Albatros Travel

Et eventyr i mayaernes verden 

Storslået kulturrejse gennem azteker- og mayariget i Mexico, Guatemala og Honduras – inkl. 3 dage ved Det Caribiske Hav
– med dansk rejseleder, 23 dage

Denne spændende Albatrosrejse er udarbejdet, så du kommer vidt omkring og får noget for pengene, med et væld af store oplevelser på rejsen gennem de tre lande: Mexico, Guatemala og Honduras. Du oplever charmerende byer med spansk kolonitidsarkitektur, indianerlandsbyer, vulkaner, regnskov, farverige markedspladser, åbne sletter, hvide strande og ikke mindst de monumentale ruiner fra de højt avancerede civilisationer, som levede i området inden spaniernes ankomst.

Mødet med de tre landes mange forskellige folkeslag og deres traditionsbundne kulturer er et centralt formål med rejsen, som også fokuserer på landenes klassiske kulturer: aztekerhøjlandet ved Mexico City og mayakulturen i det sydlige Mexico, Guatemala og Honduras. Overalt vil vi se de kolossale mindesmærker i form af templer og pyramider, der klart dokumenterer kulturernes højt udviklede stade inden for astronomi, matematik og arkitektur.

Rejsen starter i Mexico City, og herefter går ruten via den dybe Sumiderokløft til San Cristóbal de las Casas i Chiapas-provinsen, der er hjemstavn for landets mayaindianske befolkning.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 23.990,-
23 dage
Fra København
Kr. 23.990,-
23 dage
Fra København
Kr. 23.990,-
23 dage
Fra København

Vi begiver os videre stik syd ind i Guatemala, til Atitlansøen, der er omgivet af små interessante indianerlandsbyer og vulkaner, der troner i baggrunden. Vi besøger også den tidligere hovedstad Antigua, og derefter er det tid til endnu en storslået oplevelse, nemlig de imponerende mayaruiner ved Copan i Honduras. Endnu en kontrast er mødet med de tropiske omgivelser ved Rio Dulce, inden vi fortsætter til mayabyen Tikal, som var en af mayarigets vigtigste byer. Men vi skal også se de lidet besøgte mayaruiner Yaxchilán på grænsen mellem Guatemala og Mexico, samt det smukt beliggende og velholdte Palenque. Vi kører nordpå over Yucatanhalvøen via Campeche og Mérida til det enestående mayakompleks Chichén Itzá, et af de mest berømte levn fra de store præcolumbianske civilisationer.

Rejsen omfatter mange ruinkomplekser, men hvert sted har sin charme, historiske betydning og naturgivne beliggenhed, så besøgene vil komplettere hinanden og fremstå interessante hver især. Turen afsluttes med tre afslapningsdage i badebyen Puerto Aventuras, der ligger ud til Mexicos caribiske kyst.

Dagsprogram
Dag 1. Danmark – Mexico City
Vi rejser fra Danmark med forventet ankomst til Mexico City om aftenen. Fra lufthavnen bliver vi transporteret til vores hotel i denne imponerende millionbys centrum.

Dag 2. Mexico City. Byrundtur, Antropologisk Museum og Frida Kahlos hus
Vi starter med en byrundtur omkring Mexicos centrale plads, zócalo’en. Vi besøger Cortes’ Nationalpalads med de verdensberømte freskomalerier malet af Diego Rivera. En fantastisk introduktion til hele Mexicos historie.

Dernæst besøger vi byens berømte katedral og tager et kort kig på Templo Mayor, aztekerbyen Tenochtitlans store dobbelttempel, der blev delvist udgravet i firserne her midt i hovedstaden. Oprindelig lå templet på en ø midt i Texcoco-søen, men spanierne blev trætte af de mange oversvømmelser, der ødelagde ”deres” hovedstad og drænede hele byens centrum. Dette har efterfølgende medført en generel vandmangel i hele Mexico City.

Derefter besøger vi det verdensberømte antropologiske museum, der er en imponerende oplevelse, som kan få selv den mest forhærdede museumshader til at overgive sig. Den enestående samling – og måske lige så enestående indretning – løfter museet op i verdensklasse. Vi får en fin introduktion til den forestående rundrejse og et overblik over landets mange kulturer, deres særlige karakteristika og indbyrdes påvirkning. Sidst på eftermiddagen fortsætter vi til Frida Kahlo-museet, Det Blå Hus, som var hendes barndomshjem og hendes hjem sammen med manden, Diego Rivera, frem til hendes død i 1954. Museet rummer en interessant samling af mexicansk folkekunst og antikviteter. En del af hjemmet står, som da hun døde i 1954, og specielt i køkkenet, spisestuen og soveværelset fornemmes endnu i dag hendes stærke personlighed.

