Vi vil gerne understrege, at sikkerheden til enhver tid har topprioritet på dette togt. Hvis kaptajnen vurderer, at isen giver for store vanskeligheder, vender vi om og koncentrerer os om områderne syd for iskanten. Rejsen kan derfor betragtes som en spændende Thulerejse med mulighed for en ekstra vinkel.
Vi gør ligeledes opmærksom på, at rejsen adskiller sig fra almindelige turistrejser, idet vi ikke har samme muligheder for at planlægge rejsen i detaljer. Mange elementer er i sagens natur uforudsigelige, og sejlruten bestemmes i vid udstrækning af vind, vejr, is og strømforhold. Rutebeskrivelsen skal således ses som det ideelle mål, men den vil med sikkerhed ikke blive overholdt, selvom vi skulle opleve 14 dage med højtryk og bragende solskin. Det er vilkårene og charmen, man må leve med på rejser i Arktis – således også på dette togt.
I de senere år har der generelt været langt mindre is omkring Grønland, og Nordvestgrønland har ligget isfrit fra juli til september. Disse forhold har muliggjort nogle helt enestående krydstogter, men vi har også oplevet, hvordan en storm eller blot vedvarende blæst på ganske kort tid har presset isen sammen til en uigennemtrængelig barriere langs kysten.
Krydstogtet stiller ikke særlige krav til dig som deltager, men det forudsættes dog, at du er rask, rørig og godt til bens, samt at du har lyst til at opleve naturen på dens egne præmisser.
Om Clipper Adventurer
Skibet blev bygget i 1975 og gennemgik en omfattende og luksuriøs ombygning i Fredericia i 1998. Hun er et eminent ekspeditionsskib med en aura fra de gamle oceanlinere. Messingbeslag og høje, mørke træpaneler præger de smukke kahytter og alle fælles arealer. Der er plads til 120 passagerer i 60 udvendige kahytter. Skibet medfører ti Zodiacflåder, der kan benyttes til enkelte landgange. Albatros Travel har købt Clipper Adventurer i 2011.
Dagsprogram
Dag 1. København – Kangerlussuaq. Sightseeing- og moskusoksetur, ombordstigning
Vi flyver med Air Greenland ved middagstid, og efter knap fem timers flyvning lander vi i Kangerlussuaq først på eftermiddagen lokal grønlandsk tid, hvilket vil sige minus fire timer i forhold til dansk tid.
Kangerlussuaq har den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland. Det er ikke en by som sådan, og faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under den nye Qeqqata Kommune. Der bor permanent cirka 4-500 mennesker i Kangerlussuaq, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen. Her er et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant (på hotellet) samt Polar Lodge, der fungerer som Albatros’ Grønlandskontor, hotel og souvenirbutik, beliggende blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.
Det var amerikanerne, der under anden verdenskrig anlagde lufthavnen. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 160 kilometer lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, både under anden verdenskrig og den kolde krig. Da der var flest, var der stationeret over 1.400 personer her. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands Hjemmestyre.
Efter bagageudleveringen bliver kufferterne fragtet til skibet, mens vi tager på en kombineret sightseeing- og moskusoksetur i Albatros Greenlands udflugtsbusser. Blandt andet kører vi gennem det tidligere amerikanske baseområde og op på højdedraget Black Ridge, på dansk Ravneklippen. Herfra er der en prægtig udsigt over dalen ind mod indlandsisen. Moskusokserne har typisk holdt til her, men det øgede jagttryk kan dog betyde, at dyrene holder sig lidt på afstand af vejen. Vi spejder efter de hårfagre okser, og det er en god ide at have en kikkert ved hånden.
Efter vores første møde med den grønlandske natur kører vi til den lille havn cirka 12 vest for lufthavnen, hvor Clipper Adventurer er ankret op. I gummibåde af Zodiac-typen sejler vi i mindre hold de få hundrede meter ud i fjorden. Der vil blive udleveret letvægtsredningsveste på havnen, og en sømand på kajen vil være behjælpelig med ombordstigningen i gummibåden. Adgangen til skibet foregår via en solid platform ud for dæk 2. Om bord på skibet bliver kahytterne anvist, sikkerhedsprocedurerne gennemgås og mens vi nyder middagen i den smukke salon, påbegynder vi sejladsen ud gennem den cirka 160 kilometer lange fjord.
