Praktiske spørgsmål
Hvordan er kahytterne?
Generelt er kahytter på flodkrydstogter små og enkelt indrettede. Der er forskellige kahytskategorier. Alle kahytter har eget bad/toilet, aircondition og stort vindue samt enkeltsenge og 220 V stik (europæisk).
De fleste tilbringer dog næppe megen tid i kahytten, og derfor arrangerer vi rejsen med standardkahyt, men med mulighed for at bestille højere kategori mod et tillæg.
Har du tidligere være på krydstogt, henleder vi opmærksomheden på, at flodkrydstogtskibe adskiller sig fra oceangående krydstogtskibe. Flodkrydstogtskibene har en helt anden indretning og naturligvis ikke de samme faciliteter. Således kan man også opleve, at kahytterne er en del mindre end på de store oceangående skibe. Samtidig ligger kahytterne også tættere på motoren end på de store krydstogtskibe, hvorfor man kan opleve støjgener i kahytten.
Udvendig standardkahyt på Main Deck
Standardkahyt på ca. 9 kvadratmeter. Kahytterne har to senge og vindue. Kahytterne ligger på Main Deck (dæk 2).
Udvendig standardkahyt på Upper Deck
Kahyt på ca. 9 kvadratmeter. Kahytterne har to senge og vindue. Kahytterne ligger på Uppern Deck (dæk 3). Udvendig standardkahyt på Boat Deck
Kahyt på ca. 9 kvadratmeter. Kahytterne har to senge og vindue. Kahytterne ligger på Boat Deck (dæk 4).
Udvendig suite på Upper Deck
Suite på ca. 24 kvadratmeter. Kahytterne har to senge og vindue. Kahytterne ligger på Upper deck (dæk 3).
Enekahyt på Main Deck
Udvendig kahyt på Main Deck (dæk 2) på cirka 7 kvadratmeter. En smule mindre end dobbeltkahytterne og med en seng samt vindue.
Trepersoners kahyt på Lower Deck
Udvendig kahyt på Lower Deck (dæk 1) på cirka 10 kvadratmeter. Kaytterne har tre senge og koøje.
Fakta om krydstogtet
Særlige forhold
Rederiet oplyser, at deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.
Måltider om bord
Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris og starter med middag på rejsens første dag og slutter med morgenmad den sidste dag. Morgenmad er buffet, mens frokost og middag oftest er faste menuer. Albatros’ gæster sidder samlet i skibets restaurant, og der er faste tider for måltiderne. På enkelte udflugter medtages der frokostmadpakke fra skibet.
Vær opmærksom på, at maden er knap så luksuøs som på de oceangående krydstogtskibe. På de russiske floder serveres traditionel russisk husmandskost lavet af solide råvarer. Man bør således ikke forvente finere fransk gastronomi, men traditionel russisk mad.
Drikkevarer om bord
Kaffe og te i forbindelse med måltiderne er inkluderet. Øvrige drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka 20 Euro og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka 4-5 Euro, og spiritus koster typisk 4-6 Euro per drink. Sodavand og mineralvand koster cirka 2-3 Euro per flaske.
Hvad skal man pakke?
En rejse med Orthodox River Cruises giver en frihed til at klæde sig, som man ønsker. Vi anbefaler let bomuldstøj til varme dage, men husk at medbringe en jakke og lange bukser til køligere vejr og aftenerne. Vejret i Rusland kan variere meget, så det er vigtigt at være forberedt på kulde, varme, sol og regn.
Til middagen kan man klæde sig afslappet. Det er rederiets filosofi, at man er på ferie, og der er derfor ingen “dress code”. Skjorte eller jakke til herrerne og lange bukser eller nederdel til kvinderne er dog kutyme i restauranterne.
Shorts og badetøj er ikke tilladt i loungen, restauranten eller baren.
Husk gode vandresko til udflugterne i land såvel som en paraply og/eller regnjakke i tilfælde af dårligt vejr.
Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at tage eget håndklæde med.
