Vi flyver til øriget Vanuatu, tidligere Ny Hebriderne, og i den lille hovedstad Port Vila går vi om bord på det lille femstjernede krydstogtsskib Clipper Odyssey, som har 50 eksklusive suiter. I de følgende to uger bringer denne perle af et oceangående luksushotel os på en eventyrlig odyssé langs de melanesiske Stillehavsøer, der strækker sig fra nord for New Zealand op til Papua Ny Guinea. Vi følger Stillehavets smukke vulkanøer og atoller til mystiske stammefolk, hvis vigtigste klædestykker er ben i næsen og penisfutteral; og folk, der bor i gamle banyantræer og betaler hinanden med svinetænder – kort sagt mennesker, som lever uden for en verden med fladskærme og sputnikker.
Øerne ligger tæt, og vi har daglige landgange og udflugter til aktive vulkaner, dybe regnskove med besynderlige dyr, lokale landsbyer, koralrev og vidunderlige laguner. De fleste dage er der tillige mulighed for badning og snorkling i pragtfuldt, krystalklart vand med farvestrålende koraller og fisk. De fleste landgange og besøg i laguner sker fra medbragte flåder af Zodiac-typen, der er specielt indrettet til formålet og nemme at benytte.
Der er mulighed for at kombinere denne rejse med tillægsarrangementer i New Zealand og Australien og Ny Guinea. Forslag fremsendes omkring otte måneder før afrejse, når rejseplanen er endeligt fastlagt.
Small ship adventure med Albatros
Vi har gennem de seneste 15 år arbejdet med at udvikle dette krydstogtskoncept, baseret på relativt små, lækre skibe med plads til 70-110 gæster, som sendes på moderne eventyr i alverdens fjerneste afkroge fra Nordøstgrønland til Sydhavet. Det er en grupperejse, hvor man nyder godt af luksus og service i fuld skala uden at gå glip af eventyret. Her kan alle komme i land samtidig og gå på opdagelse samlet. Vi kan lægge til i verdens mindste havne og gøre landgange på spektakulære kyststrækninger. Fleksibiliteten er stor, og muligheden for at omlægge ruten er altid til stede, hvis der for eksempel meldes om en gruppe hvaler i nærheden.
Sejlplanen kan desuden tilpasses de aktuelle forhold som vejr, tidevand og andet, der kan påvirke manøvreringen af skibet. Det skal understreges, at beskrivelsen af de enkelte dage meget vel kan afvige fra virkeligheden, fordi vi undervejs vil tage nye beslutninger under hensyntagen til vejr og andre lokale forhold. Det er ikke muligt at være fuldt opdateret om alle lokale forhold på forhånd. Og det er netop en del af eventyret!
At være på krydstogt i Stillehavet
Som luksuseventyrerer bor vi i store, dejlige kahytter med havudsigt, eget badeværelse, minibar og siddeafdeling. Alle måltider vil fortrinsvis blive indtaget i skibets eksklusive restaurant med internationalt gourmetkøkken, og indimellem bliver der også arrangeret udendørs barbecue. Skibet er desuden udstyret med lounge/bar, bibliotek, motionsrum, sauna og en mindre swimmingpool. Der er rigeligt med dæksplads og liggestole, hvis man gerne vil slappe lidt af og bage i solen. De fleste landgange vil foregå fra mindre Zodiac-flåder, der pendler frem og tilbage, således at man enkeltvis kan planlægge sin dag. Der vil ofte være flere valgmuligheder på øerne som vandring, badning og snorkling, men ofte kan man såmænd nå det hele. Der er god tid!
Dagsprogram
Dag 1-2. Afrejse fra Danmark mod Sydney, Australien
Vi flyver til Sydney og flyver herfra videre til Vanuatu.
Dag 3. Port Vila, Vanuatu
Vi lander i den lille, selvstændige Stillehavsstat Vanuatu, der tidligere hed Ny Hebriderne efter de stormomsuste øer nord for Skotland. Øriget ligger mellem New Zealand og Fiji og består af en halv snes større øer og et halvt hundrede mindre, som tilsammen udgør omkring 12.000 kvadratkilometer – eller godt en fjerdedel af Danmarks areal, når man altså ikke medregner alt vandet mellem de spredte øer.
