Her er tale om en komplet rejse i inkaernes tegn. Turen giver et bredt indblik i Perus mangfoldige seværdigheder såvel naturmæssigt som kulturelt. Det er en traditionel rundrejse, hvor alle kan deltage, og man bliver gradvist akklimatiseret til højden, der kulminerer ved cirka 4.000 meter omkring Titicaca-søen. Hotellerne er hyggelige og centralt beliggende hoteller med masser af lokalt præg. Rejsen ledes af en dansk rejseleder med stort kendskab til Andes-landene.
dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra Danmark
Afrejse fra Danmark med ankomst til Perus hovedstad Lima sidst på dagen. Transport fra lufthavnen til Miraflores bydelen i Lima. Overnatning i Lima.
Dag 2. Lima – Cuzco
Tidlig afrejse fra Lima til Cuzco med fly. Ankomst til Cuzco (3.300 meter over havet) tidligt på dagen og kørsel direkte til vores hotel centralt beliggende i byen. Når vi vælger at flyve til Cuzco med det samme, skyldes det, at det tager noget tid at vænne sig til den relativt store højde, og det kan vi lige så godt bruge denne første hviledag til. Denne aften er der inkluderet en velkomstmiddag på lokal restaurant.
Cuzco er i mange henseender Sydamerikas kulturhistoriske og arkæologiske centrum med et væld af præcolumbianske bygningsværker og ruiner såsom Sacsayhuaman-fortet, inka-badene, Qenko amfiteatret og de smalle stenbelagte gader, hvor spanierne har bygget oven på inkaernes smukke tempelfundamenter. Cuzco præges både af de hvidkalkede spanske bygninger, storslåede kirkebyggerier og de kulørte huse, hvor spansk og indiansk kultur mødes i en nutidig festlig blanding. Cuzco er centret i inkaernes hellige dal, og området er stadig præget af deres foretagsomhed samt deres høje kulturelle og udviklingsmæssige niveau. Overalt findes storslåede ruinkomplekser, gamle, komplicerede kanaler og kunstvandingsanlæg og dyrkningsterrasser på stejle bjergskråninger. Inkaernes hovedstad blev oprindeligt udformet som en skikkelse af en puma, og det hele bindes sammen af glimrende, brolagte veje.
Her er stof til mange dage, ikke mindst i den hellige dal i det frodige kornkammer langs Urubambafloden, hvor talrige indianske landsbyer fortsat har glæde af inkaernes anlæg. Her finder man også det farvestrålende søndagsmarked i Pisac og det enestående fort i Ollantaytambo.
Resten af dagen til fri disposition. De fleste har behov for afslapning oven på den lange rejse, og det anbefales, at man forholder sig helt i ro for at undgå symptomer på højdesyge. Overnatning i Cuzco.
Dag 3. Cuzco og omegn
Efter morgenmaden skal vi på heldagstur i og omkring Cuzco. Vi starter dagen med byens centrum, hvor vi skal se den store basilika på »Plaza de Armas«. Bygningen blev påbegyndt i 1559, men først færdigbygget cirka 100 år senere. Det prægtige bygningsværk er meget velbevaret og rummer fortsat store kunstskatte fra kolonitiden. Herefter fortsætter vi til Coricancha, der var inkaernes vigtigste tempel. Navnet betyder »den gyldne gårdhave« og hentyder til den oprindelige tykke guldbelægning med kilotunge guldfliser. Guld og andre værdier blev røvet af conquistadoren, Francisco Pizarro, men tilbage står det enestående stenarbejde ganske uberørt af de talrige jordskælv, der gang på gang har ødelagt Santo Domingo kirken, som spanierne har bygget uden om og oven på inka-fundamenterne. Hvis kultur kommer an på bygningskundskab, tabte erobrerne med mange længder. Vi skal se forskellige mindre kirker og kolonibygninger gennem byen på vej ud til inka-fæstningen, Sacsayhuaman, der er det største og mest imponerende kompleks i byens opland.
