Albatros Travel

New York, New York 

En eventyrlig rejse til en af verdens mest fascinerende og pulserende storbyer 
– med dansk rejseleder, 8 dage

New York er en af verdens mest fascinerende og pulserende storbyer. Det er byen, der aldrig sover - og som byder på alt, hvad den rejsende kan begære. Denne eventyrlige rejse fører os igennem New Yorks mange kalejdoskopiske facetter fra det travle Financial District med de kolossale skyskrabere til det eksklusive Uptown, det charmerende Greenwich Village, det fashionable SoHo og det eksotiske Chinatown. Vi skal også fordybe os i denne storbys helt unikke og intense stemning samt udnytte muligheden for mærkevareshopping til priser, vi aldrig ser i Danmark.

Turen er nøje tilrettelagt med henblik på at give de rejsende et udpluk af New Yorks bedste seværdigheder. Hver dag sættes der fokus på forskellige bydele med en kombination af kulturelle udbud, guidede ture, sanseindtryk fra gadeplan og tid på egen hånd. Den danske rejseleder fører os fra seværdighed til seværdighed både til fods og via den enestående og mennesketravle undergrundsbane, der forbinder alle byens knudepunkter på den mest effektive og frem for alt hurtigste måde. At besøge New York på denne aktive måde kræver at man er godt gående, men til gengæld bliver man belønnet med de mest intense sanseoplevelser, som først fortager sig lang tid efter, man er kommet hjem.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Bemærk venligst at udflugterne i New York gennemføres med undergrundsbanen (subway), og partoutkort til denne er inkluderet i rejsens pris. Programmet er tilrettelagt, så de enkelte punkter forsøges gennemført, men gruppens interesse i forskellige steder og eventuelle andre ønsker kan bevirke, at programmet ikke kan gennemføres nøjagtigt som angivet, selvom dette så vidt muligt tilstræbes. Det er dog muligt for den enkelte gæst selv at besøge alle de nævnte steder og mange flere, da alle entréer er inkluderet i rejsens pris. For de museumsinteresserede er der ligeledes mulighed for at opleve New York som en af verdens helt store kunsthovedstæder.

Dagsprogam

Dag 1. Afrejse fra Danmark, velkomstmiddag og introduktion til ugens program
Efter ankomsten til Newark Liberty-lufthavnen i New Jersey kører vi i bus til Manhattan. Her ser vi straks byens kendetegn: skyskraberne – symbolet på byens økonomiske kraft og internationale betydning. Det er et storslået syn at nærme sig øen, hvor de gamle imponerende bygninger fra 20’erne og 30’erne som Empire State Building og Chrysler Building samt glasmonsterne i Downtown byder velkommen.

Efter indtjekning på hotellet byder vi på velkomstmiddag på en nærliggende restaurant, hvor hele selskabet får mulighed for at lære hinanden at kende. Her vil rejselederen gennemgå ugens program, give praktiske tips og udlevere diverse materialer: Alle får udleveret et 7-dages partoutkort til de offentlige transportmidler, et 7-dages Citypass til et bredt udvalg af museer og seværdigheder samt en række kort over byen. Disse kort, som benyttes i forbindelse med udflugtsprogrammet, kan naturligvis også bruges ubegrænset på egen hånd. 

Dag 2. Brooklyn Heights, Wall Street, Ground Zero og Brooklyn Bridge
Efter at have spist morgenmad på en af de mange morgenmadsrestauranter omkring hotellet, går vi ad den berømte Broadway til Times Square. Her tager vi undergrundsbanen til Brooklyn, hvor vi starter eventyret med at danne os et overblik over New York set fra Brooklyn Heights.

Herfra kan vi se Manhattans sydspids samt Frihedsgudinden og det gamle immigrationscenter på Ellis Island, hvorigennem 12 millioner indvandrere nåede at passere. Fra promenaden langs med East River får vi et indtryk af byens kolossale størrelse, og vi kan danne os et overblik over flere af New Yorks fem boroughs (distrikter): Manhattan, Brooklyn, Queens, Bronx og Staten Island.

