På denne rundrejse i det vestlige USA kører vi gennem nogle af USA’s mest øde og storslåede naturområder i staterne Californien, Arizona, Utah og Nevada. Vi er tæt på verdens største træer, sequoia, oplever klodens varmeste og mest ugæstfrie ørken, ser verdens største slugt og landskaber med enestående klippeskulpturer, røde ørkener og saltsøer.
I kontrast til den storslåede natur står storbyerne Los Angeles og San Francisco, som vi naturligvis også kaster os ud i. Byerne byder på alt fra berømte museer og fantastiske bygningsværker til spændende, etniske kvarterer, billige indkøbscentre og nogle af verdens største forlystelsesparker. Kasinobyen Las Vegas, der midt ude i ørkenen leverer et nærmest surrealistisk lysshow, oplever vi også på tætteste hold.
På hele rejsen bor vi på rigtig gode hoteller med pæne, rummelige værelser og udsøgte faciliteter – de perfekte rammer for lidt afslapning og forkælelse, når dagens oplevelsesrige rejseprogram er vel overstået. Morgenmad alle dage samt velkomstmiddag er inkluderet i rejsens pris.
Dagsprogram
Dag 1. Danmark og San Francisco
Om formiddagen er der afrejse fra København til San Francisco, hvor vi ankommer om eftermiddagen lokal tid. Vi kører direkte til vores centralt beliggende hotel, og der bliver mulighed for en spadseretur i området for dem, der har lyst. Det er vigtigt at holde sig vågen og forsøge at komme ind i den lokale døgnrytme. Måske hopper vi også på en cable car, byens verdensberømte sporvogne.
Overnatning på Hilton Financial Hotel.
Dag 2. San Francisco
Skulle man vælge at se en enkelt by i USA, ville valget i de fleste tilfælde falde på San Francisco. Selvom San
Francisco er en typisk, kontrastfyldt amerikansk millionby, hvor prægtige bygninger og forretninger ligger side om side med forfaldne og fattige kvarterer, har byen formået at fastholde en lille bys provinsagtige atmosfære. Åbne sporvogne slæber sig op ad byens fantastiske, stejle gader med palmer, lave bygninger og forbavsende lidt trafik. Pludselig er man inde i den store Chinatown, der er en lokal filial af Kinas mægtige havneby Shanghai. Til forskel fra den moderne kinesiske moderby har man her bevaret den kinesiske atmosfære med et mylder af små specialforretninger og restauranter mellem et hav af kulørte skilte med kinesiske skrifttegn. Nybyggerne i Californien ville ikke stå tilbage for de ”fine” på østkysten, så man byggede sin egen Capitol, inspireret af forlægget i Washington.
Vi skal på en formiddagstur i USA’s bud på byernes by, og vi koncentrerer os om højdepunkterne Golden Gate Bridge, Chinatown, Downtowns 260 meter høje pyramideskyskraber og Twin Peaks, hvorfra man har en fantastisk udsigt over San Francisco Bay, Oakland Bridge og selve byen. Vi kører gennem Golden Gate Park, og turen slutter ved den berømte havnefront, Fisherman’s Wharf, der i mange år er blevet kåret som San Franciscos største seværdighed. Her er et vældigt folkemylder, gøglere og gadeshows af enhver art, små butikker med alverdens ragelse og dyre modevarer, mærkværdige små museer, caféer og restauranter. Eftermiddagen er afsat til, at man på egen hånd kan gå på opdagelse i San Franciscos gader. Om aftenen mødes vi til velkomstmiddag på en typisk amerikansk restaurant.
Overnatning på Hilton Financial Hotel.
Dag 3. San Francisco, Monterey og Santa Maria
I dag går turen mod syd. Vi kører mod den historiske fiskerby Monterey, som mange danskere sikkert kender fra forfatteren John Steinbecks bøger eller fra de store musikfestivaler. Mange verdenskendte rockmusikere som Otis Redding og Jimi Hendrix har sat henholdsvis sig selv og byen på verdenskortet. Byen var oprindeligt Californiens hovedstad, og de gamle spanske bygninger kan stadig ses i byen, hvor drømmere kan kigge efter et Z for Zorro – dog uden at finde det. I dag er byen mest kendt for sin mondæne lystbådehavn og et enestående akvarium. Der bliver nogle timer til at kigge nærmere på byen, inden vi fortsætter mod Santa Maria, hvor vi ankommer først på aftenen.
Overnatning på Radisson Hotel Santa Maria.
