Vi passerer gennem Prins Christian Sunds smalle korridor til Østkysten, Grønland såkaldte »bagside«. Det var herfra, at løjtnant Gustav Holm i 1894 med 36 ekspeditionsdeltagere i syv kajakker og 4 konebåde roede nordpå og fandt den ukendte boplads ved Ammassalik.
Vi følger Gustav Holms rute under skyldig hensynstagen til issituationen og gør landgang, når forholdene byder. Blandt andet ved den naturskønne ø Skjoldungen og gletsjerlandskabet i Køge Bugt inden vi anløber Ammassalik, Østgrønlands største by. Skærgården og fjordsystemet bag Ammassalik åbner op til et eldorado af bjergtinder, kælvende gletsjere og række små udsteder, som vi tilstræber at besøge. Isforholdene langs Østkysten og i fjordene bestemmer dog sejlplanen, som løbende justeres af kaptajnen og vores erfarne rejseledere - i dialog med skibets passagerere.
Efter besøget i Ammassalik sejler vi over Danmarksstrædet til Island, hvor vi lægger til kaj i Reykjavík. Der er afsat tid, så vi når at få et godt indtryk af denne lille hovedstad og landet omkring. Mange ting har forandret sig på Island det sidste år. Det ændrer dog ikke ved, at landet er smukt, og at dets befolkning som altid er klar til de nye udfordringer. Vi overnatter på skibet frem til den sidste dag, hvor der er hjemrejse med fly fra Keflavik til København.
Et bedre skib end Ocean Nova (tidl. Sarpik Ittuk) til dette varierede Grønlandskrydstogt findes ikke: Skibet er bygget i Danmark i 1992 til passagertrafik langs Vestgrønland og ombygget til krydstogtssejlads i 2006. Det er indrettet med 43 store, udvendige kahytter, alle med eget bad og toilet. Den smukke restaurant har plads til 90 passagerer, og fra den nybyggede panoramasalon på øverste dæk har alle deltagere frit udsyn. Skibet medfører fire gummiflåder af Zodiactypen, der benyttes til landgange, når vi ikke ligger til kaj. Helpension om bord, udflugter undervejs og danske rejseledere er naturligvis inkluderet i rejsens pris.
Rejsen er forholdsvis komfortabel og uden obligatoriske strabadser, eller særlige krav til deltagerne. Men det forudsættes dog, at man er rask og rørig (adræt), og har lyst til at opleve naturen på dens egne præmisser. Man bør være opmærksom på, at rejsen adskiller sig fra almindelige turistrejser, idet vi ikke har samme muligheder for at planlægge rejsen i detaljer. Mange elementer er uforudsigelige, og ruten bestemmes i vid udstrækning af vind, vejr, is og strømforhold. Rutebeskrivelsen bør ses som det idéelle mål, men den vil med sikkerhed ikke blive overholdt, selvom vi skulle opleve flere uger med højtryk og bragende solskin.
Rejselederne lægger i samråd med skibets kaptajn rute og dagsprogram undervejs, og vil derved sikre det størst mulige udbytte af rejsen på baggrund af de aktuelle forhold. Sejler vi eksempelvis pludselig gennem en flok hvaler, kan dagsprogrammet meget vel blive ændret på stedet.
En vigtigt del af rejsen er krydstogt og landgange i de medbragte gummibåde af zodiactype, som skal transportere os ind på øde kyststrækninger. Skibet er forsynet med en udvendig platform, hvorfra der er let adgang til gummiflåderne, der er forsynet med en kraftig motor. Det er forholdsvist nemt for alle med fuld førlighed, men kan være et problem for handicappede. Så kan det i øvrigt også være en ganske kold og våd fornøjelse. I de senere år har der gennemgående været langt mindre is omkring Grønland end tidligere. Disse forhold har muliggjort nogle helt enestående togter i langs Sydøstgrønland. Men vi har også oplevet, hvordan en storm eller blot vedvarende blæst på ganske kort tid har presset isen sammen til en uigennemtrængelig barriere langs kysten. Det er vilkårerne - men også en del af charmen - som man må leve med på togter langs Grønland.
