Fra Cody, som blev grundlagt af Buffalo Bill, bevæger vi os længere vestpå til verdens første nationalpark, Yellowstone, og dens utal af gejsere. Vi tager også lige en nationalpark til – Grand Teton Nationalpark, som er indehaver af USA’s største bjergsø.
Nu går turen til mormonernes hovedstad, Salt Lake City, inden vi skal opleve de skulpturelle bjergformationer ved Bryce Canyon Nationalpark og den helt enestående natur i Grand Canyon Nationalpark. Herefter kommer vi til naturens ultimative modsætning: Las Vegas, Crazy City USA med glimmer, glitter og neon.
Efter et par dage i hedonismens hovedstad kører vi gennem Mojaveørkenen mod Los Angeles, hvor vi skal gå ad Hollywood Boulevard, indtil turen går videre til Yosemite Nationalpark og dens frække vaskebjørne. Rejsen ender med to dage i charmerende, bakkede San Francisco.
Transporten foregår i en komfortabel bus med aircondition. Der vil være flere lange dage med en del transport, men vejene er gode, og undervejs vil der også være en masse at se.
dagsprogram
Dag 1. Billund – New York
Vi ankommer til New York og checker ind på vores hotel. Vi tager hul på byen med en aftentur, inden hotelsengen kalder.
Dag 2. New York
Vi har hele dagen i New York, og vi begynder fra morgenstunden med en byrundtur i bus. Vi skal blandt andet se byens grønne lunge, Central Park, der fylder 3,4 km2 og årligt har omkring 25 millioner besøgende, der vil nyde en tur i det grønne midt i storbyen. Vi kører ad den mondæne Fifth Avenue, der går langs parken og har en overflod af lækre butikker. Vi besøger også St. Patricks Cathedral, en imponerende gotisk domkirke, som er sæde for den katolske ærkebiskop i New York. Overfor ligger Rockefeller Center, en af New Yorks klassiske skyskrabere, bygget i 1939 i art deco-stil. Vi fortsætter til Times Square, et mylder af lysreklamer, billboards og trafik, og fortsætter til de mere rolige kvarterer Greenwich Village og Soho, hvor mindre gader og små,
eksklusive butikker og gallerier giver en hyggelig stemning. Vi besøger Chinatown, den kinesiske bydel med alle dens butikker og travle restauranter og fortsætter ud i business-distriktet Wall Street og Battery Park ud til vandet på Manhattans sydspids.
Efter frokost (ikke inkluderet) skal vi se mere af Manhattan – nemlig på en sejltur rundt om New Yorks centrale ø. Her skal vi sejle gennem tre floder, under syv broer og undervejs se mere end 25 af byens berømte seværdigheder – heriblandt Frihedsgudinden. Den kæmpe statue blev doneret til USA af Frankrig i 1886 som tegn på landenes broderskab. Tæt ved Frihedsgudinden ligger Ellis Island, som var over 12 millioner europæiske immigranters første møde med ”Drømmelandet i vest”.
Aftenen er til fri disposition. Du får udleveret en adgangsbillet til Empire State Building, som du kan se, hvis du har lyst; heroppefra får man en fantastisk udsigt over Manhattan. Den 102 etager høje bygning stod færdig i 1931, og lobbyen er et fint stykke art deco-arkitektur i blankpudset marmor. Vil du i teatret, er der på Times Square mulighed for at købe teaterbilletter til nedsatte priser.
Dag 3. New York – Philadelphia – Washington
Vi forlader New York for en kort køretur til Philadelphia. Byen er en af de ældste i USA og har været en af de mest fremtrædende i landets historie. Vi tager på opdagelse i byens centrum, der er omdannet til en historisk park, og stifter på den måde bekendtskab med både amerikansk historie og byen Philadelphia. Vi kører blandt andet forbi Liberty Bell Center, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet den 4. juli 1776. Vi når Washington hen under eftermiddagen, og efter en tidlig aftensmad på egen hånd skal vi på en Illuminated Monuments of Washington-tur. Vi kører med bus langs The Mall, en grøn esplanade, som flankeres af store monumenter, der om aftenen er smukt oplyst i projektørlysets skær.