I 1830 rummede øriget omkring en million mennesker fordelt på mere end hundrede forskellige sproggrupper. De levede et godt og rigt liv, hvor den frodige jord og det rige hav gav dem alt, hvad de behøvede. De var velforberedte på de hyppige cykloner og havde cyklonsikrede afgrøder, som kunne graves op efter selv det værste uvejr, når alt andet var ødelagt. De havde dog den frygtelige uvane at spise hinanden i tide og utide. En tradition, der i henhold til lokale missionærer har ligget dem i blodet – eller i kødet – helt op i vore dage. En missionær beretter om, hvordan han i mange døgn vogtede over sin hustrus grav for at hindre de lokale nambaer i at skænde graven og fortære hendes afsjælede legeme.
Det har utvivlsomt været en stor og vanskelig opgave at bringe kristendom og civilisation til disse øer, men det mest synlige resultat af europæernes indsats er den helt enorme dødelighed blandt lokalbefolkningen gennem koloniseringens første hundrede år. Folketallet faldt fra mere end en million til 35.000 etniske beboere, inden man havde lært at leve med influenza, syfilis, dysenteri og lignende europæiske velsignelser. I dag har befolkningstallet sneget sig op på 150.000 ni-vanuatuer, som de kalder sig.
Besynderligt nok tror en ægte ni-vanuatu stadig, at man kun kan dø af alderdom. Når dette alligevel ikke altid er tilfældet, skyldes døden en forbandelse, og den formastelige udpeges ved medicinmandens mellemkomst og idømmes en betragtelig bøde på et antal svin samt særligt værdifulde svinetænder med mange snoninger. Vi går om bord på Clipper Odyssey i Port Vilas store naturhavn, der er omgivet af blå laguner og grønne træer.
Dag 4. Linbul Village, Ambrym Island, Vanuatu
Vi lægger ud med et enestående besøg i den traditionelle Linbul Village, hvor alt stadig foregår som for hundrede år siden og længe før. Øen er en vulkanø, præget af et enormt ørkenlignende landskab på 100 kvadratkilometer i centrum af øen, hvilket er en såkaldt kaldera (rund forsænkning) fra oldtiden. Der er flere aktive vulkaner på toppen, hvoraf den største har en kaldera på 12 kvadratkilometer, der blev formet i år 50 af et plinisk udbrud, der vurderes til at være den moderne histories næststørste brag.
Stammefolkene kaldes fortrinsvis nambaer, navngivet efter den lokale model af en penisholder, hvor moden her er lidt mere beskeden end de meterlange kalabasser, man finder hos folkene på Ny Guinea. Vi kommer ikke til at møde de mest sky og mindst påvirkede af de moderne tider, fordi disse grupper, der angiveligt spiste deres sidste menneskekød i 1970’erne, ikke har nogen interesse i at modtage os. Nambaerne lever nemlig helt uden pengeøkonomi i henhold til de oprindelige traditioner, ifølge hvilke alle stammegrupper er helt isoleret fra hinanden, afsondret af uoverstigelige sprogbarrierer. På en enkelt ø på størrelse med Fyn finder man således mere end 130 sprog. Vi må nøjes med de kystnære namba-stammer, som sikkert ærer os ved at smide Adidas-shorts og T-shirts til fordel for den traditionelle namba, der her fremstilles af foldede palmeblade og anbringes omkring penis, hvorefter hele molevitten snøres sammen mod maveskindet.
Nambaerne er generelt betragtet indstillet på at leve efter gamle traditioner og ser måske turismen som en mulighed for at styrke dem. I mange år har man ikke danset og moret sig på traditionel vis, men nu kommer turismen og giver anledning til fastholdelse af nogle kulturværdier, der var på vej ud.
Den engelske opdagelsesrejsende James Cook opdagede Ambrym i 1774, og øens navn er en forvrænget udtale på det lokale sprog af, at ’her er yams’ (’ham rim’). Yams er den vigtigste afgrøde i området.
