
På vores tur rundt om Gardasøen bevæger vi os både til lands og til vands. På denne måde får vi et bedre billede af denne varierede og mangfoldige sø, og vi kommer lidt tættere på italienernes hverdagsliv. I de hyggelige byer Malcesine og Riva del Garda bliver der tid til at nyde en kop kaffe ved havnen. Vi skal også en tur op i bjergene og opleve de imponerende og majestætiske Dolomitter. Selvfølgelig skal vi også til den charmerende by Venedig, der ligger midt i den fantastiske lagune. En by der dufter af kultur og historie.
Vi har valgt at bo i den lille bjergby San Zeno di Montagna, der ligger smukt med udsigt over Gardasøens bredder oppe på bjerget Monte Baldo. Vi bor i centrum af byen på et hyggeligt familiedrevet hotel, fra hvis poolområde vi kan nyde udsigten over søen.
Dagsprogram
Dag 1. København – Milano, gåtur i San Zeno
Vi ankommer til lufthavnen i Milano, hvor bus og rejseleder venter. Vi kører direkte til vores dejlige hotel, der ligger i bjergbyen San Zeno lidt oppe på bjerget Monte Baldo med udsigt over Gardasøen. Her er luften dejlig frisk, udsigten over søen er imponerende, og det er et godt sted at slappe af, når vi ikke er på tur. Om eftermiddagen går vi en tur i den lille by, inden rejselederen fortæller lidt om ugens oplevelser.
Vi besøger blandt andet den lokale delikatessebutik Salumeria Lenotti. Her skal vi smage på nogle af de lokale specialiteter som ost og pølse, og i kælderen hører vi om fremstilling og lagring af de lokale pølser, stedet er kendt for.
Herefter spiser vi vores første middag sammen på hotellet.
Dag 2. Sejltur på Gardasøen, fritid i Malcesine
Lago di Garda, Gardasøen, har igennem mange år tiltrukket rejsende fra hele verden. Det er ikke underligt, da den betagende sø er en af de absolut smukkeste steder i Italien. Dagens udflugt er en glimrende introduktion til Gardasøen, og turen giver os en god ballast for de kommende dages oplevelser.
Fra hotellet kører vi ned til søen. Her stopper vi kort i Bardolino, inden vi tager med rutebåden et par times sejlads langs den østlige kyst til Riva del Garda, som er søens nordligste by. Her bliver der mulighed for at spise frokost, før turen med bus går ned langs søens østlige side, hvor eftermiddagssolen kan skinne på os. Her stopper vi i den charmerende by Malcesine med den fantastiske borg og hyggelige havn. De eventyrlystne kan eventuelt tage med svævebanen op til det højeste punkt på bjerget Monte Baldo (billetpris cirka 18 euro).
Sent på eftermiddagen vender vi tilbage til hotellet i San Zeno.
Dag 3. Venedig
Dagens udflugt til Venedig lader ingen uberørt. Byen har ganske enkelt sin helt egen charme. Venedig, der er bygget på sandøer og pæle i lagunen oplevede sin storhedstid under middelalderen og den tidlige renæssance, og de enorme rigdomme, som venezianerne tjente på deres handel med både øst og vest, gav det økonomiske grundlag for de storslåede paladser, som byen er så fuld af.
Fra Tronchetto-halvøen tager vi den lokale Vaporetto, vandbus, langs hovedfærdselsåren Canal Grande. Dette er den rigtige måde at komme rundt i Venedig på. Vel fremme på Markus-pladsen begiver vi os til fods ud på en spændende rundvisning med lokalguide i byen, og herefter bliver der tid på egen hånd til frokost og egne eventyr. Skulle man have lyst til en sejltur i gondol, hjælper rejselederen gerne med dette (ikke inkl.).
Om eftermiddagen sejler vi med privat båd tilbage til Mestre på fastlandet og begiver os mætte af indtryk tilbage til hotellet for at spise middag.
Dag 4. Dolomitterne
Så snart man kommer nord for Gardasøen, befinder man sig på grænsen til Alperne. Her i de italienske Dolomitter finder man dramatiske bjergtoppe, hvor forrevne, savtakkede tinder skinner i gule, hvide og lyserøde nuancer i morgensolen. I dalene ser vi æbleplantager og vinmarker, der smyger sig op ad bjergskråningerne, og i byerne støder alpetysk og italiensk kultur sammen på hyggelig vis.
I løbet af dagen passerer den ene pragtfulde udsigt efter den anden forbi bussens vinduer. Vi kommer igennem Val d’Ega, en imponerende vej langt nede i en naturlig kløft, og vi når frem til den smukke og dybt turkisgrønne sø Lago Carezza. Som var det en teaterkulisse, ligger søen omkranset af høje, slanke mørkegrønne fyrretræer med de dramatiske snedækkede Dolomitter som et naturligt bagtæppe.
