Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Rute, camps og lodges
Målet for denne rejse er at give deltagerne safarioplevelser langt ud over det sædvanlige. Der kan forekomme ændringer med hensyn til de nævnte lodges og camps, men vi vil altid besøge det samme område. Der vil aldrig forekomme ændringer, der nedsætter komfortniveauet. Hvis man ønsker at læse mere om de pragtfulde overnatningssteder, kan man benytte nedenstående hjemmesider:
Impalila Island Lodge
www.islandsinafrica.com/impalila.htm
Kwando Lebala Camp
www.kwando.co.za/lebala.html
Kwando Lagoon Camp
www.kwando.co.za/lagoon.html
Kwando Kwara Camp
www.kwando.co.za/kwara.html
Transport
Visse vejstrækninger på turen er ikke som i vores egen del af verden. Man skal være indstillet på, at nogle veje er i en meget dårlig forfatning.
Klima
Klimaet er subtropisk, og luften er tør det meste af året. De mest populære rejsemåneder ligger fra marts til november, hvor dagene er solrige, men ikke for varme. Den resterende del af året er præget af tropisk varme, og i visse måneder kan man opleve en tordenbyge i ny og næ, men til gengæld er det den bedste tid for ornitologisk interesserede. Vildtet opleves bedst i månederne fra april til november.
Gouda Rejseforsikring
Personer, der er fyldt 70 år, og som rejser uden for Europa, skal have et forhåndstilsagn fra forsikringsselskabet, for at rejseforsikringen er gyldig. Du skal udfylde en helbredserklæring, som Gouda Rejseforsikring anbefaler, at du udfylder sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.
Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført.
Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vores breddegrader. Det betyder, at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvist vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen, og at programpunkter risikerer at udgå.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseledere og kommentarer fra kunder. Der kan derfor være opstået ændringer i programmet, fra rejsen blev købt, til afrejsen finder sted.
Placering i flyet
Når vi booker flybilletter, beder vi luftfartsselskabet placere rejseledsagere ved siden af hinanden i flyet og hele Albatros-gruppen samlet. Men luftfartsselskabet afgør suverænt den endelige fordeling af flysæderne. Forespørgsler med ønske om en speciel placering, fx gang- eller vinduesplads, kan fremsættes indtil 45 dage før afrejse, men vi kan af samme grund ikke garantere, at ønsket opfyldes.