Albatros Travel

Sumatra – eventyr på vulkaner 

Orangutanger, jungle og stammefolk på Indonesiens vildeste ø, krydret med storbyoplevelser og badeferie i Malaysia
– med dansk rejseleder, 15 dage

Tag med Albatros på eventyr i tre af Sydøstasiens mest velbevarede hemmeligheder: Den vilde vulkanø Sumatra, den multikulturelle storby Kuala Lumpur og den malaysiske ø Pangkor, hvor badeferie og dejligt strandliv venter. Dette er rejsen for dig, der vil have alle oplevelserne, men ikke vil følges med stimevis af andre besøgende – og som kan genkende en god pris, når du ser den. Vi skal besøge de vilde orangutanger, sejle på kratersøen Toba en kilometer over havoverfladen, køre over ækvator fra den sydlige til den nordlige halvkugle og besøge stammesamfund, hvor kvinderne bestemmer, og mændene bygger kæmpehuse med tage som bøffelhorn.

Vi skyder hele herligheden i gang i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, der er som en kombination af kolonitidens England, stormogulernes Indien og fremtidens Kina. Her møder vi vrimlen af hinduguder i farvestrålende templer, mærker roen i en moske med plads til 15.000 mennesker og finder den lokale sjæl på de myldrende markeder. Efter et par dages storbypuls flyver vi til Sumatra – øen, hvor antallet af vulkaner overstiger antallet af turister, hvor junglen og risterrasserne konkurrerer om at være mest frodig, og hvor orangutangerne stadig lever vildt – som det ene af kun to steder på kloden.

Vi skal på en landbåren færd gennem det centrale, vulkanspækkede Sumatra, og undervejs standser vi i vaniljeplantager, ved vandfald og på markeder. Vores første destination på Sumatra bliver den jungleomkransede Bukit Lawang, hvor vi både skal på junglevandring og møde vores orangerøde fætter, orangutangen. Efter en køretur mellem junglebevoksede vulkansider, forbi traditionsrige småbyer og over ækvator kommer vi til Tobasøen, hvor naturen og stammefolkene kæmper om vores opmærksomhed. Vi bor på en vulkanskabt ø midt i søen og er omgivet af landsbyer beboet af batak-folket, som nu om dage går mere op i musik end i kannibalisme. Efter vores spændende tid på Sumatra skal vi læne os tilbage og nyde livet på den malaysiske ø Pangkor, hvor hav og strand byder på afslappende dage.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 14.990,-
15 dage
Få pladser
Kr. 14.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
15 dage
Fra København
Kr. 14.990,-
15 dage
Fra København

På Pangkor bor vi på øens vestkyst på et skønt hotel med strand og hav lige i baghaven. I Kuala Lumpur bor vi på et nydeligt byhotel midt i Den Gyldne Trekant – byens shopping-, underholdnings- og forretningskvarter. På Sumatra betyder det relativt lave antal turister også indskrænkede valgmuligheder med hensyn til overnatning. Her har vi derfor prioriteret at bo i oplevelsernes centrum snarere end i luksuriøse rammer. Alle steder bor vi naturligvis pænt og rent og med eget badeværelse.


DAGSPROGRAM
Dag 1. Afrejse fra København
Vi mødes i lufthavnen og flyver af sted mod Malaysia.

Dag 2. Ankomst til Kuala Lumpur, Malaysia. Rundtur i Chinatown, velkomstmiddag
Vi lander i Kuala Lumpurs internationale lufthavn, som er et moderne byggeri i glas, marmor, beton og stål, men arkitektonisk også inspireret af landets traditionelle byggestil og derfor utrolig smuk. Efter indrejseformaliteterne kører vi til hotellet, hvor vi har lidt tid til at slappe af, inden vi skal ud at kigge nærmere på byen.