Dag 4. Santa Maria, Santa Barbara og Los Angeles
Den amerikanske Stillehavskyst er både smuk og dramatisk. Den veksler mellem brede, hvide sandstrande og
vejrbidte klippeformationer, hvor skumsprøjtet ofte står højt, selvom vejret ser forholdsvist roligt ud. Der er mere natur, end man umiddelbart skulle tro, her i USA’s folkerigeste stat. Masser af havfugle står i vinden langs kysten, og ind imellem ligger der søløver eller sæler på stranden. Vi kommer til den eksotiske badeby Santa Barbara, der er mere præget af spansk kultur og
arkitektur end nogen anden by på kysten, og man har forstået at bevare det gamle kolonipræg, selvom byen i alle henseender har et yderst mondænt præg. Vi får tid til en frokostvandring i den indre by, og via byens berømte pier ud i Stillehavet fortsætter vi til Los Angeles, USA’s næststørste by med 15 millioner indbyggere og en enorm udbredelse, der gør den vanskelig at overskue.
L.A., som den kaldes i daglig tale, er blevet verdens førende underholdningscentrum, specielt når det handler om film, tv og musik, men den kan sandelig også være med, når det drejer sig om forlystelsesparker, kunst og kultur. Los Angeles er byen, hvor den amerikanske drøm leves ud. Nogle få ender i milliondollar-villaerne i Bel Air og Malibu, mens mange andre må forlade byen, uden at drømmen er gået i opfyldelse. Vi tager på en byrundtur, hvor vi ser Sid Graumans Chinese Theatre i Hollywood, hvor man finder stjernernes hånd- og fodaftryk. Vi ser også Kodak Theatre, hjemstedet for den årlige Oscarfest, og kikker på stjerner langs Hollywood Boulevard. Herefter kører vi gennem bydelen Beverly Hills og en tur langs Rodeo Drive, hvor man af og til støder på en kendt skuespiller eller musiker på eksklusiv indkøbstur.
Overnatning på Westin Bonaventure Hotel.
Dag 5. Los Angeles
Dagen er på egen hånd i Los Angeles. Et forslag til en fantastisk dag vil være at besøge de berømte filmstudier og forlystelsesparken Universal Studios, eller måske Disneyland – verdens første Disney-park, der ligger i forstaden Anaheim. På vej tilbage til hotellet kan man passende aflægge visit ved den unikke Walt Disney Concert Hall i downtown. Føler man sig draget af ægte Los Angeles-strandkultur, er Venice Beach et must. Los Angeles har en flot, moderne og sikker metro, der tilmed er ganske billig. Alle stationer bevogtes, og alt foregår i ro og orden.
Overnatning på Westin Bonaventure Hotel.
Dag 6. Los Angeles, Calico og Laughlin
Efter morgenmaden kører vi østpå mod spøgelsesbyen Calico, som oprindelig er en mineby fra 1881. Da Calicos indbyggertal var på sit højeste, havde byen 1.200 indbyggere, 22 saloons og mere end 500 miner omkring byen. Calico-minedistriktet var et af de rigeste i Californien. I 1907 faldt priserne på sølv, og samtidig flyttede minearbejderne med de store firmaer til Death Valley. Herefter blev Calico langsomt til en spøgelsesby. I dag kan man besøge spøgelsesbyen, hvor en tredjedel fremstår som den oprindelige Calico. Den resterende del er rekonstruktioner opført for at skabe den oprindelige ånd af Det Vilde Vesten i byen. På den gamle hovedgade i byen kan man blandt andet besøge byens museum, en saloon samt forskellige små butikker.
Vi forsætter til Laughlin, som ligger i Nevada ved bredden af Coloradofloden. Byen blev til i 1950’erne og bestod dengang kun af et motel og en bar. Motellet husede byggearbejdere, der arbejdede på den nærliggende Davis-dæmning. Da dæmningen stod færdig, forlod arbejderne byen. Først i 1964, da Don Laughlin købte motellet og baren, kom der gang i udviklingen. I dag er Laughlin kendt for sine kasinoer og som et godt og mere afslappet alternativ til Las Vegas. Om aftenen kan man spise billigt i byen og nyde lyshavet fra spillebulerne.
Overnatning på Gold Nugget Laughlin.
Dag 7. Laughlin, Route 66 og Grand Canyon
På vej til Grand Canyon oplever vi et stykke ægte amerikansk nostalgi, når vi kører ad den berømte Route 66. Dette er som at komme 50 år tilbage i tiden med gamle vejskilte, Harley-Davidson-motorcykler og den ukronede vejkonge Chevrolet Corvette 1954, der synes at være en af vejens faste bestanddele. Vi gør holdt i Seligman, den lille by, som holder Route 66 i live.