Underholdning om bord
På skibet findes en række underholdningstilbud. Der er musik, foredrag, sprogundervisning og m.m.
Hvordan betales der om bord på skibet?
Betalingen om bord på skibet i Rusland fungerer som følger: Når skibet ligger i havn i Skt. Petersborg eller Moskva betales drikkevarer i kontanter (euro eller rubler).
Under sørejsen kan man oprette en regning, så man ikke ved hvert køb i restauranten eller barerne behøver have kontanter med.
Ved sørejsens afslutning, dvs. ved ankomsten til Moskva el. Perm, betales forbruget på sørejsen med kort (MasterCard, skibet modtager ej Visa/dankort) eller kontant med euro el. rubler. Udgifter til ekstraudflugter betales altid kontant.
Vær opmærksom på at der ved betaling med kreditkort om bord anvendes en ufordelagtigt kurs. Det er derfor bedst at have euro nok med til at kunne betale kontant.
Ved udflugter i land skal man benytte rubler, da det ikke er tilladt russiske forretningsdrivende at modtage fremmed valuta. Rubler kan bestilles i de fleste danske banker i dag eller hos Forex, ligesom de kan købes eller hæves med kort i hæveautomater i Rusland.
Det anbefales, at man ikke medbringer rejsechecks, da de ofte er svære at indløse i Rusland. Der tages samtidig et højt gebyr for veksling af rejsechecks.
Hvilken valuta bruges der om bord på skibet?
Alle priser om bordopgives i euro. Husk dog at medbringe rubler til turene i land. Dette er den eneste valuta som kan anvendes i land.
Mistede værdigenstande
Hverken Orthodox eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.
Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer, eventuelle udflugter i land ud over de udflugter, som er nævnt i dagsprogrammet, og andet personlig forbrug som fx skønhedspleje, vask og rens af tøj samt telefonsamtaler osv.
Skal man give drikkepenge?
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er individuelle og frivillige.
Det er kutyme at betale et beløb svarende 10 USD pr. person pr. dag i drikkepenge. Det samlede anbefalede beløb kan betales i euro eller rubler og vil blive oplyst af rejselederen. Disse drikkepenge går til skibets ansatte f. eks. kahytspersonale og ansatte i restauranterne. Vores danske rejseleder oplyser om, hvordan pengene normalt fordeles.
Derudover skal man afse et samlet beløb på 20 euro pr. person til drikkepenge til alle de lokale guider og chauffører, som hjælper os på de mange inkluderede udflugter. Rejselederen vil påtage sig at indsamle og fordele disse, så I besværes mindst muligt.
Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 18 år skal rejse i følge med personer over 18 år.
Må man ryge om bord?
Af sikkerhedsmæssige årsager må man ikke ryge i kahytter eller restauranten. Det er kun tilladt at ryge i de afmærkede områder om bord. Vi beder vores gæster respektere disse regler.
Rejseleder med om bord
På denne rejse medfølger i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser en af vores erfarne danske rejseledere.
På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Rejseformen giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske.
Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transfer til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk, samt information om muligheder på skibet og i land. Desuden vil rejselederen være med på de udflugter, som er beskrevet i dagsprogrammet.
Rejselederen deltager i alle de fælles ture og aktiviteter, og derudover er man naturligvis altid mere end velkommen til at henvende sig med eventuelle spørgsmål – eller blot få en hyggelig snak.
På en skibsrejse deltager gruppen på lige fod med de øvrige gæster på skibet, og det er ikke muligt for rejselederen at være til stede og til rådighed overalt. Derfor kan det være en god ide at bruge skibets reception, der normalt assisterer og svarer på spørgsmål fra skibets øvrige passagerer.
Udflugter i land
De udflugter, som er inkluderet i rejsens pris, vil altid være ledet af vores danske rejseledere i samarbejde med lokale guider og chauffører. For de gæster, der måtte ønske at tilbringe tiden i land på egen hånd, er rejselederen gerne behjælpelig med at vejlede og svare på eventuelle spørgsmål.
