På denne rejse kommer man tættere på lokalbefolkningen end på traditionelle turistrejser. Det sker i silkelandsbyen Ban Kwao og ikke mindst i rislandsbyen Lad-yai, hvor vi høster, spiser og hygger os sammen med landsbyens beboere. Vi vil også opleve livet i den lidt mere stillestående, men farverige provinsby Chaiyaphum, hvor turister er et særsyn. Vi besøger også en thailandsk vingård, og vi vil se, hvordan unge thaikvinder i det fattige Østthailand producerer modetøj til internationale mærkevarekoncerner.
Rejsen afsluttes med nogle dage i et skønt og fredfyldt resort beliggende lige ned til den bedste del af stranden i feriebyen Jomtien, hvorfra der er spændende udflugtsmuligheder.Vi indkvarteres på gode førsteklasses hoteller, og transporten foregår med moderne aircondition-bus. Der er inkluderet morgenmad dagligt, og på rundrejsen er langt de fleste frokoster og middage også inkluderet. Der vil blive mulighed for at smage et varieret udsnit af det meget smagfulde thailandske køkken.
Turen ledes af en dansk rejseleder med stor rejseerfaring fra landet, og der medfølger også en lokal engelsktalende guide.
Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra Danmark til Bangkok
Vi flyver fra København direkte til Bangkok med Thai Airways.
Dag 2. Ankomst til Bangkok
Vi ankommer til Bangkok tidligt om morgenen. Efter check-in på hotellet holder vi et kort informationsmøde. Herefter skal vi på sejltur på Chao Phraya-floden og kanalerne i det vestlige Bangkok. Vi spiser frokost ved floden og tager derefter en kort rundtur i den farverige storby. Vi kører bl.a. ad Bangkoks ”Champs-Elysées” forbi Monumentet for Demokrati, parlamentet, kongeslottet m.m. og tilbage til hotellet. Om aftenen er der mulighed for at deltage i en speciel thailandsk middag ”kantoke dinner” med et efterfølgende besøg på natmarkedet i Patpong.
Dag 3. Bangkok
Dagen starter med en gåtur gennem Chinatowns smalle gyder, der udgør et utroligt marked, og hvor utallige velkendte og navnlig for os ukendte varer udbydes til salg for næsten ingen penge. Her bliver vores sanser virkelig pirret. Vi fortsætter til Bangkoks berømte blomstermarked – en flot og farverig oplevelse. Herefter går turen til Thailands mest berømte turistattraktion, det utroligt smukke Grand Palace. Vi er tilbage på hotellet ved middagstid. Eftermiddagen er til fri disposition.
Et af verdens fornemste hoteller er Shangri-la Hotel i Bangkok. Vi tilbyder mulighed for at opleve en aften i thailandsk luksus på Shangri-las terrasse ned til Chao Phraya-floden. Restaurantens fantastiske dinner buffet er en kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige. Vi arrangerer transport, men middagen er for egen regning.
Dag 4. Bangkok - Ayutthaya - Lopburi.
Om morgenen sejler vi på en luksusbåd ud af Bangkok og op ad Thailands gamle livsnerve, Chao Phraya-floden. Det er en smuk og afslappet tur, hvor vi fra bådens soldæk kan iagttage det hektiske og afvekslende liv på floden og langs bredderne. Bangkoks højhuse og templer afløses af forstadskvartererne, hvor husene er bygget på pæle, og husbådene ligger omgivet af vandhyacinter. Vi sejler op mod det centrale risland og når efter godt fire timer frem til Ayutthaya. Undervejs serveres en lækker frokost.
Ayutthaya var i godt 400 år Thailands hovedstad, og i byens storhedstid i 1600- og 1700-tallet var den verdens største og rigeste by. Byen med de 2000 gyldne spir, blev den kaldt. Vi tager en rundtur i den gamle bydel og gør holdt ved nogle af de smukke, restaurerede ruiner for at forestille os, hvordan livet mon spændte af i fordums tider.
Vi fortsætter op til abernes by, Lopburi, hvor vi overnatter. Om aftenen spiser vi middag sammen på vores hotel.