Dag 2. Sisimiut. Byvandring
Først på formiddagen er vi fremme ved Sisimiut, og efter morgenmaden skal vi have et indtryk af det moderne Grønland.
Sisimiut er Grønlands nordligste by med isfri havn i vinterperioden og er samtidig den sydligste med hundeslædekørsel – dog først når sneen ligger fra november til december. Sisimiut er med små 5.400 indbyggere Grønlands næststørste kommune efter Nuuk. Der har boet mennesker i Sisimiut-området i cirka 4.500 år: Saqqaq-, Dorset- og Thulekulturens folk, der alle kom fra Canada og primært levede af fisk, fugle og pattedyr som hval, sæl og rensdyr. I 1600-tallet kom de første europæiske hvalfangere til Sisimiut-egnen. De havde kun sporadisk kontakt med landets befolkning, og først efter den norske missionær Hans Egedes kolonisering af Grønland i 1721 blev der etableret fast kontakt mellem inuitter og europæere. I 1756 blev en koloni oprettet med navnet Holsteinsborg efter Greve Johan Ludvig Holstein, og Sisimiuts gamle bydel består af huse fra koloniens første hundrede år. Det ældste hus i byen er fra 1756, og en af de mest markante bygninger er den blå kirke fra 1775. I dag er Sisimiut en vigtig uddannelses- og industriby, og af fabrikker kan man fremhæve Royal Greenlands fiskefabrik, der er den største af sin art i Grønland og en af de mest moderne i verden.
Vi tager på en spændende byvandring, hvor vi primært ser den gamle kolonitidsbydel med museet og den smukke kirke, men vi lægger også vejen forbi byens travle centrum med en lang række helt moderne forretninger. Midt på eftermiddagen fortsætter vi vores sørejse videre mod nord. I løbet af aftenen passerer vi fjorden Sisimiut Isortuat, Nordre Strømfjord, bygderne Attu og Ikerasaarsuk samt den lille by Kangaatsiaq. I løbet af den lyse nat passerer vi Aasiaat (Egedesminde) og når ind i den sydlige del af Diskobugten, inden vi sætter kursen mod den berømte Diskoø med de karakteristiske 1.000 meter høje lagdelte fjelde.
Vi er langt nord for polarcirklen, nætterne er stadig lyse (i det mindste frem til slutningen af august), og de morgenfriske kan med fordel nyde synet af isbjergene, Diskobugtens kæmper, der presses ud af Ilulissat Isfjord.
Dag 3. Qeqertarsuaq, Diskoøen. Kaffemik
Under Diskoøens 1.000 meter høje fjelde er vi gået ind i en beskyttet naturhavn, der med rette bærer det danske navn Godhavn og på grønlandsk Qeqertarsuaq, som slet og ret betyder “Den Store Ø”.
Qeqertarsuaq var indtil 1950 den vigtigste by nord for Nuuk, alene på grund af den store mængde hvaler, der blev slæbt hertil fra fangstområderne i Diskobugten. Helt tilbage fra 1700-tallet har hvalfiskeriet bragt velstand 
til Diskoøen, som dog i dag er på vej ind i glemslen med dalende arbejdsmuligheder og manglende forbindelser til fastlandet. Vi går gennem byen til den særprægede ottekantede kirke, der i folkemunde kaldes ”Vorherres Blækhus”. Under opholdet i Qeqertarsuaq er der arrangeret en række besøg hos grønlandske familier, hvor der bliver budt på traditionel grønlandsk ”kaffemik” med kaffe, kage og hygge. En enestående mulighed for at opleve den berømte grønlandske gæstfrihed på tætteste hold!
Diskoøens flade fjelde er vulkanske og hører til blandt de yngste af de grønlandske geologiske formationer. Bjergene indeholder nogle særegne forekomster af rent jern og kul, og i en årrække blev der brudt kul fra Qullissat på øens nordkyst. Da minen og byen ved dansk dekret blev lukket i 1972 blev der skabt en stærk politisk bevidsthed blandt Grønlands ungdom. En bevidsthed, der var medvirkende til, at Grønland i 1979 fik hjemmestyre.