Albatros Travel byder dig velkommen om bord!
dagsprogram
Dag 1, 14. september: Afrejse fra København
Afrejse med Air Greenland først på eftermiddagen. Efter knapt 5 timers flyvning lander vi i Kangerlussuaq tidlig eftermiddag lokal grønlandsk tid, hvilket vil sige minus 4 timer ift. dansk tid.
Kangerlussuaq er den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland. Det er ikke en by som sådan, faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under Sisimiut Kommune. Her bor permanent ca. 4-500 mennesker, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen. Her er et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant (på hotellet), samt Albatros Greenlands hovedkontor, hotel og souvenirbutik, beliggende blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.
Det var amerikanerne, der under Anden Verdenskrig anlagde lufthavnen. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 170 km lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, både under Anden Verdenskrig og Den kolde Krig. Da der var flest, var her stationeret over 1400 mand. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands Hjemmestyre.
Efter bagageudleveringen er der arrangeret en sight moskusoksetur i Albatros Greenlands udflugtsbusser. Vi kører blandt andet gennem det tidligere amerikanske baseområde og op på højdedraget “Black Ridge”, på dansk Ravneklippen. Herfra er der en prægtig udsigt over dalen ind mod indlandsisen. Moskusokserne har typisk holdt til her. Det øgede jagttryk kan betyde, at dyrene holder sig lidt på afstand af vejen. At medbringe en kikkert er ingen dårlig idé.
Vores guider fortæller om området og herefter kører vi til havnen, ca. 12 km vest for lufthavnen for afrejse med vores skib, M/S Ocean Nova. I stabile gummiflåder sejles gruppen i mindre hold de få hundrede meter ud i fjorden, hvor skibet er ankret op. Kahytterne bliver anvist og mens sikkerhedsprocedurerne gennemgås, påbegynder vi sejladsen ud gennem den 170 km lange fjord.
Dag 2, 15. september: Nuuk
I løbet af natten har vi passeret Maniitsoq og Sukkertoppens Isbræ, der dominerer bjergområdet omkring Evighedsfjorden.
På vores indsejling mod Nuuk er der gode chancer for at opleve byens næsten faste bestand af pukkelhvaler. Verdens måske mindste hovedstad er i grønlandsk sammenhæng en mægtig storby - hele 15.000 mennesker bor her i dag. Området har været beboet af Saqqaq-kulturen før inuitterne helt tilbage til år 2200 f.kr. Fra ca. år 1000-1350 fulgte nordboerne, der med Erik den Røde som fronttrop bosatte sig i Sydgrønland og i Nuuk-området. Efterfølgende ankom medlemmer af den såkaldte Thule-kultur, inuit-forfædrene til grønlænderne i dag. Disse »neo-eskimoer« var langt bedre rustede til at overleve i den barske arktiske natur, end nordboerne havde været. Men ikke længe efter begyndte europæerne at vise sig langs den grønlandske kyst. Hollandske, baskiske og skotske hvalfangere kom til landet allerede fra det 16. årh.
Grønlands moderne historie indledtes i 1721, da den norske missionær Hans Egede grundlagde den første helårsbemandede koloni og handelsstation nær Nuuk. Faktisk kom Egede til Grønland for at omvende de katolske nordboere til lutheranere, men han fandt snart ud af, at nordboerne var forsvundet.
Nuuk blev centrum for uddannelse allerede i 1847, da lærerseminariet blev placeret her. I 1908, hvor handel og administration officielt adskiltes, blev Nuuk vært for det sydgrønlandske landsråd, en styreform og et råd, der fortsatte sit virke til efter Anden Verdenskrig, hvor byen bliver administrativt, handelsmæssigt og politisk centrum for hele landet. I 1979 blev Landstinget helt naturligt placeret her, hvor byen endegyldigt fik status som hele landets hovedstad. Grønlands smukke Nationalmuseum er beliggende i den gamle kolonihavn. Ud over en generel samling af inuit-etnografica er det her, man kan se de berømte kvinde- og børnemumier fra Qilaqitsoq ved Uummannaq.
