Siden møder vi Tanggula-passet på det tibetanske plateau. Her skærmer Kunlun bjergkæden af på den ene side og de knejsende Himalaya bjerge på den anden. Banen er anlagt på permafrost og skal passere højdedraget i 5.072 m.o.h.. Dette gør den dermed til verdens højest beliggende jernbane.
Efter en fantastisk togrejse ankommer vi til Lhasa og benytter opholdet her til at gå på opdagelse i den buddhistiske verden. Lhasa - for få år siden kendt som den »forbudte by«, hvor kun ganske få vestlige havde sat deres ben, er nu åben, og vi kan besøge alle de storslåede gamle klostre og monumenter med Potala Paladset som det mest berømte. Fra Lhasa går turen til Xian i det centrale Kina. Denne gamle kejserby er beliggende i den centrale Shaanxi provins, og det er her den kinesiske kultur har sin oprindelse. Byen er i dag nok mest kendt for det 20. århundredes største arkæologiske fund, Terrakotta Hæren, der vogter over den første Qin kejsers grav.
Vores program i Beijing giver os mulighed for at besøge Den Kinesiske Mur, Himlens Tempel og mange andre af byens verdensberømte seværdigheder. En unik natur- og kulturrejse, der forbinder disse to elementer på smukkeste vis.
Dagsprogram
Dag 1. København - Beijing. Afrejse fra Danmark
Fra København flyver vi med SAS til Kinas hovedstad, Beijing. Inklusive forplejning på flyet.
Dag 2. Beijing. Ankomst Beijing
Efter ankomsten til Beijings lufthavn og indrejseformaliteterne begiver vi os til vores centralt beliggende hotel og efter at have indlogeret os er resten af eftermiddagen til fri disposition og afslapning, inden vi mødes til middag om aftenen. Inklusiv frokost (let sandwich) og middag.
Dag 3. Beijing. Tid på egen hånd, mulighed for tilkøbstur til Den Kinesiske Mur
Ønsker man at gøre nogle fordelagtige indkøb, kan man tage et besøg på »Silkemarkedet«, eller Beijings eksklusive butiksstrøg, Wangfujing. Dog bliver ens tålmodighed hurtig sat på en hård prøve, når man skal kæmpe med tusinde andre om ekspedienternes opmærksomhed. Får man nok af stormagasiner, kan man i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden, Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte By’s tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden, som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter. Mulighederne er utallige. Ønsker man at besøge et andet af Beijings vartegn kan man ikke komme uden om Himlens Tempel, som er det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvid marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå glaserede tegltag mod Beijings himmel. Som et unikt eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfædretavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst. Tempel-komplekset bliver i dag brugt som offentlig park, og det er en stor oplevelse at betragte de mange forskellige mennesker, der her har deres daglige gang. Hvad enten de spiller musik, spiller kort eller bare tager sig en lur.
Det er også muligt at tage på en udflugt til Den Kinesiske Mur: Vi starter turen med at gøre holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver cloisonné. Det er et tidkrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Ikke mindst, da de komplicerede mønstre senere skal dekoreres med overdådige farver, og det hele til sidst brændes og poleres.
Det er uden tvivl enhver Kina-rejsendes drøm at bestige Den Kinesiske Mur. I bjergene nord for Beijing ligger Den kinesiske Mur, der med rette er et af verdens mest berømte bygningsværker. Det ubegribelige ved dette fantastiske byggeri er ikke blot, at Muren strækker sig over 6.300 kilometer – men at opførelsen af den samtidig er påbegyndt for mere end 2.000 år siden. Fra oprindelig at have været en jordvold er den i dag en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne. Men selvom den skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, kom Muren dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Man havde nemlig et system af røgsignaler, så man hurtigt kunne sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede Muren, fungerede den endvidere som kontrolpost. Når man har set sig mæt på det storslåede landskab og Den Kinesiske Mur, går turen tilbage mod Beijing. Vi nyder senere en herlig middag på en lokal restaurant.
Inklusive morgenmad og middag.
Dag 4. Fly Beijing – Lanzhou 1600 m.o.h.
