Vi krydser himmelstræbende bjergpas, golde ørkener og små, frodige oaser ad den selv samme vej, hvor silke, porcelæn, guld og krydderier i århundreder blev transporteret på tungtlastede kameler mellem Kina og Europa. En rejse gennem nogle af verdens mest afsidesliggende egne, krydret med oplevelsen af nogle af de fineste kulturværdier, verden har frembragt.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København og ankomst til Tasjkent
Vi flyver fra Københavns Lufthavn med Czech Airlines først på morgenen. Vi flyver via Prag og lander i Tasjkent først på aftenen. Efter indrejseformaliteterne er overstået, kører vi direkte til hotellet, hvor vores værelser står klar.
Dag 2. Tasjkent. Byrundtur og afslapning
Efter en god nats søvn tager vi ud for at se nærmere på landets hovedstad. Turen begynder i den gamle bydel med Emir Timur-pladsen, bedre kendt som Selvstændighedspladsen, med en stor statue af Timur Lenk (1336-1405). Der bliver også lejlighed til at se Abu Bakr Mohammed Kaffal Shahi-mausoleet og Khost-Iman-pladsen, der er den mindst ”russificerede” del af Tasjkent. Vi ser den fornemme koranskole Barak-Khan-madrasah’en, hvor den ældste håndskrevne koran (Uthman Qur’an) opbevares. Vi fortsætter til det nærliggende Kaf-fel-Shashis Mausoleum. Så er der teatret Alisher Navoi, grundlagt i 1940, opført af japanske krigsfanger og belønnet af Stalin med en regn af arkitekturpriser, og derefter afslutter vi byrundturen på byens største marked, Chorsu-basaren, med alt fra grøntsager og brød til tøj og cd’er. Priserne er meget lave i forhold til danske priser, så her er fine muligheder for at gøre gode fund. Vi runder dagen af med et restaurantbesøg, hvor vi skal stifte bekendtskab med landets køkken.
Dag 3. Fly Tasjkent – oasebyen Khiva. Byvandring i den gamle bydel
Fra Tasjkent flyver vi tværs over den centralasiatiske slette med bomuldsmarker, bjerge og ørken til Urganch, der er udgangspunkt for at besøge Khiva, en af Silkevejens mest berømte oasebyer. Khiva ligger i et frugtbart delta 30 kilometer fra Urganch på grænsen til Turkmenistan.
Khiva er i dag to byer; den gamle del inden for ringmuren og den moderne uden for muren. Den gamle by virker som ét stort museum, hvor byens voldsomme og fascinerende historie er med for hvert skridt, man går. Den gamle bydel er et fabelagtigt eksempel på centralasiatisk arkitektur, og vi bruger det meste af dagen på at gå rundt i denne kulturelle perle, hvor al kørsel er forbudt.
Khiva var en af Silkevejens store karavanebyer med en strategisk vigtig beliggenhed som bindeled mellem øst og vest. Den gamle bydel, Ichan Kala, fremstår uberørt af tidens tand og er fortsat omkranset af en fem-seks meter tyk ringmur, der er over seks kilometer lang. Inden for murene fandt områdets største slavemarked sted helt frem til 1873, hvor russerne annekterede området.
Khivas tidligere herskere har brugt ufattelige rigdomme på at efterlade sig smukke monumenter og bygninger, og vi starter vores udflugt ved Islam Khodja-komplekset med den mindste madrasah (skole for islamisk teologi) – og den største minaret, hvorfra der er en storslået udsigt over byen. Vi fortsætter til det imponerende palads Tash Khouli, hvor emiren holdt til. Vi besøger også den over 1.000 år gamle fredagsmoské, Juma.
Dag 4. Khiva. Tid på egen hånd og musikarrangement
Dagen i dag er afsat til oplevelser på egen hånd i denne fantastiske by. Her er vidunderlige moskéer med fantastisk udskårne søjler, smukke stenmosaikker i overvældende farver, madrasah’er, himmelstræbende minareter og turkisblå kupler. Her er krogede gader, gamle frugthaver og herberger, der har taget imod gæster siden karavanernes tid. Nutidens souvenirboder med fine sager har afløst fortidens krydderier og fine silkestoffer. Byen var berømt og berygtet for sine slavemarkeder, der først stoppede, da russerne annekterede emiratet i 1873. Det var blandt andet handel med slaver og andre sådanne eftertragtede 'varer', der var med til at finansiere mange af de storslåede bygningsværker, vi ser i dag.
Vi slutter dagen af med et besøg ved den smukke Abdullahan-madrasah, hvor vi skal opleve den traditionelle khorezmian-musik.
Dag 5. Gennem Kyzylkum-ørkenen til Bukhara
I bedste nomadestil fortsætter vi mod vest. Dagen byder på en lang og flot køretur gennem Kyzylkum-ørkenen (usbekisk for rødt sand), en 300.000 kvadratkilometer flad sandørken, som deles mellem Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan. Området rummer enkelte isolerede bjergformationer, men mest iøjnefaldende konturer i landskabet er naturgasfelternes tårne. Herudover er ørkenen fyldt med en særegen flora og fauna. Mange steder ser man rovfugle som steppeørne, ørnevåger og falke, der anvender pæle og master som udkigsposter – i forventning om byttedyr som de charmerende ørkenrotter, der spæner hen over sanddynerne.