Luftfartsselskab
På enkelte af vores krydstogter har vi så stor efterspørgsel, at vi sender såkaldte “parallelgrupper” af sted. Dette sker da vi gerne vil kunne tilbyde så mange gæster som muligt en god ferieoplevelse. Det betyder at flere grupper kan være på samme krydstogt på samme tid. Hver gruppe har dog altid sin egen danske rejseleder. Ofte vil Albatros i tilfælde af “parallelgrupper” være nødsaget til at flyve grupperne ud og hjem med forskellige luftfartselskaber. I de tilfælde distribueres flysæderne altid efter “først-til-mølle”-princippet. De gæster, som bestiller først vil derfor få den hurtigste/mest direkte flyrute.
Placering i flyet
Når vi booker flybilletter, beder vi luftfartsselskabet placere rejseledsagere ved siden af hinanden i flyet og hele Albatros-gruppen samlet. Men luftfartsselskabet afgør suverænt den endelige fordeling af flysæderne. Forespørgsler med ønske om en speciel placering, fx gang- eller vinduesplads, kan fremsættes indtil 45 dage før afrejse, men vi kan af samme grund ikke garantere, at ønsket opfyldes.
Deltagerantal
Vi gør opmærksom på, at denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 16 personer. Såfremt dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen senest 14 dage før afrejse.
Udflugter i land inkluderet i rejsens pris
Dag 2, Moskva:
Foredrag v/Leif Davidsen om bord, udflugt til Kreml og besøg i Det Russiske Statscirkus
Dag 3, Moskva: Byrundtur i Moskva, hvor vi bl.a. besøger Novodevichy-klosteret. Om aftenen er der besøg i Statscirkuset.
Dag 4, Uglitj: Udflugt (til fods) til Blodskirken mm.
Dag 5, Jaroslavl: Byrundtur i Yaroslavl
Dag 6, Kostroma: Byrundtur i Kostroma
Dag 8, Nizjnij Novgorod: Byrundtur inkl. besøg på byens Kreml
Dag 9, Kazan: Byrundtur
Dag 10, Nizjnekamsk: Byrundtur
Dag 11, Tjajkovskij: Byrundtur og besøg på Kalashnikovmuseet
Dag 12, Perm: Besøg ved Gulaglejr
Skibet arrangerer ekstraudflugter i Moskva og Perm, som ikke er inkluderet i rejsens pris. Disse udflugter rekvireres om bord mod betaling. Det er også muligt at tilmelde sig kulturarrangementer i disse byer, ligeledes mod betaling. Programmet for ekstraudflugter og aftenarrangementer fås om bord og vores danske rejseleder er naturligvis behjælpelig med tilmeldinger.
Udflugspakke - Pris for 5 udflugter kr. 1.790,- pr. person (Disse udflugter er ikke inkluderet i rejsens pris)
Udflugterne gennemføres på tidspunkter, hvor de ikke påvirker det øvrige program. Man går således ikke glip af andre programpunkter, hvis man deltager i udflugterne i pakken. Udflugtspakken skal bestilles senest 30 dage inden afrejse)
Metro og Moskva badet i byens lys
Efter vores ankomst til Moskva spiser vi aftensmad om bord. Når mørket falder på forlader vi skibet og drager ud i Moskva by Night. Først kører vi med den verdensberømte Metro og ser nogle af de stationer, som har været med til at fremhæve Moskvas undergrundsbane som en af verdens flotteste. Det var Stalins tanke at give russiske pendlere noget smukt at kigge på når de var undervejs og man må sige at det er lykkedes. Efterfølgende kører vi i bus rundt og ser nogle af de mest berømte vartegn badet i byens lys.
Sejrsparken og besøg på Museet for Den Store Fædrelandskrig (efter besøg på Kreml, madpakke udleveres)
Efter at have set Kreml fortsætter vi på den valgfrie udflugt, som i dag går til Sejrsparken og Museet for Den Store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig). I Sejrsparken som er dedikeret til sejren over Tyskland i 1945 findes imponerende monumenter. Her finder vi også det storslåede museum over samme tema, som fortæller om krigen set fra russisk side. Et interessant og lærerigt besøg.