Dag 5. Lopburi – Pha Hin Ngam – Chaiyaphum
Midt inde i Lopburi by lever tre store abeflokke, som vi starter dagen med at hilse på. Herefter kører vi ud i det frugtbare centrale Thailand. Landskabet er afvekslende med mange forskellige afgrøder på markerne. På denne tid af året står solsikkerne i fuldt flor på mange marker i området. Vi gør holdt ved en af de imponerende marker, inden vi fortsætter mod Dan Khun Tot. Vi er nu for alvor kommet til ”det ukendte Thailand”. De traditionelle turistruter er forladt, og vi er på vej mod den lave bjergkæde, der danner grænsen til det nordøstlige Thailand, kaldet Issan.
Første stop i Issan er ved Pha Hin Ngam, som betyder ”den smukke stenskov”, og det er netop et forunderligt sten- og klippelandskab omgivet af skov, der møder os her. Vi spiser frokost i en lille bjergrestauration, inden turen går videre til Chaiyaphum. Landskabet har skiftet karakter. Her i Issan er klimaet tørt, og jorden er ikke så frugtbar. Markerne er tilplantet med ris, sukkerrør og til dels maniok. Det er en mere hårdfør bevoksning, vi ser her end tidligere på turen – men den har sin egen skønhed. Fremme i Chaiyaphum er der tid til en spadseretur i byen, som er hovedby i en region, hvis befolkning hovedsagelig lever af risdyrkning, og hvor intet synes at have forandret sig i årtier. Vi vil formodentligt ikke se andre turister her, men vi vil blive mødt med stor nysgerrighed af de smilende og meget imødekommende indbyggere.
Chaiyaphums bymidte er et farverigt skue af boder og små butikker med åbne facader ud mod gaden. Byen har dog fået et nyt og moderne hotel, hvor vi indlogeres for de kommende to nætter. Den første aften tager vi hen på en mogata-restaurant, hvor vi selv skal tilberede vores kød på en minigrill over glødende kul.
Dag 6. Chaiyaphum – Ban Kwao – Lad-yai – Chaiyaphum
Silke og ris er dagens tema. I Thailand i dag væves de fleste silkestoffer på industrimaskiner, og også andre af produktionens processer foregår mere eller mindre mekanisk. Men i Ban Kwao fremstilles alt stadig med håndkraft, og silken herfra regnes for Thailands fineste. Det thailandske kongehus køber deres silke i Ban Kwao. Vi kører de 12 km fra Chaiyaphum til Ban Kwao og vil spadsere fra hus til hus i landsbyen for at følge hele processen, lige fra silkesommerfuglene lægger deres æg på morbærtræets blade, til silkestofferne er færdigvævede. Lige uden for Ban Kwao ligger en halv snes store og flotte silkebutikker. Ved synet af dem vil man umiddelbart tro, at her må der komme mange turister. Men butikkerne er showrooms for opkøbere af silke, og vi kan have butikkerne med deres engrospriser for os selv. Vi besøger også den lokale skole i Ban Kwao.
Vi fortsætter en halv times kørsel til rislandsbyen Lad-yai, hvor nogle af landsbyens kvinder har tilberedt frokost til os. Når vi har spist, skal vi ud i rismarkerne, hvor høsten er i fuld gang ved håndkraft og med segl. Vi får mulighed for at afprøve vores færdigheder som høstarbejdere. Tilbage i Lad-yai er der tid til at gå en tur i landsbyen for at hilse på landsbyboere. Vi tilbringer resten af eftermiddagen og måske noget af aftenen i Lad-yai. Landsbyens indbyggere vil meget gerne i kontakt med os. De vil prøve at snakke med os og måske tilbyde at drikke en øl med os. Vi kommer derfor denne dag betydeligt tættere på lokalbefolkningen, end det normalt er turister forundt.
Dag 7. Chaiyaphum – Phimai – Surin
Første stop i dag er ved Phimai. Et besøg i denne 1000 år gamle by med smukke, restaurerede ruiner giver et lille indblik i fordums storhed i det store khmerrige. Phimai var den næstvigtigste by efter hovedstaden Angkor (i det nuværende Cambodia) i khmerriget, som dominerede det sydøstlige Asien gennem 600 år (fra ca. 800 til ca. 1400). Phimai er ”det lille Angkor Wat”. Vi fortsætter til Sai Ngam – ”det smukke banyantræ”- et af naturens forunderlige fænomener: Et enkelt træ har gennem 350 år via sine luftrødder bredt sig og dannet sin egen lille skov over en tønde land.
Vi spiser frokost ved bredden af Moon-floden, inden vi fortsætter til Surin, hvor vi bliver de følgende tre nætter. Om aftenen spiser vi middag sammen på hotellet.
