|
|
Toscana og det grønne Umbrien
Toscana er Italiens mest kendte region, og samtidig er det vores mest populære, italienske rejsemål. Området er beriget med en usædvanlig smuk natur og fantastiske udsigter. Her finder vi de vidt berømmede, bølgende landskaber, der i løbet af sæsonen kan byde på solgule solsikkemarker, krogede grågrønne olivenlunde og grønne frodige vinmarker. Men Toscana rummer også store, mørkegrønne skove fyldt med vildsvin, eroderede lerlandskaber i Crete Senesi og udslukte vulkaner som Monte Amiata, der troner i horisonten.
Ud over disse klassiske landskaber byder Toscana på et væld af Italiens helt store kulturseværdigheder. På vores rejse gennem det smukke område besøger vi nogle af de charmerende byer som Siena og San Gimignano. Vi besøger også den bjergrige region Umbrien, der grænser op til Toscana mod vest, og som kalder sig Italiens grønne hjerte. Her ser vi byen Assisi, hvor den berømte Francesco, Frans af Assisi, i begyndelsen af 1200-tallet grundlagde sin munkeorden. Her mødes vi af en munk som viser og rundt og fortæller om livet i Assisi inden vi fortsætter til Umbriens hovedstad, Perugia, der har imponerende arkitektur, fantastiske kunstværker og er kendt for sin chokoladeproduktion. Disse herlige historiske byer med smalle gader, smukke kirker og gamle tårne rummer århundreders historie.
| Kr. 5.990,- | 6 dage | Fra København | |
|
Vi har god tid undervejs til at nyde den særlige italienske stemning i de byer, vi møder på vores rejse. Og vi har naturligvis indlagt et besøg på en lokal vingård, nemlig i byen med tårnene: San Gimignano. Her ser vi lidt nærmere på gårdens produktionsmetoder og, ikke mindst, smager på de lokale produkter. Du får også mulighed for at opleve den smukke, toscanske natur på nært hold, vi har nemlig inkluderet en dag med cykel, så du i dit helt eget tempo kan glide gennem de smukke landskaber.
Udgangspunktet for vores eventyr er en af Toscanas klassiske kurbyer, Chianciano Terme, hvor vi indlogerer os på et hyggeligt hotel med halvpension, der er vores hjem og base på hele rejsen.
Dagsprogram Dag 1. København – Rom. Videre til Chianciano Terme, spadseretur i byen Fra København flyver vi til Rom, hvor vi stiger på bussen og begynder vores rejse gennem regionen Lazio og nordpå ind i det smukke Toscana mod vores hotel. Vi skal bo i den gamle kurby Chianciano Terme. Byen har siden Romerriget været centrum for kurbade. Og selv i dag strømmer folk til de mange termebyer i området og nyder de dejlige omgivelser. Inden vi når frem til vores hotel Santa Chiara holder vi en pause, hvor der bliver tid til en snack eller en kop kaffe.
Vel fremme på vores hyggelige hotel i den gamle termeby tjekker vi ind, og i løbet af eftermiddagen tager rejselederen os med på en lille spadseretur i byen. Der bliver tid til, på egen hånd, at sætte sig ned og slappe af med et glas vin inden vores første middag. Denne og vores efterfølgende middage indtages på hotellet, der serverer veltillavet og folkelig italiensk mad serveret direkte ved bordene.
Dag 2. Historiske Siena. Spadseretur gennem byens gader, torvet Piazza del Campo. I dag skal vi besøge en af Italiens smukkeste kulturbyer, det fantastiske Siena. Her fornemmer man let den store historiske arv fra Italiens storhedstid. Siena er i sig selv et kunstværk. Vi begiver os ud på en spadseretur gennem byens gader og ender ved det imponerende muslingeskalsformede torv Piazza del Campo.
Piazzaen domineres af rådhuset, som blev opført i slutningen af 1200-tallet. Rådhuset var inspiration for den danske arkitekt Martin Nyrop, der besøgte byen i 1881-1883, da han senere skulle tegne Københavns Rådhus. Vi går gennem smalle stræder, forbi senmiddelalderlige paladser og patricierhuse og beundrer domkirken, der af mange anses for at være Italiens smukkeste.
Efter vores vandretur i byen bliver der tid til frokost på egen hånd og eventuelt et besøg i den smukke domkirke og byens kunstmuseum med den blændende udsigt over byen.
Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Chianciano Terme, hvor vi spiser middag.
Dag 3. Cykeltur i det toscanske landskab I dag skal vi opleve Toscanas fantastiske landskab på cykel. På den måde får vi mulighed for at mærke vinden i håret og duften fra naturen i eget tempo. Du kan vælge at køre en tur sammen med vores rejseleder rundt i det smukke og kuperede landskab, eller du kan køre en tur alene i helt eget tempo.
Rejselederen hjælper gerne med at foreslå en rute, der passer netop dig. Besøg for eksempel Montepulciano (cirka 18 kilometer i alt), hvor du kan nyde et glas lokal vin til en herlig frokost på torvet. Eller køb lidt brød, ost, skinke og drikkevarer, og sæt cyklen i vejkanten, og spis en let frokost, mens du nyder udsigten over olivenmarker og vinranker. Du kan også køre en tur til den verdensberømte udsigt over de smukke cypresser ved La Foce, der ligger tæt på byen. Det er en herlig måde at komme rigtig tæt på naturen.
