Albatros Travel

Vietnam – helt tæt på 

Vietnams højdepunkter for den aktive rejsende, der vil ind på livet af landet og dets befolkning – med dansk-vietnamesisk rejseleder, 16 dage

Albatrosrejsen for dig, der vil opleve vietnamesernes Vietnam. Vi ser alle Vietnams bedste seværdigheder som kejserpaladset i Hué, det frugtbare Mekongdelta og Vietcongs labyrintiske tunnelsystem ved Saigon. Vi sejler rundt mellem tusindvis af kalkstensklipper i den usigeligt smukke Halongbugt. Vi fortaber os mellem livlig fortovshandel og myldrende motorcykler i Hanoi. Og vi tager på flydende marked mellem hundredvis af godt belæssede robåde på Mekongfloden.

Men vi går også et skridt videre og overnatter i en bjergstammes pælehuse og hos en landmandsfamilie på en ø midt i Mekongfloden. Vi besøger små familieforetagender og prøvesmager Mekongdeltaets tropiske frugter, som vi selv plukker ned fra træerne. Derudover har rejselederen et helt særligt indblik i landets kultur, idet han er født i Vietnam. Anton Le kom til Danmark som 12-årig og har boet det meste af sit voksne liv her, men er nu flyttet tilbage til Vietnam. Vi har været så heldige at blive inviteret til frokost hos Antons familie i den landsby, han voksede op i, hvor han også tager os med til sin gamle skole.

Med hensyn til transport gør vi som vietnameserne selv. Vi tager cyklen rundt i den gamle kejserby Hué og ud i bjergområderne uden for Hanoi. I Hoa Binh-provinsen, hvor de etniske minoritetsfolk lever som for århundreder siden, vandrer vi ud mellem rismarker og kalkstensbjerge. Nede i Mekongdeltaet – Vietnams overdådige riskammer og frugthave – hopper vi om bord på en båd og glider stilfærdigt rundt mellem saftiggrønne rismarker og tropiske frugthaver. Men der bliver også tid til at nyde udsigten i fred og ro gennem busruden, og med indenrigsfly få tilbagelagt en masse kilometer i en fart. Vietnam er jo et stort land, og vi vil gerne have det hele med.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Hverken på cykel- eller vandreturene er det nødvendigt at være den store sportsmand. Det hele foregår i et roligt tempo, så alle kan være med, og det er altid muligt at springe fra undervejs. Vi har en minibus med til dem, som skulle have lyst til at springe en cykeltur over.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi mødes i Københavns Lufthavn og sætter snart kursen mod Hanoi i Vietnam.

Dag 2. Ankomst til Hanoi. Cykeltaxa-tur i den gamle bydel
Vi lander i Hanoi og kører til hotellet, hvor vores vietnamesiskfødte rejseleder orienterer om de næste dages oplevelser i dette vidunderlige land.

Hanoi er Vietnams hovedstad og centrum for landets kulturelle og politiske liv. Byen er vidunderligt smuk med sine brede boulevarder, flotte bygninger i fransk kolonistil, storslåede templer og naturlige søer. De seks millioner indbyggere drøner rundt i et virvar af cykler og scootere, og vi gør ligesom dem og springer op på bagsædet af en af byens mange cykeltaxaer. I den charmerende gamle bydel kommer vi forbi hyggelige huse, små specialbutikker og gamle, oprindelige gadeskilte fra dengang, en gade blev opkaldt efter, hvad der blev forhandlet i den. Mange vietnamesiske familier driver små virksomheder og sælger deres produkter på fortovet. Her findes også masser af små, lokale markedspladser, og vi gør stop ved et af dem undervejs på vores cykeltaxa-tur.

Dag 3. Hanoi – Hoa Binh – Lac. Cykeltur og overnatning i pælehus hos lokal stamme
I dag tager vi hul på den mere aktive del af rejsen, når vi skal cykle mellem risterrasser og høje bjergtoppe i det bedårende smukke område i Vietnams nordøstlige hjørne. Første stræk foretager vi dog i bus. Turen går gennem smukke dale og bjergområder til byen Luong Son. Herfra cykler vi de cirka 25 kilometer til byen Hoa Binh, der er hovedby i provinsen af samme navn. I områdets bjerge omkring byen Mai Chau bor mange af Vietnams etniske minoritetsfolk, til sammen kendt som bjergstammerne. De fleste stammefolk lever på helt traditionel vis, som de har gjort i flere hundrede år, og viser gerne deres hjem og levevis frem for besøgende.

