Albatros Travel

Praktiske oplysninger 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Pas/visum
Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato.
Der kræves ikke visum til Vietnam for ophold på under 15 dage, men paskopi skal fremsendes til Albatros Travel.

Der kræves altså ikke visum på denne rejse, da selve opholdet i Vietnam er på 15 dage, dog skal paskopi fremsendes til Albatros Travel.

Vi anbefaler endvidere at man medbringer en fotokopi af passet på rejsen. Ved indrejse i Vietnam får man et sæt ind- og udrejse-papirer og tolderklæring, som bliver udleveret i det endelig fly til første destination i Vietnam. Husk det er vigtigt at passe på udrejse-papirerne, der skal afleveres, når landet forlades.

Vaccinationer og sundhed
For at gennemføre rejsen i Vietnam skal man være i almindelig god form. Såfremt der skal vises særlige helbredsmæssige hensyn på rejsen, skal vi henstille til den rejsende, at rejsebureauet underrettes allerede ved rejsens bestilling.

Inden turen bør man sikre sig, at man har evt. vaccinationer i orden. Generelt anbefales det, at rejsende til Vietnam vaccineres mod følgende: Smitsom leverbetændelse (vi anbefaler Havrix, hvor du efter første vaccination er beskyttet mindst i 2 år, og efter revaccination 1-2 år efter første vaccination, opnår du en beskyttelse i mindst 30 år) og tager Malaria Prophylaxis. For alle rejser til Vietnam gælder, at man som minimum skal være vaccineret mod stivkrampe og difteri.

Herudover anbefales det, at man kontakter egen læge eller:

Sjælland
Rejseklinikken v. Mogens Rishøj
Ordrupvej 60, 4
2920 Charlottenlund

Tlf. +45 39 630115
Fax +45 39633115
kontakt@rejseklinikken.dk
www.rejseklinikken.dk

Åben hverdage 9-16
Albatros Travels kunder får 10% rabat.

Her kan man også få oplysninger om, hvad man bør vaccineres mod ved rejser i hele verden.

På rejser til Vietnam kan man komme ud for ”turist-mave”, halsonde fra aircondition på værelset og i bussen, samt små sår forårsaget af det tropiske miljø. 

Solskoldning og hedeslag: Solen er stærk, selv når det er overskyet. Vinterhvide danskere skal ikke have ret mange minutter i solen for at blive alvorligt skoldet. Husk på stranden også at smøre ørerne, nakken og oversiden af foden med solcreme. Brug T-shirt ved snorkling og lig ikke for længe i solen. Husk at skoldning først ses og mærkes, når solen er gået ned. Går man rundt i flere timer ved de store seværdigheder, bør man købe sig en stråhat el.lign. - dette gælder ikke mindst for tyndhårede personer. Let kvalme, hovedpine, svimmelhed og generel utilpashed er typiske tegn på væskemangel. Tag kroppens signaler alvorligt, overvind kvalmen ved at drikke en liter væske - ubehaget forsvinder omgående.

Denne liste over medikamenter dækker de fleste rejsendes behov: Smertestillende piller, stoppiller mod diarré (f.eks. imodium), myggebalsam, elastikbind, plaster, solcreme (høj faktor), læbepomade (høj faktor), strepsil/hexokain.

Rejseforsikring
Selv om Vietnam ikke er et farligt land at rejse i, kan der opstå sygdom eller andre situationer, hvor man får brug for hjælp. Det er derfor obligatorisk at været sikret gennem en rejseforsikring, idet det gule sygesikringsbevis ikke dækker rejser til Vietnam. Det tilrådes at tegne en rejseforsikring, der dækker såvel tyveri og beskadigelse af bagage som udgifter i forbindelse med sygdom og hjemtransport.

Albatros Travel er gerne behjælpelig med tegning af en Gouda rejseforsikring. Er man 70 år eller derover, skal dette oplyses til Albatros Travel, da der inden forsikringen kan tegnes, skal indhentes en forhåndsgodkendelse fra Gouda.

Lider man af kroniske sygdomme, bør man kontakte forsikringsselskabet for at afklare dækningsgraden ved eventuel sygdom. Husk det er dit eget ansvar, at forsikringen har den fornødne dækning.