Sightseeing og ombordstigning på Tibet-tog til Lhasa
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen, og flyver sydvest til Lanzhou, hovedstaden i Gansu provinsen i det centrale Nordkina. Byen ligger placeret for enden af Hexi korridoren, hvor silkevejen i årtusinder har forbundet Kina med resten af verden. Forsvaret af korridoren mod Centralasiens vilde horder var ustandseligt kilde til bekymring for skiftende kejsere i Kina. I dag ligger det engang så udsatte område naturligvis i sikkerhed midt i Kina også selvom dagens kulturelle forhold stadig bærer præg af silkevejens turbulente historie. Byen er tillige den første store by langs Den Gule Flod, der har sit udspring i den vestlige Qinghai provins. Herfra drejer den mod nord mod Mongoliet, gennem Centralkinas løss plateau, hvor floden får sin karakteristiske gule farve pga. plateauets gule jord. Floden udmunder i Det Østkinesiske Hav. Vi kører nu en kort byrundtur inden vi begiver os til banegården og stiger om bord på Shangri La ekspressen, der skal fragte os 2.199 km igennem Qinghai provinsen, over det tibetanske højland til Tibets hovedstad, Lhasa. Som nogle af de første turister får vi mulighed for at se Kinas mest storslåede og dramatiske landskaber fra første parket. Den første strækning fra Lanzhou går via byen Xining til Golmud i den mennesketomme provins Qinghai på det tibetanske plateau. Provinsen er én af Kinas største, men desværre også en af de mest fattige. I Vesten er provinsen ikke specielt kendt, og har i mange år også fremstået som Kinas Sibirien. Uden dog helt at kunne sammenligne de to landområder naturmæssigt, har begge steder været uden den helt store opmærksomhed fra de respektive hovedstæder, hvilket ofte har ført til forhøjet korruption og kriminalitet i det hele taget. Provinsen fortjener dog bedre; i Qinghai provinsen udspringer bl.a. tre af asiens mægtige floder - Den Gule Flod (Huang He), Yangtze (Chang Jiang) og Mekong floden. Den er samtidig også fødested for nogle af Tibets største åndelige ledere med Dalai Lama som den mest kendte. Vi spiser aftensmad i togets restaurantvogn inden vi lægger os til køjs. Inkluderer morgenmad, frokost og middag.
Dag 5. Golmud 2.802 m.o.h., naturreservatet Kekexili og verdens højeste togstation, Tanggula-passet 5.072 m.o.h.
Ved morgengry ankommer toget til Golmud, og i horisonten skimtes allerede de høje bjerge, der skal forceres med ikke mindre end tre lokomotiver. Der bliver tid til at strække benene, inden etapen mod Tanggula passet påbegyndes. Byen Golmud er fortrinsvis en by, der lever af minedrift og olieudvindelse. Omkring byen minder det mest af alt om et månelandskab, men på vejen videre ændrer landskabet sig dramatisk. Vi kører igennem naturreservatet Kekexili. Reservatet blev etableret i 1995, og de 230 dyrearter har 45.000 km2 at boltre sig på. Der er god chance for her at se flokke af yakokser og ikke mindst den tibetanske antilope, der også bliver kaldt »Chiru«. Desværre er antilopens pels årsag til omfattende krybskytteri. Ulden, man udvinder fra dyrets inderste pels, bliver kaldt »Shahoosh« og anses som den fineste af slagsen. Da det er forbudt at jage antilopen, bliver ulden smuglet over Himalaya bjergene til Kashmir i Indien, hvor ulden bliver bearbejdet og vævet til sjal, der så senere bliver smuglet videre ud af Indien til Vesten. Undervejs gennem Kekexili stopper toget ved stationer, hvor der er mulighed for at komme ud af toget og strække benene. Varigheden af de enkelte stop vil variere efter de forskellige køreplaner. Omkring frokosttid når vi omsider Tanggula passet, som med 5.072 m.o.h. er turens højeste punkt. Her har man bygget en station, som er verdens højest beliggende jernbanestation. Vi får ikke lov at komme ud af toget, men kan nyde udsigten fra vores kupeer. Man kan undre sig lidt over, at man har valgt at bygge en station netop her, midt i et meget mennesketomt område!