Sidst på eftermiddagen stævner Clipper Adventurer igen ud i bugten med kurs nordover. Om aftenen går skibet vest om Diskoøen, passerer Hareøen og runder tidligt om morgenen de lave klipper på Nuussuaqs spids. Vi befinder os nu i Uummannaq-bugten og passerer hele tiden isfjelde, det ene mere dramatisk og særegent end det andet.
Dag 4. På havet
I dag tager kaptajnen og ekspeditionslederen bestik af issituationen fra Melville Bugt og helt til Nares Stræde i samarbejde med Den Grønlandske Iscentral i Narsarsuaq. Herudfra afgør kaptajnen, om vi skal forsøge at nå mod Hans Ø. Det er ikke hver sommer, at havisen i Melville Bugt forsvinder, men via satellitbilleder finder kaptajnen den bedste rute mod Thuleområdet. Hvis der er en åbning i isen nord for Kap Alexander mod bugten Kane Bassin, sætter han ekstra damp på motoren og tager den direkte kurs mod Nares Stræde og Hans Ø. Vi gør opmærksom på, at hvis kaptajnen vurderer, dette ikke er muligt, vil de næste par dages program blive justeret. I stedet vil vi blandt andet passere Kap York og lave en række spændende bygdebesøg, blandt andet i Aappilaatoq. Bygdens historie går tilbage til 1805, og i 1850 blev her grundlagt en handelsstation.
For at have tid nok til at komme igennem eventuelle bælter af pakis er denne dag lagt ind som ekstra havdag. Undervejs ses Svartenhuks sorte fjelde mod øst, og der er altid chancer for at se vågehvaler og finhvaler. Vi følges til stadighed på vej af den lille stormfugl mallemukken, der veksler mellem læ og luvart for at få fart og dynamik i sin flugt efter skibet.
Vi passerer i den lyse nat et af de rutemæssigt mest spændende steder på rejsen, når vi krydser 400 kilometer over det isfyldte farvand i Melville Bugt. Hele kyststrækningen i bugten er præget af kælvende gletsjere, og manglen på fast land i selve bugtområdet betød, at polareskimoerne nord for Melville Bugt var isoleret fra resten af Vestgrønland indtil for blot 100-120 år siden. Polareskimoerne ved Thule har således et tættere forhold til inuit i Canada og en dialekt, der adskiller sig væsentligt fra det sydligere grønlandske sprog.
Dag 5-6. Mod Kap Alexander og Hans Ø
Hvis isforholdene er favorable, går vi videre nordpå. Alt efter sejlhastigheden forventer vi tidligt om morgenen at passere det område, hvor den forladte boplads Etah ligger. (Vi gør dog opmærksom på, at man ikke kan se bopladsen fra havet). Etah har været benyttet af forskellige inuitkulturer gennem flere tusinde år, og stedet benyttes stadig som sommerfangstplads på grund af de gode jagtvilkår efter hvalros og isbjørn tæt på iskanten.
Sejlplanen er herefter afhængig af lokale forhold. Iskortene over Smidt Sund og Nares Stræde gennem de seneste år viser, at Kap Alexander har været isfri allerede fra midten af juli. Der ligger dog ofte en isprop mellem Kap Alexander og Ellesmere Island i Canada. Visse år har der været en passage tæt på land mod de åbentvandsområder, der ofte findes i Kane Bassin og Nares Stræde længere mod nord. Kaptajnen vil studere de indløbende ismeldinger og afsøge eventuelle åbninger i pakisen, men skibets hastighed vil være stærkt nedsat, og vi må forvente at være til havs det meste af tiden.
Hans Ø har været stærkt omtalt i medierne, dels fordi den ligger præcis midt mellem Ellesmere Island i Canada og Grønland, og dels fordi der har verseret en veritabel flagkrig, siden den daværende grønlandsminister Tom Høyen i 1984 placerede Dannebrog på øen. De to landes regeringer er nu blevet enige om at løse spørgsmålet ved forhandlingsbordet og er indtil videre enedes om at bygge en vejrstation på øen, blandt andet for at forske i de særprægede isforhold, der opstår i Nares Strædes strømfyldte farvand. Vi skal dog igen gøre opmærksom på, at isforholdene afgør sejladsen disse dage, og at vi naturligvis ikke kan garantere, at vi kommer forbi Kap Alexander. Hvis isen er for tæt, går vi tæt på iskanten og kigger efter store pattedyr. Begrebet ”iskanten” er vigtigt i Thule. Det er her på grænsen mellem det åbne vand og den faste pakis, at de lokale fangere om sommeren har størst jagtheld, og hvor vi har de bedste chancer for at observere isbjørne. Vi har været heldige at se isbjørne her på vores seneste fire togter i området, men der gives naturligvis ingen garantier!