Beklædning
Vietnameserne ser for os ud til at gå meget afslappet klædt, men reelt gør de meget for at have en pæn fremtræden og være velklædte. Der er dog ingen grund til at medbringe aftenkjoler og jakkesæt. Da vores rejser er forholdsvis forholdsvis aktive rejser, er det vigtigst, at tøjet er praktisk og behageligt. Shorts (ikke for korte), og ærmeløse bluser kan anvendes begrænset, og man skal være specielt opmærksom på beklædning i templer etc. Beklædningen må ikke være stødende: Bermudashorts, bukser, nederdel, løs T-shirt, skjorter, sko, sandaler, etc. går an – men f.eks. korte shorts, ærmeløse bluser, stramme T-shirts og klip-klapper er ikke velanset.

Klima
Vietnam ligger nord for ækvator og har tropisk klima i syd, subtropisk klima i nordøst og højlandsklima i nordvest.

Afhængig af årstiden, højden og om man er i nord eller syd, kan man opleve op til 38° og helt ned mod 5° C. Der er generelt ikke nogen dårlig sæson i Vietnam. Når en region er regnfuld og kold, eller varm og fugtig, er der altid en anden region, der er solfyldt og behagelig varm. I Vietnam finder man et utrolig varieret vejrsystem, fordi landet er så langstrakt.

På grund af aircondition på hotellet og bussen vil en let trøje (f.eks. fleece) eller en let sommerjakke være anvendelig. En paraply er god mod både regn og stærk sol.

Ud- og hjemrejse
Det er det eget ansvar at være fremme i lufthavnen i god tid. Det kan for eksempel være minimum 1½ time før annonceret flyafgang. Bemærk også, at der kan være krav om tidligere fremmøde. Da bagagen højst må veje 20 kg i flyet til Vietnam, og der også skal være plads til diverse indkøb, er det en god idé ikke at medbringe for meget ved udrejsen. Der er normalt mulighed for, mod betaling, at få vasket tøj på alle hoteller.

Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og -tid i Københavns Lufthavn. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, der benyttes på rejsen.

Flyrejse til/fra Vietnam
Transporten til og fra Vietnam foregår med de store internationale luftfartsselskaber. Det er bekvemme fly med servering af gratis mad og drikke. Er man diabetiker eller har behov for anden speciel forplejning, bør man kontakte en af vores rejsekonsulenter. Under flyvningen er rygning totalt forbudt.

På vores grupperejser vil der altid være en repræsentant fra bureauet til stede ved check-in i Københavns Lufthavn. Ofte er det rejselederen selv, der er til stede og flyver med gruppen til Vietnam. Til tider vil rejselederen dog først tage imod gruppen ved ankomsten til Vietnam, og i sådanne tilfælde bedes nedenstående plan studeret nøje. Her følger en kort punkt for punkt-gennemgang af den typiske rejse fra Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavn
• De rejsende får udleveret eventuelle rejsedokumenter af bureauets repræsentant eller af rejselederen. Herefter er der check-in.
• Hver enkelt rejsende får udleveret boardingpas samt bagagekvittering. Bagagekvitteringen skal beholdes, da den er endegyldigt bevis på, at bagagen er indleveret. (I tilfælde af bortkommen bagage ved ankomsten, meldes bagagen savnet ved brug af denne kvittering.)
• Repræsentanten eller rejselederen er behjælpelig med check-in, og svarer på praktiske spørgsmål.
• I afgangshallen er det hver enkelt rejsendes ansvar selv at finde frem til den gate, hvorfra flyet afgår. Man kan således selv disponere tiden indtil afgangen. Nummeret på gaten findes ved at se på skærmene i afgangsterminalen, hvor man kigger efter afgangstid, fly-nummer samt destination, som også findes på boardingpasset.
• Vær opmærksom på, at man skal passere den nye Schengen-paskontrol (i selve afgangshallen finger C) for at komme helt ud til gaten. Der kan være lang kø. Derfor er det vigtig i god tid at bevæge sig ud til gaten.
• Den rejsende skal være ved gaten senest en halv time før afgang.

Om bord på flyet
• Flyveturen til Vietnam tager ca. 16 timer + transittid afhængig af destinationen, og om der skal skiftes fly undervejs, se venligst rejseplanen. Undervejs vil der blive serveret mad og drikke og der vil blive vist film. Rygning er forbudt på hele flyvningen.
• Inden landing vil flypersonalet udlevere følgende blanketter, der skal afleveres til myndighederne i Vietnam:
• A) Passengers Customs Declaration – (tolderklæring)
• B) Arrival Card – (ankomstkort)
• C) Departure Card – (afrejsekort)
• D) Health declaration – (helbrederklæring)
• De skal udfylde BÅDE A, B, C og D. Afrejsekortet, C, skal dog først benyttes ved rejsen tilbage til Danmark.

