Albatros Travel

Påske i Den evige by 

Oplev foråret i antikkens Rom
– med dansk rejseleder, 5 dage

5.-9. april 2012

Hold påske i byernes by, Rom, på denne eksotiske storbyferie. Rom er, eller bliver for de fleste, en livslang kærlighedsaffære, hvor man vender tilbage gang på gang for at nyde de historiske attraktioner, kulturen, folkelivet og det milde middelhavsklima. Spis en is på den eksklusive café Tre Scalini på Piazza Navona eller nyd en lille espresso udendørs på Roms bedste kaffebar Cafée Sant’Eustachio.

Rejsen starter med en gåtur gennem byens spændende historiske højdepunkter. Her ser vi Den Spanske Trappe, Trevi-fontænen, Pantheon og Piazza Navona. Vi skal også en tur uden for hovedstaden til Castelli Romani – de små bjergbyer, som romerne strømmer til i weekenderne. Her finder man den kendte vinby Frascati, hvor vi skal smage på den lokale vin sammen med lidt lokale specialiteter. Vi når også til den hyggelige by Castel Gandolfo, hvor paverne har bygget deres sommerresidens med smuk udsigt over den vulkanske Albanersø.

Vi skal naturligvis også spise en typisk romersk frokost på en af Roms gode restauranter, der ligger i gåafstand fra både hotellet og Piazza Navona. Vi bor på et moderne firestjernet hotel tæt på Vatikanet og i gåafstand fra det gamle Rom med Piazza Navona. Hotellet ligger også tæt på den dejlige indkøbsgade Via Cola di Rienzo.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

I forbindelse med påsken bliver der mulighed for at se paven enten ved Via Crucis-optoget langfredag eller ved den store messe på Peterspladsen om søndagen.

Ikke mindst bliver der tid til at bevæge sig rundt i storbyen på egen hånd og blot nyde synet eller måske gensynet med alt, hvad byen har at byde på. Turen er planlagt således, at der er god tid til egne eventyr og stille stunder i den herlige by.

Dagsprogram
Dag 1. Skærtorsdag. Ankomst til Rom
Vi rejser fra København til Rom om morgenen. Ved ankomsten venter rejselederen i lufthavnen.

Efter ankomsten til Rom kører vi ind til vores hotel som er centralt beliggende i det dejlige Prati-område. Her bor vi lige ved det imponerende Justitspalads, tæt på Vatikanet og i gåafstand til Den Spanske Trappe og mange af Roms højdepunkter.

Dag 2. Langfredag. Byrundtur i Rom med frokost
Om morgenen mødes vi og tager sammen på en vandretur gennem Rom. Vi ser Augustus-monumentet, Den Spanske Trappe, Trevi-fontænen, Montecitorio med parlamentet, Pantheon og Piazza Navona.

Efter vandreturen er det blevet tid til at blive introduceret til det romerske køkken. Vi spiser en herlig frokost med typiske romerske retter med blandt andet en lang række antipasti og naturligvis pasta.

Eftermiddagen er på egen hånd. Vi er så heldige, at butikkerne i Italien har åbent. Det er derfor muligt at besøge den elegante indkøbsgade Via Condotti eller måske sætte sig med et glas vin på den livlige markedsplads Campo dei Fiori.
Vores hotel ligger tæt på Via Cola di Rienzo, som er en af byens dejlige butiksstrøg. Du kan også besøge bydelen Trestevere, som byder på lokalt romersk folkeliv og gode, hyggelige restauranter.

Det er også muligt at besøge antikkens magtcentrum; Forum Romanum, kigge ind i Colosseum eller blot nyde at gå rundt i de stemningsfyldte gader i Den evige by.

Følg for eksempel nedenstående rute og se nærmere på:

Colosseum
Colosseum er opkaldt efter den kolossale bronzestatue af kejser Nero, der var mere end 35 meter høj og tidligere stod på samme sted. I dag er det verdensberømte amfiteater symbolet på Rom verden over. Det imponerende “teater” blev bygget under det flaviske dynasti i 72-80 f.Kr. på et sted, hvor der tidligere lå en kunstig sø, der tilhørte det storslåede Domus Aurea – kejser Neros store bygningsanlæg med haver. Over 100.000 m3 af den fine, hvide kalkstensart travertin blev fragtet fra bruddene ved Tivoli for at bygge amfiteateret, som er det største, der blev opført i det romerske imperium. Colosseum kunne rumme 70.000 tilskuere, der kunne se kampe mellem gladiatorer, jagt på dyr og ikke mindst sjældne dyr fragtet hjem fra det store Romerrige. I starten havde man også de såkaldte Numachie; søslag, hvor hele arenaen blev oversvømmet. Arkitekten, der lavede bygningsværket, skal være blevet kastet for de vilde dyr, som en “tak for hans indsats”. Derved indledtes en tid med blod og voldsomhed, som i mange år skulle være bygningens attraktion.