Vi fortsætter ind i bjergene og stopper i skibyen Canazei, hvor der bliver tid til at spise frokost på egen hånd og måske tage på en lille vandring i den flotte natur. Herfra kan man se den smukke bjergkam Rosengarten som en smuk væg frem for os. Turen tilbage mod hotellet går igennem den skønne bjergdal Val di Fiemme.
Sent på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet mætte af oplevelser og klar til aftenens middag.
Dag 5. Verona, vinsmagning i Valpolicella
Mandag er normalt markedsdag i San Zeno, og allerede fra morgenstunden bliver boderne sat op. Hurtigt fyldes den lille plads med nysgerrige, der vil købe lidt spændende sager hos de mange livlige sælgere. Er du morgenfrisk, kan du fra klokken 8 tage et kig på markedet, inden vi starter dagens oplevelser.
Dagens udflugt går til Verona; byen der er ramme om verdens mest kendte kærlighedshistorie. Ligesom Shakespeare med Hamlet gjorde Helsingør berømt vidt og bredt, satte hans drama om Romeo og Julie Verona på litteraturens verdenskort. I en lille gård i Verona findes tilmed den berømte balkon, hvor de to elskende erklærer hinanden deres kærlighed. I dag besøges stedet af unge forelskede par, der skriver deres kærlighedserklæringen på murene. Verona er også kendt for den smukke romerske arena, der om sommeren huser overdådige operaopførelser, og det er en hyggelig og lettilgængelig by at bevæge sig rundt i.
Byen blev allerede udviklet under romerne og fik sin storhedstid under familien Della Scala i 1200- og 1300-tallet. Allerede i år 2000 blev Verona optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen er nemlig et enestående eksempel på en by, der har udviklet sig gennem to årtusinder og formået at bevare og ikke mindst inkorporere de gamle bygninger og fæstningsmure i en moderne storby.
Vi starter vores besøg med en historisk byvandring, hvorefter der bliver tid til at udforske Verona i eget tempo.
Italien producerer fantastiske vine, og ikke langt fra Verona finder vi produktionsstedet for nogle af verdens mest kendte vine. Ud på eftermiddagen går turen til Valpolicella, hvor man laver den fantastiske Amarone. Vi besøger en lille familiedrevet vingård, hvor vi lærer om, hvordan man producerer Amarone-vinen, og selvfølgelig også skal smage de ædle dråber vingårdens hyggelige omgivelser.
Dag 6. Dag på egen hånd
Dagen er til egne oplevelser. Måske frister en gåtur rundt i San Zeno eller op på bjerget Monte Baldo. Det kan også være fristende bare at nyde en kop kaffe på hotellets bar sammen med en god bog.
Den naturinteresserede kan vandre videre på Monte Baldo, der også er et naturreservat. Her kan man være heldig at se vilde orkideer, som det dog er strengt forbudt at plukke, og oppe fra bjerget har man en fantastisk udsigt over Gardasøen. Med lidt held kan man se helt op til Dolomitternes spidse tinder mod nordøst. Det er også heroppe, at køer og får græsser om sommeren, og det kan smages på de lokale oste.
Skulle man have lyst til at se mere af Gardasøen, kan man let dele en taxa til en af de mange småbyer, for eksempel Garda. Det er også let at tage en af rutebådene til en af byerne på den anden side af søen. Derefter kan man tage tilbage til San Zeno og spise frokost på den fantastiske restaurant ”Trattoria Kus”. Den har fået fine anbefalinger blandt andet i den italienske Slow Food-guide. Har man lyst til at spise ude på egen hånd en enkelt aften, kan vi også varmt anbefale restauranten.
Om aftenen er det tid til at spise en fælles afskedsmiddag på hotellet.
Dag 7. Fritid i Milano og hjemrejse
Vi forlader vores hotel og kører til storbyen Milano, der tidligere var en industriby, hvor firmaer som Campari, Alfa Romeo, Fernet Branca og Pirelli satte dagsordenen, men i dag betyder bilproduktion og drinks ikke så meget for byens økonomi. Milano er i dag Italiens finans- og modecentrum, og det er her, man finder den italienske børs og en stor del af den italienske medieverden, som Silvio Berlusconi må siges at have stor kontrol over. Byen har helt siden romerne været et driftigt handelscentrum, og i dag er den også omdrejningspunktet for modeverdenen med Giorgio Armani i en af hovedrollerne.
På vores tur i Milano kommer vi forbi den imponerede gotiske katedral, den berømte opera La Scala og slottet Castello Sforzesco hvor Leonardo da Vinci huserede. Der bliver også tid til at gå en lille tur i det flotte overdækkede galleri Vittorio Emanuele, hvor alle de flotte butikker ligger side om side.
Sent på eftermiddagen kører vi til lufthavnen uden for Milano, og en rejse med mange nye indtryk er snart slut.