Yaroslav: Russisk landsby
I dag skal vi på besøg i en russisk landsby i Yaroslavl. Her kommer vi tættere på livet i Rusland. Vi tager til den autentiske landsby Dievo-Gorodische. Her lærer vi om byens mangeårige historie, kulturen og traditionerne. Hvordan lever russerne? Hvad laver de i deres fritid? Hvad er vigtigt for dem? På udflugten får vi svar på de spørgsmål. Vi skal også besøge et børnehjem, en landsbyskole og den berømte Smolenskaya-kirke. Og så skal vi opleve ægte russisk gæstfrihed. Vi besøger et hus i landsbyen, hvor værten byder os indenfor til en smagsprøve fra det lokale køkken. Vi slutter turen af med lidt musik.
Kostroma: Besøg på en elgfarm
Det er nok de færreste danskere, som har været helt tæt på ét af de største dyr i skovene under vores himmelstrøg, elgen. I dag besøger vi en elgfarm, som ligger blot 20 kilometer fra Kostroma. Der findes omkring 40 elge på farmen i forskellige aldre og under vores besøg hører vi ikke blot om giganternes liv i skoven men ser og fodrer elgene.
Pljos: Bustur til byen Suzdal
På dagens udflugt skal vi besøge en af byerne i Den Gyldne Ring, som er betegnelsen for en række byer af særlig national kulturmæssig karakter. I Suzdal ser vi byens Kreml både indefra og udefra. Suzdal er i dag en russisk provinsby, hvor man kan se en række endog meget velbevarede levn fra en tidligere storhedstid. Efter besøget i Suzdal vender vi tilbage til skibet.
NB: Vi forbeholder os retten til at ændre i udflugternes indhold hvis der måtte være forhold som måtte påkræve dette. Det kan også hænde at der er omstændigheder som helligdage eller andet som kan nødvendiggøre en sådan ændring.
Visum til Rusland
Når man rejser til Rusland er et visum påkrævet. Albatros Travel har valgt at inkludere visum til Rusland i rejsens pris. Visum til Rusland opnås ved at man efter bestilling af rejsen modtager en visumansøgningsformular fra Albatros Travel. Denne formular udfyldes og indsendes til Albatros Travel sammen med det originale pas (det er ikke nok med en paskopi) samt et pasfoto tidligst 80 dage og SENEST 45 dage før afrejsen. Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra Rusland.
Fra den 1. januar 2008 dækker det gule sygesikringsbevis ikke mere ved sygdom og hjemtransport fra Rusland. Vi er i den forbindelse netop blevet informeret af den russiske ambassade om, at det vil få indflydelse for processen med at ansøge om visum.
Fra den 1. marts 2008 kræver den russiske ambassade, at alle ansøgere skal vedlægge en kopi af deres forsikringspolice. Det er IKKE muligt at få visum til Rusland, hvis man ikke har en forsikring der dækker i Rusland.
Vi skal derfor bede dig om at indsende en kopi af din forsikringspolice sammen med visumansøgning, pasfoto og pas.
Hvis du har købt en Gouda rejseforsikring her hos Albatros Travel, sørger vi selvfølgelig for at udstede forsikringen og vedlægge den nødvendige dokumentation sammen med visumansøgningen. Du skal i dette tilfælde kun indsende visumansøgning, pasfoto og pas.
Bemærk: med mindre andet er aftalt vil passet blive udleveret i lufthavnen ved afrejsen.
NB: Albatros travel kan ikke holdes ansvarlig for manglende visum, hvis passet ikke er indsendt rettidigt. Vi gør samtidig opmærksom på at der bør påberegnes et gebyr såframt passet ikke er Albatros Teavel rettidigt i hænde og der som konsekvens skal laves ekspresvisum.