Isforholdene i Nares Stræde
Albatros Travel har besøgt Thuleområdet i ”eget skib” siden 2001, og vi har oplevet isforhold fra det ikke-passable til helt åbent vand frem til Hans Ø. I det hele taget betyder den smalle passage fra Polhavet gennem Kennedykanalen, Nares Stræde, Kane Bassin og Smith Sund, at isforholdene er vanskelige at forudsige. Tidens klimatiske forandringer betyder muligvis, at isen bryder tidligere, men andre faktorer spiller også ind på spørgsmålet om, hvor nordligt Clipper Adventurer kan nå.
Det er muligt – og til tider spændende – at følge den aktuelle udvikling af pakisen på internettet. Albatros Travel samarbejder med DMI, og Istjenesten opdaterer deres iskort oftere, når Clipper Adventurer er i området. Se for eksempel:
Satellitbilleder fra dag til dag:
http://rapidfire.sci.gsfc.nasa.gov/realtime
Iskort fra DMI og Iscentralen:
www.dmi.dk/dmi/index/gronland/iskort
Dag 7-8. Kap Alexander – Siorapaluk – Qaanaaq og fuglefjelde
Efter vores ekspedition mod Hans Ø går kursen nu igen sydover. Første stop på vores sydgående rejse er i verdens nordligste naturlige beboelse, Siorapaluk, som i højere grad end Qaanaaq er en fangerby, hvor knægtene kan håndtere et hundespand og en snescooter, fra de er små.
Der er kort sejlads videre til Qaanaaq, som vi også besøger. Qaanaaq er områdets største by og stadig genstand for mange bryderier om ansvarsplacering. Byen blev grundlagt i 1953, da amerikanerne byggede basen ved den oprindelige by, Uummannaq, og tvangsflyttede befolkningen. Der er i dag anlagt en landingsbane, som to gange om ugen tager imod Air Greenland’s Dash-7. Et kig ind hos Hans Jensen i hans lille fine, røde Hotel Qaanaaq er altid en god idé.
Vi sejler over Inglefjeld Bredning, hvor vi passerer nogle af Grønlands største fuglefjelde og passerer Steensby Land, der har den smukke Politiken Bræ på nordsiden og den lille bygd Moriusaq på sydsiden.
Dag 9-10. Dundasfjeldet – Melville Bugt – Kullorsuaq – Upernavik m. byvandring
Vi går i land ved Pittufik for at nyde synet af det karakteristiske Dundasfjeld. Det var her ved fjeldets fod, Knud Rasmussen etablerede sin legendariske handelsstation. Her kunne Kap York-polareskimoerne for første gang nogensinde indhandle deres skind og ikke bare få glasperler og lignende til gengæld, som tidligere tiders hvalfangere og ekspeditionsfolk spiste dem af med. Den væsentligste del af stationens indtjening gik faktisk tilbage til samfundet igen i form af de mange ekspeditioner (1. til 6. Thuleekspedition), som Knud Rasmussen foretog til blandt andet Peary Land og langs den canadiske kyst til Alaska. På turene deltog lokale inuitter altid på lige fod med Knud Rasmussen og Peter Freuchen og hvem, der ellers deltog.
Det var ligeledes her, Knud Rasmussen mødte den enøjede Meqqusaaq, der omkring 1865 var kommet hertil fra Baffin Island sammen med åndemaneren Qillarsuaq og 20 andre canadiske inuitter. Den dramatiske historie er levende beskrevet i flere af ekspeditionsmanden John Andersens bøger samt i den fortræffelige bog ”De sidste konger i Thule” af Jean Malaurie.
På ruten mod sydøst passerer vi Meteorøen og Thuleområdets største bygd, Savissivik. Navnet betyder ”stedet hvor man kan hvæsse sin kniv” og henviser til den jernmeteor, som for mange tusinde år siden sprængtes i atmosfæren og slog ned i området i en nordvest-sydøstlig retning. Jernet blev af inuitter gennem generationer møjsommeligt banket af i små stykker og brugt til pilespidser og knive. De største blokke blev (gen)fundet af Robert Peary og bragt til Washington, men en femte blok blev opdaget af danskeren V.F. Buchwald i 1963, og den står nu på Geologisk Museum i København.
