Med base i Karen Blixen Camp – den førsteklasses safarilodge i Masai Mara, Kenya – oplever vi verdens mest spændende og vildtrige safariområde. På den miljøvenlige Karen Blixen Camp har vi første parket til det fascinerende dyreliv, der udspiller sig lige for næsen på os.
Masai Mara er det ultimative safariområde. Naturen er varieret, og ødelæggende tørkeperioder er sjældne. Derfor er her altid stor sandsynlighed for at se løver, elefanter, næsehorn, zebraer, et væld af forskellige antiloper – og masser af andre dyr. Vi tager på flere safarier hver dag og kan nyde livet hjemme i campen på den private terrasse, mens vi lytter til gryntene fra flodhestene i floden eller iagttager drikkende giraffer ved vadestedet overfor. Vi har masser af tid til både at slappe af og opleve de galopperende gnuer og jagende løver.
Der er mulighed for at forlænge rejsen med 3-7 nætters badeferie ved Det Indiske Ocean.
Endvidere kan programmet også gennemføres som individuel rejse. Se under prisinformation.