Sidst på eftermiddagen begiver vi os ind i Kuala Lumpurs myldrende Chinatown. Det er en oplevelse blot at slentre rundt mellem de mange små butikker og templer, som byens kinesiske befolkning bruger flittigt. På vores tur i Chinatown ser vi blandt andet det pastelfarvede Sri Mahamariamman-tempel. Selv om det ligger midt i Chinatown, er det et hinduistisk tempel, og indeni står en stor karet smukt udskåret i sølv. Hvert år i januar/februar bliver den tunge karet båret til Batu-grotterne 13 kilometer nord for Kuala Lumpur, hvor den hinduistiske festival Thaipusam foregår. Vi når også forbi et af Chinatowns udendørs markeder, hvor vi kan se, dufte til og selvfølgelig købe alverdens kinesiske lyksaligheder.

Efter denne lille forsmag på det multikulturelle Kuala Lumpur spiser vi middag sammen og kan derefter tilbringe vores første nat i Malaysia. I morgen tager vi den store byrundtur til hovedstadens bedste seværdigheder.

Dag 3. Kuala Lumpur. Byrundtur og eftermiddag på egen hånd
Kuala Lumpur er konge- og parlamentsby for hele Malaysia, som foruden den malaysiske halvø består af staterne Sarawak og Sabah på øen Borneo. Store forekomster af tin blev i midten af 1800-tallet starten på det velordnede økonomiske samfund, der præger Malaysia i dag. En gruppe kinesiske tinjægere skabte en interimistisk base ved mødestedet mellem floderne Klang og Gombak. De kaldte stedet Kuala Lumpur (der betyder ’mudret sammenløb’), og det blev starten på nutidens millionby. Snart strømmede tusinder af eventyrere hertil på jagt efter det nyttige metal. Nogle var heldige og skabte formuer til fornyet investering, og et blomstrende handelsliv udviklede sig. Det var i disse pionertider, at landets nuværende etniske sammensætning blev skabt: malaysiere side om side med kinesere, indere og europæere.

Kuala Lumpur eller KL, som den populært kaldes, er en pulserende millionby. Både arkitektonisk og stemningsmæssigt er byen en blanding af det ultrapæne og rene Singapore og det kaotiske og farverige Bangkok. Det er på harmonisk vis lykkedes at forene den moderne byggestil bestående af skyskrabere i glas og stål med det traditionelle og et twist af britisk kolonistil, hvilket især ses i Chinatown og Little India. Kuala Lumpur er en by, der skal ses, føles og opleves. Og det gør vi i dag.

Vores byrundtur i KL begynder ved Masjid Jamek, en af byens ældste moskeer, der ikke kan undgå at charmere med sine kridhvide løgkupler, lyserøde mursten og indiskinspirerede buegange. Moskeen er bygget af en engelsk arkitekt, der fik inspiration fra stormogulernes grandiose bygningsværker i Indien. Masjid Jamek står smukt mellem de grønne palmer, der hvor floderne Klang og Gombak løber sammen, og byen blev grundlagt.

Fra Kuala Lumpurs fødested begiver vi os til fods ud i den gamle del af byen og kan således mærke byens puls helt tæt på. Vi går mod nord, og snart får vi selskab af sarier og Bollywood-musik. Vi er kommet til Little India. Her går vi en tur, før vi fortsætter til Merdeka Square, som er hjertet i kolonitidens Kuala Lumpur og omgivet af smukke kolonitidsbygninger. Her blev landet erklæret uafhængigt i 1957, og briternes cricketbane, der fyldte pladsen, blev skiftet ud med en græsplæne og et kæmpemæssigt malaysisk flag. Den ene side af pladsen domineres af Sultan Abbul Samad-bygningen, der blev opført som sekretariat for kolonitidens administration. Bygningen er tegnet af samme britiske arkitekt, som stod for Masjid Jamek, og igen ser vi tydeligt hans store begejstring for alt indisk.

Med bus kører vi nu til KL’s mest populære park, Lake Gardens. Her, en kort køretur fra centrums travlhed, byggede den britiske elite i sin tid deres elegante boliger og anlagde denne smukke have rundt om. Parken er navngivet ganske korrekt, for den er spækket med åkandefyldte søer, små vandløb og rislende springvand. Vi slentrer en tur i alt det grønne og kigger også ind i parkens store orkidehave med tusindvis af blomstrende orkideer.