Dag 4. Washington
I dag skal vi se nærmere på Washington og nogle af de monumenter, vi så oplyst i går aftes. Vi skal også besøge militærkirkegården Arlington og John F. Kennedys gravsted med den evige ild. Ikke langt derfra ligger Lincoln Memorial, et marmortempel, der er båret af 36 marmorsøjler svarende til antallet af amerikanske stater
på Lincolns tid. Ved Vietnam-muren kan man se de over 58.000 navne på amerikanske soldater, der mistede livet under Vietnam-krigen. Samtlige navne er ridset ind i sort granit. Vi fortsætter til Capitol Hill, en lille bakketop med Capitols hvide kuppel, der rummer både den lovgivende og juridiske magt: Kongressen og Højesteret. Vi ser Det Hvide Hus udefra, inden vi fortsætter til nationalbiblioteket Library of Congress.
Foran Capitol Hill ligger The Mall og et væld af imponerende museer inden for naturhistorie, historie og kunst under det store Smithsonian Institutes altfavnende vinger. Vi slutter turen af på Air & Space Museum, hvor luftfartens historie er samlet fra Charles Lindberghs Spirit of St. Louis til Apollo 11’s kommandoenhed. Du kan køre med bussen hjem til hotellet eller blive ved The Mall. Resten af dagen er til fri disposition.
Dag 5. Washington – Niagara Falls
I dag tager vi et godt stræk på landkortet og kører mod nord gennem bjergkæden Appalacherne og staten Pennsylvania med retning mod Niagara Falls. Appalacherne er en meget gammel bjergkæde, som blev dannet under et pladesammenstød for omkring 680 millioner år siden. Dengang var Nordamerika landfast med Afrika, og det er fascinerende at tænke på, at Appalacherne er en del af den samme bjergkæde som Atlasbjergene i Marokko.
Vi ankommer til vores hotel ved Niagara Falls først på aftenen, og resten af dagen er til fri disposition.
Dag 6. Niagara Falls – Port Huron – Lansing
I dag står vi tidligt op for at se de storslåede vandfald Niagara Falls fra både den amerikanske og canadiske side. Niagara Falls er navnet på to byer, én i USA og én i Canada, og på tre enorme vandfald, der adskiller de
to byer. De tre fald, American Falls, Bridal Veil Falls samt Horseshoe Falls, er i al deres vælde ubeskriveligt smukke. Vi skal på en sejltur med Maid of the Mist, som bringer os helt tæt på de enorme vandmasser (regntøj udleveres).
Vandfaldene blev dannet under sidste istid, da isen trak sig tilbage, og vand fra de nyligt dannede søer The Great Lakes pløjede sig vej gennem landskabets skråninger for at løbe ud i Atlanterhavet. Vandfaldene er ikke så høje, men utrolig brede, og omkring 168.000 kubikmeter vand falder hvert minut ud over kanten.
Vi ankommer til Lansing først på aftenen, og efter vi har checket ind på vores hotel, er resten af aftenen til fri disposition.
Dag 7. Lansing – Chicago
Vi kører fra Lansing tidligt om morgenen, syd om Lake Michigan til Chicago. Byen nævnes ofte i forbindelse med Barack Obama, der har levet en stor del af sit voksenliv her i byen. Men Chicago er også kendt for at have bygget verdens første skyskraber, og byen har stadig USA’s højderekord med Willis Tower (tidligere Sears Tower) på 108 etager og 527 meter. Den store brand i 1871 raserede Chicagos bymidte og gjorde omkring 90.000 mennesker hjemløse, og i den efterfølgende genopbygning byggede man i højden og brugte – klog af skade – stålkonstruktioner frem for træ.
I dag bor der omkring 2,9 millioner mennesker i byen, hvilket gør Chicago til USA’s tredjestørste by. Byen er ikke smuk i klassisk forstand, men har en rå charme med en stor musikscene for blues, jazz og rock og masser af spillesteder og restauranter. Her er selv hotdogsene lavet i en gourmetversion!