Efter en flot dag når vi frem til det særegne klippetårn, Djævelens Tommelfinger, der rejser sig 540 meter fra det flade land. Øen er hjemsted for den 400 indbyggere store bygd Kullorsuaq, som betyder ”Den store Tommelfinger”, navngivet efter klippen, som markerer indsejlingen i Melville Bugt. Vi befinder os her i isbjørneland, og bygdens beboere nedlægger flere hvert år. Skindet bruges til de eftertragtede isbjørnebukser, og det (for lokale ganer) velsmagende kød fordeles blandt alle i bygden.
Videre i Upernavik går vi i land og oplever byen og det lille, spændende museum. Upernavik er per 1. januar 2009 lagt ind i den nye storkommune Qaasuitsup, som betyder ”Stedet med Polarmørke”. Med et areal på 660.000 km² er dette verdens største kommune. Byen selv rummer verdens nordligste frilandsmuseum med velbevarede bygninger fra kolonitiden. Erhvervsmæssigt er Upernavik en blanding af gammel fangerkultur og højteknologisk fiskeindustri, hvor den traditionelle hundeslæde og moderne snescooter arbejder side om side. Selve byen blev grundlagt i 1772 som dansk kolonistation, men områdets historie går, som i resten af Vestgrønland, cirka 4.500 år tilbage, hvor grupper af jægere og samlere rejste langs kysterne af Alaska, Canada og til sidst Grønland.
Dag 11. Uummannaq
Indsejlingen mod Uummannaq er ganske enkelt i verdensklasse og bør nydes fra dækket, uagtet hvilken tid skibsklokken må slå. Byen ligger på en 12 km² stor ø, og udsynet domineres af det imponerende 1.175 meter høje hjerteformede fjeld, som byen er opkaldt efter. Der er fra byen en imponerende udsigt til Storøens 1.000 meter høje klippesider, til Nuussuaqhalvøens snedækkede tinder i syd og ud over fjorden, hvor store isbjerge i alle former og størrelser majestætisk flyder forbi i langsom rutefart, dirigeret af den aktuelle vind og strøm. Hele fem aktive bræer i bunden af fjorden sørger for, at der er masser af isfjelde at kigge på.
Uummannaq blev først anlagt som koloni i 1758 inde på Nuussuaqs fastland, men allerede i 1763 flyttede byen ud på øen, hvor sælfangsten var bedre. På vores byvandring ad byens stejle gader skal vi se det gamle gule tranhus, bygget i 1860, hvor hval- og sælspækken blev opbevaret. Den blev dog ikke kogt her; på grund af lugten foregik det uden for byen! Bag tranhuset ses et tørvehus, der var i brug indtil for få år siden.
Det var i Uummannaq-distriktet på Nussuaq-halvøen ved Qilatqitsoq (”der, hvor himlen hænger lavt”), man fandt de berømte Qilakitsoq-mumier. De seks kvinder og to børn menes at være druknet i en konebådsulykke og begravet i en tør og kølig klippegrotte for 600-700 år siden. Mumierne opbevares nu i Nuuk.
Vi bruger formiddagen i byen, der med sit stabile arktiske klima med 2.000 solskinstimer og bare 100 millimeter årlig nedbør med rette kan kalde sig Grønlands Riviera! Et af de bedste steder at nyde byens udsigt og gode klima er Hotel Uummannaqs terrasse.
Først på eftermiddagen mødes vi i havnen for ombordstigning og videre rejse mod syd. Hvis vinden ikke er for kraftig, lægger kaptajnen skibet ind til den lille bygd Niaqornat på Nussuaqs nordside. Her bor bare 60-70 mennesker, der lever af rensdyrjagt og fangst. Når vi har mulighed for at komme i land, åbner bygden sig for os, og vi får et godt indtryk af livsvilkårene i en af Grønlands mindste bosteder.
Dag 12. Eqi-gletsjeren og Ilulissat
Vi runder Nussuaq, går gennem Vaigat og passerer om natten den nedlagte kulmineby Qullisat til styrbord. På bagbords side passerer vi lidt senere på morgenen Saqqaq, der betyder ”Solsiden”. Bygden blev med bestemt, men også venlig, hånd styret af den legendariske udstedsbestyrer Hannibal Fencker lige til hans død i en høj alder i 1988, og bygden var kendt som en af de mest velfungerende og smukkeste beliggende udsteder.
