Fra Entabeni går turen tilbage til Pretoria, hvor vi overnatter på det gode Hotel Court Classique. Herefter går vi om bord på Rovos Rail, verdens mest luksuriøse tog. Vi har tre uforglemmelige dage på toget, som tager os gennem det smukke sydafrikanske landskab med flere stop undervejs: Vi tager på safari i det private Nambiti Vildtreservat, og gør et stop i Spionkop Vildtreservat, hvor der er mulighed for endnu en safari eller en tur på slagmarken fra den anden boerkrig. Vi stifter bekendtskab med prisvindende, håndlavet keramik på Ardmore-værkstedet, og derefter skal vi videre til Durban, hvor vores togrejse ender. Fra Durban kører vi cirka 50 kilometer til Fairmont Zimbali Resort ved Det Indiske Ocean, hvor vi kan nyde strandlivet og de luksuriøse og naturskønne omgivelser.
Rejsedagbog fra Rovos Rail
Vil du læse om, hvad andre rejsende har oplevet på verdens mest luksuriøse togrejse? Så kan du læse de to Albatros-gæster, Peter og Anne-Gretes, rejsedagbog fra Rovos Rail her: www.albatros-travel.dk/gaestebog
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Der er afrejse midt på eftermiddagen fra København med kurs mod eventyrlige Sydafrika.
Dag 2. Ankomst til Johannesburg, byrundtur i Pretoria, videre til Entabeni Vildtreservat
Efter ankomsten til Johannesburg kører vi nordøstpå mod Pretoria, Sydafrikas hovedstad. Her skal vi på en lille byrundtur i den travle sydafrikanske storby. Vi gør blandt andet holdt ved den flotte Union Building, hvor den sydafrikanske regering har sæde, og hvorfra der er en storslået udsigt over hele byen.
Efter frokosten (ikke inkluderet i rejsens pris) har vi cirka tre timers kørsel foran os gennem det vidtstrakte sydafrikanske landskab. Vi bevæger os nordpå mellem enorme hvede-, majs-, solsikke- og jordnøddemarker. Indimellem passerer vi mindre byer og landsbyer, der mest af alt minder om det vilde vesten. Efter kortvarigt at have stiftet bekendtskab med millionbyerne Johannesburg og Pretoria er det interessant at se, hvordan mindre byer i det moderne Sydafrika tager sig ud. Senere, længere mod nord, rejser den smukke, rødligt glødende Waterberg-bjergkæde sig lidt efter lidt i synsfeltet. Her ligger Entabeni Vildtreservat, hvortil vi ankommer sidst på eftermiddagen.
De kommende dage er indbegrebet af ægte afrikansk safari – den vilde natur, de åbne køretøjer og de få besøgende er den helt ideelle kombination. Bjergkæden Waterberg er navngivet efter de talrige floder, bække og vådområder, der præger naturen i denne del af Sydafrika. Waterberg er fællesbetegnelsen for et stort område, der omfatter Sand River Mountains, Hoekberg, Swaershoek og Mopel Range og er et af klodens ældste bjergområder med en storslået og dramatisk natur. De sydlige skråninger er præget af stejle, nøgne fjeldsider og yderst særegne klippeformationer, mens de nordlige skråninger gradvist falder mod busklandet og de åbne savannesletter.
Entabeni betyder slet og ret ”stedet med bjerget”, og når man først har set Entabeni-bjerget – den imponerende monolit, der hæver sig over området – forstår man så udmærket navnet.
Entabeni er et privat reservat, hvilket betyder, at vi har større mulighed for at komme tæt på vildtet og dermed se mere end i de offentlige nationalparker, hvor restriktionerne er ganske omfattende. De private reservater er til gengæld meget nøjeregnende med vildtplejen, og man sørger for, at vildtet ikke forstyrres unødigt, og derfor oplever vi heller ikke kortege-kørsel omkring vildtet. Safari i dette område er den ægte vare.
Vi indkvarteres på Lakeside Lodge, der er opført ved Entabeni-søen. Alle værelser har naturligvis alle de faciliteter, man kan forvente sig af en høj-standard lodge.
Dag 3-4. Safarioplevelser i Entabeni Vildtreservat og bush braai
Over de næste par dage kører vi en kombination af spændende safari om morgenen og om eftermiddagen. Vi har også mulighed for at tage på en vandresafari for at udforske området til fods i selskab med en erfaren sporfinder (tracker) og en bevæbnet ranger. Her kommer vi også tæt på de små ting som det enestående fugleliv omkring søen og floderne samt insekter, planter og træer. Her finder vi blandt andet eksempler på nogle af verdens ældste ”urpalmer”.