Dag 8. Surin
Surin-provinsen er ”Elefanternes Land”, hvor man har fastholdt de gamle traditioner med opdræt af elefanter. De vilde elefanter blev før hen indfanget og opdrættet til arbejds- og krigsbrug. Elefanterne var tidligere tiders kampvogne i thaiernes, khmerernes og burmesernes hære, som ofte tørnede sammen. Hvert år i november blev de indfangede elefanter drevet sammen ved Surin, og begivenheden blev markeret med store festligheder.
I dag er elefantsammendrivningerne blevet til verdens største elefantfestival. Til daglig er Surin en lidt slumrende provinsby med knap 50.000 indbyggere. Men hvert år den tredje weekend i november vågner byen, når 50.000-60.000 mennesker fra hele Thailand strømmer til festen, som også byder på Thailands største kræmmermarked. Kun et par tusinde udenlandske turister deltager, hvilket udelukkende skyldes byens begrænsede hotelkapacitet. Vi har sikret os værelser på byens bedste hotel, og vi vil formentlig være de eneste danskere i Surin.
Denne dag er elefanternes festdag, så der dækkes op for alle former for ”elefantlækkerier”. Vi vil overvære denne festmiddag, ligesom vi vil se den store elefantparade gennem Surin by. Om aftenen laver vi en lille udflugt til det store, farverige kræmmermarked.
Dag 9. Surin
Dette er dagen hvor vi skal overvære verdens største og flotteste elefantshow med deltagelse af over 300 elefanter. Vi har sikret os VIP pladser til showet der varer det meste af formiddagen. Herfra vil vi opleve elefanternes myldre ind på stadion i hundredvis, medvirke i gamle ceremonier, få demonstreret hvordan man tidligere indfangede vilde elefanter og ikke mindst genoplivningen af et stort slag, hvor to hære rykker frem mod hinanden med elefanterne som datidens kampvogne. Der er også et stort folkloreshow med flere hundrede dansere fra Surins universitet, som året igennem træner til netop denne begivenhed. Alt i alt et enestående show, som kun kan opleves her i Surin, denne ene weekend om året!
Dag 10. Surin – Ban TaKlang – Nang Rong
I adskillige landsbyer i provinserne Surin og Buri Ram holder man elefanter, men som oftest kun 5-10-15 stykker. Landsbyen Ban TaKlang adskiller sig imidlertid markant herfra – her lever til daglig ca. 350 elefanter, og den er dermed verdens største elefantlandsby. I løbet af formiddagen kører vi ud til Ban TaKlang. De fleste elefanter er ganske vist ikke hjemme, men fortsat inde i Surin til festival. Vi vil hilse på nogle af de elefanter, der er blevet hjemme og besøge elefantkirkegården. Når vi går en tur igennem den ejendommelige landsby, vil man bemærke, at mange huse ud over en carport er forsynet med en elefantport!
Fra BanTaKlang kører vi sydvestpå til Buri Ram, hvor vi vil spise frokost. Herefter går turen til Nang Rong, hvor der ligger et stort og succesrigt udviklingsprojekt. Vi befinder os i det fattige Østthailand, hvor arbejdsløsheden i årtier har været et stor, men udviklingsprojektet har medvirket til at skabe arbejdspladser både i centret og i mange af de omkringliggende landsbyer, og mange unge har fået en uddannelse i centret. Projektet er først og fremmest finansieret med hjælp fra udenlandske donorer, heriblandt penge fra Danmark. Derfor blev indvielsen af en stor udbygning i 1997 foretaget af Kronprins Frederik. Centret rummer også et hyggeligt resort, hvor kronprinsen i øvrigt i sin tid overnattede to nætter. Vi tager en enkelt overnatning her og nyder middag sammen i resortets restaurant.
Dag 11. Nang Rong – Dan Kwaian – Korat – Dan Khun Tot - Khao Yai
Vi starter dagen med en rundtur på udviklingscentret. Vi besøger bl.a. et par af de store systuer, hvor unge thaier sidder og syer verdenskendte mærkevarer – Nike, Calvin Klein og mange andre. Vi kører herefter til pottemagerbyen Dan Kwaian, hvor vi vil se, hvordan befolkningen fremstiller unik og smuk brugskunst. Vi kører til hovedbyen i det østlige Thailand, Korat, hvor vi spiser frokost. Efter frokost fortsætter vi til et specielt tempel i Dan Khun Tot, som er valfartssted for thaierne. Her bor den 86-årige hellige munk Papa Khun. En velsignelse fra ham bringer én lykke og rigdom, så vi håber naturligvis at møde Papa Khun. Ellers vil vi nøjes med at håndfodre kæmpeskildpadderne, som lever i tempelsøen. I søen er der i øvrigt også nogle få krokodiller.Herfra går turen til området omkring den store og smukke nationalpark, Khao Yai. Vi overnatter på et smukt beliggende hotel lige uden for nationalparken, og vi spiser middag sammen her.