Dag 5. Luganville, Espiritu Santo, Vanuatu
Vi sejler ind i Luganville på Espirito Santo. Byen er den andenstørste i Vanuatu-øriget og fungerer som hovedby for indbyggerne på de nordlige øer. Luganville kæmper med Port Vila om hovedstadsrettighederne. Man skal huske på, at for de lokale øboere er afstandene så store, at en hovedstad flere hundrede kilometer væk er et umuligt mål. Øen var en af amerikanernes hovedbaser under anden verdenskrig, og mange besøgende kommer her for at dykke i de gamle vrag eller materiel, som amerikanerne smed i havet efter krigens afslutning. Øen har et specielt problem med en invasiv slyngplante, som amerikanerne indførte som camouflage af militære anlæg. Planten breder sig overalt og kvæler den frodige jungle.
På markedet ser vi nogle af de rigelige lokale afgrøder, der ofte ligger og rådner på grund af voldsom overproduktion. I sidste århundrede kunne man sagtens brødføde en million mennesker, så dagens 150.000 indbyggere behøver ikke at mangle mad. På alle disse næringsrige vulkanøer gror der kokospalmer, papaja, mango, avokado, vilde æbler, casuarina og en mængde andre nødder, grape og andre citrusfrugter, brødfrugter og figner i så overvældende mængder, at ingen bekymrer sig om at høste dem. Træerne er privat ejendom, men alle kan tage, hvad de skal bruge.
En specialist i etnobotanik har fastslået 1.024 genkendelige anvendelser af kystnære planter på Vanuatu. Eksempelvis 113 til medicinsk anvendelse, 21 til gødning, otte til insektmidler, ni til sæber og shampoo og fem som toiletpapir, for nu at nævne de mere kuriøse. Vanuatu er det typiske idealbillede af et tropisk paradis, der er fuldstændigt selvforsynende og uden sult eller ernæringsproblemer, glad for sin kultur og sine traditioner, uden store truende sygdomme – man har lidt malaria, som man selv kan klare, og enhver ni-vanuatu kan bygge en orkansikker palmehytte, så også de lejlighedsvise orkaner er man verdensmestre i at håndtere.
Dag 6. Matautu Village, Tikopia Island, Salomonøerne
Vi krydser den imaginære grænse i havet til øgruppen Santa Cruz, der er den sydligste gruppe i Salomonøerne – et kolossalt ørige bestående af over 1.000 øer, men med sine 28.000 kvadratkilometer er den samlede landmasse langt mindre end Danmark. Som de fleste øriger består Salomon af en administrativ kerne, der er forbindelseslinjen til omverdenen og en masse fjerne småøer – beboede og ubeboede – og med relativt lille kontakt til centraladministrationen. Befolkningen er indvandret ad mange omgange, men til forskel fra Vanuatu og Ny Kaledonien er de første folkeslag – papuatalende aboriginere – indvandret meget tidligere og fra den modsatte kant: fra Ny Guinea og Australien for omkring 30.000 år siden. Efterfølgende er de dygtige sejlere fra øst kommet til i udriggede kanoer og har blandet sig med de første beboere.
Første europæer var spanieren Alvaro de Mendana de Neira, som lagde til i 1568 på returrejse fra Peru. Salomons beboere blev beskrevet som notoriske hovedjægere og kannibaler inden europæernes mere permanente ankomst, som reelt først blev indledt af missionærer omkring 1850. Herefter kender vi historien til hudløshed: slavearbejde eller ”blackbirding”, som det kaldtes, på europæernes sukkerplantager i Queensland og på Fiji, talrige sygdomme og racistisk undertrykkelse. I lighed med Vanuatu har der dog ikke været så store naturrigdomme eller mulighed for anden kommerciel drift, at europæerne har taget styringen. Salomonøerne er i dag et konstitutionelt monarki under Elisabeth II, men har derudover en selvstændig regering. Politisk uro har dog præget hovedøen Guadalcanal igennem en halv snes år, indtil politi og regulære tropper fra nabolandene Australien, New Zealand og de øvrige Stillehavsriger greb ind i 2003. Valg og politik ligner stadig en karikatur af en bananrepublik med kulørte bortførelser, bestikkelsessager og besynderlige politiske kontakter.