Med sin administrative rolle tiltrækker Nuuk måske ikke så mange naturinteresserede rejsende, men man må ikke glemme, at umiddelbart bag byen ligger et af Grønlands smukkeste og mest varierede fjordsystemer, med frodige grønne vige, stejle snefjelde og kælvende gletsjere.
Først på aftenen siger vi farvel til hovedstaden og drager videre mod syd.
På sejladsen syd fra Nuuk passerer vi dramatiske kystlinier, som sjældent eller aldrig besøges. Under de store torskeeventyr i ’50-erne og ’60-erne etablerede driftige færinger, danskere og grønlændere fiskerihavnen Færingehavn, men da torsken forsvandt lukkede stedet ned, og kun bygninger står tilbage. Vi passerer i løbet af natten Frederikshåbs Isblink, en stor gletsjertunge, der breder sig over det flade land. Det var formodentligt i dette område, at en gigantisk meteor i december 1997 eksploderede, så det kunne ses helt op til Nuuk. Men desværre er der trods ihærdig søgning ikke fundet spor af den.
Dag 3, 16. september: Arsuk Fjord
Midt på eftermiddagen anløber vi Arsuk fjord, hvis indsejling er præget af det markante 1418 meter høje fjeld Kuunnaat. Arsuk var indtil for få år siden Grønlands rigeste by. Her boede talrige fiskeskippere og matroser, der hentede solide dagshyrer på torskeeventyret. Men temperaturen i Davisstrædet faldt én grad, og fisken søgte sydover.
Nu er byen, om end hyggelig og smukt beliggende, en skygge af datidens glans. Mange af husene er tomme, og her bor nu blot 150 sjæle. Uden for havnen kan se de talrige fortøjningspæle til egne og udenlandske fiskeskibe.
Dag 4, 17. september: Qaqortoq
Tidligt om morgenen er vi nået frem til Sydgrønlands »hovedstad« Qaqortoq (Julianehåb), der er som en model på en grønlandsk by: Den slutter sig tæt om den travle havn, hvor trawlere, små fiskefartøjer, dyre lystfartøjer og såmænd også et enkelt isbjerg blander sig mellem hinanden. Farvestrålende huse kryber op ad fjeldsiderne fra havnen, og midt i byen finder man de gamle kolonihuse, bygget solidt i sten og tømmer. Mellem de gamle huse ligger byens lille stolthed, Grønlands eneste springvand, anlagt i 1928. Vi går i land og tager en byvandring, hvis mål blandt andet er den permanente skulpurudstilling »Sten og Menneske« skabt af unge billedhuggere og af byens multikunstner, Aga Høegh i 90’erne. Om eftermiddagen sejler vi ind i fjorden til den 700 år gamle kirkeruin, Hvalsey.
Det er fra et bryllup i Hvalsey Kirke, at man har de sidste vidnesbyrd om nordboerne. De islandske gæster til brylluppet ankom i 1408 og rejste tilbage to år senere. Hvad der siden skete med de norrøne grønlændere er uklart. I sin storhedstid husede området flere tusinde kristne sjæle fra Kap Farvel til Nuuk, 600 km længere mod nord, og årsagen til deres undergang skal sandsynligvis søges i en væsentlig klimaforværring, der vanskeliggjorde fangst og agerbrug.
Dag 5, 18. september: Uunartoq, Nanortalik
Vi besøger det gamle Lichtenau, den tidligere missionsstation for Brødremenigheden (Hernhutterne). Det er et frodigt fåreholdersted med en smuk og velholdt kirke.