Efter vores daglige eftermiddagssafari kører vi en af dagene ud til et udvalgt sted for vores bush braai. Braai er sydafrikansk for grill, og når vi kommer frem, vil der være dækket op med stole og borde. En middag ude i bushen under en stjerneklar himmel plejer for de fleste at være et af højdepunkterne på safarien, særligt hvis middagen krydres med løvebrøl i det fjerne. Vi skal gøre opmærksom på, at det nøjagtige program under opholdet i Entabeni er afhængigt af de lokale forhold.
Dag 5. Entabeni – Johannesburg – Pretoria
Efter frokost kører vi mod Pretoria. Pretoria er fortsat landets formelle hovedstad, selvom både Johannesburg og Cape Town spiller en større forretningsmæssig rolle. Ofte ser man byen omtalt som Tshwane, hvilket er et fællesnavn for hele metropolen omkring byen, men der er stor diskussion om sagen. Når vi ankommer til Pretoria, kører vi direkte til vores hotel, Pretoria Court Classique (eller lignende). Vi mødes til fælles middag om aftenen.
Dag 6. Ombordstigning på Rovos Rail
Efter at have nydt en dejlig morgenmad på vores hotel kører vi til Capital Park, Rovos Rails private togstation i Pretoria. Der bliver tid til at finde sig til rette i kupeen, inden vi mødes i loungen til informationsmøde. Vi nyder vores første frokost om bord på toget, mens vi kører gennem Heidelberg og senere Voorsuitsig. Efter Voorsuitsig stiger vi op i 2.146 meters højde, mens vi krydser Majuba Hill. Om eftermiddagen stopper vi ved Elandslaagte, hvor vi holder for natten.
Dag 7. Rovos Rail. Safari i Nambiti Vildtreservat og safari/guidet tur på slagmark ved Spionkop
I dag står vi tidligt op og har en spændende safari i Nambiti Vildtreservat. Kaffe, te og brød bliver serveret i spisevognen, før vi tager af sted.
Nambiti er et privat Big Five-vildtreservat på 20.000 hektar ved Elandslaagte. Her findes en utrolig biodiversitet med blandt andet savanne, græsland og høje akacietræer. Sundaysfloden løber gennem reservatet med to enorme vandfald på omkring 40 meters højde og en storslået kløft.
Efter endnu en spændende oplevelse er vi tilbage på toget, hvor der venter os en brunch, mens vi kører videre til Estcourt. Ved ankomsten til Estcourt kører vi i busser til Spionkop Lodge, hvor vi kan vælge mellem én af to aktiviteter: safari i Spionkop Vildtreservat eller en guidet tur ved Spionkops slagmarker.
Spionkops slagmarker var stedet for et af de mest meningsløse af alle slag i den anden boerkrig, som blev udkæmpet i 1899-1902. I slaget ved Spionkop i januar 1900 kæmpede 8.000 boere (fra den sydafrikanske republik) mod 30.000 briter om byen Ladysmith, og over 300 blev dræbt på hver side (og over 1.000 englændere blev såret), før boerne fik overtaget, trods deres talmæssige underlegenhed. Med i slaget som kurer var i øvrigt den senere britiske premierminister Winston Churchill, der var udstationeret som journalist i Sydafrika. Gården, hvor The Kop Lodge ligger, var hovedkvarter for generalen for de britiske styrker, Sir Redvers Buller. Hans tropper slog lejr på gården i flere dage før slaget ved ”the Kop”.
Vælger du i stedet en safari her i Spionkop Vildtreservat, får du chance for at se næsehorn, giraffer, bøfler og en bred vifte af antiloper. Nyd en kølig ”sundowner” ved den fredelige Spionkop Sø, og oplev de mange fugle i området, hvor over 250 arter er blevet registreret.
Efter vores safari eller slagmarkstur er vi tilbage på Spionkop Lodge, hvor vi kan nyde et traditionelt sydafrikansk aftensmåltid. Bagefter stiger vi om bord på toget igen, hvor vi overnatter.
Dag 8. Rovos Rail. Ardmore-keramik – Durban – Det Indiske Ocean
Vi forlader Estcourt, mens vi nyder morgenmaden og er på vej til Lions River Station. Her står vi af for at besøge det keramiske værksted Ardmore. Siden 1985 har Ardmore produceret håndlavet keramik og endvidere fungeret som uddannelsessted for selvstændige keramikere, der har fået undervisning, materialer, udstyr og et sted at arbejde samt naturligvis en afsætningsplatform for deres værker. Den keramiske stil veksler med kunstneren, men typisk Ardmore-keramik er farverig, med dyre- og plantemotiver. Turen inkluderer også et lille heste-show samt en hyggelig tepause med udsigt over floden.