Vi ankommer til ”The Windy City” sidst på formiddagen, og da vi er kørt ind i en ny tidszone, får vi en ekstra time forærende. Vi kører direkte på en byrundtur, hvor vi blandt andet skal se Navy Pier, der er en godt en kilometer lang mole ud i søen Lake Michigan. Molen blev anlagt i 1916, og her ligger blandt andet et stort pariserhjul, et teater, små haver, butikker og restauranter. Vi fortsætter til den mondæne shoppinggade Magnificent Mile og slår derefter ind på Lakeshore Drive, der går langs Lake Michigan, som vi får et nærmere kig på undervejs. Vi stopper ved Grant Park og det store springvand Buckingham Fountain fra 1927, som hver time har et 20 minutter langt ”show”, hvor vand bliver sprøjtet op til 46 meter op i luften. Vi kører ned i downtown, som i Chicago kaldes ”The Loop”, hvor bybilledet er præget af historiske bygninger og skyskrabere som det prisbelønnede Hancock Tower fra 1976. Den minimalistiske og modernistiske bygning rejser sig 241 meter op i luften, men den spejlblanke glasfacade er tonet let blå, så den fra visse vinkler falder i med himlen. Vi har resten af eftermiddagen på egen hånd, men mødes igen om aftenen for at køre til vores hotel, hvor vi checker ind.
Chicago er en storby med alt, hvad dertil hører af parker, pladser og museer. Værd at besøge er blandt andet Museum Campus, hvor man finder et planetarium, et akvarium og byens naturhistoriske museum med den største Tyrannosaurus rex, der nogensinde er fundet. Chicago har mange kvarterer med hvert sit særpræg, blandt andet Andersonville, der engang var fyldt med svenske immigranter, samt andre etniske kvarterer som Chinatown, Greektown, Little Italy og Pilsen, hvor befolkningen hovedsageligt er af mexicansk herkomst.
Man kan ikke sige Chicago uden at nævne det gangstervælde, byen havde i første halvdel af det 20. århundrede, hvor Al Capone og andre gangstertyper styrede byens underverden. Hvis du vil indsnuse lidt af forbudstidens gangsterromantik, kan du i aftenens løb tage dig en martini på Al Capones yndlingsjazzclub, Green Mill. Her ligger smuglergangene under natklubben stadig intakte og vidner om dengang, de var fyldt med ulovlig sprut.
Dag 8. Chicago – Sioux Falls
Vi tager nu et godt ryk på landkortet og kører vestpå mod Sioux Falls. Omkring halvvejs på ruten krydser vi Mississippifloden, hvor vi stopper, hvis nogle vil tage billeder. Vi har også frokost- og andre stop undervejs, før vi ankommer til Sioux Falls først på aftenen og checker ind på vores hotel. Sioux Falls er South Dakotas største by, med omkring 155.000 indbyggere. Byen er opkaldt efter vandfaldene i den nærliggende flod Big Sioux River, som blev dannet i sidste istid for omkring 14.000 år siden. Før europæerne kom til stedet, tiltrak floden og vandfaldene også forskellige indianske stammer, og langs bredden har man fundet gravsteder og andre arkæologiske vidnesbyrd om indiansk tilstedeværelse.
Dag 9. Sioux Falls – Badlands Nationalpark – Mount Rushmore – Rapid City
Vi kører nu vestpå mod Badlands Nationalpark i South Dakota. På vejen stopper vi i Al’s Oasis, i hvis tilstødende butik man kan købe alverdens western-souvenirs. Vi krydser nu endnu en tidszone og får endnu en time forærende!
Badlands Nationalpark byder på en nærmest overjordisk naturoplevelse. Som navnet lyder, er det en barsk natur, vi møder herinde. Det var områdets indianere, der gav stedet navnet mako sica (dårligt land), og de forkrøblede bjerglandskaber med dybe klippesprækker er blevet sammenlignet med et hav, som nogen har brændt alt vandet ud af. Og det er ikke helt ved siden af – i forhistorisk tid var området dækket af hav, og der er rige forekomster af fossiler efter havdyr, der levede for millioner af år siden her i Badlands.
Ikke alt er dog knudrede bjergtoppe – Badlands har også vidtstrakte græssletter, som allerede for tusinder af år siden var jagtmarker for amerikanske indianere. På dagens tur kan det være, at vi får et glimt af indianernes bytte nummer et, græssende bisonokser.