På øen Uunartoq øst for bygden Sydprøven / Alluitsup Paa finder vi de sælsomme varme kilder. Der er 3 opstemmede damme med 38 grader varmt vand på øen, og det er en vidunderlig fornemmelse at bade få meter fra det kolde, is-fyldte havvand. Tåge og regn er absolut ingen hindring for at deltage i denne specielle oplevelse!
Vi når Grønlands sydligste by, Nanortalik, beliggende i mundingen af Tasermiut-fjorden. Byen har sit navn fra nanok, isbjørnen, som ofte kommer hertil med storisen i forårsmånederne. Isen isolerer byen i flere måneder hvert år og er medvirkende årsag til byens langvarige økonomiske tilbagegang. Den vendte en årrække, hvor Nanortalik var nabo og forsyningsby til Grønlands første guldmine. Hele Sydgrønland betegnes som en guldprovins, men kun i Kirkespirsdalen ved Nanortalik har guldet været koncentreret, at det kunne brydes. Men minen er nu lukket.
Dag 6, 19. september: Prins Christian Sund
Vi får løbende bulletiner og iskort fra Istjenesten i Narsarsuaq.
Ruteplanen har bevidst fravalgt Kap Farvel, Grønlands sydligste punkt. Der er ingen tvivl om, at de nøgne klippeskær på 59° 47’ Nord har et legendarisk ry, men den alternative indenskærsrute er langt mere spektakulær og selvfølgelig mindre plaget af søen. Vi går derfor ind mod Prins Christian Sund, denne 60 km lange fjord, der fra bygden Aapilattoq skærer gennem landet til østkysten.
Sundet har stejle fjeldsider, og mangen en eventyrlysten kajak-roer er kommet i knibe på grund af det meget begrænsede antal landingssteder. Den gamle vejrstation, Prins Christianssund, der stadig er bemandet af 5 hårdføre meteorologer og radiosonde-mænd, markerer vores ankomst til turens egentlige mål, Grønlands Østkyst.
Turen gennem Prins Christian Sund er et af togtets mest spændende og kritiske passage. Selv under de bedste forhold kan blot 2-3 store isbjerge forhindre gennemsejling. Men igen er Istjenesten med deres daglige satelitbilleder og overflyvninger vores trofaste “udkiksmand”.
Dag 7-8, 20.-21. september: Prins Christian Sund til Ammassalik
Vi befinder os mindre en 100 km i fugleflugtslinie fra de frodige dalsænkninger omkring Narsarsuaq, præget af højt græs og fede får. Men når vi skuer nordpå langs kysten, kunne vi lige så godt være 1000 km derfra. Kontrasten er slående: Skarpe tindenåle knejser højt over en isdækket kystlinie, hvor store gletsjere kælver direkte ned i havet. Årsagen skal søges i den kolde polare havstrøm, der passerer mod syd mellem Grønland og Island, hvorimod Vestgrønland nyder varmen fra en lille flig af Golfstrømmen. Men vi skal ikke lade os afskrække. Ebbe Munck, den tidligere danske hofchef og ekspeditionsmand, skriver i sin bog, “Strejftog i Nord”: “Ingen sejlads i verden kan måle sig med den man finder under den østgrønlandske kyst. Det er ikke bare det, at lyset og farvepragten overgår alt, hvad man ellers kan opleve, det er sikkert lige så meget den specielle omstændighed, at man uvilkårligt kommer i et meget personligt forhold til landet, der strækker sig mil efter mil, breddegrad efter breddegrad, uden at nogen bebyggelse eller anden form for ejendomsret kommer mellem det og os”.