Vietnamesisk lufthavn
• Her skal de bruge følgende papirer: Pas, korrekt udfyldt Arrival- og Departure Card, tolderklæring og bagagekvittering.
• Hvis rejselederen ikke er med gruppen, er det især vigtigt, at alle rejsedeltagere er opmærksomme på, at gruppen er samlet ved ankomst til lufthavnen af hensyn til den ventende bus, rejseleder etc.
• PAS/VISUMKONTROL: Hav passet parat med billedsiden åben, sammen med de udfyldte Arrival- og Departure Card. Husk at opbevare Departure Card, som De får udleveret, et sikkert sted, da der ellers kan være problemer ved afrejse.
• Når man er kommet igennem pas/visumkontrollen, fortsættes mod bagageudleveringen (markeret med ARRIVAL / LUGGAGE).
• Når man har modtaget bagagen, går man igennem tolden, hvor tolderklæringen afleveres, og videre ud i ankomstområdet, hvor man kan vil blive bedt om at aflevere bagagekvitteringen.
• Den danske rejseleder vil her modtage gruppen i de tilfælde, hvor han/hun ikke flyver med gruppen fra Danmark.

Lufthavnsskat
USD 12 per person betales ved udenrigsafgange og USD 2 (ca. 31.000 dong, jan. 2004) ved indenrigsafgange.

Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Vietnam varierer, alt efter om Danmark har sommer- eller vintertid.
Sommertid: dansk tid + 5 timer
Vintertid: dansk tid + 6 timer

Transport i Vietnam
Bus

Vietnam har ikke helt den samme standard for bustransport, som vi kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt. Det skal dog nævnes, at flere busser er designet efter asiatiske standarder, og derfor kan sæderne være mindre og benpladsen begrænset.

Tog
På togrejser vil man rejse på den bedst mulige klasse, hvor det er muligt. Da der er stor forskel på de enkelte afgange mellem Hanoi og Saigon, kan oplevelsen også være udfordrende. Vi bestræber os på at benytte de bedste forbindelser. Mellem Hanoi og Sapa opererer Victoria-hotellet et luksustog, der er Vietnams svar på Orient-ekspressen, så har man lyst til lidt historie og forkælelse, er det en mulighed her.

Fly
På alle vores rundrejser i Vietnam flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil den danske rejseleder orientere gæsterne angående praktiske forholdsregler i forhold til check-in i lufthavn, samt flyvetid på den pågældende strækning. Under al flyvning og bustransport er der rygeforbud. Der er dog ofte afmærkede områder i togene, hvor rygning er tilladt.

Bagagetransport
De dage, hvor vi skifter hotel, vil vi ofte skulle undvære vores bagage i længere tid. Det skyldes dels, at vi benytter transport såsom bus, fly og tog, hvor man ikke kan have sin kuffert i nærheden, dels at håndteringen af bagagen tager tid. Et typisk hotelskift vil foregå på følgende måde:
• Bagagen sættes ud på gangen foran værelsesdøren senest ½ time før afgang fra hotellet.
• Bagagen indsamles og læsses på bussen, hvor det er muligt, ellers benyttes en særskilt lukket varevogn til næste hotel.
• Sidst på dagen checker vi ind på det ny hotel, hvor vi igen ser vor bagage.
Ved flyrejser:
• Bagagen indsamles og transporteres med bus eller med særskilt lukket varevogn til lufthavnen.
• Alt efter flyafgangstiden tager vi af sted i passende tid til lufthavnen. Tidsplan vil blive oplyst af rejselederen dagen før.
• Efter flyveturen tager vi ofte direkte på sightseeing.
• Sidst på eftermiddagen checker vi ind på det ny hotel, hvor vi igen bliver forenet med vore kufferter.

Bagage til opbevaring
På de rundrejser, hvor vi forlader hotellet efter klokken 12.00, kan man ikke regne med at have rådighed over værelset indtil afgang. Bagagen vil derfor blive opbevaret indtil afrejse. Ofte er der mulighed for 1 eller 2 dagrum, der deles med de øvrige deltagere til omklædning etc.