Anlægget ser imponerende ud, og alligevel er det kun 20 procent af den oprindelige struktur, der er tilbage. Spanierne anvendte de udmærkede sten til nye kirker og huse i Cuzco. De har dog efterladt de største sten, hvoraf én vejer cirka 300 tons. Vi kan alligevel ane inkaernes enestående arkitektoniske evner og tekniske formåen. De store sten er skåret til og sat sammen som et puslespil. Ofte er stenene så veltilpassede, at det er umuligt at få et barberblad ind imellem dem. Det mest besynderlige er dog, at man stadig ikke ved, hvordan de bar sig ad, og vi behersker ikke i dag en teknik, der kan gøre dem kunsten efter. En anden af attraktionerne nær Cuzco er inka-helligdommen, Qenko, der betyder zig-zag, hvilket henviser til de talrige zigzag-udskæringer og dyrebilleder, som findes på en stor kalkstensklippe.
Herefter gør vi holdt ved Puca Pucara, der ligger lidt længere væk fra byen. Navnet betyder »Det røde Fort«, men her er formentlig tale om en »tambo«, hvilket vil sige en af inkaernes landevejskroer eller rastepladser.
Vi fortsætter til endnu et af inkaernes hellige steder, Tambo Machay. Dette sted var et helligt bad for inkaerne. I deres mytologi spillede vand en stor rolle. Her blev der foretaget ceremonielle bade og renselser. Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet i Cuzco. Overnatning i Cuzco.
Dag 4. Inkaernes hellige dal
Efter morgenmaden skal vi på tur i inkaernes hellige dal. Det er inkaernes kornkammer, hvor de ved hjælp af højt udviklet
kunstvandingsteknik og gødning opnåede fremragende dyrkningsresultater. Højt oppe ad bjergsiderne findes dyrkningsterrasser, hvor kartofler gennem århundreder har været en hovedafgrøde, selvom vi i dag ofte ser hvede og majs. Hvert område i Andes har haft sine egne kartoffelsorter, der var tilpasset stedets specielle klimaforhold. Denne viden om kombinationen af afgrøde og dyrkningssted er desværre ved at gå i glemmebogen, men ellers er der faktisk ikke meget, der er forandret, når man skuer ud over de frodige dale.
Vi starter dagen med at køre til tekstilprojektet Awana Cancha. Dette drejer som et fælles projekt, hvor fire forskellige indianske samfund fra dalen er gået sammen om at lave et slags kooperativ, hvor de viser deres evner inden for vævning og knytning. De har desuden forskellige arter af Lamafamilien i fold (Alpaka, Guanaco, Lama og Vicuña). Ud over at se dyrene kan man deltage i forskellige aktiviteter såsom: at fodre dyrene, at klippe uld eller at knytte sammen med de lokale.
Derefter besøger vi den prægtige landsby Pisac med sit farverige marked, og fæstningsværket med soltemplet på en bjergskråning over byen er bestemt et besøg værd. Turen op til soltemplet er meget anstrengende, og hvis man vil besøge dette sted, er det bedste at tage en taxi op og så eventuelt gå ned. Men når man op, er der en pragtfuld udsigt ud over bjergene og de lavereliggende vandingskanaler. Overnatning i Den Hellige Dal.
Dag 5. Machu Picchu
Tidligt om morgenen kører vi med bus til Ollaytaytambo (cirka to timer), hvorfra vi starter en enestående smuk togrejse gennem Urubamba-dalen til Machu Picchu, som er et af rejsens store højdepunkter. Den legendariske inkaby er et temmelig omfattende og velbevaret ruinkompleks, der har været beboet af mange hundrede mennesker, måske tusinder. Byen ligger smukt på et højt grønt plateau over Urubamba-floden omgivet af dominerende bjergtoppe med græssende lamaer på bjergsiderne.
Når Amazonskyerne lægger sig hen over de grønklædte toppe, får det hele et uvirkeligt, eventyrligt skær, og man mærker næsten mystikken omkring denne gemte og glemte by langt inde i bjergene. Den amerikanske historiker, Hiram Bingham, fandt komplekset den 24. juli 1911 ved et lykketræf. Han ledte efter inkabyen, Vilcabamba, som regnes for en af inkaernes sidste bastioner i kampen mod spanierne. Vilcabamba blev senere fundet langt dybere inde i junglen. Ruinbyen er besynderligt nok ikke omtalt i spaniernes mange, grundige skildringer af deres »nye rige«, og blev derfor aldrig fundet af dem. Men selvom byen ikke ligger særligt langt fra inka-rigets sydlige centrum i fugleflugtslinje, repræsenterer afstanden dog flere ugers vanskelig ekspedition, hvilket man kan få en ide om på den relativt korte trekkingrute, der starter cirka 40 kilometer fra Machu Picchu.