Vi fortsætter til et af USA’s mest kendte nationalmonumenter, Mount Rushmore. Portrætter af fire af USA’s store præsidenter – George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln – er hugget ud i bjergsiden. Kunstnerisk leder var Gutzon Borglum, som var af dansk afstamning, og sammen med 400 arbejdere skar han portrætterne ud i løbet af en periode på 14 år fra 1927-41. Oprindelig skulle præsidenterne have været afbildet fra taljen og op, men pengene viste sig ikke at strække, og man måtte revidere planen. Thomas Jefferson skulle også have været på George Washingtons højre side, men klippen var ikke stærk nok, så man måtte sprænge ham væk og begynde forfra på Washingtons venstre side.
Vi overnatter i Rapid City, som blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af minearbejdere, der var kommet med guldfeberen, men ikke havde haft heldet med sig. Resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 10. Rapid City – Black Hills – Cody
Vi fortsætter vestpå gennem Black Hills, et stort naturområde med skovklædte bjerge, som lakota-indianerne gav navnet ”de sorte bjerge” på grund af den mørke farve, skovene gav bjergkæden på afstand. Efter et lidt længere stræk på motorvejen når vi Bighorn Nationalskov i 3.200 meters højde. Vi kører gennem midten af den 48 kilometer brede nåleskov, som er hjem for bjørne, elge og hjorte, og vi stopper undervejs, så der kan tages billeder af den smukke udsigt. Vores endemål i dag er den lille by Cody, hvor vi skal overnatte. Byen er opkaldt efter William Frederick Cody, bedre kendt som Buffalo Bill, der var med til at grundlægge byen. Denne ældste del af det nuværende Cody findes stadig som Old Trail Town-museet, et lille bevaret stykke af Det Vilde Vesten. Vi ankommer først på aftenen, og efter check-in på vores hotel er resten af aftenen til fri disposition.
Dag 11. Cody – Yellowstone Nationalpark – West Yellowstone
I dag skal vi se Yellowstone Nationalpark, verdens første nationalpark. Parken blev oprettet i 1872, og de omkring 9.000 km2 domineres af et kraterbækken i 2.000-2.500 meters højde. Der er stadig geologisk aktivitet i området, som ligger over et hot spot, og det giver sig udslag i verdens største koncentration af varme kilder og gejsere. Den mest berømte gejser – som vi naturligvis skal se – er Old Faithful, som springer 30-40 meter op i luften hvert 30. til 120. minut. Man formoder, at Old Faithful har været aktiv i 200-300 år. Et andet fantastisk fænomen forårsaget af den termiske aktivitet er Mammoth Hot Springs, som er et landskab skabt af den aflejrede kalk fra de varme kilder. Vi gør også holdt her, så vi kan gå lidt rundt i landskabet, inden vi kører videre forbi Yellowstone-kløften og dens vandfald, som vi nyder udsigten fra ved Artist’s Pointe.
Parken gennemskæres af Yellowstone River og den store Yellowstone Lake. Ved bredden af Yellowstone Lake vokser en af de to plantearter, der kun findes her i Yellowstone: sand-verbena (Abronia ammophila). Den anden af disse ekstremt sjældne planter er en art af hvenegræs (Agrostis rossie), som findes ved de varme kilder. Fire femtedele af nationalparken er dækket af nåleskov, og her er garanti for smukke naturoplevelser – med lidt held får vi også set nogle af de mere end 300 fuglearter og omkring 60 arter af pattedyr, der lever her i parken.
Vi kører til byen West Yellowstone for at overnatte.
Dag 12. West Yellowstone – Grand Teton Nationalpark – Salt Lake City
Grand Teton Nationalpark ligger kun omkring 75 kilometer fra Yellowstone Nationalpark, så mange af dyrene bevæger sig mellem de to nationalparker. Det skal vi også!
Grand Teton Nationalpark i staten Wyoming er opkaldt efter Grand Teton-bjerget på 4.197 meter, som er det højeste af nationalparkens bjerge. Dybt under Grand Tetons tinde ligger den vidtstrakte dal Jackson Hole. Her ligger også byen Jackson og Jackson Lake, som er en af USA’s største bjergsøer. Den er omkring 25 kilometer lang, 11 kilometer bred og 130 meter dyb. Vandet er iskoldt, selv om sommeren, og om vinteren kan søen fryse til med et næsten to meter tykt islag.