På vej tilbage til byen ser vi Den Nationale Moske (Masjid Negara) med den 73 meter høje minaret og turkisblå kuppel, hvis bedehal har plads til 15.000 mennesker, og den meget specielle gamle hovedbanegård. Den er bygget i indisk-islamisk stil, men efter engelske byggevedtægter, som blandt andet foreskrev, at taget skulle bygges så solidt, at det kunne bære vægten af flere tons sne. Vi spiser frokost på en af Kuala Lumpurs restauranter, og herefter er resten af dagen på egen hånd.

Dag 4. Fly Kuala Lumpur – Medan, Sumatra, Indonesien. Med bus til Bukit Lawang
Efter morgenmad tager vi til lufthavnen for at flyve hen over Malaccastrædet til Medan, som er Indonesiens tredjestørste by (efter Jakarta og Surabaya på Java). Vi besøger det grønne, hvide og gule Maimoon-palads. Paladset blev bygget af sultanen af Deli i 1888 og er desværre blevet noget forfaldent siden da. Mere stads er der over den nærliggende Mesjid Raya – eller Den Store Moske. Denne usædvanlige, hvide bygning med de kulsorte kupler er bygget i marokkansk stil af italiensk marmor og pyntet med kinesisk glas.

Herfra går turen nordpå mod Bukit Lawang, og vi får allerede nu en forsmag på den grønne, frodige natur, der skal følge os på hele rejsen rundt på Sumatra. Vi kører forbi plantager, hvor der dyrkes træer til fremstilling af gummi og palmeolie, som er blandt Indonesiens største eksportvarer. Fremme ved Bukit Lawang tjekker vi ind på vores hotel og kan bruge resten af dagen på at slappe af i de smukke jungleomgivelser og glæde os til i morgen, hvor vi skal møde de sjældne Sumatra-orangutanger.

Dag 5. Bukit Lawang. Orangutanger og junglevandring
Efter morgenmaden går vi ned til floden, som vi sejler over. Det sidste stykke vej går gennem den tætte jungle, og vi bruger det bedst egnede transportmiddel: vores ben. Efter en kort, men relativ hård vandretur mellem planter, som vi nok ikke kender hjemmefra, kommer vi til stedet, hvor orangutangerne bliver fodret. De fleste af områdets orangutanger lever 100 procent vildt, men nogle er ikke blevet helt vant til det vilde liv efter at have været tilfangetaget eller fået deres tilholdssted ødelagt af landbrug eller byggeprojekter. To gange om dagen lægger centret foder ud på en platform til orangutangerne, og det er her, vi har rigtig gode chancer for at få de fascinerende skabninger at se, men der er selvfølgelig ingen garantier, da det er vilde dyr, vi har med at gøre.

Orangutangen er verdens største trælevende pattedyr, og de befolkede engang trætoppene i hele Sydøstasien. Nu findes de kun på Borneo og Sumatra, og her er de i stor fare for at uddø. Orangutangerne på de to øer tilhører hver sin underart, og Sumatra-orangutangen er lidt mindre og lidt lysere i pelsen end sin fætter på Borneo. Orangutanger er intelligente dyr og lærer nyttige færdigheder af hinanden, som for eksempel evnen til at vurdere en grens styrke og brugen af redskaber til at finde mad. De lever især af frugter, nødder og bark, men kan også finde på at spise insekter. For ikke at gøre orangutangerne for afhængige af fodringen serverer Bukit Lawang-centret en lidt kedelig menu, så aberne hellere selv vil finde deres mad i junglen, når de er i stand til det.

Efter at have mødt de orangerøde aber med de udtryksfulde ansigter går vi endnu dybere ind i junglen og kan kigge nærmere på de dyr og planter, der befolker den tropiske skov.

