Vores rejseleder vil dagligt fortælle om dagens program og hjælpe med tilmelding til eventuelle udflugter.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra Danmark, ankomst til Vancouver
Vi letter fra Kastrup og flyver over Atlanten til Vancouver i Canada. Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt i bus til indtjekning på vores hotel.
Dag 2. Vancouver og afsejling
Afsejling kl. 17.00
Om morgenen bliver vi hentet på vores hotel for at indlede dagen med en byrundtur.
Vancouver er en af Nordamerikas smukkest beliggende byer, og vi har god tid til at få et indtryk af den. Vi starter turen med at køre til Gastown, den gamle, hyggelige bydel med victorianske bygninger og mange moderne og billige forretninger. Vi skal også til Chinatown, Downtown og nogle af byens parker, for eksempel Stanley Park, der ligger som en oase i den smukke by.
Byen er anlagt i et bakket terræn, ligesom San Francisco, og med de mange broer giver det en flot udsigt over havet, de små bugter og selve byen. Få canadiske byer kan måle sig med Vancouvers store udvalg af seværdigheder og attraktioner.
Efter vores byrundtur i denne prægtige by kører vi til havnen, hvor vores dejlige krydstogtskib Celebrity Mercury venter i den smukke krydstogthavn ved Canada Place, som var Canadas pavillon under Verdensudstillingen i 1986. Skibet fortøjres som regel nærmest til selve pavillonen, som knejser højt og ligner et stort sejlskib.
Kl. 17.00 sætter vi kurs mod Alaska. Vores odyssé er nu i gang, og kursen er lagt stik nord.
Dag 3. På havet mod Alaska
I dag kan vi nyde en velfortjent fridag på havet. En dag på havet er den helt rigtige måde at opleve et krydstogtskib på, og en del af meningen med det hele. Nyd den skønne afslappede atmosfære om bord på Celebrity Mercury. Begynd dagen med en tur i helseklubben til en gang morgengymnastik, eller sæt formiddagen af til forkælelse i skønhedssalonen efterfulgt af en tur i jacuzzien. Man kan også vælge at dase i loungen, læse en bog, glæde sig over maden og slutte dagen med at opleve skibets internationale underholdning. Mange vil også nyde at stå på dækket, mærke vinden og havet i ansigtet og betragte naturscenerierne. Vi vil givetvis passere hvaler undervejs, hvilket typisk bliver annonceret over højtaleranlægget, og skibets kaptajn vil om muligt sænke farten og rette kursen, for at så mange som muligt kan nyde synet. Vores danske rejseleder kommer naturligvis gerne med idéer til, hvordan man kan tilbringe dagen om bord.
Dag 4. Sitka, Alaska
Ankomst kl. 11.00, afsejling kl. 19.00
Sitka er det sted, hvorfra russerne trængte ind i Alaska. Her har man den måske mest omfattende historie i hele delstaten, da amerikansk, indiansk og russisk kultur mødes netop her. Både naturen og kulturen er med til at give Sitka sit helt specielle præg.
Da det russisk-amerikanske kompagni invaderede Alaska i 1799, ydede de lokale tlingit-indianere heftig modstand. Det er stadig den dag i dag muligt at besøge slagmarken og resterne af det fort, tlingit-indianerne byggede for at forsvare deres hjem, liv og familier.
I Sitkas nationalhistoriske park finder man også en imponerende samling af totempæle. Disse pæle er en vigtig del af den amerikanske historie og findes i et bredt bælte gennem USA og Canada. En række kulturer i Nordamerika producerede pælene og anvendte dem til diverse formål. Nogle pæle markerer gravpladser, andre fortæller om historiske personer, shamanernes kraft med mere.
Dag 5. Hubbard-gletsjeren, Alaska
I dag kan vi nyde den spændende sejlads forbi Hubbardgletsjeren, som er den længste isflod i Nordamerika. Derudover er gletsjeren den mest aktive i Alaska, og vi kommer helt tæt på. Mellem kl. 10.30 og kl. 14.30 sejler vi her langs gletsjeren.
Gletsjerens udspring ligger på bjerget Mount Logan dybt inde i Alaska, og på dens vej mod havet høres høje brag, når den kælver og skubber sig hen over landskabet.