Forum Romanum
Forum Romanum er Roms vigtigste arkæologiske udgravning. Anlægget strækker sig fra Capitol til Palatinerhøjen. Helt tilbage i det 7. århundrede f.Kr. var Forum Romanum stedet for al politisk, religiøst og kommercielt liv i Rom. Her findes talerstolen rostra, hvorfra Cicero holdt sine berømte taler. Her blev de romerske hærførere hyldet, når de sejrrigt vendte hjem fra kamp, og det var herfra, det enorme Romerrige blev styret. Forum Romanum emmer af historie, og man kan gå rundt i timevis og forestille sig, hvordan verdens magtcentrum så ud for over 2.000 år siden. Senere under andre kejsere opstod der andre Fora – Fora di Augusto, di Cecare, di Nerva og di Vespasiano og ikke mindst det imponerende Foro di Traiano, der var datidens shoppingcenter.

Piazza Venezia
På vejen ned fra Campidoglio kan man passende gå via Piazza Venezia. Her kan man se det store hvide monument, Fædrelandsmonumentet, hvor den evige flamme brænder. Bygningen bliver kaldt Lagkagen eller Gebisset, og er trods byggestilen ikke fra antikken. Men ikke desto mindre er den et af Roms mange vartegn, og den er værd at kaste et blik på, inden man går videre til Trevi-fontænen.

Mulighed for at se Via Crucis-optog
Om aftenen kunne det være en ide at gå til området omkring Colosseum. Her strømmer romerne til for at overvære det store, religiøse Via Crucis-optog. Midt i det store optog vandrer paven med korset i den meget følelsesladede procession. Det er en stor oplevelse at overvære.

Dag 3. Lørdag. Udflugt til Castelli Romani
I dag går turen til Albanerbjergene uden for Rom. Først besøger vi den lille by Castel Gandolfo, hvor paven har sit sommerpalads. Her kan vi nyde udsigten over den smukke Albanersø og gå en tur i den lille by, der om sommeren fyldes med pilgrimme, som kommer for at få et glimt af paven, når han hilser folket om søndagen.

Fra Castel Gandolfo kører vi til byen Frascati, der er kendt for sin glimrende, friske hvidvin og ikke mindst sin helstegte pattegris. På en af byens små og ydmyge serveringssteder bliver vi placeret på bænke og smager på den lokale pattegris, lidt pølser og oste, og dertil nyder vi den lokale hvidvin. Vi er tilbage i Rom midt på eftermiddagen.

Herfra er der tid til at nyde livet i Rom på egen hånd resten af dagen.

Dag 4. Påskedag. Dag på egen hånd, evt. påskemesse på Peterspladsen
Dagen i dag er ledig til egne aktiviteter. Nyd en kop kaffe på en af byens piazza’er. Tag en gåtur i Borghese-parken eller blandt Roms fantastiske bygninger og små gader og stræder.

Vi foreslår, at man går til Peterskirken for at overvære den imponerende påskemesse, der hedder "Urbi et Orbi", "Til byen og til verden". Peterspladsen er fyldt med titusindvis af pilgrimme, troende og nysgerrige, som alle overværer denne fantastiske messe, hvor paven sender påskehilsener ud på alverdens sprog.

Samtidig kunne man se lidt nærmere på den fantastiske Peterskirke, der af katolikkerne bliver betragtet som kristenhedens centrum. Da vi bor tæt på Vatikanet, kan man altid vælge et andet tidspunkt at besøge kirken, hvis der skulle være for mange mennesker denne dag.

Peterskirken, der er verdens største, blev opført på det sted, hvor apostlen Peter ifølge traditionen blev begravet. Her blev den første Peterskirke opført af kejser Konstantin år 324. Kirken gik i forfald og blev berøvet i 846, da saracenerne plyndrede Rom, og senere igen da paverne i 1300-tallet var flyttet til Avignon i Frankrig. Det blev Pave Julius II, der senere valgte at opføre den nye kirke over Peters grav, og i 1506 indledte man byggeriet, og grundstenen til en kirke, der skulle overgå antikkens bygningsværker med en kæmpekuppel, blev lagt. Kunstnere som Bramante og Michelangelo var med til at skabe dette mesterværk, der i dag står som et af de mest imponerende kirkebyggerier i verden. 

Dag 5. 2. påskedag. Rom – København
Om formiddagen tjekker vi ud af hotellet. Herefter har du tiden fri til egne eventyr, frem til vi mødes igen om eftermidagen, når vi begiver os ud til lufthavnen. 

Anden påskedag er dagen, hvor alle italienere er ude med familien for at spise påskefrokost, så hvorfor ikke gøre som de lokale og nyde formiddagen i Rom over en dejlig frokost. 

Vi er tilbage i Danmark igen om aftenen.

Rejsemål
Italien
Rom

Vidste du...

- at de blodigste gladiator-kampe, der nogensinde er foregået på Colosseum, blev afholdt under kejser Trajan, der regerede 98-117 e. Kr? I løbet af 117 dage slagtede 9.000 gladiatorer og 10.000 dyr hinanden i det enorme amfiteater.

- at den største kuppel, der nogensinde er bygget, pryder Roms bedst bevarede antikke bygning, Pantheon? Med en indre diameter og højde på 43,3 meter slår Pantheons kuppel lige præcis Peterskirkens kuppel på 41,5 meter i diameter.

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00