Det var gennem dette farvand, kaptajn Gustav Holm i 1883-85 sendte sin spinkle flåde af skindklædte konebåde mange hundrede kilometer mod nord. Datiden var af den opfattelse, at nordboernes ”Østerbygd” skulle findes på Grønlands østkyst, en opfattelse også Hans Egede havde i 1700-tallet. Det skulle senere vise sig, at både Østerbygden og Vesterbygden skulle findes på vestkysten; Østerbygden omkring Julianehåbsbugten og ved Ivittuut og Vestbygden i Godthåbsfjorden. Men for Holm var det et af formålene at finde nordboefterladenskaber såvel som at kortlægge kysten. Med 36 deltagere, hvoraf hovedparten var grønlandske kvinder og mænd fra Nanortalik-distriktet, drog han afsted i 4 umiakker og 7 kajakker, og efter depotudlægning i 1883 nåede ekspeditionen i september 1884 frem til Ammassalik, der til alles store overraskelse var befolket af 400 inuitter. Her overvintrede ekspeditionen og nød stor gæstfrihed hos det isolerede men højt udviklede polarsamfund, der aldrig tidligere havde set europæere. Ammassalik-kulturen havde dog inddirekte haft kontakt til inuitterne i Nanortalik via grupper af fangere, der holdt til på den sydligste del af østkysten, og den dag i dag finder man sproglige reminicenser af østgrønlandsk dialekt hos grønlændere i Nanortalik.
Vores program bliver herfra i bedste fald lidt usikkert, da isen jo bestemmer det meste. Men det bliver under alle omstændigheder en speciel og unik oplevelse at sejle op langs den isdækkede og meget sjældent besøgte kyst, hvor man for alvor opdager, at islandskaber er som endeløst varierede skulpturer, man aldrig bliver træt af at se på. Langs ruten passerer vi, blandt mange andre, følgende lokaliteter:
Lindenows Fjord: Østkystens prægtige pendant til Tasermiutfjorden med bjerget ”Apostelens Tommelfinger” på 2.230 m.
Aluk Avalleq: Markant fjeld ved Lindenows udmunding, hvor sydøstkyst-inuitterne havde deres sydligste sommerboplads, ofte i fællesskab med Nanortalik-grønlænderne. Timmiarmiut: Nu lukket vejrstation og inuitboplads. Flere bygninger fra vejrstationen er bevaret. Sydøstkystens vejr var vigtigt for beflyvningen af vestkysten, og der er flere nu nedlagte vejrstationer og navigationssendere spredt mellem Kap Farvel og Ammassalik.
Skjoldungen og Dronning Marie Dal: Skjoldungen bliver med rette hyldet som et af de smukkeste områder i hele Østgrønland. Beliggende på 63° nord er øen klemt inde af smalle, stejle fjorde, og inderst i disse finder man et frodigt og mildt klima. Fridjof Nansen kom her forbi i sensommeren 1888 i sin søgning efter opstigningssted for den første indlandsis-krydsning, og han skrev:
“Skjoldungen er et land, som i vild skjønhed ikke stod tilbage for noget af, hvad vi tidligere havde set. På alle kanter styrtede bræer sig ned i søen”. Skjoldungen er desuden navnet på et nu nedlagt udsted, beliggende på øens sydvestlige side. Op til 100 mennesker har boet her indtil 1965, og enkelte huse står tilbage.
Efter Skjoldungen og Ilertakajik-fjorden ophører det alpine landskab, og vi vil herfra flere gange opleve, at indlandsisen over store strækninger når helt ud til kysten og danner sammenhængende shelfs, som man kender det fra Antarktis.
Bernstorff Isfjord: Den mest produktive gletscher på SØ-kysten, og vi holder god afstand i det isfyldte og vanskelige farvand.
Køge Bugt: Fantastiske isbjerge og enestående naturscenerier, der igen minder om Antarktis. Nord for Køge Bugt ligger Ole Rømers Ø og Dannebrog Ø, og det er dette område, at Nansen i 1888 påbegyndte sin krydsning af indlandsisen. Men inden da var der gået en måned, hvor Nansen og hans mænd var drevet med isen 475 km mod syd og med besvær havde kæmpet sig tilbage nordpå langs kysten.