Efter en frokost i Hoa Binh fortsætter vi med bus længere ind i bjergstammernes maleriske egn. Vi cykler de sidste syv kilometer mellem de grønne rismarker til landsbyen Lac, hvor minoritetsgruppen ”hvid thai” lever. Thai-gruppen er en af de største minoritetsfolk i Vietnam og er delt op i mindre grupperinger med farveangivelser som sort, rød og hvid thai. Ingen ved rigtig hvorfra farverne stammer, eller hvad de skal angive, men fælles for alle thai’erne er traditionen for dans og musik, som de ofte optræder med.

Vi får i dag et unikt indblik i dagliglivet hos en af landets bjergstammer, da vi har fået lov til at overnatte hos hvid thai-stammen i deres traditionelle pælehuse. Forholdene er simple, men her er rent og pænt.

Dag 4. Lac – Hanoi. Naturskøn vandretur
Når vi har sagt farvel til vores værter, går vi en tur ud i de billedskønne naturomgivelser, hvor rismarkerne kryber i terrasser op ad kalkstensbjergene. Her kan vi hilse på endnu flere af de forskellige lokale minoritetsfolk og lære mere om deres levevis. Der bliver også tid til et besøg i et privat hjem, hvor vi med egne øjne kan opleve den anderledes hverdag i dette fjerne hjørne af verden. Vandreturen varer cirka 2,5 time inklusive besøg, pauser og så videre. Efter frokost kører vi med bussen tilbage til Hanoi.

Dag 5. Hanoi. Byrundtur, kørsel til Halongbugten
I dag skal vi se nærmere på nogle af Hanois mange seværdigheder. Vi starter ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum, hvor den store landsfaders jordiske rester siden hans død i 1969 er blevet opbevaret i en glassarkofag. Mausoleet er dog lukket hvert år i oktober-november, hvor den balsamerede præsident sendes til Moskva og får en ansigtsløftning post mortem. Turen går videre til det imponerende præsidentpalads, der oprindeligt blev bygget til guvernøren for det dengang fransk koloniserede Indokina. Det gamle palads er bygget i klassisk kolonitidsstil og yderst velholdt.

I skarp kontrast til det statelige præsidentpalads står Ho Chi Minhs simple hus, der ligger bag ved mausoleet. Det lille hus er bygget på pæle med traditionelle, vietnamesiske landhuse som forbillede. Huset, der står præcis som Ho Chi Minh efterlod det, ligger idyllisk i en velfriseret have direkte ned til en stor, fiskefyldt sø. Det er svært at forestille sig, at strategierne for kampen mod Sydvietnam blev lagt i dette fredfyldte univers.

Vi vender os bagefter mod nogle af Hanois religiøse seværdigheder. En af Hanois mest berømte pagoder, En-søjle-pagoden, blev bygget af kejser Ly Thai Tong i 1049 til ære for den barmhjertige gudinde Quan Am, som havde vist sig for ham og lovet ham en søn og dermed en arvtager. Pagoden er af træ og bygget på en enkelt stensøjle. Den skal symbolisere en lotusblomst, der stiger op af Sorgens Hav. Litteraturtemplet – som er et af landets bedst bevarede eksempler på traditionel arkitektur – blev bygget i år 1070 af kejser Ly Thanh Tong til ære for den kinesiske filosof Kungfutse. Templet blev i 1076 omdannet til Vietnams første universitet, så mandarinernes sønner havde et sted at uddanne sig. Kejser Le Thanh Tong beordrede i 1484, at der skulle opstilles en stenplade for hver ung mand, der modtog en doktorgrad som afslutning på sin uddannelse. Det var dog meget svært at opnå en doktorgrad. I løbet af de godt 300 år, skikken fandtes, er det kun blevet til 82 opstillede mindeplader.

Om eftermiddagen kører vi fra Hanoi østpå mod Vietnams naturstolthed nummer ét, Halong-bugten. Busturen hertil går gennem maleriske rismarker, over brusende floder og gennem travle landbrugsområder, hvor den effektive befolkning kan få plads til de utroligste ting på en enkelt scooter.

Den naturskønne køretur er dog intet imod det, der venter os i Halong-bugten. Vi overnatter tæt på kajen, hvorfra bådene, der sejler ud i den underskønne bugt, afgår. Dog må vi vente lidt endnu med at komme ud på det turkisgrønne vand og i stedet nyde synet fra landjorden.