Det vides, at Machu Picchu blev bygget af inkaen, Pachacutec, over en periode på cirka 30 år, og var et slags helligt landsted for inkaen og hans hof. Men derudover er der mange teorier om byen og dens manglende opdagelse, som man blandt andet kan læse om i Peter Frosts lille fremragende bog »Exploring Cuzco« (kan formentlig købes på stedet). Om eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet i Den Hellige Dal for at overnatte.
Dag 6. Den hellige dal – Cuzco
Denne formiddag går turen videre til Ollantaytambo, resterne af den store fæstning, hvor spanierne tabte et slag til inkaerne. Neden for ruinerne ligger landsbyen ved samme navn bygget på gamle inka-fundamenter. Vi vender tilbage til Cuzco sidst på eftermiddagen. Overnatning i Cuzco.
Dag 7. Cuzco
Hele dagen er afsat til at opleve Cuzco på egen hånd og samle kræfter til morgendagens rejse op til Titicacasøen. Rejselederen vil hjælpe gruppen med ideer og forslag til dagens program. Overnatning i Cuzco.
Dag 8. Cuzco – Titicaca
Efter en meget tidlig morgenmad skal vi på en fantastisk busrejse over den mægtige Andes-højslette til Titicaca-søen, der er verdens højest beliggende sø med regulær skibstrafik (3.800 meter over havet). Største længde og bredde er 171 kilometer og 64 kilometer med dybder på op til 280 meter. Busrejsen tager, med stop undervejs, formentlig omkring 10 timer afhængig af vejens beskaffenhed og udsigten undervejs. Frokosten er inkluderet. Vi gør holdt for at tage billeder og besøge en landsby eller to. Ankomst til Puno først på aftenen.
Puno er en mindre by, hvor den traditionelle indianske kultur stadig dominerer, og sivbåde sejler langs søens bred. Lamaer og alpakaer græsser, hvor de kan. Dyrene skaber basis for nogen af de fineste strikvarer i hele Sydamerika, som kan købes fordelagtigt til at lune sig i højlandets kulde. Overnatning i Puno, morgenmad og frokost (madpakke) er inkluderet.
Dag 9. Puno
Vi skal på tur til begravelsestårnene Chullpas ved Sillustani. Ruinerne er oprindeligt bygget som vagttårne og begravelsespladser, og de ligger smukt på en lille halvø i Umayo-søen. Herefter tager vi tilbage til Puno.
Resten af dagen er på egen hånd med tid til at udforske Puno. Gå omkring og oplev byens centrum og de store og små markeder med både lokalt håndværk og dagligdagens fornødenheder. Overnatning i Puno. Morgenmad inkluderet.
Dag 10. Titicaca – Puno
Programmet starter ved Puno havn. Titicacaøen er næsten så stor som Sjælland og er det naturlige bindeled mellem Cuzco og La Paz i Bolivia. Skønheden og atmosfæren er mageløs – sollyset er stærkt, luften klar, søvandet dybblåt, og horisonten synes uendelig. Vi sejler ud til en af de flydende sivøer, Uros, hvor de fattigste indianske folk lever i små sivhytter. Hele livet er koncentreret om siv, fisk og de efterhånden mange turister, der nærmest vader ind i deres "forhave". Vi gør vores bedste for at træde varsomt.