Dag 3. Udflugt til Teotihuacán
Om morgenen besøger vi den berømte tempelby Teotihuacan, et af Latinamerikas største ruinkomplekser. Byen dateres tilbage til omkring 200 år f.Kr., men er i øvrigt bygget over en lang periode. Byen havde sin blomstringstid mellem 450-650 e.Kr. og var på det tidspunkt sandsynligvis den største by i verden. I denne periode blev den 65 meter høje Solpyramide bygget, og det samme gælder for Månepyramiden, der ligger for enden af den to kilometer lange Avenida de los Muertos – “De Dødes Allé”, som er det navn, aztekerne 800 år senere gav til byens hovedgade.

Om eftermiddagen besøger vi Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe, som årligt bliver besøgt af cirka 20 millioner pilgrimme. Her startede i det 16. århundrede helgenkulten for Jomfruen af Guadalupe, som er Mexicos og hele Mellemamerikas skytshelgen. Ifølge legenden åbenbarede hun sig den 12. december 1531 for indianeren Juan Diego, og man kan stadig se hans kappe, hvorpå jomfruen efter sigende prentede sit billede for snart 500 år siden.

Dag 4. Mexico City – Sumidero-kløften – San Cristóbal de las Casas
Om formiddagen flyver vi over det mexicanske højland mod byen Tuxtla. Vi fortsætter i bus til den smukke Sumidero-kløft, som er godt 750 meter dyb. Den må anses for at være et af Mellemamerikas mest fascinerende naturfænomener. I bunden af kløften går vi om bord i både og sejler ned ad Grijalva-floden, hvor de lodrette klippevægge tårner sig op i en højde af omkring 1.000 meter på begge sider af floden. Det er en meget smuk tur, hvor vi formentlig også får set en del fugle og andet vildt i området.

Fra Sumidero er der cirka to timers kørsel til San Cristóbal de las Casas, som er centrum for den stolte indianerkultur i Chiapas-provinsen. Det er en hyggelig by med bakkede gader og et typisk, friskt højlandsklima.

Dag 5. San Cristóbal de las Casas. Danske Frans Bloms hus, indianer-bjergbyerne San Juan Chamula og Zinacantán
San Cristóbal de las Casas er opkaldt efter den berømte munk og biskop, Bartolomé de las Casas, der kort efter Spaniens erobring af Mexico støttede den indianske befolknings sag og fik inkvisitionen og tronen til at anerkende visse rettigheder for indianerne. Her i San Cristóbal, to kilometer over havets overflade, mødes folk fra de lokale tzotzil-grupper, chamula’er og zinacantek’er, for at handle. Trods den lange spanske og kirkelige indflydelse har tzotzilerne formået at beholde og udvikle mange af deres egne traditioner. De har en stor stolthed over deres traditioner, som de forventer, vi respekterer, især at de ikke vil fotograferes. Der er totalt fotoforbud inde i kirken i San Juan de Chamula.

Formiddagen er afsat til besøg i de små bjergbyer San Juan Chamula og Zinacantán. Man kan stadig se flere af de lokale, som benytter de traditionelle klædedragter, men den moderne verden har også gjort sin indflydelse med folk klædt i jeans og T-shirt eller sweater.

Om eftermiddagen besøger vi danske Frans Bloms residens, Na Bolom, som betyder ”Jaguarens Hus”. Arkæologen Frans Blom ledte mange ekspeditioner i Chiapas’ jungle og deltog i vigtige udgravninger af mayaruiner. Han og hans kone, fotograf og journalist Gertrude ”Trudi” Duby, arbejdede for lacondon-mayaindianernes rettigheder og regnskoven, og satte dermed Chiapas på verdenskortet. Både Frans Blom og Trudi er nu døde, men Casa Na Bolom drives videre af en fond som museum, kulturelt og videnskabeligt center samt hotel.