Efter at have nydt synet af Manhattans skyline er, vi nu klar til at begynde vores udforskning af finansdistriktet på sydspidsen af Manhattan. Vi tager med undergrundsbanen over til hjertet af finansdistriktet. Det er centrum for en stor del af verdensøkonomien, og her har mange af verdens største og mest magtfulde multinationale selskaber og banker deres hovedsæde.

Vi fortsætter til fods og besøger flere af områdets seværdigheder. Vi starter med at vandre ned til Battery Park, som ligger på det sydligste af Manhattan. Derfra passerer vi Bowling Green, som ifølge traditionen er stedet, hvor de hollandske bosættere i 1626 købte Manhattan fra Algonquin-indianerne for brugsgenstande til en værdi af 24 dollars. Bagefter fortsættes op ad Broadway til Trinity Church og videre til finansverdens mest berømte gade, Wall Street. Vi passerer Federal Hall og New York Stock Exchange, og hen mod frokosttid vil vi være vidne til et mylder af forretningsfolk, som fylder frokostrestauranterne og står i kø foran de små boder på gaden.

Vi holder vores frokostpause ved South Street Seaport, som er et restaureret område omkring New Yorks gamle havn. I forbindelse med området er der et stort kompleks med diverse restauranter og butikker og en terrasse med storslået udsigt over East River. Her kan vi vælge mellem de forskellige udbud af alt fra hamburgers til mexicansk og japansk mad.

Efter pausen går vi mod Ground Zero, hvor World Trade Centers majestætiske tvillingetårne engang stod. Her kan vi på tæt hold få et indtryk af de kolossale ødelæggelser, der fandt sted og se nærmere på de mange plancher, som er hængt op til minde for de omkomne.

På den anden side af Ground Zero ligger Saint Paul’s Chapel – et lille kapel, som på mirakuløs vis undgik at blive truffet under angrebet. I ugerne efter angrebet søgte redningsfolk herind for at hvile og finde fred i sjælen. Her ser vi nærmere på en udstilling til ære for de omkomne, og de mange som på tværs af baggrund og religion ydede en uselvisk og målrettet indsats under oprydningsarbejdet.

Vi slutter dagen med at opleve New Yorks funklende aften-skyline fra gangbroen over Brooklyn Bridge, før vi mættede af nye sanseindtryk begiver os tilbage til vores hotel. Ved ankomsten til hotellets lobby vil rejselederen give de interesserede råd omkring gode middagsrestauranter.

Dag 3. Uptown med Upper West Side, Museum of Natural History, Central Park og  Guggenheim Museum
I dag står Uptown Manhattan på programmet. Efter morgenmaden vandrer vi op ad Broadway til Columbus Circle, der ligger ved det sydvestlige hjørne af Central Park.

Herfra fortsætter turen op gennem Upper West Side. Det er området vest for Central Park, som i dag er et meget sammensat og livligt område. Det er i dag et af New Yorks foretrukne kvarterer, der har erstattet den slum, der inspirerede Leonard Bernstein til at skrive sit berømte kærlighedsdrama “West Side Story”. Her ser vi blandt andet Lincoln Centret, hvor New York City Ballet og Metropolitan Opera holder til, samt byens bedste og mest kendte bagel-bageri og charmerende sidegader med de karakteristiske »brownstone« rækkehuse.

Efter denne friske morgentur besøger vi American Museum of Natural History, som er verdens største med over 36 millioner genstande. Museet huser blandt andet verdens største samling af dinosaurfossiler, en genskabt afrikansk regnskov og safiren »Star of India« på 563 karat. Der er nok at se på, og der bliver mulighed for selv at vælge, hvad man vil se.

Turen går derefter forbi Dakota Building, hvor John Lennon blev myrdet i 1980. Herfra går vi tværs igennem Central Park og ser på nogle af dette fantastiske parkanlægs seværdigheder eksempelvis Strawberry Fields, som blev anlagt af Yoko Ono til minde om sin afdøde mand, Bethesda Fountain og statuen af H.C. Andersen, der blev skænket til parken af dansk-amerikaneren Georg Løber.