V
i starter besøget på Salomonøerne på Tikopia, som er alt andet end tilfældigt valgt. Den beskedne ø på fem kvadratkilometer rummer en befolkning på 1.200 fordelt på 20 landsbyer og ledes af fire høvdinge. Vi besøger den største landsby, Matautu, hvor vi får en god blanding af det bedste ved øerne: fantastiske bade- og snorklemuligheder i det azurblå hav og farvestrålende indfødte, der opfører traditionel sang og dans. Det helt særlige ved øen er, at de gennem de seneste 500 år har tænkt holistisk økologisk og forholdt sig til det aktuelle problem: Hvad gør man, når befolkningen vokser mere end fødevareproduktionen? Allerede i 1600-tallet brød man med det traditionelle svinehold, der er karakteristisk for alle andre øer. De regnede ud, at produktionen af et kilo svinekød kostede ti kilo god næringsrig føde. Så slagtede man simpelthen alle svin og fik flere proteiner fra fiskeri. Dyrkningen er kompleks økologisk med tilsætning af mange former for naturgødning, og samtidigt kontrolleres befolkningstilvæksten, som er blevet holdt konstant i mange hundrede år gennem fødselskontrol. Eksemplet er så berømt, at det har fundet vej til Gyldendals encyklopædi.
Dag 7. Nembao Village, Utupua Island, Salomonøerne
I dag besøger vi den lille ø Utupua, hvor vi mødes af de lokale krigere i fuldt ornat med sværd og konkylietrompeter. De er udpræget fiskere og specialister i smukke og driftsikre fiskerflåder samt fiskekroge lavet af ben. Vi skal blandt andet på en lille vandretur tværs over øen gennem regnskov med talrige farvestrålende orkideer. Øen ligger på skillelinjen mellem de to væsentlige økozoner, der deler Salomonøerne og Vanuatus skovregion, med talrige frugtbare områder af vulkansk oprindelse blandet med ret magre limstensområder, der samlet set giver en høj diversitet og ikke mindre end 230 orkidearter. De kommende øer, vi besøger på denne rejse, hører til Salomons regnskovsregion, der oprindeligt var sammenhørende med Papua. Indbyggerne på øen er en blanding af relativt nye indvandrere fra Polynesien og melanesere, der har bragt det bedste fra hver kultur sammen, hvilket gør øen kulturelt enestående i forhold til de øvrige øer.
Dag 8. Port Mary, Santa Ana, Salomonøerne
Vejret er varmt med stor luftfugtighed året rundt, og de hyppigste byger falder fra december til marts. I marts-april vender vindforholdene fra vestenvind til den sydøstlige passatvind med lange, stabile og vindstille perioder. Byger vil stadig forekomme, ofte korte og kraftige, men de lokale nedbørsforhold er ekstremt varierede – fra næsten ingen regn på den ene side af øen og massiv nedbør på den modsatte. Vi har passeret orkansæsonen, men når disse opstår, drager de fortrinsvis mod syd.
Vi sejler ind til en af de smukkeste øer i Stillehavet. Allerede ved indsejlingen gennem koralrevet ind i den lille grønne lagune med det azurblå vand fornemmer man en verden fjernt fra den moderne civilisation. Øen er fuldstændigt overgroet med jungle, og den lille by i lagunen forekommer som skåret ud af skoven.
Husene er lavet af flettede palmeblade bortset fra den relativt store kirke. De lokale venter os og kommer os i møde på traditionel vis, og salgsboderne er naturligvis linet op i baggrunden, men intet er anmassende. Alle er utroligt søde og venlige, og her glæder man sig over, at nogen synes, man er værd at besøge. En af de ting, der virkelig gør det værd at gæste øerne, er, at det er legitimt at være turist. Det er helt i orden, man er nysgerrig og kigger, spørger og fotograferer. Det er ikke et spørgsmål om penge, men ganske simpel venlighed.
Dag 9. Honiara, Salomonøerne
Vi går til kaj i hovedstaden Honiara på den største ø Guadacanal, der vel nok er mest kendt for de hårde kampe, som fandt sted under anden verdenskrig. Slaget om Guadacanal var Stillehavskrigens vendepunkt, hvor amerikanerne endelig fik skovlen under Japan. Amerikanerne angreb den japanske base 7. august 1942 og landsatte 16.000 læderhalse efter et heftigt bombardement. Slaget blev langvarigt – et af krigens længste – og først 9. februar 1943 var den sidste japaner nedkæmpet. De fleste besøgende kommer for at se de steder, der er relateret til krigshistorien, herunder museet. For selv nu, mere end 60 år senere, slipper denne dramatiske historie ikke sit tag. Byen er efterhånden en af de rigtigt store byer på Stillehavsøerne, med formentlig 80.000 indbyggere. I dag sikres ro og orden – og ikke mindst den demokratiske proces – af australierne.