Tidligt på eftermiddagen når vi frem til verdens ottende vidunder – Grand Canyon, verdens største kløft med ufattelige dimensioner: Dybde 1,5 kilometer, bredde 7-30 kilometer og længde 3-400 kilometer. På gode dage rækker sigtbarheden over 300 kilometer. Vi tilbringer resten af eftermiddagen i Grand Canyon National Park, hvor de mange udsigtspunkter på South Rim byder på meget forskelligartede udsigter over det imponerende landskab. Udsigtspunkterne ligger på slugtens flade top, der oprindelig har været en flad flodslette, indtil Colorado-floden begyndte at grave sig ned gennem de bløde klippeformationer og danne det utrolige netværk af slugte og floddale, der i dag udgør et af verdens mest betagende syn. Der vil være mulighed for, for egen regning, at opleve slugten fra luften på en helikoptertur. (Pris cirka USD 155,- for 25 minutter eller USD 220,- for 45 minutter).
Overnatning på Grand Hotel Grand Canyon.
Dag 8. Grand Canyon, Lake Powell og Bryce Canyon
Efter morgenmaden går turen nordpå mod Bryce Canyon. På vejen passeres den opdæmmede sø Lake Powell og dæmningen Glen Canyon. Der er mulighed for at vandre over floden og se det imponerende dæmningsværk.
Vi fortsætter ind i mormonstaten Utah og når sent på eftermiddagen at nyde de fantastiske scenerier i Bryce Canyon National Park. Bryce er ikke så kendt som Grand Canyon, men rummer ikke desto mindre et lige så markant og betagende syn. Mange finder endda stedet mere interessant end Grand Canyon, og det skyldes nok de utrolige former og flammende farver, som spiller i sollyset og nærmest brænder ved solnedgang. Årtusinders erosion har skabt de smukke og unikke klippeformationer – kaldet hoodoos – som igennem årene er forsøgt beskrevet med ord som tårne, katedraler eller eventyrslotte, men i virkeligheden kan Bryce Canyons hoodoos ikke beskrives dækkende med ord. De skal ses og opleves ved selvsyn.
Overnatning på Best Western Bryce Canyon Grand.
Dag 9. Bryce Canyon, Zion National Park og Las Vegas
Om formiddagen forlader vi den smukke Bryce Canyon og sætter kursen mod Zion National Park. Stejle klipper, hængende haver og Virgin River er Zion National Park kort fortalt.
Zion er helt anderledes end de foregående nationalparker, hvor man for det meste har stået på en kant og kigget ned i en mægtig slugt. I Zion kører vi i slugten – og ofte helt nede på bunden, hvorfra vi kan kigge op på de mægtige, farvestrålende klipper. De mange jernforbindelser farver ofte overfladerne røde, og det er de forskellige oxideringsprocesser, som er hovedårsagen til farvespillet.
Vi fortsætter og krydser statsgrænsen mellem Utah til Arizona og så til Nevada for at se og opleve en af turens store kontraster: Las Vegas. Vi dumper lige ned i ”crazy city USA” med glimmer og neon. Midt i ørkenen opførte mafiaen ”lastens hule”, Las Vegas, i den liberalt indstillede delstat Nevada, hvor de ekstremt tørre jorder ikke gav så mange andre indtægtsmuligheder. Uanset fordommene kan man næsten kun imponeres og begejstres over den surrealisme, byen udstråler. De store kasinoer er opført omkring forskellige temaer fra middelalder og det gamle Rom til sørøvere og cirkus. På Luxor er man hensat til det gamle Egypten, i Venezia vandrer man under Sukkenes Bro, og ved Treasure Island befinder man sig pludselig midt i kampen mellem pirater og englændere. To krigsskibe i naturlig størrelse, eksplosioner, krudt og kugler samt rigeligt med stuntmen danner rammen om et vaskeægte søslag midt i ørkenen. Las Vegas gør sig bedst i de mørke timer med alt sit glimmer og glamour. Om dagen kan man udforske de utrolige kasinoers indre – og her er både vandfald, eksotiske haver, gondoler og spilleautomater overalt.
Overnatning på Caesar’s Palace.
