Albatros Travel

Nytår i NY og kryds til Dansk Vestindien 

Gør drøm til virkelighed på krydstogt fra New York til Caribien

New York - Puerto Rico -  St. Thomas - Antigua - St. Maarten - Tortola - New York

– med dansk rejseleder, 15 dage

Denne rejse tilbyder en unik kombination af indholdsrig storbyferie, nytårsfestligheder og et eksklusivt krydstogt i tropiske omgivelser.

Turens første del tager os til en af verdens mest fascinerende og pulserende storbyer, The Big Apple, hvor programmet byder på sightseeing, museumsbesøg og nytårsarrangement.

Vi har tilrettelagt nogle vandreture i New York med henblik på at give de rejsende et udpluk af byens bedste seværdigheder og mulighed for at opleve denne storbys mange kalejdoskopiske facetter. Fra det travle Financial District med de kolossale skyskrabere, til det eksklusive Uptown, det charmerende Greenwich Village, det fashionable SoHo og det eksotiske Chinatown. Hver dag sættes der fokus på forskellige bydele i en kombination af kulturelle udbud, guidede forklaringer, sanseindtryk fra gadeplan og tid på egen hånd. Den danske rejseleder fører os fra seværdighed til seværdighed til fods og via den enestående og mennesketravle undergrundsbane, der forbinder alle byens knudepunkter på den mest effektive og frem for alt hurtigste måde. At besøge New York på denne aktive måde kræver at man er godt gående, men til gengæld bliver man belønnet med de mest intense sanseoplevelser, som først fortager sig lang tid efter man er kommet hjem.

Efter nogle uforglemmelige dage i storbyen over alle storbyer er det tid til afslapning på det eksklusive krydstogtskib.

Caribisk charme, dansk kolonihistorie og en af verdens mest interessante storbyer er nogle af ingredienserne i dette eksklusive krydstogt.

 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Hele fem idylliske tropeøer i det sydlige Caribien får vi lov til at opleve efter en overnatning i New Yorks internationale atmosfære og to dages afslapning blandt skibets luksuriøse faciliteter.

Herefter står den på postkortlignende sandstrande, vajende palmer og spændende kolonihistorie af både spansk, portugisisk, engelsk, fransk og dansk oprindelse.

Første stop efter to dage til havs, hvor vi har lært hele skibet og dets talrige underholdningstilbud at kende, er den tidligere danske koloni St. Thomas. I hovedstaden Charlotte Amalie kan vi gå på jagt efter historiske spor fra den danske kolonitid. Herefter begynder en sand kavalkade af caribiske perler, hvor vi lægger til en ny paradisø hver dag: Antigua med de 365 strande, St. Lucia, shoppingøen St. Maarten og snorkleparadiset Tortola. Herefter vendes stævnen igen mod nord og New York.

Et krydstogt er normalt ikke nogen billig ferieform, men du får faktisk rigtig meget for pengene.

Du ser vidt forskellige øer, spiser udsøgt og slapper af på en helt anden måde, end hvis du skulle have samme oplevelser ved hjælp af fly, taxier, restaurantbesøg og mange ind- og udtjekninger på hoteller.

Vore dages flotte krydstogtrejser kan sammenlignes med en eksklusiv hotelrejse med indbygget udflugtsprogram. Hotellet bringer så at sige den rejsende rundt til seværdighederne, og du kan bruge transporttiden til at slappe af i skibets eksotiske og luksuøse omgivelser.

Vores foretrukne krydstogtrederi er Norwegian Cruise Line - og det er den intime stil og venlige service, der adskiller Norwegian Cruise Line fra andre rederier. Skibet bliver ens hjem under rejsen. Og så er det værd at bemærke, at deltagerne på dette krydstogt naturligvis ledsages af en af vores erfarne og kyndige rejseledere.

Et krydstogt gennem Det Caribiske Hav er en fantastisk oplevelse, ikke mindst når skibet anløber de gamle danske tropekolonier. Denne tur må mere end nogen anden anses for den klassiske krydstogtrejse, hvor man både besøger en af verdens mest interessante storbyer, får indsigt i Danmarkshistorien på godt og ondt, og ikke mindst får opfyldt drømmen om at opleve det eksotiske Caribien.

Rejsen dag for dag
Dag 1. Afrejse fra København
Afrejse fra København. Vi bliver hentet i New York og kørt med bus til vores hotel.

Dag 2. Grand Central Terminal, Battery Park, Wall Street, Ground Zero, nytårsmiddag
Vi starter dagen med at tage undergrundsbanen sydpå til Ground Zero, hvor World Trade Centers majestætiske tvillingetårne engang stod. Her kan vi på tæt hold få et indtryk af de kolossale ødelæggelser, der fandt sted, og se nærmere på de mange mindeplancher, som er hængt op til minde for de omkomne. På den anden side af Ground Zero ligger Saint Paul’s Chapel, et lille kapel som på mirakuløs vis undgik at blive truffet under angrebet, og som blev anvendt af redningsfolk i ugerne efter angrebet. Her ser vi nærmere på en udstilling til ære for de omkomne, og de mange, som på tværs af baggrund og religion, ydede en uselvisk og målrettet indsats under oprydningsarbejdet.

