Albatros Travel

Eventyrsafari i Kenya  



Førsteklasses safari i små grupper ved søerne Elementaita og Nakuru samt økologisk luksus i Masai Mara
– 8 dage, med mulighed for ekstra dage ved Det Indiske Ocean

Rejsen gennemføres på egen hånd.

Vi starter safarien i Kenyas højland ved den alkaliske sø Elementaita, som er en af Kenyas smukkeste søer med et imponerende fugleliv. Vi tager på fugle-/naturvandring omkring søen. Rejsen fortsætter til Nakuru-søen, hvor der venter os et af Kenyas mest imponerende syn, når titusindvis af lyserøde flamingoer som en samlet organisme bevæger sig hen over søen. Derudover har vi mulighed for at opleve løve, bøffel, hvidt og sort næsehorn, forskellige antiloper og mange fuglearter. I skovene omkring søen har vi desuden ret stor chance for at se den sky leopard.

Herfra bevæger vi os til Masai Mara, et naturområde, der med sin store vildtbestand på de åbne græssletter med ensomme paraplyakacier lever fuldstændigt op til forestillingen om den afrikanske savanne. På den vildtsikre, fugtige savanne oplever vi alt det klassiske savannevildt: giraf, bøffel, struds, elefant, løve, gepard, foruden de enorme flokke af gnuer, zebraer og gazeller, der gør Masai Mara og denne safari til noget helt særligt. Når vi vender tilbage til Nairobi, besøger vi Karen Blixen-museet og spiser frokost på Karen Blixen Coffee Garden. 


Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 22.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 22.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 22.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 22.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 21.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 21.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge
Kr. 21.990,-
8 dage
Mulighed for at forlænge

Under hele rejsen bor vi godt. I Nairobi bor vi på Hotel Mayfair, der er bygget i gammel kolonistil. Ved Elementaita-søen skal vi bo på den nye Sunbird Lodge, smukt anlagt ned til søen, mens vi i Masai Mara bor på Albatros’ egen og miljøvenlige Karen Blixen Camp. Campen består af rummelige luksus-safariværelser, beliggende ned til Mara-floden med en fantastisk og uforstyrret udsigt, blandt andet til en fastboende flodhestefamilie. Vi bor i klassiske safaritelte af kraftigt kanvas og opført på en hævet mahogni-træterrasse. De 40 kvadratmeter store telte har eget badeværelse og udendørs bruser. Den smagfulde møblering er holdt i afrikansk stil med et strejf af Karen Blixen og 1920’erne. På den delvist overdækkede terrasse findes stole og en liggebriks.

Der er naturligvis også en dejlig pool og såvel indendørs som udendørs restaurant. Efter aftensmaden tændes der bål, og mens vi sidder og reflekterer over dagens safarioplevelser (måske med et glas god cognac), kan vi sandsynligvis høre løverne brøle i det fjerne. Karen Blixen Camp byder med andre ord på en ægte safari- og naturoplevelse.

Vælger du at forlænge din rejse med badeferie ved Det Indiske Ocean, bliver du indlogeret på Leopard Beach Resort & Spa. Et rigtig flot 4-5-stjernet resort med alle tænkelige faciliteter.

Dagsprogram
Dag 1. København/Billund – Nairobi, Kenya
Vi flyver fra København eller Billund med kurs mod det eventyrlige Kenya. Vi ankommer til Nairobi om aftenen og kører straks til det gode Hotel Mayfair i den nordlige del af byen.

Dag 2. Nairobi – Elementaita-søen
Efter morgenmaden, der altid serveres i hotellets dejlige have ved poolen, begiver vi os nordvestpå gennem det frodige højland med skovplantager, små marker og landsbyer. Efter godt to timer ankommer vi til den meget flotte Sunbird Lodge, der ligger i dejlige, grønne omgivelser helt ned til Elementaita-søen. Vi indkvarteres i store, komfortable og smukt beliggende værelser. Elementaita-søen er berømt for sit imponerende fugleliv og sin store bestand af flamingoer. Om eftermiddagen tager vi på fugle-/naturvandring omkring søen. Resten af dagen bruges til afslapning på den dejlige lodge.