Vi er nu nået over passet, og efterhånden som vi nærmer os Lhasa kommer vi atter tættere på civilisationen. Plateauet er i dette område fladere og mere frodigt end hidtil på turen. Vi begynder også at kunne se tibetanske bedeflag vaje i vinden, og nomader driver deres flokke af yakokser og får rundt i landskabet.
Ved ankomsten til Lhasa’s nye banegård er en flot og oplevelsesrig togrejse til Verdens Tag afsluttet. Vi befinder os nu 3.600 m.o.h., og man kan med rette være stolt af, at have været med på turen. Ikke mange kan prale af at have taget Shangri La ekspressen over det tibetanske plateau. Vi bliver hentet og kørt til vores hotel i den centrale del af Lhasa by. Inkluderer morgenmad, frokost og middag.
Dag 6. Lhasa - Jokhang, Bharkor og Norbulinka
Vi tager det roligt denne første dag for at sikre, at alle har tilpasset sig den tynde luft her i Lhasa. Op ad formiddagen går vi til Jokhang Templet midt i det gamle Lhasa. Her står pilgrimmene hver dag, året rundt, i lang kø for at møde deres guder. Templet er grundlagt af Kong Songtsen Gambo i år 650, og det er derfor Tibets ældste tempel. Det er bygget til at huse statuen af Jowo Rinpoche (Sakyamuni), den historiske buddha. I de senere år er der heldigvis igen blevet plads til det religiøse liv - især på det formelle plan. Men selv da den kinesiske undertrykkelse stadigvæk var slem i 1990 strømmede pilgrimmene stædigt til dette gamle tempel. Denne morgen vil vi koncentrere os om at følge med de fromme og hengivne folk ind i templet og dets mange små kapeller. Vi vil møde folk fra alle egne af landet. Vi vil møde dem med bedemøllen i den ene hånd og olielampe i den anden. Ydmyge og fulde af forventning vil de møde deres guder og gudinder, og mantraet »Om mani padme Hum« strømmer uafladeligt over deres læber. I det gamle tempel træder man ind i en skjult og mytisk verden der kun er oplyst af store smørlamper. Forgyldte buddhaer, opretstående kæmpe-statuer i silkeklæder, mystiske væsner med tyrehoveder, guden med de elleve hoveder og tusinde arme blander sig pludseligt med tibetanske pilgrimme. Lugten af ælde, smør og røgelse understreger atmosfæren af en fjern og mystisk middelalder. Men trods den alvorsfulde stemning er det ikke svært at komme i kontakt - tibetanerne er stolte af deres kultur og viser den frem med glæde.
Om eftermiddagen skal vi besøge Norbulinka (Juvelparken). Det er bygget i det 18. århundrede og tjente som sommerpalads for forskellige Dalai Lamaer. Bag høje mure er anlagt en smuk have med fontæner, og paladset er især berømt for sine smukke freskoer, der beretter om buddha Sakyamunis liv, samt de vigtigste buddhistiske begivenheder i Tibet. Den 14. Dalai Lamas arbejdsværelse ligger tilsyneladende hen, som det blev forladt da han måtte flygte i eksil i 1959.
Vi slutter dagen af med at køre tilbage til Jokhang Templet. Her er der vældig gang i markedet, som strækker sig rundt om templets traditionelle »meditationsgade«. Barkhor hedder stedet, som er noget af det bedst bevarede af det gamle Lhasa. Her vandrer pilgrimme og andre fromme folk rundt om templet i timevis.