Søen har en del ørred-arter og laks, og til at spise dem er der både havørn, kongeørn og fiskeørn i området. På landjorden lever blandt andet brun og sort bjørn, ulv, puma, hjort og bison. Vi gør et holdt ved søen og stopper også ved Grand Teton-bjergkæden, så der kan tages billeder af udsigten.
Næste stop på vores rejse er Utahs – og mormonernes – hovedstad, Salt Lake City ved Rocky Mountains, hvortil vi ankommer først på aftenen. Vi lægger straks ud med en times sightseeing.
Salt Lake City har navn efter den store saltsø nordvest for byen, Great Salt Lake. Mormonkirken, også kaldet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har sit hovedsæde her i byen, og det kæmpe Salt Lake Temple fra 1894 ligger midt i byens centrum på det 40.000 m2 store torv Temple Square. Selve kirken er lukket for turistbesøg, men vi besøger Temple Square, inden vi tager videre.
Salt Lake City blev grundlagt i 1847 af mormonkirkens store historiske personlighed Brigham Young, som var kirkens 2. profet (præsident). Byen har i dag knap 190.000 indbyggere – omkring halvdelen mormoner – men med oplandet tikker indbyggerantallet op på cirka 1,6 millioner.
Vi kører forbi staten Utahs regeringsbygning, State Capitol med den flotte kuppel, og lægger derefter vejen forbi to af Brigham Youngs residenser, Beehive House fra 1854 og det tilstødende Lions House fra 1856, hvor en del af hans mange koner og børn boede. Flerkoneri var tilladt inden for mormonkirken, og det anslås, at Brigham Young i sit 76 år lange liv havde omkring 55 koner. Nogle af dem boede han dog aldrig sammen med, og sine 56 børn fik han da også ”kun” med 16 af sine koner.
Vi kører også forbi kongrescentret Salt Palace og koncerthuset Philharmonic Hall, inden vi først på aftenen checker ind på vores hotel. Resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 13. Salt Lake City – Bryce Canyon Nationalpark
Vi tager videre sydpå og når om eftermiddagen at nyde de fantastiske scenerier i Bryce Canyon Nationalpark. Bryce er ikke så kendt som Grand Canyon, men er ikke desto mindre en lige så markant og betagende oplevelse.
Navnet Bryce stammer fra en skotsk mormon, der forsøgte at leve i dette tørre og ugæstfri, men naturskønne område. Her finder man verdens mærkeligste bjergformationer, hvis utrolige former og flammende farver lige fra morgenstunden spiller i sollyset og nærmest brænder ved solnedgang. I årevis har mennesker (med lidet held) prøvet at beskrive landskabet, og de har givet de mærkeligt formede klipper navn efter ligheden med tårne, spir, katedraler, gobeliner og eventyrslotte.
De lokale paituite-indianere kaldte det slet og ret ”Stedet, hvor røde klipper står oprejst som mennesker i en grydeformet slugt”. De knastørre omgivelser vidner ikke ligefrem om, at hele vidunderet faktisk er skabt af vand. Vi stopper ved flere udsigtspunkter undervejs, der lader os få det fulde udbytte af det mærkværdigt smukke landskab. Sidst på eftermiddagen checker vi ind på vores hotel ikke langt derfra, og resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 14. Bryce Canyon Nationalpark – Lake Powell – Grand Canyon Nationalpark
Vi kører i dag ind i Arizona og en ny tidszone og får endnu en time forærende. Første stop er Lake Powell – den kunstige sø bag Glen Canyon-dæmningen på Colorado-floden. Vi stopper ved floden og ser det
imponerende dæmningsværk.
Derefter er turen kommet til det store naturfænomen Grand Canyon. Grand Canyon er verdens største kløft med helt ufattelige dimensioner: dybde: 1,5 kilometer, bredde: 7-30 kilometer, længde: 3-400 kilometer. På gode dage rækker sigtbarheden på stedet over 300 kilometer.