Eftermiddagen tilbringes på egen hånd. Der kan arrangeres en ekstra vandretur i junglen (ikke inkluderet), du kan slappe af på resortet, eller du kan gå en tur til nogle af de nærliggende landsbyer for at kigge lidt på dagliglivet.

Dag 6. Bukit Lawang – Berastagi. Frugtmarked
I dag går turen ind på det centrale Sumatra til byen Berastagi, der er noget så særpræget som en travl og relativt stor by her midt i Sumatras højland.
I det centrale Sumatras højland bor tre millioner medlemmer af batak-folket, som chokerede europæerne med deres kannibalisme, da opdagelsesrejsende og missionærer begyndte at udforske de indonesiske øer. Batak’erne er inddelt i flere undergrupper, og i bjergene omkring Berastagi lever batak karo-folket.
Når vi kommer til Berastagi, går vi en tur på byens frugtmarked, der bugner af farver og dufte. Herefter kører vi til vores hotel og har resten af dagen på egen hånd.

Dag 7. Berastagi – Tobasøen. Landsbybesøg, Sipisopiso-vandfaldet
Vi fortsætter vores tur sydpå, og dagens mål er kratersøen Toba. Denne 1.700 kvadratkilometer store sø er Sydøstasiens største, og med sine 450 meters dybde også en af verdens dybeste søer. Både søen og den store, bønneformede ø, Samosir, midt i søen blev skabt ved en vulkansk eksplosion for mange tusind år siden. Og som om al naturskønheden ikke var grund nok til at gøre Tobasøen til et af Sumatras ultimative højdepunkter, er området omkring den befolket af det afslappede og imødekommende batak-folk, her kaldet batak toba. Og bare rolig; det er længe siden, de fralagde sig vanen med at se på deres medmennesker som et muligt mellemmåltid.

På vejen mod Tobasøen har vi et par stop, blandt andet i batak-landsbyen Dokan, hvor de traditionelle huse står i god stand og stadig er i brug. Næste stop bliver ved Sipisopiso-vandfaldet, hvor vandet kaster sig fra en underjordisk grotte i en klippeside 120 meter lodret ned og bevæger sig videre ned mod Tobasøen. Mere batak-kultur venter der os i Pematang Purba, hvor vi ser et historisk langhus, der har tilhørt en tidligere batak-konge.

Fremme i byen Parapat skifter vi bussen ud med en færge og sejler over til øen-i-søen, Samosir. Her tjekker vi ind på vores hotel og vil formentlig bruge resten af dagen på at kigge på søen og bjergene, der omgiver den.

Dag 8. Landsbyer og stammefolk ved Tobasøen
Vi skifter bussen ud med båd og bruger dagen i dag på en rundtur med på Tobasøen. Vi skal besøge nogle af de mange batak-landsbyer, der pryder Samosirs kyst og skal nok blive klogere på batak toba’ernes samfund undervejs. Batak-folket er organiseret i patrilineære klaner, hvor mændene fra en klan finder sin hustru blandt de andre klaner, hvorefter hun bliver medlem af mandens klan. Batak toba-folket er kristne, men ligesom for de andre batak-grupper spiller den oprindelige religion stadig en rolle. Ifølge den er alle mennesker udstyret med en ’tondi’, en form for sjæl, der lever sideløbende med kroppen og afgør dennes velbefindende. En af metoderne til at holde sin tondi i godt humør var at udføre den rituelle kannibalisme, som batak’erne blev så berygtede for. Denne skik er dog ikke blevet praktiseret siden begyndelsen af 1800-tallet. Til gengæld har traditionerne for at bygge rigt udsmykkede træhuse, synge følelsesladede sange og udhugge enorme sten overlevet, og nogle af disse traditioner skal vi kigge nærmere på i dag.