Dag 6. San Cristóbal – Atitlansøen, Guatemala
Vi står tidligt op for at begive os sydpå til Guatemalas grænse ad den panamerikanske hovedvej. På trods af at det er en hovedvej, der forbinder Nord- og Sydamerika, lader vejforholdene og trafikken noget tilbage at ønske. Efter at være kommet over grænsen til Guatemala kører vi gennem Huehuetenango og videre sydøst på til vores mål, landsbyen Panajachel, hvor vi indkvarteres i to nætter. Dagen indebærer cirka 11-12 timers kørsel, men meget af tiden vil der være flotte udsigter, da vi kører i højlandet over 2.000 meter over havet.

Landsbyen Panajachel ligger på bredden af Atitlan-søen, der i sig selv er et storslået syn. Søen er omkranset af grønne bjerge og purpurfarvede vulkaner, og vandet skifter konstant nuance fra den mørkeste grønne til den klareste turkis alt efter solens vinkel og skyer på himlen. Stedet er en fantastisk blanding af usædvanlig naturskønhed og traditionel indiansk kultur.

Dag 7. Sejltur på Atitlán-søen
Fra byen er der en flot udsigt over søen. Rundt om denne legendariske sø ligger 12 små, isolerede landsbyer, der af spanierne blev opkaldt efter de 12 apostle: San Pablo, San Pedro, San Antonio og så videre. Indbyggerne fra hver landsby kan genkendes på de specielle mønstre og farver i deres vævede klædedragter, der klart angiver deres tilholdssted og identitet – og flere af landsbyerne har deres eget sprog. Undervejs på dagens bådudflugt vil vi nyde synet af de tre stejle vulkaner, der omgiver søen, og mødet med de lokale indianere, der lever på den samme måde, som de har gjort i århundreder. Vi sejler ud og besøger en eller flere af de små landsbyer.

Dag 8. Atitlán – Chichicastenango – Antigua
Vi forlader Atitlan tidligt om morgenen for at køre til Chichicastenango og besøge byens farvestrålende marked, der er det mest berømte i Guatemala. Mayaindianere i deres traditionelle, farverige folkedragter kommer hertil fra højlandet to gange om ugen for at afsætte deres varer. Håndvævede tekstiler og masker er til salg side om side med store mængder af frugt, grønt og andre fødevarer. Stemningen er livlig, og der tinges om varerne.

Byen har en helt speciel atmosfære præget af mystik. Gaderne dufter af røgelse, og de to hvide kirker på torvet er nogle af de mest interessante på hele rejsen. Den mest kendte er St. Thomas, der officielt er katolsk, men såvel kirkerummet som gudstjenesten bærer stærkt præg af de gamle mayatraditioner. Indianerne sidder på gulvet på et dække af velduftende fyrrenåle, mens deres traditionelle copalrøgelse sender en behagelig, krydret duft ud i lokalet. Vi fortsætter til Antigua, der engang var den tredje¬største by i hele Latinamerika. For mere end 200 år siden var Antigua landets hovedstad og havde over 60.000 indbyggere. I dag er det en fredelig, delvist restaureret koloniby, som er en fornøjelse at udforske.

Dag 9. Antigua. Byvandring
På en gåtur gennem de stille, brostensbelagte gader kan man rigtig nyde de lave huses fine spanske koloniarkitektur med pastelfarver og flot udskårne træportaler. Udgangspunktet er den hyggelige Parque Central, der ligger i centrum med et springvand og tropisk beplantning. Her er adskillige interessante museer og flere seværdige klostre og kirker, hvor blandt andet La Merced og San Francisco skal fremhæves for deres katolske overdådighed og barokke raffinementer. Der vil også være tid til at se nærmere på sølvsmykker, jadesmykker og -figurer og tekstiler af høj kvalitet. Der er afsat tid på egen hånd, så man kan spadsere omkring og rigtig fornemme atmosfæren i denne historiske perle. Hvis der er interesse for det, kan rejselederen arrangere en udflugt til toppen af en af vulkanerne tæt på byen.

Dag 10. Antigua – Copán, Honduras
Vi fortsætter over grænsen til Honduras og den lille by Copán Ruinas, hvor vi skal overnatte. Ved ankomst tager vi en lille gåtur i byen ad brostensbelagte gader forbi huse i kolonistil, der ligger i umiddelbar nærhed af det store ruinkompleks, som vi skal se i morgen.