Som solens gang om jorden således omkredser de det gamle tempel. Med det ordnede rum (templet) til højre og det uordnede rum (hverdagslivet) til venstre. De hengiver sig til bønner, mumler det vigtige mantra »Om mani padme Hum«, som er en hyldest til buddha og betyder »hild dig juvel i lotusblomsten«, snurrer bedemøllen og enkelte kaster sig dramatisk ned i glidefald for hvert tredje skridt. Kvinderne er klædt i spraglet bondetøj og tunge smykker af turkis, koral og rav eller elegante kjoler med skarpe læg. Mændene bærer ofte en tung kofte med ærmer ned til knæene, et rødt bånd om det flettede og oprullede hår og en sølvbeslået daggert ved siden. På Barkhor lever Tibet på fornemmeste vis, og pilgrimme flokkes her for at bekræfte de stærke traditioner for buddha dharmaen. Inkluderer morgenmad, frokost og middag.
Dag 7. Lhasa – Potala og Sera
I dag skal vi ud at besøge Lhasas største seværdighed og et af verdens absolutte underværker - Potala-Paladset, beliggende på toppen af Marpo Ri (Det Røde Bjerg). Dette kolossale palads er grundlagt i 1690 som regeringssæde for Dalai Lama. Med sine 13 etager tager det pusten fra de fleste. Det siges, at her er 1000 rum, 10.000 altre og 20.000 statuer og figurer i ædle metaller. Men bare rolig vi skal ikke se det hele.
Vi skal besøge den 5. Dalai Lamas gravmæle, som er en 14 meter høj chörten dækket med 3700 kg guld, perler og alskens ædelstene. Vi skal også besøge den nuværende 14. Dalai Lamas residens. Hans pragtfuldt udsmykkede audiensgemak, samt de mere private værelser. Fra taget under de gyldne pagoder kan vi skue ud over Lhasa, dalen og de endeløse bjerge. Potala er en helt unik kulturperle, som mirakuløst undgik kulturrevolutionens katastrofale ødelæggelser, via daværende kinesiske udenrigsminister, Zhou Enlais personlige indgriben - siges det. I 1980 blev det genåbnet for offentligheden, og i 1995 blev det renoveret for 4 mill. USD som den kinesiske regering ikke er sene til at understrege.
Denne eftermiddag kører vi lidt uden for byen til Sera Klosteret. Sera ligger ved foden af bjergene, og det store kompleks er bygget som en mindre by, der på sit højeste i 1400-tallet kunne rumme 5500 munke. I dag lever her ca. 400, og de har ry for at være temmelig politisk militante. I slutningen af 1950erne var munkene her aktive i opstanden mod kineserne. En opstand der drev den nuværende 14. Dalai Lama på flugt til Indien. En af Sera-klosteret vigtigste skatte finder man i Sera Ji kollegiet. Det er en frygtindgydende beskytter, kaldet Tamdrin (Hayagriva i sanskrit), og kan oversættes til »hestehovedet«. Tamdrin er en skræmmende manifestation af Chenrezig (Avalokiteshvara), bodhisattva for uendelig medfølelse, og Tibets skytsgud - ja, en ordentlig mundfuld og mange hatte at administrere, men tibetansk buddhisme er meget omfattende og kompleks. Helt forenklet er det den utrættelige bekæmper af det onde og beskytter af det gode, og pilgrimmene står ofte i lange rækker for at tilbede denne gud. Vi skal selvfølgelig også besøge »debathaven«, hvor munkene træner i retorik og logik. Debatterne har karakter af kamp, således at hvert nyt argument understreges af kraftige håndklap. Inkluderer morgenmad, frokost og middag.
Dag 8. Lhasa. Tid på egen hånd, mulighed for tilkøbstur til Ganden
Vi har hele dagen til egne aktiviteter, gå rundt i Lhasas gamle bydel, der nok skulle byde på oplevelser for selv den mest berejste. Ønsker man derimod, at se endnu et kloster kan det varmt anbefales at tilkøbe turen til Ganden Klosteret små 60 kilometer udenfor Lhasa.
Ganden blev opført 1409 på toppen af et lille bjerg, med en fantastisk udsigt over dale, landsbyer og bjerge. Det tilhører også Gelugpa ordenen, også kaldet gulhattene eller de reformerte. Sammen med Sera og Drepung var disse tre kæmpeinstitutioner garanter for regeringen. Det var alle klosteruniversiteter, som i høj grad beskæftigede sig med politik. Det er en almindelig antagelse, at omkring 6000 klostre og helligdomme blev plyndret og jævnet med jorden under den kinesiske kulturrevolution. Ganden var et af dem. Fra midten af 80’erne har man arbejdet på at genopbygge det store kompleks, mest baseret på frivillig lokal arbejdskraft. I dag lever her ca. 300 munke.