Hoteller/overnatninger
I de større byer bor vi på hoteller med moderne bekvemmeligheder, f.eks. aircondition og telefon, hvorfra man kan ringe og modtage opkald direkte til og fra udlandet. På alle større hoteller har værelserne eget badeværelse med bruse- eller karbad, og der vil ofte være køleskab/minibar på værelset. I de mindre byer er der dog ikke den samme standard, ligesom der heller ikke altid er varmt og koldt vand på værelserne.

Hotelstandarden på Albatros Travels rundrejser vil typisk være fra god turistklasse til førsteklasses-hoteller. Vær opmærksom på, at jo længere man rejser nord- og vestover i Vietnam, jo lavere bliver standarten.

Vær også opmærksom på, at antallet af stjerner ikke nødvendigvis afspejler hotellets idyl og charme. På enkelte af vores ture benytter vi et-stjernede hoteller, som på trods af den enkle standard er yderst charmerende. Det skal dog nævnes, at man ikke kan sammenligne hotelstandarder. Standarden kan variere meget og er ofte overraskende god.

Måltider
Morgenmad

Morgenmaden på hotellerne er både vietnamesisk og vestlig. Den serveres typisk som buffet og består, udover vietnamesiske retter, f.eks. af æg, brød, smør, marmelade, juice, frisk frugt, kaffe og te.

Frokost/aftensmad
Til begge måltider serveres varm mad på vietnamesisk manér. Det vietnamesiske køkken byder på smagsretninger, der spænder fra det helt neutrale til det meget krydrede og stærke. I dette spektrum findes en stribe af syrlige, pikante og søde retter med for os relativt eksotiske ingredienser som citrongræs, kokosmælk og grøn eller rød karry. Kernen i måltidet er ris, hvortil der serveres diverse varme og kolde retter indeholdende kød, grøntsager og fisk. Maden bliver som regel serveret på fade (ikke portionsanretninger). Drikkevarer kan købes i restauranterne til rimelige priser.

Drikkevarer
Vand er nok det vigtigste - drik kun fra plomberede flasker. De kendteste sodavandsmærker kan købes de fleste steder. Herudover kan man få godt øl. Vin er det muligt at få på de større hoteller, men til en noget forhøjet pris. Der bliver også lokalt brygget palmevin og palmesnaps, der naturligvis skal smages, når muligheden er der.

Økonomi
Et godt måltid kan fås for ca. kr. 30-150 Hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for minimum kr. 100 pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m., vil kr. 80-200 pr. dag pr. person være tilrådeligt. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, postkort, frimærker, is og drikkepenge. Hvis man planlægger at købe ting med hjem, skal man påregne at medbringe en del mere, og som sådan kan vi kun tilråde, at man medbringer tilstrækkeligt med penge!

Drikkepenge
I Vietnam er drikkepenge i turistbranchen almindelig praksis. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffør, “bus-boy”, lokale guider, hotel-piccoloer, restaurantpersonale etc.

Hver rejsedeltager bør regne med et beløb på kr. 20-30 pr. dag til fordeling mellem chauffører og lokalguider. Den/de guider som rejser med på hele/dele af turen gives typisk en lidt højere sats end de lokale guider, chauffører og “bus-boys”.

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. I praksis kan det arrangeres, at rejselederen samler pengene ind for hele turen og sørger for, at de rigtige personer får de rigtige beløb. Det skal understreges, at selvom drikkepenge er normalt, er det naturligvis frivilligt at betale. Som nævnt er det almindelig praksis.

Barer, caféer og natklubber samt restauranter på hoteller vil ofte lægge 10-15% til i ”service charge” oven i de givne priser. Dette beløb erstatter drikkepengene og vil fremgå af regningen.