Dag 11. Copán – Rio Dulce, Guatemala
I dag skal vi se nærmere på de fascinerende mayaruiner i Copán, som var en betydningsfuld bystat i mayatiden. Ruinerne, der stammer fra omkring 250-850 e.Kr., er en af de vigtigste udgravninger fra mayaernes højkultur. Området var dog allerede beboet fra omkring 1500 f.Kr.

Copán er berømt for Hieroglyffernes Trappe, som er den længste sammenhængende mayaglyfinskription, man har kendskab til: På trappen beskrives Copáns herskere gennem 450 år i både skrifttegn og med afbildninger. Herudover har området mange kunstfærdigt udmejslede steler og bygninger, templer, pyramider, altre og mayakulturens næststørste boldbane.

Bystatens succes blev dog også dens undergang. Sidst i 700-tallet var befolkningstallet steget så kraftigt, at landbruget ikke kunne understøtte det, og der opstod fødevaremangel. Copán sidste konge besteg tronen i 822, men allerede 200 år senere var dalen så godt som affolket, og junglen overtog de storslåede bygninger. De blev først fundet igen i 1834 af den opdagelsesrejsende Juan Galindo, og i 1939 tog han en tegner med sig for at dokumentere fundene. Dog først efter, at lokale arbejdere havde ryddet den tykke jungle, der dækkede mayabyen. I 1977 og årene frem blev Copán restaureret og konserveret og er nu på UNESCO's liste over verdens kulturarv. 

Vi fortsætter længere østpå mod Izabalsøen til den lille landsby Rio Dulce, hvor vi indlogerer os på vores hotel.

Dag 12. Rio Dulce – sejltur på Izabal-søen – Flores
Formiddagen bruges på at udforske området omkring Lago Izabal, der er kendt for sin tropiske naturskønhed. Sejlturen på søen er en fantastisk oplevelse – igennem mangrovesumpe og tropisk jungle, hvor luften er tung og fyldt med lyde. Der er fine muligheder for at se hejrer, parakitter og andre spændende fugle. Om eftermiddagen kører vi nordvest på gennem landsbrugsland (tidligere regnskov), inden vi er fremme i Flores sidst på dagen.

Flores ligger i Petén, som er et næsten ufremkommeligt jungleområde, der dækker den nordligste tredjedel af Guatemala. Det var her, mayaerne først slog sig ned for tusinder af år siden. Den lille by Flores blev grundlagt i år 1700 på bredden af den skønne sø Peten Itzá. Området er af central betydning i mayahistorien, da det var her, itzáerne levede. Først i 1697 blev de nedkæmpet, hvilket officielt bliver betragtet som enden på flere årtusinders mayakultur.

Dag 13. Mayabyen Tikal
Dagens mål er mayalandets allerstørste attraktion, den fantastiske ruinby Tikal, også kaldet El Mundo Perdido (den glemte verden). Vi kører langs med søen Petén Itzá til nationalparken Tikal og besøger ruinkomplekset. Tikal blev opdaget ved et tilfælde i 1848, men det er først inden for de sidste årtier, at stedet er åbnet for besøgende. I alt dækker ruinerne et område på cirka 40 km2. Der findes rester af templer bygget cirka 700 f.Kr., men kompleksets guldalder – den klassiske mayaperiode – var cirka 300-900 e.Kr. Herefter blev denne smukke by forladt af den herskende klasse samt størstedelen af befolkningen. Samtidig led mayacivilisationen sin mystiske og endnu uforklarede undergang i hele området.

Mange pyramider er endnu ikke restaureret og giver således en fornemmelse af, hvordan stedet så ud, da det blev opdaget. De udgravede templer og pyramider – det vil sige bymidten – udgør et område på cirka fem km2 og er til dato uden sammenligning mayaernes allersmukkeste, højeste og mest imponerende ceremonicenter. En af pyramiderne, med et tempel på toppen, er næsten 70 meter høj. Tre boldbaner, et utal af ”plazaer” og altre, bygninger, steler og relieffer giver tilsammen et overvældende indtryk og synlig dokumentation for mayaernes utroligt præcise viden om astronomi og matematik. Vi går en tur igennem junglen omgivet af såvel afdækkede som stadig uafdækkede mayaruiner. Imponerende flora og fauna såsom orkideer, mahognitræer, tyggegummitræer (Chicozapote), cedertræer og palmer. Er vi heldige, ser vi dyr som for eksempel brøleabe, ræv, næsebjørn, vild kalkun, tukan, peberfugl og forskellige papegøjer.