Dag 6. Sejltur i Halongbugten, vanddukketeater i Hanoi, nattog til Hué
Så er det blevet tid til at gå om bord i båden og glide ud i den eventyrligt smukke Halongbugt. Mere end 3000 kalkstensbjerge hæver sig op over det blågrønne vand og danner en sand labyrint. Her er en magisk atmosfære præget af det skiftende lys, de mange fiskere i deres små både og de utallige grønklædte klipper i alverdens former. Sammen med kun 180 andre naturskønne pletter på verdenskortet er Halong-bugten at finde på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Nogle af klipperne i bugten er store nok til at være små øer, hvor fiskerfamilier bor i små landsbyer. Vi går i land og besøger en af dem. Fiskerne lever af at sælge deres fangst til forbipasserende både, og mon ikke også vi kan se frem til en frokost med frisk fisk fanget i den bugt, vi sejler rundt i?

Vandet har skabt store grotter i den porøse kalksten på mange af klippeøerne. Vi går i land og kigger nærmere på den smukke Thien Cung-grotte, hvor drypstenene kan fremvise de mest fantastiske former. En lang trappe fører op til toppen af grotten, hvorfra vi har en fabelagtig udsigt over bugten.

Efter en uforglemmelig sejltur i Halong vender vi om eftermiddagen tilbage til Hanoi. Undervejs gør vi et ophold ved en lille landsby, hvor vi går en tur og hilser på lokalbefolkningen. Om aftenen skal vi overvære en forestilling med det berømte vanddukketeater, der er en tusind år gammel vietnamesisk teaterform.

Sidst på aftenen stiger vi om bord på toget "Genforeningsekspressen", hvor vi skal tilbringe natten, mens vi transporteres til kejserbyen Hué. Vi har reserveret plads på togets bedste klasse i fire-personers sovekupéer. Kupéerne er komfortable, men man må ikke forvente den store luksus.

Dag 7. Hué. Sejltur på Duftenes Flod, cykeltur i Citadellet
I løbet af formiddagen triller vi ind på banegården i Hué, hvorefter vi kører til vores hotel for at spise morgenmad og få et bad efter togturen. Herefter begynder vi udforskningen af Hué.

Hué er historisk set Vietnams mest interessante by med mange monumenter fra tiden, da Vietnam blev regeret af skiftende kejsere. Byen blev grundlagt i år 300 f.Kr. og var kejserhovedstad under Nguyen-dynastiet i 1802-1945. Vi skal ud at sejle på Duftenes Flod (Song Huong), der løber gennem Hué. Vi sejler ud til Thien Mu-pagoden, der er blevet et slags uofficielt symbol på den gamle kejserby. Den 21 meter høje pagode ligger smukt placeret på en bakke med udsigt over floden. Hver af dens syv etager er dedikeret til en Buddha, som opstår i menneskelig form. Pagoden blev bygget i 1844 af kejser Thieu Tri, men den er blot den seneste af en lang række pagoder, hvoraf den første blev grundlagt allerede i 1601.

Vi har taget cykler med til Thien Mu-pagoden og cykler tilbage til det centrale Hué og kigger nærmere på Citadellet, byens gamle fæstning. Kejser Gia Long påbegyndte i 1804 det store citadel, der er omgivet af en vandgrav og en ti kilometer lang mur. Oprindeligt var muren bygget af jord, men i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede titusindvis af mænd i flere år på at dække murene med et tykt lag mursten. Mange af byens seværdigheder og en stor del af befolkningen har hjemme inden for de to meter tykke mure. Inden for murene ligger kejserpaladset, der er bygget med inspiration fra Den Forbudte By i Kina. Det var her, den sidste kejser Bao Dai abdicerede i 1945. Senere cykler vi en tur rundt i den charmerende Ydre Kejserby, der ligger mellem Citadellets ydermure og Den Indre Kejserby. Vi kommer blandt forbi Ho Tinh Tam (Det Rene Hjertes Sø), der ligger i centrum af Den Ydre Kejserby. Søen, og de to øer i den, blev brugt som udflugtsmål af kejserne, når de havde brug for en pause fra kejserpligterne.