Valuta
Den Vietnamesiske møntfod hedder dong og findes i sedler à 200, 500, 1000, 2000, 5000, 10.000, 20.000 og 50.000 dong. Mønter findes, men bliver sjældent brugt. 1 dong er 100 ho, der igen er 100 xu. Den bedste valuta at medbringe er amerikanske dollars. Fortrinsvis kontanter, der kan veksles overalt, men også USD rejsechecks kan benyttes, beløb på USD 50-100 anbefales. FOREX's valutaveksling lagerfører altid dollars. Se kursen på www.forexvaluta.dk, eller kontakt FOREX på nedenstående adresser:

Nørreport: Nørre Voldgade 90, 1358 København, tlf. 33 32 81 00
Helsingør: Jernbanevej 4, 3000 Helsingør, tlf. 49 14 49 00
Odense: Banegårdscentret, 5000 Odense C, tlf. 66 11 66 18
København: Hovedbanegården, 1570 København, tlf. 33 11 22 20
Aalborg: Gravensgade 9, 9000 Aalborg, tlf. 98 18 97 00
Kongens Nytorv: Gothersgade 8, 1123 København, tlf. 33 11 27 00
Århus: Ryesgade 28, 8000 Århus C, tlf. 86 80 03 40
FOREX Valutaveksling:
www.forexvaluta.dk

Kreditkort: Master Card, Visa, Diners og American Express kan bruges som betalingskort på de fleste store hoteller og i visse butikker. Kreditkort kan kun bruges som hævekort til kontanter i de største byer i de såkaldte ATM (automatic teller machine). De udbetaler kun dong.

Da kursen på dong har været meget svingende, kan vi ikke her angive en ca. kurs, men større sedler, som 50$- eller 100$-sedler, giver den bedste kurs. Dong kan ikke købes i Danmark. I Vietnam kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt. Det er en god ide at have en passende mængde 5000- til 20.000-dong-sedler til at betale taxa, lokale handlende og måltider, da folk sjældent har vekselpenge.

Husk endvidere, at dong kun kan veksles tilbage til udenlandsk valuta (dvs. USD) ved fremvisning af en gyldig kvittering fra tidligere officiel veksling (udenlandsk valuta til dong eller ATM). Dette kan ske i en bank, men er lettest i lufthavnen inden afrejse.

Elektricitet
Vietnam har ligesom Danmark 220 volt. Normalt er stikkene som i Danmark, men til tider kan der være forskellige typer. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med mange valgmuligheder.

Telefon, fax, e-mail og post
Telefon- og kommunikationsnettet udbygges konstant i Vietnam. Generelt betyder det, at det bliver nemmere og billigere at ringe ud af landet, ligesom internetadgang er blevet mere udbredt. Mobilnettet er relativt godt udbygget overalt, men man kan kun forvente dækning i de større byer. Vedrørende priser på roaming (telefoni-transmission), kontakt venligst din telefonoperatør.

Hvis du påregner at modtage fax på turen i Vietnam, er det en god ide, at du selv henvender dig på hotellets ”business center” eller i receptionen for at høre, om der er kommet en fax. Regn dog ikke med at modtage fax eller opkald på de mindre provinshoteller, da forbindelsen og servicen ikke altid er helt up-to-date.

Internetcaféer findes i de større byer og på de fleste store hoteller, men det er vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at besøge sådanne steder, undtagen på fridage eller efter endt program.

Breve og postkort kan normalt sendes fra de hoteller, vi benytter. Køb af postkort er normalt ikke noget problem, idet de udbydes mange steder. Frimærker kan være forholdsvis svære at købe, idet de normalt kun forhandles på postkontorerne. De kan dog købes på nogle hoteller.

Hygiejne
I Vietnam er hygiejnen bedre end de fleste andre steder i Asien, men den er dog stadig ikke på niveau med Vesteuropa. Det er dog ikke noget problem, når blot man bruger sin sunde fornuft. På restauranter er der generelt en høj hygiejne, og maden er da også tilberedt i wok ved meget høje temperaturer. En hovedregel gælder dog i alle tilfælde: drik aldrig vand fra vandhanen – heller ikke på hotellerne. Det eneste vand, der er sikkert at drikke i Vietnam, er kogt vand, samt forseglet flaskevand, som i øvrigt kan købes overalt til en rimelig pris. Desuden kan man overalt købe diverse sodavand og øl. Hvis der opstår tvivlsspørgsmål, bør man altid rådføre sig med rejselederen.