Derefter fortsætter vi til Taquile-øen (cirka fire timers sejlads – der kan være lidt søgang), hvor gruppen bliver delt op og indkvarteret hos forskellige familier. Det vil være en god ide at medbringe en lommelygte, og det er god skik at købe lidt frugt på det lokale marked til den lokale familie. Alle på øen bærer specielle, farverige klædedragter med huer, mavebælter og lignende, der angiver, om man er ugift, enke osv., så ens status (og ønske om at ændre den) er synlig. Vi hører om de lokales hverdag og stifter bekendtskab med øens kvalitetshåndværk, især strikvarer af alpakauld. Primitiv overnatning på Taquile-øen hos lokal familie (der findes ikke hotel på øen), morgenmad, frokost og middag inkluderet.
Dag 11. Taquile-øen – Puno
Vi tilbringer den første del formiddagen på Taquile og får de sidste oplevelser af dette enestående samfund, inden vi sejler til Puno, hvor vi forventer at ankomme lidt over middag. Der bliver således også tid på egen hånd. Overnatning i Puno. Morgenmad og frokost inkluderet
Dag 12. Puno – Juliaca – Lima
Morgenmad på hotellet og formiddagen på egen hånd. Markedet i Puno er kendt for sine førnævnte strikvarer til gode priser. Vi kører til lufthavnen i nabobyen, Juliaca, hvorfra vi lige over middag flyver til Lima. Efter ankomsten bliver vi kørt til vores hotel i den hyggelige bydel, Miraflores. Overnatning i Lima. Denne aften er der inkluderet en afskedsmiddag på en lokal restaurant.
Dag 13. Lima
Vi forlader vores hotel omkring middag og fortsætter herefter på byrundtur. Lima blev grundlagt i 1535 og udgjorde i mange år kontinentets vigtigste by. Det er en by med stolte traditioner og en del bygningsværker fra kolonitiden, selvom udviklingen og de mange moderne bygninger efterhånden er kommet til at dominere gadebilledet. Vi starter byturen i Limas gamle bydel, som er blevet erklæret verdens kulturarv af UNESCO på grund af de velbevarede bygningsværker i kolonitidsarkitektur.
Vi vil især se nærmere på hovedpladsen, Plaza de Armas, med Regeringspaladset, som huser præsidenten. Omkring Plaza de Armas findes også Rådhuset og den smukke Katedral, der rummer overdådige udsmykninger og de jordiske rester af Francisco Pizarro, den spanske conquistador, som grundlagde Lima og tilføjede de regerende inkaer de første sviende nederlag, der skulle blive begyndelsen til enden for Inkariget.
Inkariget var klimakset af mange forudgående højt udviklede kulturer. I storhedstiden, som kun varede cirka 100 år, strakte Inkariget sig fra Colombia i nord til Nordchile og Nordargentina i syd. Riget var bundet sammen af et omfangsrigt netværk af stenbelagte stier, hvorpå budbringere i løbet af få dage kunne bringe beskeder fra den ene ende af riget til den anden.
Vores dag omfatter også et besøg på det arkæologiske og antropologiske museum i Pueblo Libre, der blandt andet huser en guldsamling. Samlingen giver et godt indtryk af, hvilke rigdomme inkaerne besad. Disse skatte var imidlertid også årsagen til deres kulturs undergang, da det var guldet, der var genstand for spaniernes erobringstogter og kolonisering af Sydamerika i jagten på »Eldorado«, som på spansk betyder »det gyldne«, et sagnland med overdådige guldskatte. Der vil være afrejse fra Lima om aftenen. Forplejning på flyet.
Dag 14. Ankomst Danmark
Ankomst til Danmark
Lidt om højderne og fysisk form
På denne rejse er der en del vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Turen er ikke egnet for folk, som er dårligt gående, anvender rollator eller kørestol. Transporten foregår hovedsageligt med bus, men der er her og der mulighed for at bruge benene lidt. Det skal dog nævnes, at rejsen foregår i forholdsvis stor højde, hvilket påvirker alle mennesker betydeligt. De fleste symptomer kan undgås, hvis man iagttager følgende forholdsregler: tager det helt med ro ved ankomsten, undgår alkohol, og drikker fem liter vand og lignende om dagen de første tre-fire dage. Der eksisterer en række produkter, som angiveligt skulle forebygge højdesyge. Kontakt egen læge for information om dette
Endvidere skal man være opmærksom på, at det i højderne ligeledes kan være køligt om natten, især om vinteren (juni-juli).