Vi går om bord på vores flydende hotel i København og sætter kursen mod Amsterdam. Efter en dag på havet kan vi gå i land i denne dejlige kanalby, hvor de slanke pakhuse står tæt, frisindet hersker, og museerne bugner af malerier i verdensklasse. Næste stop er i den belgiske havneby Zeebrugge, hvorfra der er mulighed for en udflugt til det middelalderlige mesterværk af en by, Brugge, hvis historiske centrum UNESCO har beæret med en plads på listen over verdens kulturarv. Le Havre på Normandiets kyst er næste sted, vi lægger til. Her er strandene skønne, og luften tyk af krigshistorie. Har du ikke lyst til at tilbringe dagen i skyggen af D-dag, kan du tage med på udflugt til Paris – skønhedens, romantikkens og byernes by.
Nu venter der os endnu et par dage i sus og dus i skibets eksklusive omgivelser, mens vi sejler langs Frankrigs vestkyst og rundt om Spanien og Portugal, til vi når Málaga. Andalusiens hovedby er et lille stykke ægte, sprudlende spanskhed her midt i det turistprægede Costa del Sol. Historien lurer om hvert et gadehjørne med fønikiske ruiner mellem storslåede mauriske bygningsværker og ultramoderne storbyliv – på den tilbagelænede spanske måde. Vi holder os til Spanien lidt endnu, men vender os nu mod en af landets dejlige paradisøer, Ibiza. Her kan du bruge en dag på stranden i en af de mange små bugter eller begive dig ind på øen og udforske det klippefyldte landskab mellem himmelstræbende fyrretræer, olivenlunde og mandelplantager.
Efter en tur tværs over Middelhavet kan vi lægge til i det lille ørige Malta. Hele hovedstaden Valletta er på UNESCO’s kulturarvsliste, og der venter os en fabelagtig dag her i korsriddernes gamle hovedsæde. Før de kirkelige riddere var den maltesiske hovedstad underlagt fønikerne, grækerne, romerne og byzantinerne, så de gamle arkitektoniske juveler står tæt – og så gør det jo ikke noget, at klimaet er fantastisk. Sidste by inden endestationen er kroatiske Split med det enorme, UNESCO-beskyttede Diokletians Palads og den livlige stemning. Vi runder eventyret af i Venedig – hele Europas romantik- og karnevalsby. Markuskirken, Sukkenes Bro og Dogepaladset er nogle af de steder, vi ser på vores slentretur rundt i denne helt specielle by, hvor gader er erstattet af vand, biler af gondoler og stress af hygge.
Et krydstogt rummer mange elementer og giver den rejsende en høj grad af selvbestemmelse. Man kan tage en dukkert i poolen, nyde horisonten med en drink i hånden eller slappe af med en god bog. Livet om bord kan være aktivt eller afslappende – eller begge dele. Man vælger selv. For at få overblik over alle de daglige aktiviteter og underholdningstilbud, bliver der hver aften leveret en skibsavis til kahytten med program for den efterfølgende dag. Og vi har selvfølgelig en dansk rejseleder med, som kan hjælpe med alt det praktiske omkring rejsen og opholdet på skibet.
Der er naturligvis fuld forplejning om bord. Middagene er udsøgte og kan vælges frit fra et stort og bredt menukort, der varierer dag for dag. Morgenmad og frokost serveres som buffet (frokosten ofte udendørs på soldækket, når vejret tillader det).
Når skibet lægger til, kan man vælge at nyde seværdighederne på egen hånd, deltage i de udflugter skibet organiserer eller noget helt tredje. Et besøg i land repræsenterer en spændende afveksling fra livet om bord, og mulighederne er mange.
Dagsprogram
Dag 1. Afsejling fra København
Afsejling kl. 17.00
Vi går om bord på vores dejlige skib i København, og om aftenen stævner vi ud på Øresund og fortsætter mod Amsterdam i Holland.
Dag 2. På havet mod Amsterdam
En dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på. En del af meningen med et krydstogt er nemlig også selve opholdet på skibet med tid til at nyde den afslappede rytme. Vi har god tid til at lære skibet og alle dets faciliteter at kende. Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte de mange aktivitetsmuligheder om bord. Eller du kan nyde udsigten, læse eller deltage i nogle af de mange underholdningsprogrammer. Senere lokker den internationale kabaret måske, og hvorfor ikke slutte af i natklubben?