Herfra går det til finansdistriktet, som er centrum for en stor del af verdensøkonomien, og mange af verdens største og mest magtfulde multinationale selskaber og banker har deres hovedsæde netop her.

Vi besøger flere af områdets seværdigheder bl.a. Battery Park, som ligger på det sydligste af Manhattan, Bowling Green, som siges at være det sted, de hollandske bosættere i 1626 købte Manhattan fra Algonquin-indianerne for nipsgenstande til en værdi af 24 dollars, Trinity Church på Broadway og ikke mindst finansverdenens mest berømte gade, Wall Street. Her ser vi nærmere på Federal Hall og New York Stock Exchange, og hen mod frokosttid vil vi være vidne til et mylder af forretningsfolk, som fylder frokostrestauranterne og står i kø foran de små boder på gaden.

Vi holder vores frokostpause (frokost er for egen regning), og herefter begiver vi os nu med undergrundsbanen tilbage nordpå til Grand Central Terminal, hvor vi oplever den berømte og storslåede afgangshal, som fremstår i beaux arts-stilen, som var populær i begyndelsen af 1900-tallet.

Om aftenen har Albatros Travel arrangeret en nytårsmiddag på en lokal restaurant. (Nytårsmiddagen er inkluderet i rejsens pris, drikkevarer er dog for egen regning).

Dag 3. Upper West Side: Central Park
I dag er det Uptown Manhattan, som er på programmet. Efter morgenmaden vandrer vi op ad Broadway til Columbus Circle, der ligger ved sydvestlige hjørne af Central Park. Herfra fortsætter turen op gennem Upper West Side (området vest for Central Park), som er et meget sammensat og livligt område.

Her ser vi bl.a. Lincoln Centret, hvor New York City Ballet og Metropolitan Opera holder til, byens bedste og mest kendte bagelsbageri og charmerende sidegader med de karakteristiske »browstone« rækkehuse.

Turen går derefter forbi The Dakota Building, hvor John Lennon blev myrdet i 1980. Herfra går vi tværs igennem Central Park og ser på nogle af dette fantastiske parkanlægs seværdigheder så som Strawberry Fields, som blev anlagt af Yoko Ono til minde for sin afdøde mand, Bethesda Fountain og statuen af H.C. Andersen, der blev skænket til parken af dansk-amerikaneren Georg Løber.

Dag 4. New York og afsejling
Afsejling kl. 16.00
Formiddagen er til fri disposition, og det ville være oplagt at tage på en lille tur rundt i New Yorks hjerte. Måske har man lyst til at besøge Midtown, hvor man kan opleve det New York, som vi kender fra film og tv: Fifth Avenue med berømte butikker som Saks, Louis Vuitton, Tiffany’s og Prada, og mægtige skyskrabere som Empire State Building, Chrysler Building og det kendte Rockefeller Centre.

Først på eftermiddagen bliver vi hentet i bus på vores hotel, og herfra går turen til Hudson River, hvor vores krydstogtskib ligger ved kaj. Efter udrejseformaliteterne går vi om bord på skibet, der skal være vores hjem de følgende dage.

Udsejlingen fra New York er en oplevelse, der er få forundt. Vi glider stille forbi Manhattan, hvor vi få timer forinden har været omgivet af de kendte bygninger og byens dynamik, og sejler forbi Frihedsgudinden, som Frankrig donerede til USA i 1886 som tegn på landenes broderskab.

Tæt ved Frihedsgudinden ligger Ellis Island, som var over 12 millioner europæiske immigranters første møde med »Drømmelandet i vest«. Vores rejse mod varmere himmelstrøg i Caribien er nu i fuld gang.

Dag 5 og 6. På søen
Et par dage på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt. Meningen med et krydstogt er netop selve opholdet på skibet, hvor man kan nyde den skønne afslappede rytme om bord.

Man kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller udnytte de talrige aktivitetsmuligheder om bord. Andre nyder udsigten, læser eller deltager i de talrige underholdningsprogrammer. De fleste vil også finde glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter (de fleste inkluderet) og senere nyde den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.
 
Den danske rejseleder informerer løbende om mulighederne om bord og holder sammen på selskabet, men det står naturligvis enhver frit at få netop det ud af turen, som man selv ønsker.

Dag 7.  San Juan, Puerto Rico
Ankomst kl. 15.00, afgang kl. 23.59
Lige over middag når vi frem til vores første caribiske destination, byen San Juan i Puerto Rico.