Fremme på den anden side af Parken (Upper East Side) besøger vi det berømte og meget spektakulære Salomon R. Guggenheim Museum. Ud over at være et arkitektonisk mesterværk rummer museet værker af mange af det 20. århundredes største kunstnere som Chagall, Kandinsky, Picasso og van Gogh. Er man særligt kunstinteresseret, kan man blive på museet resten af dagen og selv finde hjem til hotellet via undergrundsbane eller med taxi (ca. 5-10 dollars), eller man kan følges med rejselederen der går vejen tilbage forbi det berømte Bloomingdales varehus.

Dag 4. Downtown med Flatiron Building, Greenwich Village, SoHo, Little Italy og Chinatown
Vi skal i dag opleve det spændende og forskelligar-tede Downtown Manhattan. Inden for et forholdsvist lille område skifter byen karakter og stemning op til flere gange, fra det hippe og eksklusive SoHo, over det italiensk dominerede Little Italy til det østasiatiske Chinatown. På trods af navnet er bydelen i dag en myretue af folkeslag. Ud over kinesere er det også hjem for eksempelvis vietnamesere, malayer og koreanere. Så vil man placere de forskellige kvarterer i forhold til hinanden, er en spadseretur den bedste måde.

Vi starter dagen ved 23. gade, hvor Broadway og Fifth Avenue krydser hinanden. Her ligger New Yorks første egentlige skyskraber, der grundet sin form kaldes for Flatiron Building eller »strygejernsbygningen«.

Vi går derefter ned ad Broadway til Union Square og passerer kvarteret omkring New York University, som er hjemsted for mange hyggelige barer og restauranter.

Efter en pause ved Washington Square Park, der er kendt for sin triumfbue, går vi igennem boheme-bydelen Greenwich Village og krydser Houston Street ned til SoHo (South of Houston). SoHo byder på et bredt udvalg af designerbutikker og kunstgallerier samt gode restauranter i den lidt dyrere ende.

Vi krydser derefter Broadway og havner i Little Italy, som i dag er endnu mindre, end navnet antyder. Mens Chinatown syd for Canal Street har vokset sig større, er mange italienske immigranter flyttet til Brooklyn eller Queens. Det betyder, at områder, der tidligere var del af det italienske kvarter, i dag er blevet overtaget af de nye asiatiske tilflyttere. Man kan dog stadig fornemme en brat overgang mellem de italienske restaurantgader nord for Canal Street og det myldrende Chinatown syd for gaden. I Chinatown byder Albatros Travel på en  typisk østerlandsk frokost på en af de mange restauranter.

Eftermiddagen er afsat til at udforske Downtown Manhattan på egen hånd.

Dag 5. Midtown med Empire State Building, Rockefeller Center,  Fifth Avenue og havnerundfart 
Vi starter dagen med at tage undergrundsbanen til Herald Square, som ligger dér, hvor Broadway og 6th Avenue krydser hinanden.

Her passerer vi varehuset Macy’s på vej til verdens nok mest kendte skyskraber, Empire State Building. Vi besøger bygningens observatorium, som ligger knapt 400 meter over gadeniveau. Herfra vil de fleste kunne genkende de områder, vi har besøgt de foregående dage og samtidig se byen fra et andet perspektiv.

Tilbage på gadeniveau går vi nu gennem Bryant Park, som er et mindre og meget hyggeligt parkområde omringet af mastodontiske højhuse. Her sidder ofte folk, der er ansat i de omkringliggende kontorbygninger, og nyder deres medbragte frokost eller lytter til live jazz, som ofte spilles her.

Vi fortsætter til Grand Central Terminal, hvor vi oplever den berømte og storslåede afgangshal. Den fremstår i beaux-art stilen, der var populær i begyndelsen af 1900-tallet.