Ørkenen benyttes også til græsning for karakulfår, der vogtes af hyrder til hest. Vi tager os tid til at nyde køreturen og gør ophold her og der, hvor der ser spændende ud. Sidst på dagen når vi Bukhara, som er en af Usbekistans mest interessante, spændende og levende karavanebyer: ”Samarkand er skønhed på jord – men Bukhara er sindets skønhed”.
Dag 6. Bukhara. Byrundtur til bl.a. Dødens Minaret og Ark-fortet
Bukhara er den største oaseby i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. Som Khiva er Bukhara en gammel silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Gennem godt 1.200 år har Bukhara været under islamisk indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen, der i dag er Usbekistans femtestørste by med cirka 250.000 indbyggere.
Vi begiver os ud i byen op ad formiddagen og er snart omgivet af de mest utrolige bygninger. Fantastiske moskéer, smukke pladser og gamle, kuppelklædte handelsbygninger. I nogle af de gamle handelsbygninger er der fortsat aktive værksteder og småboder, der producerer lokale produkter, som de har gjort i århundreder. I centrum af den gamle bydel ligger byens største seværdigheder. Smukke moskéer med fantastiske blå kupler, byporte og imponerende pladser – mange af dem samlet i Poi Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret tårner sig op: Arslan Khan-minareten, eller som den bedre er kendt: Dødens Minaret. Det var her, den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.
Om eftermiddagen besøger vi det storslåede Ark-fort i hjertet af Bukhara, der var symbolet på emirens storhed. Med sine op mod 20 meter høje mure var fortet en sikker bastion for den lokale magthaver. Dette har dog ikke afholdt forskellige mere eller mindre seriøse bejlere til titlen som emir af Bhukara til at belejre fortet. Sidste belejring fandt sted i 1920’erne, hvor russerne forsøgte at fortrænge den sidste emir, Alimkhan. Da foretagendet var ved at lykkes, sprængte emiren store dele af fortet i luften og tog flugten til Afghanistan med et følge på over 3.000 mand.
Dag 7. Bukhara. Emirens sommerpalads og tid på egen hånd
Vi starter dagen med en udflugt til byens imponerende sommerpalads, som blev benyttet af de to sidste emirer af Bukhara. Et smukt og fascinerende sted med en bizar blanding af orientalsk, europæisk og russisk arkitektur. I realiteten består Sommerpaladset af tre bygninger: det tidligere sommerpalads, en ottekantet pavillon og en bygning ved en lille dam. Her levede emiren et behageligt liv omgivet af harem og en privat samling af eksotiske dyr, som blev holdt i bure i parken.
Den oprindelige indgangsport med vagttårne og rampe op til fæstningen er restaureret, og på selve området er emirens private moske og fundamentet af kroningssalen bevaret. Den russiske tsar kaldte emirens fæstning ”et blødende og åbent sår i det russiske imperium”, og i sin storhedstid boede her knap 3.000 mennesker inden for murene.
Efter et spændende besøg begiver vi os tilbage til Bukhara, hvor der er tid til på egen hånd at nyde de mange smukke bygningsværker og hverdagslivet blandt de lokale. I centrum af den gamle bydel ligger byens største seværdigheder som Chashma Ayub-mausoleet, mesterværket Poi Kalyan- komplekset med de blågrønne kupler, flankeret af en madrasah, en moske, juveler-basaren Tok-i-Zargaron fra 1500-tallet og meget andet. Omkring år 1900 havde Bukhara 127 aktive koranskoler og en moske for hver af årets dage. Mange af disse er velbevarede. Sammen med basaren og de gamle gader er de med til at gøre Bukhara til en af de mest spændende og stemningsfulde byer i Centralasien. Særlig smuk er Bukhara i de tidlige aftentimer, når den gamle by tilsløres af dagens sidste støvede stråler. Ved Lab-i-Hauz-torvet med det store bassin ligger tehuse, hvor ældre usbekiske mænd drikker grøn te, snakker og spiller brætspil.
Dag 8. Bukhara – Timur Lenks fødeby, Shakhrisabz – Samarkand
Efter morgenmaden fortsætter turen 290 kilometer – cirka fire timers kørsel – nordover til Timur Lenks fødeby, Shakrisabz (eller Kesh, som byen hed dengang), hvor han begyndte sin livsbane fra fårehyrde til hersker over et imperium. Han nedstammede fra mongolske krigere, der var draget vestpå i forbindelse med styrkelsen af det store mongolske imperium. Således betragtede han sig selv som en efterkommer af den store mongolske krigsherre Djengis Khan. Omkring 1370 mobiliserede Timur Lenk områdets turkmenske stammer til en række storstilede felttog. Stammerne blev motiveret af udsigten til bytte, og Timurs felttog fik derfor mere karakter af store, blodige plyndringstogter end af egentlige erobringer – derfor er det også med blandede følelser, at den besøgende oplever usbekernes nærmest religiøse dyrkelse af hans person. Timur døde under forberedelserne til et angreb på Kina, hvorefter hans løse storrige faldt fra hinanden.