Puerto Rico er en del af De store Antiller. Puerto Rico tilhører USA, men har egen regering.
Vi lægger til i hovedstaden San Juan, der også går under navnet “La Ciudad Amurallada” - Byen med Murene. Den blev grundlagt i 1521 og er således den ældste by under USA’s flag, og efter Cuzco i Peru den næstældste by på de amerikanske kontinenter.

Byen har en gammel bykerne med brolagte gader og spansk arkitektur. Her er en helt unik stemning i de smalle gader. På næsten alle altaner hænger blomsterne tungt ned mod gaden, og der hersker en spansk stemning overalt.

El Moro er det gamle fort fra 1500-tallet, som i århundreder var medvirkende til, at spanierne kunne forsvare sine caribiske besiddelser.

Dag 8. St. Thomas, Dansk Vestindien
Ankomst kl. 9.00, afgang kl. 18.00
Midt på formiddagen ser vi indsejlingen til St. Thomas, en af de tre Jomfuøer, der var dansk koloni fra det 17. århundrede frem til 1917, hvor øerne blev solgt til USA. Denne dag arrangeres en halvdagsudflugt i og omkring Charlotte Amalie.

Turen indeholder de historiske seværdigheder i hovedstaden Charlotte Amalie.

Charlotte Amalie hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian d. V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på St. Thomas, men han døde nogle få måneder senere. Der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, hvor Jørgen Iversen Dyppel gjorde St. Thomas til base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.

Vi kører en tur i safaribusser og danner os et indtryk af den gamle koloni, hvorefter vi kører til hovedstaden Charlotte Amalie.

Byrundturen til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen i 1672.

Ud over at være byens fæstning har bygningen tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er bygningen omdannet til museum. Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. Nu er den senatsbygning og rummer øernes senat. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917; denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX og bag denne det gamle Grand Hotel fra 1840.

Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af gaderne er trappegader, hvoraf den mest kendte er “The 99 Steps”, som dog har vist sig at have 103 trin, bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland.

Gadeskiltene viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade osv.

Vi spadserer ad hovedgaden Dronningens Gade, der løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street, finder vi de gamle danske handels- og varehuse, bl.a. apoteker A. H. Riises, som nu er indrettet til forretning. De fleste er kun på én etage og opdelt i store tøndehvælvede rum. Der er ingen rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie, for byen brændte flere gange i løbet af 1800-tallet. I den østlige ende af Dronningens Gade ligger Market Square (Markedspladsen). Oprindelig hed den Casimir Square opkaldt efter Casimir von Scholten, Peter von Scholtens far, som var kommandant i byen. Her ligger også den tidligere bygning for den danske Nationalbanks caribiske afdeling.
Der findes mange forskellige kirker i Charlotte Amalie, for øerne havde religionsfrihed: en katolsk, reformeret, anglikansk samt lutheransk kirke foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystalgade ligesom i København. Synagogen er fra 1833 og er dermed den næstældste på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der startede missionsvirksomhed i 1730’erne blandt negerslaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-års jubilæet for missionens virke.

Alle disse kirker er vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Den dansk-norske gruppe var altid i mindretal, og den allerstørste befolkningsgruppe var de sorte, som arbejdede på markerne og ved havnen.

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.

Dag 9. St. John’s, Antigua
Ankomst kl. 8.00 og afrejse kl. 17.00
Vi vågner ved indsejlingen til Antiguas hovedstad St. John’s. Øens første europæiske opdager Christopher Columbus kom hertil på sit andet Caribienstogt i 1493. Han opkaldte øen efter Santa Maria la Antigua, Sevillas skytshelgen. Den europæiske indflydelse skulle dog først komme over et århundrede senere, mest af alt pga. Antiguas mangel på vand og en heftig modstand fra lokalbefolkningen. I 1632 ankom en gruppe englændere fra naboøen St. Kitts og etablerede med succes bosættelser.  

Det blev startskuddet for sukkerproduktion, som efterfølgende nærmest eksploderede med over 150 sukkermøller. Øen blev senere en vigtig indgangsport til de caribiske kolonier og blev ofte kaldt “Gateway to the Caribbean”.

I hovedstaden St. John’s  kan man opleve flotte, restaurerede historiske bygninger, ikke mindst St. John’s Cathedral, hvis tårne dominerer byens skyline. Beboelseshusene er malet i særdeles friske farver, og byen er et glimrende sted at nyde et spændende måltid og gøre et fund i de prisbillige forretninger.