Dag 14. Flores – Yaxchilán – Palenque
Vi bevæger os vestpå mod Lacandón-regnskoven, der er hjemsted for Lacandón-indianerne, den mest isolerede af Mexicos indianergrupper. Vort mål er mayabyen Yaxchilán, der ligger i regnskoven ved bredden af Usumacintafloden. Vejen dertil er med bus ad halvdårlige veje, med båd og til fods ad junglestier.

Vi starter tidligt, da det bliver en lang dag. Efter cirka tre timers kørsel når vi frem til Bethél, Guatemalas grænseby. Herfra fortsætter vi i båd ad Usumacintafloden til Yaxchilán-komplekset, der ligger strategisk, hvor floden krummer. Vi udforsker det vidtstrakte område, der menes at være befolket i starten af vor tidsregning, men de eneste hieroglyffer, der kan dateres, henregnes til perioden mellem år 514 og år 817. Yaxchilán menes at have nået sin storhedstid i det 8. århundrede under kongen ved navn Skjoldjaguaren. Hans symboler er således afbildet på flertallet af områdets bygninger og steler. Byens magt udbyggedes under hans søn Papegøjejaguaren. Det er en fantastisk oplevelse at gå på opdagelse blandt de mange bygninger og pyramider og betragte det imponerende stenudskæringsarbejde som for eksempel statuerne af krokodiller og jaguarer, der findes på den centrale plads. Mange af bygningerne er stadig helt tilgroede med mos, planter og træer, men det øger blot mystikken og følelsen af at opleve noget oprindeligt, som ikke er mange beskåret – området besøges af relativt få turister grundet den afsides beliggenhed. Et af højdepunkterne er udsigten fra bygning nummer 41, hvorfra man kan fornemme områdets storhed og skue ud over junglens grønne løvtag.

Vi sejler til Corozal på grænsen til Mexico, og herfra kører vi med bus langs højdedrag og gennem frodige landbrugsområder i udkanten af junglen til Palenque, som vi når sidst eftermiddagen.

Dag 15. Palenque
Efter morgenmaden går turen ud til de enestående mayaruiner ved Palenque, der ligger smukt omgivet af regnskov. Palenque er højdepunktet i den senklassiske mayakultur. Det vigtigste bygningsværk er Inskriptionernes Tempel, hvor Pakals grav blev opdaget i 1952. Pakal levede fra 603-683 e.Kr. og var den vigtigste regent i Palenque. Det var den første grav, som blev opdaget i hele mayaområdet og ændrede alle teorier om, at mayaerne kun havde bygget de pyramidelignende platforme til deres templer. Derefter begyndte man at undersøge andre platforme, og man har siden hen fundet over 300 grave i Palenque – også i andre mayabyer som Tikal, Copan og Calakmul har man fundet grave. Den største bygning i Palenque er Paladset, som har adskillige rum, tre indergårde og et tårn, der blev brugt som observatorium.

I disse år tyder man stadig flere af de vanskelige maya¬skrifttegn, og opfattelsen af denne store kultur ser ud til hele tiden at ændre sig, efterhånden som mere og mere tydes. I perioder er mayaerne blevet betegnet som et krigerfolk, derefter som en fredskultur. I dag er synspunkterne mere nuancerede, og denne kultur har også været forskellig i løbet af dens over tusind år lange storhedsperiode. Man ved også, at det var en kultur med et usædvanligt højt intellektuelt niveau. Mayaerne var således store astronomer og matematikere, der eksempelvis opdagede den abstrakte talværdi nul. I junglen omkring Palenque er der en del små stier, der giver mulighed for at iagttage regnskoven på nært hold. Eftermiddagen bruger vi til at slappe af og fordøje de mange indtryk.

Dag 16. Palenque – Campeche
Vi fortsætter til Campeche med ankomst sidst på dagen. Campeche ligger ved Den Mexicanske Golf i delstaten af samme navn. Byen blev fredet under UNESCO i 1999. Før den tid var den gamle bydel temmelig forfalden, men efterhånden har man fået restaureret de fleste huse. Den gamle bydel ligger inden for bymuren, der blev bygget for at beskytte byen mod piratangreb, og her er kønne, lave huse i kolonistil, malet i fine pastelfarver.

