Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Sådan foregår en rejse til og ophold på Karen Blixen Camp
Alle safarier køres i åbne, terrængående køretøjer i henholdsvis morgen- og formiddagstimerne samt sent på eftermiddagen. Der køres også heldagsture indimellem, når det er belejligt og nødvendigt for at få den optimale oplevelse. Om formiddagen er der ofte arrangeret kulturbesøg i masailandsbyer og på lokale skoler og institutioner.
Vejret og sæsoner
Man kan dele året i Kenya ind i tre sæsoner. Perioden fra januar til sidst i marts og igen fra sidst i juni til slutningen af oktober kaldes for tørtiden. Den lange regntid finder sted fra sidst i marts til slutningen af juni, mens den korte regn falder i november. Bortset fra midt i april til midten af maj er det fantastisk at rejse i Kenya. Hvis man vælger at rejse i april, juni og november, skal man være forberedt på lidt regn, der oftest falder om natten eller som en kort skylle sidst på eftermiddagen. Det betyder på ingen måde, at man skal holde sig væk i disse måneder - tværtimod. Savannen er utrolig smuk på disse årstider - irgrøn. Luften efter de korte byger er frisk og kølig, og man slipper for støvet, der dog sjældent er til nogen alvorlig gene. Under og kort tid efter regntiderne vokser græsset, særligt i Masai Mara, og det kræver en smule mere at spotte dyrene, men tag det bare roligt. Vi skal nok se en masse.
Mange bliver overraskede over klimaet i Kenya. Landet ligger på ækvator, og alligevel er temperaturerne yderst behagelige. Det skyldes, at safariområderne ligger 700-2200 meter over havets overflade. Dagtemperaturen er stort set den samme året rundt og ligger på 25-32°C. Nat- og morgentemperaturen er lidt lavere, og det er en god idé at medbringe en vindjakke til morgensafarierne.
Klimaet på kysten er naturligvis lidt fugtigere og varmere, men det føles sjældent rigtigt varmt. Temperaturerne om dagen ligger på 28-34°C, og den konstante brise gør det meget behageligt. Det skal selvfølgelig nævnes, at det hele året kan regne, samt at temperaturerne kan afvige fra det nævnte.
Transport
Vejforholdene i Kenya er ikke som i vores del af verden. Man skal være indstillet på, at nogle veje er i en meget dårlig forfatning.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført.
Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end på vores breddegrader. Det betyder, at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvis vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, vejforhold, problemer med køretøjer, gæsternes fysiske formåen samt forsinkede flyafgange kan medføre ændringer i rejsen, og at programpunkter kan risikere at udgå.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse i form af rapporter fra rejseledere og kommentarer fra kunder. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet fra den blev købt, til afrejsen finder sted.
Placering i flyet
Når vi booker flybilletter, beder vi luftfartsselskabet placere rejseledsagere ved siden af hinanden i flyet og hele Albatros-gruppen samlet. Men luftfartsselskabet afgør suverænt den endelige fordeling af flysæderne.
Forplejning/specialkost om bord
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og fx en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer. Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Ønsker du specialkost, fx diabetesmad eller vegetarmad, skal den bestilles senest 45 dage inden afrejse. Nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost.
Se også de Generelle forhold vedrørende Albatros Travels rejser