Toiletforhold
På hoteller og større restauranter vil der være moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for, at der ikke er toiletpapir, og ofte består toiletterne af et såkaldt ”pedaltoilet”. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Normalt kan man kun forvente rimelige toiletforhold efter dansk målestok på hoteller og større restauranter. Det er tilrådeligt selv at medbringe toiletpapir fra hotellet eller en pakke intimservietter. Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Souvenir
Der findes mange ting at købe i Vietnam. Vi skal derfor henstille til rejsedeltagerne, at toldreglerne studeres, inden man begynder sine indkøb. Læg mærke til, at det er forbudt at udføre buddhafigurer og antikviteter uden tilladelse. Der må ved hjemkomsten til Danmark frit indføres 200 cigaretter, 1 liter spiritus, samt andre varer for i alt DKK 1350,- pr. person. Husk, at man ikke må indføre skind o.l. fra stærkt truede dyrearter (havskildpadder, visse krokodillearter, tigre, desmerdyr m.m.). Tolden i Kastrup passeres gennem udgangen for personer fra et IKKE EU-LAND. For varer udover nævnte betales told + moms. De ting, der handles i Vietnam, er meget afhængige af lokaltraditioner. Her nævnes kun nogle af de vigtigste:

Kunsthåndværk, rishatte, lakvarer, broderier, porcelænsvarer, silkestoffer, træskærerarbejder, nødder og tørrede frugter.

Alle Vietnams distrikter har deres egne traditioner og er derfor meget forskellige i deres former for kunsthåndværk. Mulighederne er utallige, og ovenstående liste er kun et uddrag af mulighederne.

Takt og tone
Vietnameserne er generelt meget åbne og tager imod turister med et smil og et ”hello, sir”. Det ligger ikke til vietnameserne at rette på folk, men man går ud fra, at gæster ved ankomsten til landet selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig.

Selv om vietnameserne generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk at fødderne holdes nede og aldrig vendt mod Buddha-figurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. Man berører og klatrer ikke på Buddha-figurer og historiske monumenter.

Ikke alle steder må man fotografere. Vær derfor opmærksom på påbud. Man poserer heller ikke foran Buddha-figurer. Især når man besøger Ho Chi Minh´s mausoleum, skal man være korrekt påklædt. Det vil sige: lange bukser, nederdel, bluse eller skjorte med korte eller lange ærmer. Man må ikke medbringe fotoudstyr, drikkevarer etc. og det er heller ikke tilladt at tale, når man i én række går forbi Ho Chi Minh.

Vietnameserne betragter det som uværdigt og uanstændig opførsel, hvis man ikke er i stand til at kontrollere sig selv og sine følelser. Det vil sige, at man som turist ikke bør vise vrede eller blive ophidset.

Offentlige kys og kærtegn er højst upassende. Kropskontakt og at holde i hånd er lidet velset, selv om det er almindeligt, at personer af samme køn ses hånd i hånd. Ligeledes bør man altid være tækkeligt påklædt. I de store turistområder er det dog accepteret at afvige fra normerne inde på hotelområderne. Rør aldrig en vietnameser på hovedet. Det betragtes som uhøfligt, da håret er helligt.

Tiggere opleves i nogle områder og naturligvis kan man give de gamle og invalide en skilling, men ikke børn og unge mennesker. Hvis man vil give børnene noget, så giv dem shampoo, sæbe, blyanter og kladdehæfter.

Især skal man tænke på, at vi er gæster i en fremmed kultur og tage hensyn.

Individuelle rejsende
Vietnam har en god infrastruktur med et udbygget fly-, tog- og busnet, der gør Vietnam til et relativt let land at rejse i. Kun hvis man vil ud i de fjernere kroge af landet, skal man tage sig ekstra tid mellem destinationerne. Alternativt kan man booke en minibus inden afrejse eller efter behov hyre en minibus eller taxa. Evt. kan man henvende sig til en lokal agent, der arrangere ture rundt i det meste af Vietnam. Transportpriserne er generelt billige, men aftal altid prisen og servicen inden turen påbegyndes.

I det udstrakte Mekongdelta og i det sydlige Vietnam findes et stort antal spændende øer. Her sejler forskellige rutebåde, der generelt er sikre, men af vidt forskellig standard. Foruden rutebådene findes der et antal turistbåde. Check service og pris inden turen påbegyndes.

Genbekræftelse
Flybilletter skal for individuelle rejsende genbekræftes minimum 72 timer før afgang. Kontakt derfor luftfartsselskabet, et rejsebureau eller få hjælp i hotellets reception med genbekræftelsen af flybilletten.

 

Rejsemål
Vietnam
Sydøstasien

fakta om vietnam

Vietnam Flag

Hovedstad: Hanoi
Indbyggere: 85 mio.
Sprog: vietnamesisk
Religion: buddhisme
Valuta: dong
Klima: tropisk

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00