Dag 12. Khao Yai
Om morgenen kører vi ind i Khao Yai. Nationalparken er med sine 2200 kvadratkilometer næsten på størrelse med Fyn. Vegetationen spænder fra tæt regnskov til åbne sletter i det kuperede bjerglandskab. Her er smukke vandfald og mange flotte udsigtspunkter. Flere steder langs vejen vil vi formentlig støde på abeflokke. Dyrelivet i Khao Yai er i øvrigt mangfoldigt med store vildtlevende elefantflokke, masser af hjortevildt, nogle få tigre, Thailands eneste vildtlevende krokodiller, bæltedyr, varaner, vildsvin og malaybjørne. Vi vil næppe støde på de større dyr. De gemmer sig om dagen og opholder sig mest i de områder af nationalparken, hvor der ikke kommer mennesker. Men vi vil måske kunne nyde gibbonerne i trætoppene, de specielle næsehornsfugle, og måske får vi øje på en enkelt krokodille eller to.
Vi skal på junglevandring i Khao Yai. Ledsaget af en ranger vandrer vi en små to timer i den tætte regnskov, hvor der også er mulighed for at svinge sig i lianerne. Gennem de seneste 10-15 år har Thailand opbygget en seriøs vinproduktion. Den er fortsat lille, men til gengæld er mange af vinene af høj kvalitet. I området omkring Khao Yai ligger en håndfuld vingårde, og vi besøger en af de bedste, GranMonte Vineyard. Vi spiser frokost på vingårdens fremragende restaurant, går en tur i vinmarkerne og prøvesmager GranMontes gode hvid- og rødvine. Midt på eftermiddagen kører vi tilbage til vores hotel, hvor vi resten af dagen kan slappe af i den smukke park og ved den store swimmingpool. Vi spiser middag sammen på hotellet.
Dag 13. Khao Yai - Jomtien
Thailands kong Bhumibol, og kong Frederik IX startede i 1962 et projekt med kvægavl og mejeridrift i Thailand efter dansk forbillede. Projektet har været en meget stor succes. I dag er mælk en almindelig vare i Thailand, og rundt i landet findes næsten 100 andelsmejerier opbygget efter den gamle danske model. Meget af mælken i Thailand sælges under navnet ”Thai-Danish”. I Muak Lek, ikke langt fra Khao Yai, ligger Dansk-Thailandsk Kvæglandbrug, hvor det hele startede. Efter et besøg på farmen med en avlsbesætning af Sort Dansk Malkerace her i det centrale Thailand forlader vi det centrale Thailand og kører mod syd til den dejlige badeby Jomtien. Vi spiser frokost undervejs. I Jomtien indlogeres vi på et hotel, der ligger lige ned til den bedste del af Jomtien Beach. Vi spiser middag sammen på en spændende restaurant.
Dag 14 og 15. Jomtien
Der er ikke fastlagt noget program for disse to dage. Men området byder på mange udflugtsmuligheder, f.eks. krokodillefarm, elefantlandsby, tigerpark, et spændende akvarium samt en slangefarm. Her er mulighed for at spille golf eller dyrke andre former for sport på landjorden eller på vandet, ligesom man kan sejle ud i Siambugten til øen Koh Larn. Der er også store og spektakulære shows, gode shoppingmuligheder og Thailands bedste udbud af restauranter. Den danske rejseleder og den thailandske guide er behjælpelig med at arrangere ture og udflugter, men i øvrigt er der god mulighed for at nyde solen og havet i et par dage.
Dag 16. Jomtien - Bangkok
Vi forlader ikke Jomtien før om aftenen, så der er mulighed for afslapning samt shopping i løbet af dagen. Vi samles på en god restaurant til afskedsmiddag, inden vi i løbet af aftenen kører til lufthavnen i Bangkok.
Dag 17. Bangkok - Ankomst til København
Vi flyver hjem om natten og ankommer til Københavns lufthavn tidligt om morgenen.