Dag 8. Cykeltur omkring Hué, bus til Hoi An, Marmorbjergene
Vi finder igen cyklerne frem, men begiver os denne gang ud i de landlige omgivelser omkring Hué. Første stop er hos nogle små familieforetagender, hvor de fremstiller røgelsespinde og de yderst populære kegleformede hatte, som vi efterhånden har set på en del vietnamesiske hoveder. Vi cykler videre gennem små landsbyer, over floder og mellem rismarker til kejser Minh Mangs mausoleum. Minh Mang regerede i 1820-40 og var Nguyen-kejsernes mægtigste regent. Hans mausoleum er én af mange spektakulære kejsergrave, der ligger langs Parfume-floden. Selv om hvert gravmæle har sine helt egne kendetegn, er de alle bygget op omkring fem fællestræk, der blandt andet inkluderer stenskulpturer af elefanter og krigere, et lille tempel til tilbedelse af kejseren og selvfølgelig selve graven med de jordiske rester. Minh Mangs grav er sandsynligvis den af dem alle, der udstråler mest majestætisk storhed. Det store kompleks omfatter 40 bygninger, der alle er arrangeret symmetrisk omkring en lige linje gennem det naturskønne område. Selve graven ligger for enden af den lange række af bygninger på toppen af en bakke i en halvmåneformet sø. Graven er omkranset af en høj, cirkulær mur, der skal symbolisere solen.

Vi cykler tilbage til Hué og forsætter rejsen med bus mod idylliske Hoi An. Men inden vi når så langt, gør vi et par stop ved blandt andet Hai Van-passet. Fra 1218 meters højde har vi en skøn udsigt over lagunen Lang Co. Senere kommer vi til Marmorbjergene, der ifølge ældgamle overleveringer repræsenterer de fem elementer inden for Yin Yang-traditionen: vand, træ, ild, metal/guld og jord. Det største og mest kendte af bjergene, Thuy Son, indeholder mange naturlige grotter, der siden Cham-dynastiet er blevet betragtet som helligdomme. Vi nyder den smukke udsigt fra Marmorbjergene og besøger et værksted, der udhugger figurer og kunst i marmor.

Sidste punkt på dagens program er ankomst til Hoi An og indtjekning på vores hotel.

Dag 9. Hoi An. Byrundtur til fods, cykeltur på landet
I dag skal vi til fods opleve Hoi An, Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by. Byens historie går mange tusind år tilbage. Mange bygninger i den gamle bydel – kinesiske, franske og vietnamesiske – er i dag fredede og fremstår som små arkitektoniske perler, der på næsten mystisk vis har overlevet de mange krige og uroligheder. Hoi An kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1999. Byen har altid været kendt som en travl handelshavn, og i 1700-tallet kom her især handelsskibe fra Holland, Portugal, Kina og Japan og handlede med silke, papir, te, elfenben og kinesisk medicin.

Vi slentrer rundt i de smalle gader omgivet af gamle kinesiske huse og templer. Hoi An var en af kinesernes første kolonier i Vietnam, og der lever stadig mange etniske kinesere i byen. Flere af de forskellige kinesiske grupperinger har deres eget forsamlingshus, hvor de tilbeder forskellige kinesiske guddomme. Vi kigger indenfor i Fujian-kinesernes forsamlingshus, som nu er et tempel for Thien Hau – en guddom fra den kinesiske Fujian-provins. Vi krydser også Den Japanske Bro, som japanerne byggede i 1593 for at forbinde den japanske bydel på den ene side af floden med den kinesiske på den anden side. Japanerne byggede broen rigtig solidt, for de frygtede jordskælv, som de kendte hjemmefra. Broen blev overdækket for at beskytte den mod sol og vind og dekoreret med de smukkeste japanske ornamenter.

Om eftermiddagen tager vi en cykeltur ud af byen og besøger et par landsbyer. Turen er smuk, og vi får med egne øjne set, hvordan de vietnamesiske landmænd arbejder med vandbøfler spændt for ploven. Her dyrkes masser af ris og opdrættes fisk og rejer. Vi ender ved en af Vietnams smukkeste strande, hvor vi har et par timer til afslapning, inden vi cykler tilbage til Hoi An.

Dag 10. Hoi An på egen hånd
Dagen i dag er afsat til, at man i ro og fred kan slentre rundt i Hoi An og selv opdage de seværdigheder, man har lyst til at udforske nærmere. Den gamle bydel virker tiltrækkende på de fleste besøgende og kan sagtens bære endnu et besøg. Man fortaber sig hurtigt i de små gader, og fine, velbevarede huse venter omkring hvert et hjørne. Her er også et fint udvalg af smukke templer og pagoder, der stadig bruges flittigt af troende vietnamesere. Vil du hellere bruge denne fridag til at få stillet shoppelysten, er du kommet til det rette sted. Handlen har blomstret her de sidste mange hundrede år, og byens beboere har ikke glemt, hvordan man gør. Tøj og sko er det store hit her – det siges, at her er over 500 skræddere – men kunsthåndværk og alverdens smånips er her også masser af.