Tilbage på toget serveres en frokost, mens vi kører gennem den betagende Valley of a Thousand Hills, en dal der formes af Mngeni-floden og dens udløbere, på vejen til Durban.
Vi er nu nået frem til kysten og metropolen Durban, som er Sydafrikas tredjestørste by, en by med mange forskellige kulturer, inklusive en stor indisk befolkningsgruppe. Det næsten tropiske klima giver mulighed for at bade i havet året rundt, og byen er også kendt for sine strande, hvoraf ”The Golden Mile”, som reelt strækker sig over fire miles (seks kilometer), sikkert er den mest berømte.
Vi regner med at ankomme til Durban sidst på eftermiddagen, hvor vi tager afsked med togets besætning. Der er herefter en relativt kort køretur (omkring en time) til vores næste mål, Fairmont Zimbali Resort.
På KwaZulu-Natals Delfinkyst finder vi Zimbali, som er zulu for “blomsterdalen”. Zimbali har flere naturlige kildevandssøer, som skaber et smukt levested for 65 fuglearter, talrige sommerfugle og en bred vifte af oprindelig flora. Her er det muligt at nyde varmen og bade i Det Indiske Ocean.
Dag 9-10. Livsnyderi på Fairmont Zimbali Resort
Den splinternye Fairmont Zimbali Resort, som åbnede i maj 2010, ligger langs Sydafrikas sublime østkyst, mellem skovreservat og hav. Her nyder vi varmen og reservatet samt eventuelt nogle af de aktiviteter, resortet tilbyder. Den sidste dag inden hjemrejsen holder vi en hyggelig afskedsmiddag.
På resortet er der mulighed for mange forskellige aktiviteter:
Tennis
Tennisketsjer og bolde er til rådighed for gæsterne.
Pools
Der er fem udendørs pools. Hotellet har en ferskvandspool, og der er saltvandspools lige ved siden af stranden, med udsigt over Det Indiske Ocean. Saltvandspoolen er udstyret med parasoller og liggestole, og der er mulighed for at få serveret en forfriskning.
Strand og sø
Der er mulighed for at nyde solen ved stranden eller ved den unikke sø. Her er også mulighed for at nyde en lille picnic. Kyststrækningen er ikke oplagt til svømning, men der er dog andre badestrande i nærheden.
Ridning
Tag en tur på hesteryg rundt om resortet, som bugter sig gennem et skovområde. Turen er ledsaget af erfarne guider.
Fugle- og sommerfugletur
Som et beskyttet miljø huser grunden et rigt fugleliv og en bred vifte af fantastiske sommerfugle. Besøg Sydafrikas første og eneste luftgangbro inde i den fortryllende Dlinza-skov. Gå højt hævet over jorden og oplev den unikke skov og dens rige fugleliv fra en helt anden vinkel. Den lokale guide viser nogle af de 65 fuglearter, der findes i området.
Skovture
Nyd den subtropiske skov på en rask eller afslappet gåtur. Med lidt held kan det være, du ser en sky antilope undervejs.
Spa
Her er der mulighed for at forkæle sig selv med sundhed og luksus. Du kan få en lang række behandlinger såsom helkropsbehandlinger, ansigtsbehandlinger, manicure, pedicure og massage.
Shopping
Hvis du er på udkig efter den nyeste mode, supermarkeder eller elektronisk udstyr, er der masser af valgmuligheder i kystbyen Ballito, omkring en kilometer væk.
Gateway Shopping Mall ligger i Umhlanga (20 minutters kørsel sydpå) og er det største indkøbscenter på den sydlige halvkugle, med biografer, indendørs klatrevæg, bølgesurfing og mere end 300 butikker.
Dag 11. Hjemrejse fra Fairmont Zimbali Resort
Efter frokost kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver mod København.
Dag 12. Hjemkomst
Vi ankommer til København – en intens ferieoplevelse har nået sin afslutning.
Rejseforlængelser og udflugter
Forlæng din rejse ved Victoria Falls’ vandmasser, i Det Indiske Oceans lune bølger, mellem Cape Towns kulturtilbud eller på Mozambiques lækre strande.
Vælg mellem fire eksotiske rejseforlængelser