Resten af dagen er fri til egne dispositioner. Vi kan foreslå Chagpo Ri (Medicin Bjerget), for en pragtfuld udsigt til Potala, eller blot en tur rundt i det gamle Lhasa og fx se på smør- og kødmarkedet bag Barkhor.
Inkluderer morgenmad.
Dag 9. Lhasa. Tid på egen hånd, fly til Xian
Formiddagen kan bruges til at få taget de sidste billeder fra Verdens Tag. Ved middagstid begiver vi os til lufthavnen og flyver først på eftermiddagen til Xian. Denne gamle kejserby er beliggende i den centrale Shaanxi-provins, og det er her den kinesiske kultur har sin oprindelse. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (221 f. Kr.), var området for første gang midtpunkt i det enorme kinesiske rige. Og under det blomstrende Tang-dynasti (618-907) var byen igen hovedstad og dertil en af verdens største. Her mødtes driftige handelsmænd, ivrige munke og snedige diplomater fra hele verden i et sydende kaos. I bærestol, på kamelryg eller til fods trodsede de Centralasiens hede ørkener og stormomsuste bjergpas på vej mod denne metropol. Med mere end 2000 års historie er byen således spækket med spændende seværdigheder!
På vejen til vores hotel besøger vi den bedst bevarede bymur i Kina, bymuren i Xian. Kun et lille stykke af den har måttet vige pladsen for Xians hovedbanegård. Bymuren blev bygget på fundamenterne af det gamle palads fra Tang perioden (618-907), den tids forbudte by. På toppen af muren er man stadig højt hævet over byens tage, selvom muren er over 300 år gammel.
Vi checker nu ind på vores hotel, inden vi om aftenen fortsætter vi ud i det »vilde« kinesiske restaurationsliv. I både Xian og resten af Kina spiser man ikke for at leve. Næh – man lever for at spise, og nu er tiden kommet til, at vi prøver den stærke lokale specialitet Huoguo »Ild Gryde «! Inkluderer morgenmad frokost og middag.
Dag 10. Xian. Medicinmarked, terrakottahæren, Den Store Moské og Tang-teater
Vi begynder dagen med at besøge et lokalt medicinmarked. Her sælger lokale grossister fra Xian tørrede dyr urte. Ingredienser der igennem årtusinder er blevet brugt i den traditionelle kinesiske lægekunst. Her er mulighed for at købe ginseng, tørrede søheste eller måske stærke krydderier med hjem.
Siden sin storhedstid som knudepunkt på den berømte Silkevej har Xian levet en tilbagetrukket tilværelse. Men med fundet af den første kejsers hær terrakottahær i 1974 er byen atter blevet valfartsmål for folk fra hele verden. Kinas første kejser Qinshi Huangdi tvangsudskrev tusindvis af bønder til at bygge et kæmpe gravmausoleum og skabe ham en hær af terrakotta der skulle vogte ham efter døden. I dag er der næsten ingen spor efter det kæmpemæssige gravområde og imponerende de paladser. Kun Terrakotta Hæren med sine tusindvis af mandshøje figurer opstillet i kampformation giver et glimt tilbage i tiden af den engang så mægtige Qin-kejser.
Efter frokost kører vi tilbage til Xian, for at besøge Den Store Moské der er beliggende midt i Xians farverige og hektiske basarområde, som er et af byens ældste kvarterer. Moskéen der stammer tilbage fra Tangdynastiet bliver i dag fortrinsvis benyttet af den muslimske minoritet, Hui. Moskéen er kinesisk inspireret i sin byggestil og arkitektur med tagskæg og pavillionerer.