Dag 10. Las Vegas
Vi holder en velfortjent fridag i Las Vegas, hvor der er mulighed for en ekstra køretur langs ”The Strip” samt besøg i et af verdens største outlets – et butikscenter med hundreder af forretninger, som sælger mærkevarer til lavpris. Resten af dagen kan bruges på at se de gigantiske kasinoer efter i sømmene og eventuelt købe billet til et af aftenens mange shows. Med fridagen er vi ekstra udhvilede til at overvære et af de flotte shows, som Las Vegas byder på i aften- og nattetimerne.
Overnatning på Caesar’s Palace.
Dag 11. Death Valley og Visalia
Dette er en af de dage, hvor man er rigtig glad for opfindelsen af aircondition og håber, at den ikke bryder sammen i heden. Vi skal nemlig igennem Death Valley. Turen starter tidligt om morgenen, inden temperaturerne nærmer sig det ekstreme. Vi kører til Pahrump og vestpå mod USA’s største nationalpark, Death Valley. Det er nemt at forestille sig de mange nybyggere, der mistede livet på vej vestpå i denne smeltedigels ugæstfri landskab. Vi kører først til udsigtspunktet Zabriskie Point, og derefter langs ”Djævlens golfbane”, der leder os til det laveste punkt i den vestlige verden (og det 5. laveste punkt i verden): 86 meter under havets overflade. Her måles de højeste temperaturer i verden (somme tider over 70 grader C i solen på saltsøen), som er varmt nok til, at man kan spejle et æg på klipperne. Vi kommer dog næppe så højt op på denne tur, men nok til at man glæder sig til at komme tilbage ind i bussen. Vi passerer nogle smukke udsigtspunkter på vej til frokostpausen ved Furnace Creek med et gammelt borax-museum. (På turen til Death Valley tages der forbehold for, at ovenstående program ændres, hvis vejr- og vejbetingelser påkræver det.) Efter frokostpausen byder dagen på en lang tur gennem Death Valley mod Bakersfield i det sydlige Californien. Herfra videre gennem landbrugsområder til den lille, historiske by Visalia.
Overnatning på Marriott Hotel.
Dag 12. Visalia, Yosemite National Park og San Francisco
Yosemite National Park er ophavet til USA’s første store miljøkamp. Allerede i 2. halvdel af 1800-tallet var den smukke gletsjerdal, der er omgivet af stejle bjergsider og brusende vandfald, et yndet udflugtsmål blandt San Franciscos velhavere, der ønskede at ”privatisere” landskabet til egen fornøjelse. Heldigvis var der så mange velhavere, at alle ikke kunne få del i kagen og dermed også et antal borgere til at trække i de politiske tråde, der førte til USA’s første nationale fredning. Den dag i dag er Yosemite fortsat et yndet udflugtsmål i weekenderne, hvor børn sejler i kano på Merced River, og vovehalse forsøger sig med halsbrækkende klatring op ad den lodrette, kilometerhøje granitklippe El Capitain. Nationalparken har et veludbygget stinet, der fører til de smukkeste vandfald og udsigtspunkter. Der er masser af vildt, og parkens fauna tæller blandt andet puma, elg og vaskebjørn, hvoraf sidstnævnte har vænnet sig til de mange besøgende, og den holder sig ikke tilbage fra at stjæle mad og andre spændende ting fra turisterne.
Efter en pragtfuld dag med storslåede naturoplevelser kører vi gennem San Joaquin Valley, der betegnes som Californiens ”spisekammer”, til San Francisco, hvor aftenen er til fri disposition.
Overnatning på Sheraton Fisherman’s Wharf.
Dag 13. San Francisco
Dagen er til fri disposition. Det er let på egen hånd at udforske byen, og rejselederen er naturligvis behjælpelig med gode råd til dagens oplevelser. En af de store San Francisco-oplevelser er at gå i fodsporet på nogle af USA’s farligste forbrydere og besøge Alcatraz-øen med det ”flugtsikre” fængsel, der blandt andet har huset selveste Al Capone. I Alcatraz-fængslet bliver man udstyret med en walkman og guides på denne måde rundt og hører spændende historier og anekdoter om fængslet og dets indsatte (turen er ikke inkluderet).
San Francisco har herudover en lang række udflugtsmuligheder og interessante attraktioner – blandt andet adskillige museer:
Overnatning på Sheraton Fisherman’s Wharf.
Dag 14. San Francisco og Danmark
Formiddagen er til fri disposition til de sidste indkøb , inden vi ved frokosttid kører til lufthavnen for at tage flyet tilbage til Danmark.
Dag 15. Ankomst til Danmark
Vi ankommer til København om eftermiddagen efter en spændende rejse til ”Guds eget land”.