Samarkand er Timur Lenks by – ingen tvivl om det, men han glemte aldrig sine rødder. Tværtimod gjorde han sig store anstrengelser for at forskønne og befæste sin fødeby. Vældige mure blev opført omkring byen med voldgrav og vindebroer. Haver blev anlagt, og paladser blev opført. Her er ruinerne af Ak-Saray-paladset og den grotesk gigantiske statue af Timur Lenk, hvor brudepar kappes om pladsen ved statuens fod. I 2002 fejrede byen sit 2.700-års jubilæum.
Vi fortsætter til Samarkand via Zerafshan-bjergene. Her krydser vi Takhtakaracha-passet i knap 1.800 meters højde. Dette er den slagne vej, hvor både Alexander den Store og Timur Lenk drog på togt for at vinde prisen over dem alle: Indien med al dens pragt og rigdom. Samarkand er Centralasiens mest sagnomspundne by med en årtusindlang historie som centrum på Silkevejen samt et kulturcentrum med bygningsværker i verdensklasse, hvoraf de fleste er opført i det 14. århundrede. Vi ankommer til Samarkand sidst på dagen og bliver indkvarteret på vores hotel.
Dag 9. Samarkand. Registanpladsen, Shah-i-Zinda-nekropolen, Gur Emir og Ulugh Beg-observatoriet
Samarkand har meget at byde på, og dette gamle kulturcentrum har en rig historie som få andre byer. Det historiske centrum er ikke lige så velbevaret som i Bukhara, men til gengæld rummer byen nogle af Centralasiens mest enestående kulturperler. Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og er en af verdens smukkeste pladser. På tre sider, i perfekt arkitektonisk harmoni, er pladsen indrammet af bygninger, minareter og madrasah’er. Her ligger Ulugh Beg-observatoriet
fra 1417-1420 sammen med Tillya-Kari-madrasahen og Shir Dor-madrasahen som et enestående arkitektonisk mesterværk, der er under UNESCO’s beskyttelse.
I 1220 blev byen voldsomt hærget af Djengis Khans horder, men fra 1369 oplevede byen endnu en opblomstring under Timur Lenk, der gjorde den til sin hovedstad. Samarkand har gennem tiderne altid fremstået som en udpræget karavaneby, hvor der blev handlet silke og lervarer – så langt mod øst som i Japan er der fundet metalskåle og glaskar fra Samarkand. Ud over Registanpladsen skal vi se Shah-i-Zinda-nekropolen – en samling gravmæler, der nærmest udgør lille by – som er en af Samarkands smukke og stemningsmættede seværdigheder. Den flotte indgangsportal med de farverige kakler og den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider er enestående. Bag Shah-i-Zinda ligger resterne af Afrosiab, den oprindelige by i Samarkand-området. I dag er der stort set kun nogle jordhøje tilbage foruden et fint museum, som vi besøger.
Gur Emir, eller Emirens Gravkammer, er en anden af Samarkands smukke bygninger. Timur Lenk beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for sit afdøde barnebarn Muhammed Sultan. Da Timur Lenk døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. Der hviler en ro over bygningerne, og på den smukt dekorerede kuppel er der poetisk skrevet: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”. Bibi-Khanum-moskéen og Ulugh Beg-observatoriet fra 1429 er andre højdepunkter på vores færd i Samarkand. Ulugh Beg-observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der dér blev foretaget, er stadig gyldige i dag.
Dag 10. Samarkand – Tasjkent. Afskedsmiddag og afrejse
Efter morgenmaden kører vi mod Tasjkent (350 kilometer). Få timers kørsel fra Samarkand bliver området mere kuperet, og grønne højdedrag og karske klipper rejser sig til begge sider. Flere steder langs vejen ses store marker med bomuld; ”det hvide guld”, som på godt og ondt har formet Usbekistans – og hele Centralasiens – historie.
Omfattende kunstvanding og efterfølgende udtørring af Aralsøen har forårsaget en af klodens værste miljøkatastrofer, på størrelse med Tjernobyl-udslippet i Ukraine i 1986. Hele det vestlige Usbekistan lider af vandmangel og tilsaltet drikkevand på grund af det sænkede grundvandsspejl. Hele Centralasiens klima er ændret som følge af Aralsøens udtørring. Ingen fornuftige mennesker forstår, hvorfor den vandkrævende bomuldsproduktion fortsætter i et ørkenklima som Usbekistans. Ud på eftermiddagen er vi tilbage i Tasjkent, og vi slutter af med en lækker afskedsmiddag. Sidst på aftenen kører vi til lufthavnen, hvor vores fly venter.
Dag 11. Hjemrejse
Vi ankommer til København tidligt om morgenen. Velkommen hjem!