Fjodorovna.
Efter vi har spist frokost, bruger vi eftermiddagen på Eremitagemuseet, der har en samling på mere end tre millioner kunstværker og er en klar rival til Louvre i Paris. Bygningen var tidligere officiel residens for de russiske zarer, og Katharina den Store var den første regent til at tage det grønne og hvide palads med de 1.786 døre og 1.945 vinduer i besiddelse.
Af de 1.057 værelser, som offentligheden har adgang til, findes Militærgalleriet, som åbnede i 1826. Her er udstillet 332 portrætter af den russiske hærs militære ledere under Napoleons invasion af Rusland. I den 800 m² store tronsal, hvor den kejserlige trone stadig står, får man fornemmelsen af den overdådighed, der skulle indgyde respekt hos de tilrejsende undersåtter. Pavillonsalen med sit ekstravagante ur i orientalske omgivelser er et mindesmærke over Katharina den Stores militære sejr over tyrkerne.
Malakitsalen, Den Gyldne Sal og Den Hvide Sal, som alle var en del af kejserfamiliens private gemakker, vidner tydeligt om de rigdomme, hoffet og adelen sad på, og som netop var årsagen til revolutionen. I de øvrige sale er der store samlinger af primært europæisk kunst fra renæssancen og frem til i dag med værker af blandt andre da Vinci, Rembrandt, Rubens og flere andre af verdens store kunstnere.
Dag 6. Skt. Petersborg. Tid på egen hånd eller mulighed for udflugt til Peterhof og kanalrundfart (del af udflugtspakke). Afskedsmiddag
I dag står den enten på egne eventyr eller udflugt til Peterhof samt kanalrundfart, hvis du har købt
udflugtspakken. Hvis du vælger at have lidt fri i Skt. Petersborg, kunne du eksempelvis besøge Yusupov-paladset, som blev bygget til Yusupov-familien, der blev betragtet som den rigeste adelige familie i Rusland. Paladset, hvis facade er udført i klassisk stil, er et pragteksempel på russisk arkitektur fra den sidste halvdel af det 19. århundrede. Paladset indeholder repræsentationslokaler, teater, Yusupov-familiens private værelser og er dekoreret med malerier af Rembrandt og Rubens, franske vægtæpper og porcelæn samt venetianske spejle og træudskæringer. Paladset er også interessant ud fra et andet historisk synspunkt, da det var i paladsets kælder, at den berygtede Grigorij Rasputin blev snigmyrdet i 1916!
Hvis rublerne brænder i lommen, kan du tage op til den fem kilometer lange hovedgade Nevskij Prospekt, hvor der findes alt fra souvenirbutikker til byens største varehus, Gostinyj Dvor. I Gostinyj Dvor findes der over 300 butikker, og som i GUM i Moskva spænder varesortimentet bredt og over alle prisklasser.
Hvis du har købt udflugtspakken, skal du i dag med ud til Peterhof-paladset, også kendt som Sommerpaladset. Peterhof var Peter den Stores sommerresidens, og han opførte paladset med stor inspiration fra Versailles – den kaldes da også for det russiske Versailles. Paladset er omgivet af en 800 hektar stor park, der er delt ind i en øvre og en nedre del, og i parken er der over 150 springvand og flere kunstigt skabte vandfald. Vi tilbringer formiddagen i de skønne og overvældende omgivelser, og efter frokosten kører vi tilbage til Skt. Petersborg, hvor en eftermiddagskanalrundfart venter.
Vi går om bord ved bredden af Isaak-katedralen, der er verdens fjerdestørste kuppelkirke. Skt. Petersborg kaldes også for Nordens Venedig, da byen er opført oven på 42 øer og bindes sammen af over 300 broer. Vi får derfor virkelig set en stor del af de helt store seværdigheder, når vi begynder vores rute gennem det historiske centrum i Skt. Petersborg. Vi ser Fontanka-floden, Anichkov-paladset, Pushkins Mindesmuseum, Blodskirken, Sommerhaven, Mars-parken, byens mindste monument, Chizhyk Pyzhyk, Neva-floden, Eremitagemuseet, Peter-Paul-fæstningen og meget, meget mere – hav kameraet klar, for her vil motiverne stå i kø. Vi slutter aftenen af med at spise en dejlig afskedsmiddag sammen.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af en særskilt udflugtspakke. Se mere under Prisinformation).
Dag 7. Skt. Petersborg – København
Efter morgenmaden siger vi farvel til byens centrum og begiver os ud til lufthavnen. Alt har en ende – en spændende og oplevelsesrig rejse har nået sin afslutning.