På dagens udflugt kører vi fra hovedbyen St. Johns til “English Harbour” på den sydlige del af øen. Havnen blev anlagt af englænderne sidst i 1700-tallet og var i mange år omdrejningspunktet for den engelske flådes aktiviteter i Caribien.  Siden 1985 har English Harbour haft status som nationalpark og er øens ubetingede højdepunkt. Vi besøger det smukt restaurerede “Nelson Dockyard”, oprindeligt et værft, men i dag omdannet til blandt andet marina og museum. Området er opkaldt efter ingen ringere end den legendariske, engelske nationalhelt Lord Nelson, der som ung gjorde tjeneste tre år på Antigua. Vi hører om Antiguas farvestrålende historie – og ser også det omkringliggende militærkompleks, anlagt for at beskytte det strategisk vigtige havneområde. På tilbagevejen nyder vi øens smukke natur. 

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Skal tilkøbes separat. Se under priser.)

Dag 10. St. Maarten - Philipsburg
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
St. Maarten er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid - og det sætter sit præg på øen.
Legenden siger, at Christopher Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag og opkaldte øen efter ham, heraf St. Maarten.

Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var specielt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer.

Både hollændere og franskmænd strømmede til øen, og hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe.

Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.

Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen.

Vi tager på opdagelse på både den hollandske og franske side af St. Marteen. Vi lægger ud i Philipsburg, hovedstad i den hollandske del, og kører ud i det smukke landskab. Vi passerer Great Salt Pond, hvor man tidligere har udvundet salt, og krydser over til den franske side, hvor vi fortsætter vores færd gennem de billedsmukke landskaber spækket med hyggelige fiskerlandsbyer, små idylliske byer og betagende bountystrande. Vi runder af i charmerende Marigot, den franske hovedstad, hvor man både i arkitekturen, maden og stemningen tydeligt fornemmer den franske indflydelse. Der er indlagt tid til selv at gå på opdagelse – måske frister det farvestrålende, lokale marked? På vej tilbage til Philipsburg nyder vi den flotte udsigt i Simpson Bay.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Skal tilkøbes separat. Se under priser.)

Dag 11. Tortola - De Britiske Jomfruøer
Ankomst kl. 7.00 og afrejse kl. 13.00
Tortola er beliggende tæt på St. Thomas, St. Croix og St. John og er hovedøen i de Britiske Jomfruøer. Navnet kommer af Turtle Dove (turteldue), som den har fået grundet sin form og skønhed. Med et indbyggertal på kun 9000 og et areal på 59 km2 er Tortola samtidig den mindste af de mange øer, vi har besøgt i den forløbne uge.

I 1666 overtog britiske kolonister øgruppen fra hollandske nybyggere, og senere fik den status som britisk koloni. I dag er den stadig underlagt britisk kontrol.
Tortola er et paradis for sejlere, og det er lykkedes øen at undgå masseturismen. Men hemmeligheden om dens skønhed er sluppet ud, og et stigende antal eskapister søger nu tilflugt her for at nyde øgruppens paradisiske natur bestående af grønne bjergtoppe, der rejser sig op af havet, og små bugter med hvide sandstrande.

De Britiske Jomfruøer er ikke uden grund kendt som Caribiens sejlerparadis nr. 1. Det klare, azurblå vand spiller smukt sammen med øernes tropiske, frodiggrønne bevoksning. Vi sejler på eventyr i havet ved Tortola og de omkringliggende øer: Virgin Gorda, Salt, Peter og Norma, som igennem århundreder var effektivt skjulested for mange af Caribiens berygtede pirater.  Vi gør holdt i den lille, idylliske bugt Trellis Bay på Tortola og sejler videre langs med Tortolas nordkyst, inden vi går i land og fortsætter med at udforske Tortola til lands. Vi kører ad den smukke, snoede Ridge Road tilbage til Road Town – og har undervejs første parket til den fantastiske udsigt over øhavet.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Skal tilkøbes separat. Se under priser.)

Dag 12 og 13. På søen
Så går turen tilbage mod New York, men rejsen er langt fra slut. Vi kan igen nyde krydstogtets dybere mening uforstyrret i et par døgn.

Glæde os over gourmetmiddagene på en af skibets mange lækre restauranter og gå en tur i teateret, biografen eller på diskotek.

Måske skal der trænes lidt golfslag på dækket eller powershoppes i den taxfree butiksarkade. Der er noget for enhver smag.

Dag 14. New York - Hjemrejse
Ankomst kl. 10.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til New York. Vi lægger til ved den velkendte kaj på Hudson River. Efter udtjekning kører vi til lufthavnen, hvor flyet venter.

Dag 15. Ankomst København
Vi lander i København med kufferten fuld af gode minder fra det eksotiske Caribien.

Rejsemål
USA
USA
Caribien

fakta om caribien

Areal: 239.000 km2
Antal lande: 24
Indbyggere: 38 mio.
Største by: Havanna, Cuba, 2,3 mio.
Højeste punkt: Pico Duarte, Den Dominikanske Republik, 3175 meter
Laveste punkt: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 46 m under havet
Største sø: Lago Enriquillo, Den dominikanske Republik, 265 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00