Dag 3. Nakuru-søen
Efter tidlig morgenmad kører vi mod Lake Nakuru Nationalpark, hvor vores første egentlige safarikørsel venter. De store akacieskove omkring søen er hjemsted for bøfler, vandbukke, impalaer og andre antiloper. Nakuru har en stor bestand af leoparder, som vi med lidt held kan spotte. Ofte ligger de i eller under kandelabre-træerne på skråningerne omkring søen. Lake Nakuru Nationalpark er formentlig et af de bedste steder i Østafrika at opleve sort og hvidt næsehorn samt den majestætiske Rothschild's giraf.

Ud over at Nakuru-søen byder på stor artsrigdom, oplever vi også et af Kenyas mest imponerende syn, når titusindvis af lyserøde flamingoer bølger hen over søen som én samlet organisme. Der lever cirka en million flamingoer og mange andre fuglearter ved denne sodasø, blandt andet pelikaner, skarver, skestorke, mange mindre vadefugle samt forskellige ørne. Efter en fantastisk safari vender vi tilbage til en sen frokost på Sunbird Lodge. Resten af dagen kan bruges til afslapning på lodgen.

Dag 4. Masai Mara og Karen Blixen Camp
Efter morgenmaden kører vi gennem The Great Rift Valley - den store gravsænkning i Østafrika. Dagens mål er de altid vildtrige Masai Mara-sletter i det sydvestlige Kenya. Vi har en lang og spændende køretur foran os. I princippet kunne vi køre den direkte, men lidt mindre spændende vej, til campen, men har i stedet valgt at køre gennem Masai Mara for at få en mere interessant tur. Efter cirka fire timers kørsel (afhængigt af forholdene) ankommer vi til vores frokoststop og fortsætter herefter turen til campen. Vi er nu drejet væk fra »hovedvejen« og kører resten af turen som en lang safari. Afhængigt af hvor mange dyr vi finder, vil turen tage mellem to og fire timer. Sidst på dagen ankommer vi til Karen Blixen Camp, hvor vi vil opholde os de næste tre nætter.

Masai Mara
Dette berømte naturområde udgøres af det nationale vildtreservat Masai Mara samt det tilstødende masailand. Området afgrænses af Oloololo-højderyggen mod nordvest, af Tanzania mod sydvest, af de tørre buskområder og Great Rift Valley mod sydøst og endelig af de tiltagende markområder mod øst mellem reservatet og “masai-hovedstaden” Narok. Masai Mara er karakteriseret ved vandrige floder og nedbør fordelt over hele året, hvorfor langvarige, ødelæggende tørkeperioder er sjældne. Derfor finder man en meget stor fast vildtbestand året rundt, hvilket gør området til det mest populære safarimål i Kenya.

Løvefamilier er spredt over hele Masai Mara. Hannen beskytter sit territorium, og hunnerne jager, oftest i flok, og skaffer kød til familien. Store elefantflokke vandrer nær skov og vand, hvor de altid kan finde føde. Savannens hurtigste sprinter, geparden, finder dagligt sit bytte blandt især Thomsons gazellerne og kan ofte ses på lang afstand, fordi den holder til på de åbne græssletter og jager i dagslys.