Dag 10. Ghizo Island og Kennedy Island, Salomonøerne
Som allerede nævnt udspillede en stor del af anden verdenskrig sig i dette område, hvor mange sikkert kan genkende navne fra krigshistoriens berømte slag. Japanerne og de allierede løb bogstaveligt talt ind i hinanden i denne øgruppe, som vi besejler. Efter Pearl Harbour trak amerikanerne en ny forsvarslinje her nord for 
Australien, hvilket resulterede i nogle af Stillehavskrigens hårdeste kampe. Vi besøger i dag Kennedy Island, der er opkaldt efter den senere amerikanske præsident John F. Kennedy, som havde kommandoen over motortorpedobåden PT-109, der blev sænket her af en japansk destroyer. Kennedy og mandskabet svømmede i land og kunne genoptage tjenesten. Selve øen er ikke større, end man kan gå rundt om den på fem minutter, og man forstår hurtigt, hvorfor Kennedy og mandskab måtte væk i en fart. Der er et rimeligt koralrev, og man kan hygge sig på stranden.
Vi besøger også den lille provinshovedstad, Ghizo, der ligger en halv times sejlads fra Kennedy Island. En støvet småby, hvor vi bliver budt på dans, og herefter får vi mulighed for at vandre gennem det åbne marked og shoppe i kineserbutikkerne langs vejen.
Dag 11. Bodaluna Island, Papua Ny Guinea
Østaten Papua Ny Guineas fjerneste øer ved Australiens nordkyst udgør rejsens anden del. Den bjergrige jungleø med et hav af mindre øgrupper er beboet af verdens største antal nulevende naturfolk, der mere eller mindre lever helt uafhængigt af verdensudviklingen. Det er ikke ret mange år siden, at dette vilde jungleområde var fuldstændig lukket og utilgængeligt for besøgende, og for blot en snes år siden risikerede standhaftige eventyrere stadig at havne i suppegryden.
Ud over de enestående naturfolk finder vi her et væld af radikalt forskellige økologiske områder tæt op ad hinanden. Fra høje bjergtinder med evig sne dybt inde i hovedøens vildnis vandrer man ned gennem den alpine vegetation til ufremkommelig jungle, eukalyptus-savanne, sumpe med sagopalmer og mangrove. De forskellige økologiske zoner medfører naturligvis også en ganske interessant flora og fauna. Her findes en af verdens rigeste plantekoncentrationer med langt over hundrede endemiske arter, spændende og fremmedartede dyr som trækænguru, paradisfugl, kakadue og utallige andre papegøjer, kæmpekrokodiller og enorme varaner. De mere eksotiske ting kommer vi dog næppe til at se på denne rejse, men ligesom menneskene har vegetation og dyreliv spredt sig til de mindre øer, hvor de herefter har udviklet sig egenartet.
Dagens ø er næsten umulig at finde på et kort. På et stort kort over Ny Guinea vil den vise sig som et unavngivet knappenålshoved øst for Marshall Bennetts Islands. Det er en rigtig atol, og fjernt fra alle andre øer lever denne lille befolkning af alt, hvad koralrevet kan fremdrive. I vor forstand er de yderst fattige, men på de anden side ser de ud til at have, hvad de skal bruge, for området er rigt på kæmpemuslinger, der kan plukkes fra bunden og indeholder store mængder protein. Kontrasten mellem Stillehavets koraløer – atollerne – og vulkanøer er slående. Langt de fleste øer, vi besøger, er af vulkansk oprindelse med næringsrig jord og regelmæssig nedbør. Der er næsten ingen grænser for udbyttet af jordens afgrøder.
På korallerne er livet langt fattigere. Det er en lang og kompliceret proces at gøre korallerne frugtbare, og uden regn er det omsonst. Derfor er livet helt forskelligt på de to typer af øer.