Vi tilbringer eftermiddagen i Grand Canyon Nationalpark, hvor de mange udsigtspunkter ved South Rim byder på meget forskelligartede udsigter over det imponerende landskab. Udsigtspunkterne ligger på slugtens flade top, der oprindeligt har været en flodslette, indtil Coloradofloden begyndte at grave sig ned gennem de bløde klippeformationer og danne det utrolige netværk af slugter og floddale, der i dag udgør et af verdens mest betagende syn.
Først på aftenen forlader vi Grand Canyon og kører til vores hotel ikke langt fra nationalparken. Aftenen er til fri disposition.
Dag 15. Grand Canyon Nationalpark – Las Vegas
Vi krydser statsgrænsen til Nevada for at opleve en af turens store kontraster til den fredfyldte natur: Las Vegas. På vejen kører vi forbi Seligman, en lille by ved den legendariske Route 66, hvor tiden synes at have stået stille siden 1960’erne. Seligman blev anlagt i 1880’erne som et stop på jernbanen mod vest. Da hovedvejen Route 66 kom til i 1920’erne, tog byen også imod rejsende på hjul, der kunne få benzin på bilen, mad i maven på en af de mange cafeer, og en seng på et af byens moteller. Mange af de gamle skilte ses endnu i gadebilledet, og du kan købe en lille Route 66-souvenir med på vejen i byens gavebutik.
Om eftermiddagen når vi Crazy City USA (1,9 millioner indbyggere) med glimmer og neon overalt og bruger et par dage i hedonismens hovedstad.
Om aftenen skal vi på en rundtur på hovedgaden The Strip, inden hotelværelset kalder.
Dag 16. Las Vegas. På egen hånd
Las Vegas, lastens hule, blev i 30’erne opført af mafiaen midt i ørkenen i den liberalt indstillede delstat Nevada,
hvor de ekstremt tørre jorder ikke gav så mange andre indtægtsmuligheder end kasinoer og barer. Uanset eventuelle fordomme kan man næsten kun imponeres og begejstres over den surrealisme, byen udstråler. De store kasinoer er opført omkring forskellige temaer, fra middelalderen og det gamle Rom til sørøvere og cirkus. På Luxor er man hensat til det gamle Egypten, og ved Treasure Island befinder man sig pludselig midt i kampen mellem pirater og englændere. To krigsskibe i naturlig størrelse, eksplosioner, krudt og kugler samt rigeligt med stuntmen danner rammen om et vaskeægte søslag midt i ørkenen.
Las Vegas gør sig bedst i de mørke timer med al sin glimmer og glamour. Om dagen kan man udforske de utrolige kasinoers indre, hvor der er både vandfald, eksotiske haver, gondoler og pariserhjul. Der er også mulighed for at få afløb for shoppetrangen i byens lagersalg og outlets, hvor mærkevarer kan købes til nedsat pris.
Dag 17. Las Vegas – Mojaveørkenen – Los Angeles
Vi forlader Las Vegas og fortsætter rejsen gennem Mojaveørkenen, der dækker omkring 35.000 km2 og går ind over fire stater; vi nøjes dog med at køre i to af dem.
Ørkenen er opkaldt efter mojaveindianerne, som har reservater i området. På trods af tørken (her falder sjældent mere end 250 millimeter regn om året), menes her at vokse et sted mellem 1.700 og 2.000 plantearter. Den mest kendte, som nærmest er blevet ørkenens signaturplante, er joshuatræet (Yucca brevifolia).
Der ligger flere naturreservater i Mojaveørkenen, og her lever en stor variation af firben og slanger, blandt andet boa og klapperslange.
Mojaveørkenen kan bryste sig af en rekord: Her ligger Nordamerikas varmeste område med det sigende navn Death Valley. I Dødens Dal er der målt temperaturer på op til 56,7 grader celsius.
Først på eftermiddagen når vi Los Angeles og kører straks på en sightseeingtur. Vi skal gennem downtown og blandt andet tage en tur ned ad Hollywood Boulevard, hvor filmstjerner siden 1958 har sat deres håndaftryk på Hollywood Walk of Fame. Vi skal også se den klassiske biograf Graumann’s Chinese Theatre fra 1927 såvel som Kodak Theatre, hvor oscaruddelingen finder sted hvert år. Vi lægger også vejen forbi det rige Beverly Hills med den dyre shoppinggade Rodeo Drive.