Efter Køge Bugt når vi frem mod dels mere kuperet område og dels beboede egne. Bygden Isortoq er den sydligste i Ammassalik Kommune, og med sin beliggenhed syd for den isfyldte Sermilik-fjord, er de ca. 100 indbyggere temmelig isolerede. Vi runder Ammassalik Ø og sejler ind i Kong Oskars Havn med Polhemfjeldet (1003 m) til styrbord. Foran os breder sig Østgrønlands største by, Ammassalik eller Tasiilaq, som byens kaldes lokalt. Med 1800 indbyggere er den det naturlige centrum for kommunen, der med bygder udgør ca. 3.000 personer. Selvom byen er isoleret for skibstrafik det meste af året, nyder den en høj grad af fokus, med gode uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen.
Dag 9-11, 22.-24. september: Ammassalik-distrikt
Ammassalik blev oprettet som en koloni i 1894, 10 år efter Gustav Holms konebådsekspedition. Stedet, hvor byen ligger, havde oprindeligt ingen fast bosætning, men blev valgt på grund af den naturlige havn. Det var i sidste øjeblik; da Gustav Holm optalte befolkningen i området var der 413 personer, og da kolonien blev oprettet var tallet faldet til 247, som efter al sandsynlighed ville have bukket under eller søgt til Sydgrønland, hvis ikke kolonien var blevet oprettet.
Vi besøger det smukt indrettede museum med den gamle tørvehytte, og der er mulighed for at købe noget af grønlands bedste kunsthåndværk her og på turistkontoret.
Beflyvning af Tasiilaq gøres fra Kulusuk, den lille bygd på Kulusuk-øens sydspids. Med sin nærhed til lufthavnen og næsten daglige afgange til Island er Kulusuk en af de mest besøgte bygder i Grønland. Men det er ikke noget beboerne lader sig mærke synderligt af. Her går livet sin vanlige gang, hvor fangst efter sæl, isbjørn og fugle stadig er en væsentlig del af økonomien, sammen med produktion af ben-tupilakker og kunsthåndværk. Kulusuk Lufthavn, der ligger 40 minutters vandring fra bygden, blev anlagt af amerikanerne i 1958 som endnu en i rækken af ”Bluie West”-landingsbaner. Lufthavnen og den daværende base skulle blandt andet varetage den store DYE-radarstation på øens østkyst.
Hvis sejladsen langs Sydøstgrønland er gået let og vi holder tidsplanen, benytter vi en dag til at ”udforske” de dramatiske fjorde og landskaber i Ammassalik-distriktet, bl.a. bygderne Kuummiit (ca. 400 indbyggere) og Sermiligaaq (ca. 200 indbyggere). Begge velfungerende med gode fangstvilkår og fiskeri.
De alpine landskaber bag Kuummiit rummer Grønlands vildeste bjerge, bl.a. Mount Forel, der med 3360 m er Grønlands 3. højeste
Dag 12-13, 25.-26. september: Danmarksstrædet mod Island
Vi kipper flaget, siger farvel til Tunu - Grønlands »bagsside« - og stikker ud på turens lange ben, Danmarksstrædet. Krydsningen til Island forventes at tage ca. 36 timer.
De første mange sømil er præget af store isbjerge, som af polarstrømmen føres sydpå fra de produktive glets-jere i nord. Herefter sker der ikke meget. Vi (og broen!) holder naturligvis udkik efter de store hvaler, der har Danmarkstrædet som tumleplads. Blåhval, finhval, vågehval og pukkelhval er alle sandsynlige følgesvende. Ellers bruger vi døgnets stille timer til at fordøje dels de mange indtryk og dels den gode mad fra skibets messe.
Vi går langs Islands vestkyst langs Vestfjordurs høje fjelde og dybe fjorde. Vestfjordene er Islands forpost mod vest og faktisk det vestligste punkt i Europa. Og de er samtidigt Islands ældste geologiske formationer, opbygget for 12-15 mill. år siden, mens Grønland og Europa gled fra hinanden.
Vi forventer at være ud for Reykjavík den sidste aften og således ligge ved kaj i havnens rolige vand.