Dag 11. Hoi An – Saigon, sejlads på Mekongfloden til An Binh-øen
Efter morgenmaden forlader vi Hoi An og kører til lufthavnen i Danang. Vi flyver til Saigon, hvorfra vi fortsætter til Cai Be ved bredden af Mekong-floden. På vejen til Cai Be besøger vi et tempel for Cao Dai-religionen, der er en farverig og kompliceret vietnamesisk trosretning.

I Cai Be går vi om bord på båden, der skal sejle os op ad den travle flod. Mekong snor sig som en livsnerve gennem store dele af Sydøstasien, og her i det enorme delta sprudler livet og frodigheden for alvor. Når vi sejler ind i de mindre kanaler er der mulighed for at sejle med robåde, hvilket er en speciel oplevelse. På denne måde kommer vi helt tæt på landsbyerne og bøndernes hverdagsliv.

Vi gør flere stop undervejs på sejlturen og kan selv plukke og smage de mange tropiske frugter, der vokser i området. De fleste af Mekongdeltaets frugtplantager er familieejede, og vi besøger et par stykker af dem og ser hvordan det foregår, når der for eksempel skal produceres kokos-slik og popcorn lavet af ris. Turen går videre ad den mægtige Mekong, og snart kan vi gå i land på øen An Binh. Den lille ø er typisk for de mange småøer, der ligger spredt ud over hele det enorme floddelta. Befolkningen her er helt afhængig af floden, som de bruger som markedsplads og transportmiddel. Stemningen her er tilbagelænet og meget imødekommende, og vi skal nok få en uforlignelig oplevelse, når vi skal bo i traditionelle vietnamesiske hjem på An Binh. Ligesom hos hvid thai-folket i Lac kan vi forvente rene, men simple, overnatningsforhold.

Dag 12. Cykeltur på An Binh, sejlads til Vinh Long, bus til Soc Trang
Efter morgenmad sætter vi os på cyklerne og kører på opdagelse på An Binh. På cykelturen kigger vi blandt andet forbi et lokalt marked, en kirke og en skole. Glade smil og vinkende børn er hyppige syn her i området, og en cykeltur er den helt rigtige måde at komme tæt på livet i Mekong-deltaet.

Vi slutter vores ophold på An Binh af med en frokost, inden vi fortsætter med båd op ad floden. Vi sejler til byen Vinh Long, hvorfra vi kører med bus til Soc Trang. Byen er kendt som en slags hovedstad for befolkningsgruppen khmererne. Normalt forbindes khmererne med Cambodja, men der lever omkring en million her i det sydlige Vietnam.

Dag 13. Byrundtur i Soc Trang, besøg i rejselederens landsby, bus til Can Tho
Vi skal ud at kigge lidt nærmere på Soc Trang og begynder dagen med at gå en tur igennem byens farvestrålende marked. Derefter besøger vi Chua Doi-pagoden, der også er kendt som Flagermuspagoden. Allerede inden vi kommer frem til pagoden, vil vi sandsynligvis kunne høre hvorfor: Tusindvis af flagermus holder til i træerne omkring pagoden, og de giver ikke just arbejdsro til de munke, der bor i klosteret, som pagoden hører til.

Vi skal også se en af byens andre pagoder, nemlig den såkaldte Lerpagode, eller Chua Dat Set. Udefra ser den ikke ud af så meget, men indenfor venter en overdådighed af farvestrålende buddha-figuer og andre symboler. Alt er lavet hundrede procent i ler, inklusive det buddha-prydede alter der alene er fremstillet af fem tons ler. Munken Ngo Kim Tong dedikerede sit liv til at udsmykke pagoden og brugte 42 år på opgaven.

Vi ser et museum for khmer-kulturen, inden vi kører til rejselederen Antons landsby, Long Phu, der ligger 18 kilometer fra Soc Trang. Nu har vi chancen for at komme helt ind på livet af ”den almindelige vietnameser”, når vi spiser frokost med Antons familie. Bagefter går vi en tur rundt i landsbyen og hilser på lokalbefolkningen. Vi skal nok tiltrække os noget opmærksomhed, for her er det ikke hver dag, man får høje, lyse, europæiske gæster. Vi besøger også Antons gamle skole, hvor han gik, indtil han forlod landet i 1989. Børnene på små, vietnamesiske skoler ude på landet bliver altid glade for kuglepenne, tuscher eller lignende. Så har du noget af den slags liggende, er du meget velkommen til at tage det med.