Vi checker ind på vores hotel sidst på eftermiddagen, og herefter står det enhver frit for at kaste sig ud i L.A.’s velforsynede restaurant- og natteliv. Føler du dig draget af ægte Los Angeles-strandkultur, er Venice Beach et must. Her oplever man den mest excentriske del af lokalbefolkningen udøve sport, gøgl og mere eller mindre mærkværdige fritidssysler. Los Angeles har en flot, moderne og sikker metro, der tilmed er ganske billig. Alle stationer bevogtes, og alt foregår i ro og orden.
Dag 18. Los Angeles – Fresno
Vi har formiddagen på egen hånd i Los Angeles, inden vi først på eftermiddagen forlader underholdningsbyen og kører mod Fresno, hvor vi ankommer først på aftenen. Vi kører en lille orienterende tur gennem byen, inden vi checker ind på vores hotel. Resten af aftenen er til fri disposition.
Fresno er en by med omkring en halv million indbyggere, der begyndte sit liv sidst i 1800-tallet som en station i Southern Pacific Railroads jernbanenet. Her er en afdeling af Metropolitan-museerne, Fresno Metropolitan Museum of Art and Science, og et kunstmuseum.
Dag 19. Fresno – Yosemite Nationalpark – San Francisco
Dagens rute går gennem Central Valley, bedre kendt som USA’s spisekammer. På grund af
klimaet dyrkes her grøntsager året rundt, og frugten ender blandt de bedste og mest velsmagende i forretningernes kølediske. Senere kører vi ind i det klippefyldte bakkelandskab, der i slutningen af forrige århundrede var centrum for den berømte guldfeber, som blandt andet sikrede Californiens position som den folkerigeste stat i unionen.
Vi har kurs mod Yosemite Nationalpark, der er berømt for sin dramatiske natur. Centralt i parken er en snæver dal omgivet af dramatiske klipper og smukke vandfald. Parkens dyreliv strækker sig fra pumaer over elge til frække og sjove vaskebjørne, som ikke går af vejen for et rask tyveri af madvarer eller andre spændende ting, hvis lejligheden byder sig.
Dagens endemål er San Francisco ved Stillehavskysten, som vi når sidst på eftermiddagen. Vi skal på en kort aften byrundtur gennem de spændende og charmerende kvarterer i centrum, og afslutter med en god middag.
Dag 20. San Francisco
Selvom San Francisco er en typisk amerikansk storby fuld af kontraster, hvor prægtige bygninger og forretninger ligger side om side med forfaldne og fattige kvarterer, har byen formået at fastholde en lille bys hyggelige atmosfære. Åbne sporvogne slæber sig op ad byens stejle gader med palmer, lave bygninger og
forbavsende lidt trafik. I dag skal vi på byrundtur fra morgenstunden og få et grundigt indtryk af San Francisco.
Vi skal blandt andet se Golden Gate Bridge, downtown og forskellige kvarterer i byen såsom Little Italy og byens store Chinatown, der er som en lokal filial af Kinas mægtige havneby Shanghai. Men til forskel fra den moderne kinesiske moderby har man her bevaret den gamle kinesiske atmosfære med et mylder af små specialforretninger og restauranter mellem et hav af kulørte skilte med kinesiske skrifttegn.
Halvvejs mellem Chinatown og San Franciscos orange-røde varemærke, den 2.730 meter lange Golden Gate Bridge, ligger Fisherman's Wharf. Den hyggelige havnefront tiltrækker turister fra alle verdenshjørner, gøglere og tusindkunstnere. Det er også herfra, bådene til den berygtede fængselsø Alcatraz afgår.
Vi skal på en havnerundfart, hvor vi blandt andet sejler rundt om Alcatraz – dog uden landgang – og under Golden Gate Bridge.
Resten af eftermiddagen er afsat til, at du på egen hånd kan gå på opdagelse i San Franciscos gader. Om aftenen mødes vi til afskedsmiddag på en restaurant ude i byen.
Dag 21. Afrejse fra San Francisco
Vi tjekker ud af vores hotel og tager i lufthavnen.
Dag 22. Ankomst til Billund