Vi begynder i landsbyen Ambarita, hvor vi ser noget af det, som batak toba’erne er berømte for: rækker af traditionelle træhuse hævet op på pæle og udstyret med buede tage, der rejser sig i lange spidser. Foran nogle af husene står et helt stuemøblement komplet med borde, lænestole og bænke udhugget i store stenblokke. Møblerne blev udhugget for 300 år siden og var en slags kombineret parlament, retssal og skafot. Landsbyens fælles anliggender blev diskuteret her, og forbrydere blev afhørt og måske endda halshugget på de lidet komfortable stole. Næste stop på dagens rundtur i batak-kulturen bliver i Simanindo, hvor vi skal overvære en opførelse af traditionelle danse og se det lille museum indrettet i en tidligere batak-konges hjem.

I byen Tomok ser vi kong Sidabutars grav. Det var ham, der gjorde batak toba-folket kristne, og hans grav er udsmykket med udskæringer af kongen selv og hans bodyguard.

Vi er tilbage på resortet først på eftermiddagen.

Dag 9. Tobasøen – Medan
Det er blevet tid til at forlade Samosir og Tobasøen, og vi tager færgen tilbage til Parapat, hvorfra vi sætter kursen mod Medan. Undervejs spiser vi frokost på en lokal restaurant, og er fremme ved Medan engang om eftermiddagen, hvor vi kører hen til vores hotel og tjekker ind. Herefter kan du tage ud og opleve Medan på egen hånd.

Dag 10. Fly Medan – Kuala Lumpur, Malaysia. Bus til Pangkor
Efter morgenmaden tager vi ud i lufthavnen, hvorfra vi om formiddagen flyver til Kuala Lumpur. Her venter bussen på os, der vil føre os til byen Lumut, hvortil vi ankommer hen på eftermiddagen. Lumut startede som et lille fiskerleje, men har i dag udviklet sig til en lille travl by, der tiltrækker mange rejsende. Fra Lumuts færgehavn sejler vi med færgen ud til Pangkor. Færgeturen tager cirka en halv time, og efter at have tjekket ind på hotellet har du resten af aftenens timer tilbage på egen hånd.

Dag 11-13. Afslapning og oplevelser på Pangkor
De næste par dage står i afslapningens og badeferiens tegn, når vi bruger de sidste dage af vores dejlige rejse på den idylliske ø Pangkor, der ikke er større end 8 km². Pangkor er del af en øgruppe, der ligger lige ud for Malaysias vestkyst og var engang beboet af fiskere, handelsmænd og pirater – i dag lever her stadigvæk fiskere, men pirater findes her heldigvis ikke længere. Øens primære indtægtskilde er fiskeri, og på østsiden af øen er de fleste fiskere og bådebyggere bosat i små fiskerlandsbyer. På vestsiden af øen findes de fleste strande, og det er derfor her de fleste turister og hoteller befinder sig. Langs vestkysten findes der badestrand efter badestrand, der lokker med alle badeferiens nøglekendetegn: gyldent sand, turkisblåt vand, idylliske laguner og beroligende sus i palmetræerne.

Du har rig mulighed for at snorkle, dykke, slappe af, solbade og nyde strandlivet. Du kan også gå på opdagelse i øens lille jungle, hvor du kan være heldig at støde på sommerfugle, sjældne orkidéer, trætopsvingende aber, næsehornsfugle og andre farvestrålende fugle. Du kan også aflægge visit i det kinesiske tempel Fu Lin Kon, der kuriøst nok har en miniatureudgave af Den Kinesiske Mur, besøge en af de små fiskerlandsbyer eller lægge vejen forbi resterne af det hollandske fort Kota Belanda fra 1670.

Dag 14. Afrejse fra Pangkor
Du har formiddagen fri til egne eventyr inden vi sammen tager med færgen tilbage til Lumut. Herfra fortsætter vi mod lufthavnen i Kuala Lumpur, hvor vores fly hjem til Danmark venter.

Dag 15. Ankomst til København
Vi lander i Danmark, og et par skønne ugers oplevelser i Sydøstasien er slut.

Rejsemål

fakta om indonesien

Hovedstad: Jakarta
Indbyggere: 246 mio.
Sprog: bahasa indonesia
Religion: islam
Valuta: indonesisk rupiah
Klima: tropisk, køligere i højlandet

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00