Dag 14. 27. september: Reykjavík og den Gyldne Cirkel
Vi benytter det meste af dagen på en kombineret Reykjavík bytur go den klassiske islandske udflugt, Den Gyldne Cirkel.
Reykjavík blev grundlagt af Ingólfur Arnarson, der i 874 som en af de første satte fod på Island på et sted, han kaldte for »Røgbugten«. For 200 år siden boede her 300 sjæle, men nu har 172.000 mennesker eller 60% af Islands befolkning deres hjem i verdens nordligste hovedstad. Byrundturen fører os naturligvis op til Hallgrims-kirkja, der dominerer Reykjavíks “skyline”. Herfra er der god udsigt over byen, havet og bjergene bag, og selve kirken er heller ikke uinteressant. Arkitekturen er tydeligvis inspireret af de vulkanske søjler, man ser så mange steder på øen. Foran kirken ses en statue af Leif Eiríksson (“Den Lykkelige”). Statuen er foræret af USA i anledning af Islands Altings 1000 års jubilæum i 1930.
“Den Gyldne Cirkel” er det klassiske navn for en af de mest oplevelsesrige udflugter, man kan foretage på Island. Store naturscenerier sammenholdt af islændingenes dramatiske 1000-årige historie.
Vi begynder ved det gamle bispesæde Skalholt, der blev oprettet i 1056. Et jordskælv i det 18. århundrede ødelagde dog størstedelen af det oprindelige bispesæde. Fra kirken er der en fantastisk udsigt til landet omkring, og er det klart vejr, kan man se til Islands kendteste vulkan Hekla.
Ca. 40 km fra Skàlholt finder vi Gullfoss, Islands største attraktion, et vandfald på 30 m, der falder i terrasser gennem den dybe kløft. Gullfoss blev først kendt af omverdenen i begyndelsen af dette århundrede. En lille landbrugsfamilie, Tómasson, kørte i 20 år en lang retssag om ejendomsretten til landområdet, men tabte sagen til udenlandske investorer. Investorerne kunne dog ikke betale i sidste instans, hvilket gav islændingen Einar Gudmundsson mulighed for at købe området i 1939. I 1975 overdrog han det til den islandske stat, der har ført området tilbage til dets rette element som naturreservat.
Et lille stykke fra Gullfoss ligger Geysir, der har lagt navn til resten af verdens gejsere. Geysir kom første gang i udbrud i det 14. århundrede, men den 60 m høje vandsøjle stoppede i sidste århundrede, efter tusinder af turisters besøg i området. Men blot 30 m fra Geysirs nu udslukte krater ligger Strokkur-gejseren, der hvert 3. minut spyr sine vandmasser mere end 40 m op i luften.
På vej til Þingvellir stopper bussen ved Laugarvatn, et yndet udflugtsmål for Reykjavíks indbyggere, der kommer hertil i weekenden for at slappe af ved de varme kilder. 
Þingvellir er et utroligt geologisk område, samtidig med at det er rammen for verdens ældste parlament, dateret helt tilbage til år 930. Det islandske Alting / Alþing hvor alle større historiske beslutninger blev taget, samledes her frem til 1798. Området blev sammen med Islands største sø, Þingvallavatn, udlagt som nationalpark i 1930. De mange kløfter og sprækker, der løber gennem sletten markerer, hvor den midtatlantiske spredningsryg “går på land”, og to af Jordens store geologiske plader, den europæiske og den amerikanske, bevæger sig fra hinanden. Ved hvert lille jordskælv på Island bliver Þingvellir-sletten en lille smule bredere!
Vi returnerer til havnen og vores gode skib, som i nat fungerer som vores hotel.
Dag 15. 28. september: Hjemrejse fra Keflavík
Efter morgenmaden siger vi farvel til vores skib og besætningen for med bus at køre langs Reykjaness-halvøen til lufthavnen i Keflavík.
Hjemrejse med Iceland Air midt på dagen og hjemkomst til København først på aftenen.