Vi sejler helt tæt på, og hvis vi er heldige, ser vi fugleliv og sæler, som hviler på de små isbjerge, vi kommer forbi på vores vej.
Vi gør opmærksom på, at det ikke er muligt at gøre landgang her.
Dag 6. Juneau, Alaska
Ankomst kl. 7.30, afsejling kl. 20.30
Alaskas hovedstad blev grundlagt i 1880 under guldfeberen. I dag er guldet og graverne væk, men naturens ressourcer er fortsat den vigtigste indtægtskilde. I fjordene omkring byen boltrer pukkelhvaler, spækhuggere og sæler sig. Der er mulighed for at besøge den smukt beliggende Mendenhall-gletsjer cirka 15 kilometer fra byen.
Dag 7. Skagway, Alaska
Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 17.00
Som de fleste andre af Alaskas byer er Skagway også historisk guldgraverby. Med Yukon-ekspressen har vi mulighed for at følge i de mere end 20.000 guldgraveres fodspor til White Pass. Togrejsen med den ensporede jernbane er blandt verdens smukkeste.
Det er oplagt i dag at tage med på skibets arrangerede udflugt med netop denne togbane. Udflugten bestilles og betales om bord.
Dag 8. Ketchikan, Alaska
Ankomst kl. 14.00, afsejling kl. 20.00
Navnet Ketchikan betyder »der hvor ørnevingerne er«. Som navnet antyder, lever her mange amerikanske ørne, som fanger laks i de kolde, iltholdige vande. Laksene tiltrækker også bjørne, og området har været beboet i mere end 10.000 år.
Alaskas natur danner en smuk kulisse for den farvestrålende lille by med gamle guldgraverhuse og totempæle. Vi tilbringer en halv dag her, og der er også mulighed for at tage en tur ud i området omkring byen.
Dag 9-10. På havet
Vi nyder livet om bord på Celebrity Mercury og benytter os af skibets mange tilbud. Tag eventuelt et slag minigolf og indtag frokosten på dækket i frisk havluft.
Dag 11 - 13. San Francisco, Californien
Ankomst dag 11. kl. 14.00, Afsejling dag 13. kl. 03.00
San Francisco er en af USA’s smukkeste byer. De kendteste seværdigheder er den røde Golden Gate Bridge, China Town, Downtowns 260 meter høje pyramideskyskraber og de farverige huse, som bølger op og ned ad de stejle gader.
Havnefronten med Fisherman´s Wharf er blevet kåret som San Franciscos største seværdighed i mange år. Det vældige folkemylder giver associationer til et farverigt sydamerikansk marked: gøglere og gadeshows af enhver art, små butikker med alverdens ragelse eller dyre mærkevarer, mærkværdige små museer, cafeer og restauranter.
Vi har to dage i denne smukke by og overnatter om bord på vores gode skib Celebrity Mercury. Man kan vælge at bruge dagenene i San Francisco på egen hånd eller tage på en af skibets utallige udflugter. Tag eventuelt på byrundtur med sporvognene rundt i de stejle gader. Besøg byens Chinatown, der er den største Chinatown der findes – uden for Kina.
Besøg fængselsøen Alcatraz eller tag en afslappet dag på Fisherman’s Warf. Mulighederne er uendelige.
Dag 14. San Diego, Californien
Ankomst kl. 7.00
San Diego ligger op ad grænsen til Mexico. Byen har flere store attraktioner bland andet Sea World og en af verdens bedste zoologiske haver. Byen har også en dejlig strand og en strandpromenade i kvarteret omkring Mission Beach.
Vi skal omkring i San Diego. Vi besøger blandt andet downtown San Diego og den gamle bydel, hvis historiske bygninger er blevet restaureret. Området er bilfrit. Vi kører en tur langs kysten til Mission Bay, som fra at have været et kæmpe sumpområde nu er blevet forvandlet til et af Californiens førende steder for al slags vandsport.
Efter byrundturen tjekker vi ind på vores hotel, aftenen er til fri disposition.
Dag 15. San Diego og afrejse
Vi begiver os mod lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter.
Dag 16. Ankomst København
Vi ankommer til Danmark med kufferten fuld af minder fra et enestående krydstogt.