Masai Mara har gennem de sidste hundrede år ændret karakter fra græsland til tæt, ugæstfri, tetsebefængt busksteppe, men er nu igen forvandlet til åbent græsland. Nogle ser med stor bekymring på, at savannetræerne forsvinder med en hastighed på otte procent årligt, delvist som følge af elefanternes græsningstryk. På den anden side er kombinationen af åbent græsland og galleriskov langs floder og sumpe en ideel kombination, når man lægger vægt på den store artsrigdom, som vi vil nyde på denne rejse. Der er ingen tvivl om, at Masai Mara er stedet, hvor der er størst sandsynlighed for at se de fleste af savannens karakteristiske arter på kortest tid. Det drejer sig blandt andet om elefant, bøffel, giraf, zebra, løve, leopard, gepard, hyæne, krokodille, flodhest, næsehorn, eland-antilope, vandbuk, impala, topi-antilope, Grants- og Thomsons gazeller. Af større fuglearter kan nævnes kampørn, rovørn, gøglerørn, flodørn, de fleste store gribbearter, struds, sekretærfugl og koritrappe. I Masai Mara kan man være sikker på at få nogle uforglemmelige naturoplevelser, uanset hvornår på året man kommer.

Dag 5-6. Masai Mara og Koiyaki
Vi vil formentlig tilrettelægge de næste dage med to safarikørsler om dagen henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. Hvis vildtet mod al forventning skulle opholde sig meget langt fra campen, vil vi drage på heldagssafari med frokostpakker.

Karen Blixen Camp ligger op til en masai-koncession på cirka samme størrelse som Masai Mara, der ofte refereres til som Masai Mara Transfer Area. Området er nærmest overset af safariarrangører, hvilket i sig selv gør det interessant. Men derudover oplever vi ofte en meget høj koncentration af vildt, specielt af løver. Biodiversiteten i området deles med Masai Mara, mens området geografisk er mere varieret med kløfter og et mere kuperet landskab. Langs kløfterne kan man være heldig at støde på løvefamilier, der gemmer nyfødte unger i huller i skrænterne. Afhængigt af de lokale forhold vil vi variere vores safarier mellem forskellige dele af Masai Mara og dette transferområde.

I løbet af dagene vil det være muligt at tage på besøg hos en af de små, lokale masailandsbyer, hvor de ansatte på Karen Blixen Camp kommer fra. Man kan også vælge at slappe af i campen og tage en dukkert i poolen. Fra flodbredden kan man betragte den fastboende flodhestefamilie, der holder til her. Området på den anden side af Mara-floden opsøges ofte af giraffer og elefanter, så en afslappende frokost behøver slet ikke at være kedelig.

Dag 7. Nairobi. Karen Blixen-museet, hjemrejse eller videre til Det Indiske Ocean
Efter morgenmaden går turen tilbage til Nairobi. Vi spiser frokost på restaurant Karen Blixen Coffee Garden og besøger derefter Karen Blixen-museet, som er indrettet i Blixens gamle farm.

Herefter kører vi til lufthavnen og flyver fra Nairobi om aftenen. Dagen efter lander vi i København eller Billund.

For dem, der skal videre til Det Indiske Ocean, er der afgang til lufthavnen sidst på eftermiddagen, hvorfra vi flyver til Mombasa på kysten. Vi er fremme til en lidt sen aftensmad og kan glæde os til de næste dages afslapning i luksusomgivelser.

Efter en kort flyvetur på cirka en time, kører vi sydpå til det pragtfulde Leopard Beach Resort & Spa ved Det Indiske Oceans hvide strande. Hotellet ligger ned til en laguneagtig strand. Leopard Beach hører til et af de bedste på kysten, og her er alle de faciliteter, som hører med til et 4-5-stjernet hotel. Værelserne findes i tre hovedkategorier (se prisinformation for priser og opgradering). Standardværelserne er enkelt indrettet for kategorien, mens superior- og Chui Class-værelserne fuldt ud lever op til kategoriseringen. Standard- og superiorværelserne ligger dejligt placeret i sektioner rundt i haven. Nogle af superiorværelserne har begrænset havudsigt. Dette kan man dog hverken booke eller forespørge om hjemmefra. Alle Chui Class-værelserne ligger med direkte og betagende udsigt til havet. Maden er glimrende på alle de fire restauranter. To af restauranterne er a la carte-restauranter, hvor bordbestilling er nødvendig, og hvor et mindre tillæg opkræves afhængigt af aftenens menu. En anden fungerer som buffetrestaurant, mens den sidste er en snack-café ved poolen. Der tilbydes mange forskellige aktivitetsmuligheder, fx golf, fiskeri, snorkling, dykning og flere forskellige udflugtsmuligheder.
Læs mere om resortet på www.leopardbeachresort.com

Dag 7-12. Det Indiske Ocean
Vi bliver på Leopard Beach Resort & Spa og nyder Det Indiske Ocean, poolen, de smukke omgivelser, den gode mad, det pragtfulde vejr og evt. nogle af de følgende udflugter.