Om aftenen skal vi besøge det lokale teater. Her optræder dygtige musikere og yndefulde dansere med danse, der stammer fra tiden under Tang-dynastiet, hvor de blev fremført ved hoffet. Inklusiv morgenmad, frokost og middag.
Dag 11. Xian. Tid på egen hånd, fly til Beijing, Den Forbudte By
Vi begynder med en meget tidlig udflugt til den nærmeste park. Temaet er morgengymnastik, og der bliver rig mulighed for at deltage i den fascinerende »skyggeboksning«, Tai Chi. Herefter spiser vi morgenmad, og der vil nu være tid på egen hånd inden vi fortsætter til Xians lufthavn og flyver til Beijing.
Beijing betyder »den nordlige hovedstad«, og i mere end 500 år har byen været det politiske magtcentrum i det enorme kinesiske rige. Med 24 kilometer bymure og voldgrave havde den kvadratisk anlagte by allerede i 1400-tallet enorme dimensioner. Inden for bymurene lå Den Kejserlige By, og inde i den lå kernen, magtcentret Den Forbudte By. Med undtagelse af bymuren er det der alt sammen endnu.
Inden vi checker ind på vores velkendte hotel tager vi på en udflugt i Beijings hjerte: Den Himmelske Freds Plads, der ofte har været midtpunkt i Kinas historie. Her har dynastiernes kejsere igennem århundreder udråbt deres dekreter til den kinesiske befolkning og det var ligeledes her Mao Zedong i 1949 proklamerede Folkerepublikken Kina. Med kinesernes vanlige sans for at trække tråde til fortiden var det her, Mao ved sin død i 1976 blev stedt til hvile i et kæmpe mausoleum.
Denne dags spændende udflugter begynder på Den Himmelske Freds Plads, hvor vi oplever, hvordan kejsermagtens gamle symboler genbruges af den moderne kommunisme. De mange bygninger på og omkring pladsen, gamle såvel som nye, udstråler deres eget tvetydige budskab om uindskrænket magt. Fra Den Himmelske Freds Plads fortsætter vi mod nord til det enorme kejserpalads, Den Forbudte By. Hvor paladsets dybrøde mure en gang var byens højeste, ligger de nu nærmest i skyggen af det voksende antal hoteller og finanscentre. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger og var beskyttet af kejserens livgarde. Det store palads havde nærmest karakter af en lille by.
Selv om Den Forbudte By i dag kun overvåges af billetkontrollører, er det stadig ikke helt let at komme indenfor. Der er mange besøgende fra hele Kina, og trængslen er stor. Inkluderer morgenmad, frokost og middag.
Dag 12. Beijing. Tid på egen hånd, Peking-and
Ønsker man at foretage indkøb, kan dagen bruges med et besøg på »Silkemarkedet«, eller man kan besøge Beijings eksklusive butiksstrøg, Wangfujing. Dog bliver ens tålmodighed hurtig sat på en hård prøve, når man skal kæmpe med tusinde andre om ekspedienternes opmærksomhed. Får man nok af stormagasiner, kan man i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden, Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte By’s tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden, som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter.
Mulighederne er utallige. Ønsker man at besøge et andet af Beijings vartegn kan man ikke komme uden om Himlens Tempel, som er det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvid marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå glaserede tegltag mod Beijings himmel. Som et unikt eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfædretavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst. Tempel-komplekset bliver i dag brugt som offentlig park, og det er en stor oplevelse at betragte de mange forskellige mennesker, der her har deres daglige gang. Hvad enten de spiller musik, spiller kort eller bare tager sig en lur.
Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med den nærmest rituelle Peking and. Mange ti-mers forberedelse går forud, før det sprøde andeskind og saftige kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg. Inklusive morgenmad og middag.
Dag 13. Beijing. Hjemrejse til Danmark
Omkring middagstid sætter vi os til rette i flyet mod København, og onde tunger vil vide, at flyet ved afrejsen skal have et længere tilløb, på grund af de mange kufferter fyldt med håndfaste minder om en uforglemmelig rejse til »Verdens Tag« og »Riget i Midten«! Forventet ankomst til København sidst på eftermiddagen. Inklusive morgenmad.