Vi kan ikke sejle nord om Arveprinsens Ejland, men må syd og øst om for at nå ind til den smukke bræ Eqip Sermia, også kaldet Eqi-gletsjeren. Denne gletsjerfront cirka 50 sømil nord for Ilulissat er blevet en mindre berømthed, og mange turbåde tager hertil hver dag. Også de gamle ekspeditionsfolk havde deres base her, blandt andet franskmanden de Quervain, der byggede et overvintringshus som basis for sine ture ind på indlandsisen.
Vi sejler så tæt på iskanten som muligt, dog i behørig afstand fra nedstyrtende isblokke og de voldsomme bølger, som opstår ved kælvingen. Først på eftermiddagen gøres klar til afgang, og nu sejler vi mod Ilulissat. Vi lægger til i Ilulissat sidst på aftenen.
Dag 13. Ilulissat. Byvandring samt mulighed for helikoptertur til indlandsisen og over Isfjorden (ikke inkl.)
Ilulissat er en af Grønlands smukkest beliggende byer. Ilulissat betyder på grønlandsk ”isfjelde”, og byens kælenavn er med rette ”Isbjergenes Hovedstad”. I Diskobugten lige ud for Ilulissats kyst dvæler nemlig de gigantiske isbjerge. De kommer fra Isfjorden, en god halv times gåtur syd for Ilulissat, og de fødes 32 kilometer længere inde i fjorden af den enorme Sermeq Kujalleqgletsjer, der med en bredde på 10 kilometer og tykkelse på 1.000 meter er den mest produktive isbræ uden for Antarktis. Hvor de fleste andre bræer kun kælver med en fart af cirka en meter per døgn, kælver Ilulissat Isbræ med en fart af 25 meter. Hvilket i praksis betyder, at bræen producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til 20 millioner tons per døgn. Alt dette har været medvirkende til, at Isfjorden er kommet på UNESCO’s liste over verdens naturarv, en ære fjorden og byen Ilulissat deler med for eksempel Mount Everest, Yellowstone og blot 182 andre naturscenerier i verden.
I de mere end 250 år, som er gået siden Ilulissats grundlæggelse, er den vokset støt, og den er i dag Grønlands tredjestørste by med mere end 4.300 indbyggere. Mange af byens beboere lever af fiskeri eller af fiskeindustrien. Det er en meget levende og hyggelig by, med et efter grønlandske forhold rigt udbud af kulturelle attraktioner. Det var i Ilulissat, polarforskeren Knud Rasmussen blev født, ligesom hans gode ven, den eminente hundekusk Jørgen Brønlund, der deltog i og omkom under Danmark- ekspeditionen. I selve byen vil vi blandt andet kigge nærmere på byens flot beliggende kirke, Knud Rasmussens smukke, gamle hus samt eventuelt Emanuel A. Petersens malerisamling.
En mulig vandretur, som kan gennemføres på egen hånd, fører ud til Sermermiutsletten, cirka to kilometer syd for Ilulissat. Sermermiut betyder ”folket ved isen”, og stedet har været beboet tilbage fra år cirka 1400 før vor tidsregning med undtagelse af enkelte perioder frem til år 1737. Da de første danske handelsfolk kom til Isfjorden i år 1727 og “opdagede” Sermermiut, boede der omkring 250 mennesker, hvilket dengang gjorde stedet til det tættest befolkede i Grønland. Bopladsen fremstår i dag som en række græsbevoksede, firkantede kratere, som var fundamenterne til husene, man boede i. I skrænterne er der fundet mængder af knogler og ben fra sæler, fugle, fisk og hvaler, så det er ikke svært at regne ud, hvad diæten har bestået af. Kolonien Jakobshavn, det nuværende Ilulissat, blev anlagt i 1741 af den danske herremand Jakob Severin lidt nord for Sermermiut, hvor anløbsforholdene var bedre.
Isfjorden, landet langs fjorden og Sermermiutsletten er udlagt som fredet område, og vandring i området er begrænset til de afmærkede stier. Selve bopladsområdet må derfor heller ikke krydses uden for den markerede sti.