Dag 12. Kitava og Uratu, Trobriand Islands, Papua Ny Guinea
Ved landgangen på Kiriwina Islands, som disse øer også hedder, møder vi de farvestrålende stammefolk, som mange forbinder med Papua Ny Guinea. Faretruende krigsmaling, knogleudsmykning og en masse spyd er i vente. Folkene hilser os på samme måde, som de hilste de første europæere, der gik i land her – det hævder de i det mindste selv, og med synet må man tro dem.
Vi ved ikke helt præcist, hvordan dagen former sig. Foreløbig har vi planlagt besøg i øgruppen fra klokken 07.00 morgen til 22.00 aften , hvor vi sejler gennem fantastiske naturskønne områder med atoller og farvestrålende koralrev omkring de små tropeøer. Vi vil forsøge at kombinere landsbybesøg med svømmeture i det klare, azurblå hav. Øerne her kender ikke meget til turisme, og der kan gå år imellem den slags besøg. Derfor må vi forvente, at vor blotte tilstedeværelse sætter meget i gang: skoler lukker, børnene synger og der er fest i gaden. Man kan næsten fornemme, hvordan kaptajn Cook blev modtaget, når de europæiske skibe lagde til ved ukendte tropiske øer.
Dag 13. Fergusson Island og Dobu Island, D’Entrecasteaux Islands, Papua Ny Guinea
Efter atol-øerne er vi nu tilbage i landskaber præget af centrale højdedrag med aktive vulkaner, der drysser frugtbar aske ind imellem de mere ubehagelige udbrud. Hvis man ønsker et godt indtryk af disse øer, kan man ”google” navnet, og ofte vil der både dukke tekst og billede frem på skærmen.
Når vi omtaler den tidligere kannibalisme og hovedjæger-traditioner, griner vi ofte lidt over denne primitive adfærd, men perspektivet er langtfra morsomt, for hvordan kan det være, at mennesker, der udvikler sig i et overflodssamfund med tilstrækkelig næring og et forholdsvist nemt liv, betragter nærmeste nabo som føde? Mange af disse østater rummer mange nationer med hver sit sprog. En ø på størrelse med Fyn kan eksempelvis rumme 50 små lande med helt forskellige sprog, og der er altså få kilometer mellem hvert land, der hver især ikke er meget større end en landsby. Naboen er mad – ikke set ud fra en speciel rituel tankegang, men snarere ganske rationelt. Måske får vi svaret undervejs på Fergusson Island, der er berygtet for at rumme verdens sidste kannibaler.
Øen er et tropeparadis, med fuldstændig tæt jungle og masser af endemiske arter, herunder paradisfugle. Vi går i land i et vulkansk aktivt område med varme kilder, ligefrem en kogende sø, gejsere og saltdeponeringer – et enestående farveorgie omgivet af stejle skrænter og grøn jungle. Havet omkring disse øer er kendt for hvaler, delfiner, dugong og havskildpadder, og måske er vi heldige at se nogle af dem.
Om eftermiddagen sejler vi videre til Dobu Island. Grunden til, at vi har valgt denne ø, er, at en lang række antropologer har studeret og beskrevet de lokale douban-folk, der har givet anledning til mange videnskabelige slagsmål omkring folkekarakter og ritualer. Den første antropolog, Reo Fortune, beskrev folkene som generelt paranoide og besat af sort magi med besynderlige holdninger til sex. Nogle mener, at de udgør en kulturel enhed, mens andre mener, at det, vi i dag ser, er skabt under indflydelse af missionærerne og de europæiske handlende i området. Der tænkes her på den såkaldte ”blackbirding”, hvor europæere via fiduskontrakter gjorde folk til slavearbejdere fjernt fra deres oprindelige hjem. Vi besøger lokale landsbyer og ser på naturen med mere.
Dag 14. På havet
Vi sejler den sidste strækning gennem Koralhavet mod Port Moresby, hvorfra hjemrejsen eller eventuelle tillægsarrangementer begynder. Undervejs kigger vi efter nogle af havets store pattedyr.
Dag 15. Port Moresby og hjemrejse
Vi er nu fremme i Port Moresby, og det er tid til at sige farvel til skibets besætning. Herefter begiver vi os i lufthavnen og sætter os til rette i flyet hjem mod Danmark. Hjemrejsen er via Australien.
Dag 16. Ankomst til København