Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Deltagerantal
Rundrejsen gennemføres ved minimum 20 deltagere.
Forlængelse/ændringer
Rejsen sælges som en hel “pakke“, og ved ændringer vil der ikke være mulighed for refundering af de dele af pakken, der ikke benyttes. Individuel hjemrejse kan arrangeres, såfremt der er plads på flyene, mod et tillæg på kr. 1250,-. Derudover kommer tillæg for evt. ekstra arrangement. Evt. ekstra arrangement er uden dansk rejseleder.
Tilslutning med indenrigsfly
Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.
Praktiske spørgsmål vedr. Mekong Explorer
Hvordan er kahytterne?
Kahytterne på Mekong Explorer kendetegnes ved deres høje standard og adskiller sig fra kahytterne på andre flodkrydstogtskibe.
Classic-kahytter på Main Deck:
Alle 8 Classic-kahytter er udvendige og måler 12,5 kvadratmeter og er udført i ædeltræ. Der er eget bad/toilet, aircondition, skydevindue samt en fransk altan.
Junior Suites på Upper og Main Deck:
De findes 6 Junior Suites, 2 kahytter på Upper Deck og 4 på Main Deck. Alle måler 15,5 m2 og har eget bad/toilet, aircondition, skydevindue samt en fransk altan.
(tillæg ved køb af Junior Suites-kahyt).
Suite - med balkon på Upper Deck:
Mekong Explorer har to Suites beliggende i fronten af skibets Upper Deck. Suiterbe måler 21 m2 og har egen privat balkon samt naturligvis eget bad/toilet og aircondition
(tillæg ved køb af Suite).
Generelt er kahytterne på flodkrydstogtskibe mindre og mere enkelt indrettede i sammenligning med kahytterne på de store oceangående skibe. Har man tidligere været på krydstogt, henleder vi opmærksomheden på, at flodkrydstogtskibet har en helt anden indretning og naturligvis ikke de samme faciliteter.
Se evt. dækplan på skibets hjemmeside:
http://www.cruisemekong.com/
Måltider om bord:
Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris.
Morgenmaden består typisk af æg, bacon, brød, yoghurt og frugt. Frokosten og middagen består oftest af forskellige lokale retter.
Drikkevarer i form af kaffe/te og vand er gratis, desuden stilles der dagligt 2 stk frisk flaskevand pr. person i kahytten. Øl, vin, sodavand og drinks må man betale ekstra for.
Hvad skal man pakke?
Der hersker en meget afslappet og uformel atmosfære på et flodkrydstogt med Mekong Explorer. Der er derfor frihed til at klæde sig, som man ønsker. Til middagen må man gerne klæde sig afslappet, hvis man ønsker det. Det er rederiets filosofi, at man er på ferie, og der er derfor ingen dress code.
Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at tage eget håndklæde med, da der er håndklæder om bord.
Hvilken valuta bruges der om bord på skibet?
Den endelige regning for forbrug om bord betales ved afslutningen på krydstogtet og kan betales i Kip, US Dollars eller Euro. Det er også muligt at betale med kreditkort (Mastercard/Visa).
Hvor kan man opbevare værdigenstande?
Hver kahyt har egen safety box, hvor værdiggenstande kan opbevares. Hverken Mekong Explorer eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.
Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer udover kaffe/te og vand (som er inkluderet i rejsens pris), eventuelle ekstra udflugter i land ud over dem, som er nævnt i dag til dag-programmet.
Hvilket sprog tales der om bord?
Alle informationer er på engelsk. Vores danske rejseleder vil dog supplere med informationer på dansk.
Må man tage alkohol med om bord?
Det er ikke tilladt at tage alkohol med om bord. Hvis man ønsker at købe alkohol til at tage med hjem i nogle af havnene, der besøges, skal det afleveres til personalet, når man kommer tilbage til skibet. Varerne bliver leveret tilbage ved krydstogtets afslutning.
Må man ryge om bord?
Det er KUN tilladt at ryge på soldækket, ikke i kahytterne.
Elektricitet
Alle kahytter er udstyret med 220V stik som i Danmark.
Rejseleder med om bord
På denne rejse medfølger i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser en af vores erfarne danske rejseledere. På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Denne rejseform giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen, og for at tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske.
Skal man give drikkepenge?
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.
Det er kutyme at betale 10 USD pr. dag i drikkepenge til kahytspersonale og ansatte i restauranterne per person ved rejsens afslutning. Drikkepengene fordeles efterfølgende blandt personalet om bord.
Desuden giver man normalt drikkepenge til kuffertbæreren (US$ 2 pr. kuffert) på kajen, og når man spiser i land samt til lokale guider og chauffører. Samlet kan i påregne ca. USD 120,- pr. person til drikkepenge.
Fakta om Mekong Explorer
Byggeår: 2008/09
Passagerdæk: 2
Antal passagerer: 32 baseret på to personer i hver kahyt.
Soldæk på øverste dæk
Mandskab: 18, alle laoter.
1 restaurant og bar.
Hjemmeside: http://www.cruisemekong.com/