En oplevelsesrig dag afsluttes med kage med kaffe, inden vi kører til Can Tho. Byen er Mekongdeltaets hovedstad med cirka 500.000 indbyggere.  

Dag 14. Can Tho. Flydende marked, byrundtur i Saigon
Efter morgenmaden skal vi igen ud at sejle på Mekongfloden. Vores mål er det flydende marked i Cai Rang. Hver morgen fyldes floden med husbåde og longtail-både læsset med friske frugter og grøntsager i alverdens farver og former. Dette er Sydøstasiens største flydende marked, og overalt summer det af aktivitet. Vi sejler videre ind i nogle af Mekongs mange små og snævre bifloder og lægger indimellem til og går på opdagelse på land.

Efter nogle herlige dage i Mekongdeltaet kører vi nu til Saigon. Denne sprudlende storby hedder officielt Ho Chi Minh City, selv om meget få bruger dette nye navn om byen. Saigon i det sydlige Vietnam er markant anderledes end hovedstaden Hanoi nordpå. Her er gadebilledet domineret af store, moderne bygninger, farverige reklameskilte, spritnye biler og bogstaveligt talt millioner af scootere. Lokalbefolkningen er også noget mere vant til udlændinge, og mange taler engelsk.

Vi tager på byrundtur til nogle af Saigons mange historiske seværdigheder. Vi besøger blandt andet Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset. Paladset er en klassisk konstruktion bygget i 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Vi får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når vi vandrer gennem de store sale, der står præcis, som de blev efterladt i 1975. Det var nemlig her, en nordvietnamesisk tank den 30. april 1975 kørte gennem gitterporten, og Viet Cong afsatte Sydvietnams præsident. Turen går videre til det gamle Posthus og Notre Dame-katedralen, der blev bygget i årene 1877-1883, og som har to 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses langt væk fra. Senere kører vi til byens største marked, Ben Thanh-markedet. På dette store indendørs marked kan man købe stort set alt, hvad man kan tænke sig.

Dag 15. Saigon. Cu Chi-tunnellerne, tid på egen hånd og afrejse
Efter morgenmaden tager vi på formiddagsudflugt til de berømte Cu Chi-tunneller. Det enorme tunnelsystem blev skabt af Viet Cong under krigen mod franskmændene og i Vietnam-krigen. Tunnellerne blev bygget i perioden 1940-60 og strækker sig til sammen over 200 kilometer. Tunnelsystemet, der blandt andet rummede opholdsrum, køkken, kommandocentraler og hospitaler er nogle steder på tre etager. For de eventyrlystne bliver der mulighed for selv at krybe ned i de smalle tunneller, dog i specielle turistvenlige udgaver.

Resten af dagen frem til afrejse er til fri disposition, så der er tid til at gøre de sidste indkøb eller smutte ind på et af byens mange museer og få de sidste indtryk af Saigon inden afskeden.

Dag 16. Ankomst til København
Vi lander i København med bagagen fuld af en masse oplevelser og et helt særligt indblik i den vietnamesiske kultur.

Om rejselederen Anton Le
Anton blev født i den lille landsby Long Phu i det sydlige Vietnam. Vietnamkrigens efterdønninger, en stram kommunistisk linje og generel politisk uro gjorde livet svært for mange vietnamesere i 70’erne og 80’erne. Anton gjorde som så mange andre og flygtede i 1989 ud på havet.

Som bådflygtning kom Anton til Malaysia, hvor han i fire år opholdt sig i forskellige flygtningelejre. I 1992 sluttede mange års kaos med flugt, fængsel og lejre, da Anton kom til Danmark. Her uddannede Anton sig til serviceøkonom og lærte at tale flydende dansk. I 2005, efter 13 år i Danmark, besluttede han sig for at vende tilbage til sit fødeland for at arbejde i turistbranchen. 

På rejsen kan du høre mere om Antons historie. Hvorfor og hvordan flygter man fra sit hjemland i så ung en alder? Hvordan kommer man videre efter fire år i en flygtningelejr? Hvad fik Anton til at vende tilbage til Vietnam?

Rejsemål

FAKTA OM VIETNAM

Hovedstad: Hanoi
Indbyggere: 90,5 mio.
Sprog: vietnamesisk
Religion: buddhisme
Valuta: dong
Klima: syd: tropisk klima, nord: monsunklima med varm og tør sæson oktober-marts og meget varm regnsæson maj-september

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00