Uzuri Spa and Fitness Forest
Leopard Beach Resort & Spa har et lækkert wellnesscenter, Uzuri Spa and Fitness Forest. Hvis man rigtigt vil forkæle sig selv, skal man gå en tur ind i denne skovs smukke omgivelser, hvor der findes boblebad, sauna, dampbad og pool. Der er massage og skønhedssalon med internationalt kvalificerede kropsterapeuter tilknyttet. Behandlingerne foregår med brug af TheraVine og TheraNaka produkter. Derudover er der et fitnesscenter. Nærmere information om behandlinger, varighed og pris fås på resortet.

Byrundtur i Mombasa
Halvdagstur til Mombasa By, hvor vi besøger det gamle portugisiske fort, den gamle havn, de smalle gader i den arabiskprægede bydel, Akamba træskærerkooperativet m.m.

Shimoni
Heldagstur til den lille havneby Shimoni (en times kørsel), hvorfra vi sejler ud til de små koraløer i marinereservatet. Her kan man bade og snorkle i krystalklart vand, se smukke farvestrålende koraller og fisk og se lokalbefolkningen fiske i de åbne rev. Frokosten indtages enten om bord eller på en lille ø i nærheden.

Landsbytur
Her får man et indblik i, hvordan kystbefolkningen lever i dagligdagen. Vi besøger en skole, ser lokal dans, lærer at fange slanger, ser hvordan man henter kokosnødder i palmernes top, smager den friske kokosmælk og besøger en medicinmand, der arbejder efter gamle traditioner.

Safari
Safari i Tsavo Nationalpark eller det nærliggende Shimba Hills Reservat. Der bliver tid til et par timers kørsel i selve reservatet, hvor der ofte vil være gode muligheder for at se en del typisk savannevildt samt den meget sjældne sabelantilope med Det Indiske Ocean som baggrund. Vi går evt. med en bevæbnet ranger til fods ned gennem kystregnskoven for at se et vandfald.

Revsafari
Sejltur i traditionel sejlbåd (dhow) eller båd med glasbund til koralrevene langs kysten. Ved ebbe er det muligt at gå på de åbne rev. En spændende oplevelse, hvor man kan se mange af revets farvestrålende fisk uden at dykke.

Øvrige udflugtsmuligheder
Natkrydstogt i Mombasabugten med middag. Besøg i den gamle arabiske ruinby Gedi, Marineparken i Malindi og eksklusive restauranter som Tamarind.

Golf
Leisure Golf Club ligger fem minutters gang fra hotellet.

Dag 13. Hjemrejse
Efter nogle pragtfulde, afslappende dage ved kysten og to spændende uger i Kenya skal vi til at rejse hjemover. Der er afgang fra hotellet først på eftermiddagen. Bemærk, at man skal tjekke ud fra sit værelse kl. 10.30. Inden afrejsen fra hotellet vil der være mulighed for at skifte tøj og tage et bad.

Dag 14. Ankomst til København/Billund
Vi ankommer til København eller Billund om morgenen.

Du kan vælge at forlænge din rundrejse med en badeferie ved Det Indiske Ocean, fra 3-7 dage.


Rejsemål

Fakta om Kenya

Hovedstad: Nairobi
Indbyggere: 43 mio.
Sprog: engelsk, kiswahili, forskellige oprindelige sprog
Religion: protestantisme, katolicisme, islam, oprindelige naturreligioner
Valuta: kenyansk shilling
Klima: tropisk ved kysten, tørkeklima inde i landet

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00