Dag 17. Campeche – Uxmal – Mérida
Vi fortsætter ind over Yucatánhalvøen til Uxmal, som hører til mayaernes Puuc-region, der havde sin blomstringstid fra de 5-10. århundrede e.Kr. I Uxmal findes det rigt dekorerede Guvernørens Palads, der ligger på en 12 meter høj menneskeskabt platform på cirka 20.000 m2; alene opførelsen af denne har i sig selv været en betydelig bedrift. Ligeledes ser vi Troldmandens Tempel, som er en pyramidelignende oval platform med fem templer. Ifølge en legende blev alt dette bygget på en nat. Om eftermiddagen ankommer vi til ”Den hvide by”, Mérida, som også bliver kaldt Yucatáns Paris. Den ældste bydel er præget af spansk kolonistil, mens kvarteret omkring Paseo de Montejo præges af art noveau og neoklassisk byggestil fra begyndelsen af det 20. århundrede.  

Dag 18. Mérida – Chichén Itzá. Enestående byruiner og mulighed for lyd- og lysshow
Vi begiver os til det arkæologiske område Chichén Itzá, et af verdens syv nye vidundere. Stedet ligger centralt på den nordlige del af Yucatánhalvøen, cirka 120 kilometer fra Mérida. Chichén Itzá blev grundlagt af mayaindianerne og var det dominerende bysamfund i den klassiske mayaperiode omkring år 600-900, men blev herefter overtaget af Itzáfolket omkring år 1000. Da byen var størst, levede her omkring 25.000 indbyggere, men kun de mere betydningsfulde borgere boede inden for bymurene. Størstedelen af befolkningen, som var fiskere, jægere og bønder, måtte bo uden for murene. Da spanierne kom i 1500-tallet, var byen allerede forladt.

Chichén Itzá blev glemt i mere end 300 år, og man begyndte ikke udgravningerne før i slutningen af 1800-tallet. Til områdets mest kendte steder og bygninger hører boldbanen, kastellets berømte og storslåede ruiner, De 1.000 Søjlers Torv, Jaguartemplet og den hellige offerbrønd. Fornemmelsen af at være midt i det historiske magtcentrum spreder sig hastigt i kroppen. Vi overnatter på et dejligt hotel i nærheden, og om aftenen kan du føje endnu en dimension til oplevelsen af Chichén Itzá ved at tage med til et enestående lyd - og lysshow ved ruinerne (ikke inkluderet i rejsens pris).

Dag 19. Chichén Itzá – Puerto Aventuras
Vi fortsætter i dag til rejsens endemål, Puerto Aventuras – en relativt lille by med en meget hyggelig marina. Byen har en skøn beliggenhed direkte ved Mexicos caribiske kyst. Her skal vi bo på et dejligt all inclusive-hotel, der byder på ikke mindre end 6 forskellige internationale restauranter og flere forskellige barer.

Hotellet ligger i en mindre bugt og er omkranset af svajende palmer og Det Caribiske Hav, der fremstår smukt i sine turkisgrønne og blålige nuancer. Sandet er blødt og finkornet, og vandet er klart og svalende. På stranden er der gratis solsenge og parasoler. Derudover findes der flere pools – med poolbar, et spa-område, der tilbyder forskellige wellness-behandlinger (ikke inklusive), og forskellige sportsaktiviteter.

Dag 20-21. Puerto Aventuras. Afslapning og strandliv
Dagene er til fri disposition. Nyd hotellets dejlige omgivelser, eller tag for eksempel færgen fra Playa del Carmen over til Cozumel for at snorkle. Du kan også tage en udflugt ned ad kysten til mayaruinerne ved Tulúm, og blandt andet i Xcaret-parken kan man svømme med delfiner (ikke inkluderet i rejsens pris). Cirka 25 minutters kørsel nordpå ligger Playa del Carmen, der har et stort udvalg af restauranter, barer og souvenirbutikker. Endvidere findes her utallige butikker, hvoraf en del udbyder internationale mærkevarer.

Dag 22. Hjemrejse
Vi forlader hotellet, kører til lufthavnen i Cancún og flyver via Mexico City hjem mod Danmark.

Dag 23. Ankomst til Danmark

Rejsemål
Fakta om Mellemamerika

Areal: 500.000 km2
Antal lande: 7
Indbyggere: 42 mio.
Største by: Tegucigalpa, Honduras, 1,2 mio.
Højeste punkt: Tajumulco, 4211 meter
Laveste punkt: Havoverfladen
Største sø: Nicaragua-søen, Nicaragua, 8264 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00