Landskabet kan ved første øjekast se sværere ud, end det vitterligt er. Men de foreslåede ture er ikke længere, end at man kan trække cyklen noget af vejen (12-18 kilometer i alt). Man bliver rigt belønnet, når man lydløst bevæger sig gennem landskabet med vinden i håret og de mange duftindtryk i næsen. Cyklerne er nye, har seks gear og er forsynet med håndbremser. Ønsker du at køre med cykelhjelm, bør du medbringe en hjemmefra. Skulle vejret ikke være til cykeltur, kan rejselederen foreslå andre aktiviteter i området.
Efter en dag på cykel kan du om eftermiddagen vælge at forkæle dig selv i det flotte spacenter Parco Acqua Santa. Her i det moderne kurbad Terme Sensoriali, kan man for 36 euro (lørdag/søndag 41 euro – priser fra oktober 2010) få adgang til de lækre bade, aromaterapi-rum, muddermasker, det tropiske brusebad, isbad, boblebad og tre forskellige typer saunaer. En pragtfuld måde at forkæle sig selv og nyde en stille stund i herlige omgivelser.
Dag 4. Umbrien. Besøg i byerne Assisi og Perugia I dag går turen til den smukke region Umbrien. Mens Toscana trivedes under renæssancen og næsten hele området var under indflydelse af Medicierne, så måtte Umbrien forblive under pavemagtens kontrol. Det er derfor ikke underligt, at religionen har sat sit præg på området. Det var også her, at den berømte Francesco, Frans af Assisi, i begyndelsen af 1200-tallet grundlagde sin munkeorden, de grå tiggermunke, eller gråbrødrene, der skulle få meget stor betydning for det religiøse liv i hele den vestlige verden. Umbrien er i dag fyldt med klostre af forskellig størrelse og observans. Lige fra de kæmpestore i Assisi til de allermindste som findes langt ude i smukke bjerge.
Først besøger vi den fantastiske by Assisi, der var Frans af Assisis by, med den smukke San Francesco-kirke og de berømte fresker. Kirken drives af franciskanermunkene som også viser rundt i kirken og fortæller om Den Hellige Frans. Hvis vi er heldige, bliver vi mødt af den danske munk Broder Theodor, som fortæller om kirken og munkenes virke. For mange er besøget i Assisi en storslået spirituel oplevelse, og som Broder Theodor ville udtrykke det: "Folk rejser til Assisi som turister, men rejser derfra som pilgrimme i deres eget spirituelle liv".
Herefter går turen til Perugia, der hæver sig højt over det omliggende landskab, og som ud over at være kendt for sin produktion af fantastisk chokolade, også er Umbriens hovedstad og stedet hvor den kendte kunstner, selveste Rafaels læremester Pietro Vannucci, kaldet Perugino, fik sit navn. Byen viser spor fra etruskerne og romerne. Her vidner byens arkitektur og kunstværker om byens over tre tusinde års lange historie. På Piazza IV Novembre midt i byens centrum finder vi det smukke springvand Fontana Maggiore, hvis figurer og relieffer viser årets gang i området i 1200-tallet.
Efter en herlig efter dag kører vi hjem mod hotellet, hvor vi ankommer sent på eftermiddagen.
Dag 5. Vinsmagning og en charmerende eftermiddag i San Gimignano Om morgenen går turen mod byen med tårnene, San Gimignano. Byens placering på pilgrimsvejen Via Francigena, der gik fra Canterbury til Rom, gjorde byen til handelscentrum i middelalderen, og dette bragte rigdom til den lille by. Byen var allerede dengang kendt for sin produktion af den skønne, silkebløde hvidvin Vernaccia di San Gimignano, der stadig kan nydes i dag.
Inden vi besøger selve byen, går vi en lille vandretur (1½ kilometer) på en del af den gamle pilgrimsvej op til den pragtfulde vingård Fattoria di Fugnano. Vingården har en fantastisk beliggenhed med den skønneste udsigt over det bølgende landskab og San Gimignanos tårne. Gården drives af tre driftige kvinder. Her smager vi naturligvis på vingårdens vine, den berømte hvide Vernaccia, deres Chianti Colli Senesi og ikke mindst deres supertoscaner, den fadlagrede Sangiovese – en vin som de fleste forelsker sig i.
Under vinhøsten er der travlt på gården. Vi får et indtryk af arbejdet i markerne, og forhåbentlig ser vi, hvordan de nyplukkede druer køres til presning, og vi ser hvorledes mosten ledes over i de store tanke og tønder, hvor den skal blive til gårdens kommende velsmagende vin.
Sammen med vinsmagningen spiser vi en lettere picnic-frokost, og der er mulighed for at købe lidt af den gode vin med hjem. Efter besøget går vi tilbage til bussen, og denne gang føles turen måske lidt lettere. Det går nedad, og vinen gør bestemt ikke turen kedelig.
Vi skal naturligvis også besøge selve San Gimignano. Her er det som at gå direkte ind i middelalderen. Det er herligt at vandre omkring og suge indtryk til sig i de kølige, skyggefulde gader, besøge den smukke kirke, torturmuseet eller blot spise en is i solen på torvet. Når vi ud på eftermiddagen er tilbage på hotellet, er der tid på egen hånd, indtil vi skal spise en afskedsmiddag på hotellet.
Dag 6. Hjemrejse Efter morgenmaden er der afgang fra Chianciano Terme mod Rom. Herfra går turen tilbage til Danmark.
|
|
fakta om italien

Hovedstad: Rom Indbyggere: 61 mio. Sprog: italiensk Religion: katolicisme Valuta: euro Klima: hovedsageligt Middelhavsklima, bjergklima længst mod nord, varmt og tørt længst mod syd
|
|
|
|