Vores samarbejdspartner i Ilulissat udbyder sammen med Air Greenland en helikoptertur til indlandsisen og over Isfjorden. Udflugten koster 2.695 kr. Rejselederen informerer om muligheden for denne spændende tur og om, hvordan den bestilles.
Ved aftenstid tager vi afsked med isbjergenes hovedstad.
Dag 14. Sarfannguit
Skibet har skudt sydover i løbet af natten, og vi er omkring middagstid nået frem til bygden Sarfannguit i Sisimiut Kommune. Vi har tidligere set ”storbyen” Sisimiut og skal nu have et indtryk af en af de bedst fungerende grønlandske bygder. Sarfannguit er flot beliggende på et højdedrag på øen af samme navn, der betyder ”små strømsteder”. Bygden har cirka 130 indbyggere, og det gode fiskeri og de glimrende jagtmuligheder i det store rensdyrområde bag øen betyder, at bygden er forholdsvis velstående.
Ved aftenstid går turen tilbage mod Kangerlussuaq.
Dag 15. Kangerlussuaq. Mulighed for udflugt til indlandsisen. Hjemrejse
I løbet af natten er vi sejlet gennem den 160 kilometer lange Søndre Strømfjord, og om morgenen er vi fremme ved turens slutmål, Kangerlussuaq. Kangerlussuaq er ikke en by som sådan, og faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under den nye Qeqqata Kommune. Der bor permanent cirka 4-500 mennesker i Kangerlussuaq, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen. Her er et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant (på hotellet) samt Polar Lodge, der fungerer som Albatros’ Grønlandskontor, hotel og souvenirbutik, beliggende blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.
Det var amerikanerne, der under anden verdenskrig anlagde lufthavnen i Kangerlussuaq. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 160 kilometer lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, både under anden verdenskrig og den kolde krig. Da der var flest, var der stationeret over 1.400 personer her. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands Hjemmestyre.
Efter morgenmad på skibet er der mulighed for at tage med på en spændende udflugt til den mægtige grønlandske indlandsis. Udflugten tager cirka fem timer. Vi kører i robuste specialbusser og vores rute følger den lange Sandflugtsdal med den lige så lange smeltevandselv, der inde fra indlandsisen bruser af sted med sit grumsede, til tider mælkehvide vand.
Vi passerer først Kangerlussuaqs interimistiske golfbane, siden den cirka 400 meter høje kegleformede klippe Sukkertoppen. Vi bevæger os videre mellem de hele tiden vekslende og fantastisk smukke landskaber af søer, frodig fjeldhede og tæt pilekrat, der indimellem afløses af store strækninger med golde sandklitter og fjelde uden nogen form for vegetation. Dette er efter grønlandsk målestok et mildt landskab. Her er en rig flora, og højden på de store, afrundede fjelde overstiger ikke 700 meter. Trods et tørt klima er her talrige søer, da vandet på grund af permafrosten ikke trækker ned i undergrunden. Samtidig betyder det tørre klima og den store fordampning, at enkelte søer i lighed med ørkensøer er blevet saltholdige.
Et par kilometer fra indlandsisens yderste bastion, Russelgletsjeren, drejer vi op i terrænet og fortsætter til Punkt 660 i et af de smukkeste israndslandskaber i Grønland, med indlandsisen tronende i baggrunden og række efter række af gletsjerudløbere mod nord og syd.
Vi parkerer ved indlandsisens rand og går ind på selve isoverfladen, der hvælver sig indover som en uendelig flade mod Grønlands midte. Det er en stor og særegen oplevelse at bevæge sig på denne næsten levende organisme og mærke den massive kulde fra den mægtige is. Isarealet svarer til mere end 40 gange Danmarks størrelse. Med en tykkelse på over tre kilometer presser isen sig ud mod havet, hvor den kan ses mange steder ved Grønlands kyster. Efter cirka 15 minutter går vi tilbage til bussen og kører gennem tundralandskabet tilbage mod Kangerlussuaq, hvor vi kører direkte til lufthavnen for check-in. De, der ikke deltager i dagens ekstraudflugt, kører fra skibet til lufthavnen for check-in om formiddagen. Kangerlussuaq Lufthavn er den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland.
(Udflugten til indlandsisen er ikke inkluderet i rejsens pris. Udflugten kan købes særskilt, se under prisinformation).