Dagens frokostpause holdes ved det imponerende Rockefeller Center, som er et storslået kontor-, restaurant- og butikskompleks fra 1930’erne. Det er udsmykket med talrige skulpturer og malerier i art deco-stil blandt andet Paul Manships guldbelagte bronzestatue af Prometheus og Lee Lawries kæmpemæssige statue af Atlas, som kan ses fra Fifth Avenue.

Efter pausen går turen op ad Fifth Avenue, hvor vi besøger St. Patrick’s Cathedral og St. Thomas Church og passerer avenuens berømte butikker som Saks, Louis Vuitton, Tiffany’s og Prada.
Ud på eftermiddagen er der havnerundfart på programmet. Det er en to-timers sejlads omkring den sydlige del af Manhattan, hvor vi blandt andet kommer tæt på Frihedsgudinden.

Dag 6. New York på egen hånd
Benyt eksempelvis vores Citypass, som stadig giver adgang til det fantastiske nyrenoverede Museum of Modern Art, der ligger lige i nærheden af vores hotel. Museet tiltrækker kunstinteresserede fra hele verden og rummer verdens nok flotteste samling af modrne kunst med værker af blandt andre van Gogh og Picasso. Det har desuden også sat fokus på moderne design. De smukke lokaler er i sig selv et besøg værd.

Man kan også fordybe sig i en af de bydele, vi har besøgt, og blot nyde storbystemningen med en kulinarisk oplevelse på en af de mange spændende frokostrestauranter, og/eller benytte sig af de mange shoppingmuligheder, New York har at byde på.

De foregående dage har rejselederen, i takt med vores gennemgang af Manhattans forskellige bydele, været inde på de mange muligheder for af shoppe. Da tids-planen sandsynligvis ikke har tilladt alle at opfylde deres behov for indkøb, er det i dag muligt at vende tilbage til de steder, vi har passeret og/eller besøgt kort. Der er tale om varehusene Macy’s og Bloomingdales, shopping-komplekset CNN Time Warner, det fantastiske varehus Century 21, som sælger mærkevarer til discountpris eller de mindre butikker på Downtown Broadway. Den lave dollarkurs gør det yderst fordelagtigt at shoppe i New York, og det er ikke usædvanligt at mærkevarebeklædning kan erhverves til under halv pris af, hvad det koster i Danmark.

Har man en større indkøbsliste kan det måske være fordelagtigt at benytte en af de mange »outlets« uden for byen - eksempelvis Woodbury Common, som givetvis har de bedste priser. Fra Port Authority-busterminalen kan man købe billetter (cirka 38 USD) til  Woodbury Common, der ligger cirka en times kørsel med bus uden for New York. Busserne kører en gang i timen. Denne outlet byder på nogle af de bedste butikker og bedste tilbud. Et stort og rigt udvalg af designerbutikker og mange af de populære amerikanske mærker ligger her i den hyggelige »koloni-by« med over 220 butikker så som Burberry, Dior, Armani, GAP, Nike, Polo Ralph Lauren, Versace, Timberland, Nieman Marcus, Gucci, Kate Spada, Fendi og Donna Karan.Vær dog opmærksom på, at der let går det meste af en dag, og at det måske ikke kan svare sig, medmindre man har planer om at handle stort.

Dag 7. New York på egen hånd og hjemrejse
Formiddagen er afsat til, at man på egen hånd kan gå på opdagelse i New Yorks gader.Om eftermiddagen er der transport fra hotellet til lufthavnen.
Om aftenen er der afgang med SAS direkte mod København. Inden der bliver tid til at hvile under nattens flyvning, serveres der middag på flyet.

Dag 8. Ankomst til Danmark
Vi ankommer tidligt om morgenen til Københavns Lufthavn.

Rejsemål
USA
Nordamerika

USA

Hovedstad: Washington, D.C.
Indbyggere: 300 mio.
Sprog: engelsk
Religion: protestantisme, katolicisme
Valuta: amerikansk dollar
Klima: polar - tempereret - tropisk - tørkekllima

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00