Vores danske rejseleder informerer løbende om alle mulighederne og holder sammen på selskabet, men det står naturligvis enhver frit at få netop det ud af turen, som man selv ønsker.
Dag 3. Amsterdam, Holland
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.30
Amsterdam er Hollands største by og en af Europas mest fascinerende takket være kanalerne, de berømte museer og historiske bygninger.
Byens tidlige historie dateres tilbage til 1200-tallet, hvor her lå et fiskersamfund. I dag er Amsterdam en rigtig multikulturel storby med et indbyggertal på 739.000, hvoraf kun knap 400.000 er af hollandsk oprindelse. Amsterdam er kendt for sit frisind. Her tænkes ikke blot på den fri adgang til lettere euforiserende stoffer, som byen blev berømt for i 70’erne, men i lige så høj grad traditionen for tolerance og åbenhed, som går langt tilbage. I 1500-tallet var Amsterdam for eksempel tilflugtssted for jøder på flugt fra den spanske inkvisition, og franske huguenotter fandt også et fristed her.
Dagens udflugt er en rundtur gennem Amsterdams historiske kvarterer, hvor vi skal opleve den smukke arkitektur. Vi ser blandt andet kongepaladset, som er kendt som verdens 8. vidunder og bygget i klassisk barokstil i 1655. Mere end 13.000 pæle understøtter dette smukke bygningsværk på grund af den bløde hollandske undergrund.
Amsterdam kaldes »Nordeuropas Venedig«, og efter byrundturen skal vi på en dejlig, afslappende sejltur på nogle af de små kanaler. Vidste du, at Amsterdam har hele 165 kanaler, 181 broer, 70 udflugtsbåde samt 2500 husbåde? Kanalerne løber gennem hele byen, og på sejlturen oplever vi byen fra et helt nyt perspektiv.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under prisinformation for tilkøb af særskilt udflugtspakke).
Sidst på eftermiddagen stævner vi atter ud på havet og begiver os videre mod Zeebrugge.
Dag 4. Zeebrugge, Belgien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 17.00
Vi lægger til i havnebyen Zeebrugge ved Den Engelske Kanal, men i dag vil det være oplagt at besøge det nærliggende Brugge, som er en af Belgiens flotteste middelalderbyer. Den gennemløbes af små kanaler og er yderst velbevaret.
Den lille havneby var en af Hanseforbundets væsentlige udskibningshavne, og Brugge var et finansielt centrum dengang. Velhaverne af den tid blev portrætteret af berømte kunstnere som Jan van Eyck, Hans Memling og Gerard David.
Dagens udflugt er en byrundtur i Brugges centrum. Her skal vi se på nogle af byens mange attraktioner. Vi passerer forbi markedspladsen, hvor vi ser det flotte rådhus, og vi får også et indblik i, hvordan belgierne fremstiller deres verdensberømte håndlavede chokolade. Der er selvfølgelig mulighed for at få et stykke eller to med til den videre rejse.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under prisinformation for tilkøb af særskilt udflugtspakke).
Dag 5. Le Havre, Frankrig
Ankomst kl. 07.00, afgang kl. 21.00
Denne travle havneby ligger ved Seinens munding og blev grundlagt allerede i det 16. århundrede. Byen blev lagt i ruiner under anden verdenskrig, men blev genopbygget og blev igen en driftig havneby.
Impressionisterne udødeliggjorde strandene ved Le Havre i deres malerier og har dermed været med til at sætte byen på verdenskortet som porten til en af Frankrigs mest fascinerende regioner, Normadiet. Det romantiske Paris ligger kun små 200 kilometer fra Le Havre, og hertil går dagens udflugt.
Ved ankomsten til Frankrigs smukke hovedstad tager vi på byrundtur og ser nogle af byens mange kendte seværdigheder.
(Udflugten i Paris er ikke inkluderet i rejsens pris, separat udflugtspakke kan tilkøbes - se under prisinformation).
Dag 6-7. Over Biscayen
Vi fortsætter langs den franske kyst mod Spanien. Vi slapper af om bord og nyder den fantastiske service.
Dag 8. Málaga, Spanien
Ankomst kl. 10.00, afgang kl.19.00.
Vi gør et stop i Andalusiens vigtigste kystby, Málaga. På trods af at Málaga ligger tæt på feriestederne ved Costa del Sol, er den ikke en udpræget turistby, men har sin helt egen charme. Her er masser af fine pladser, smalle gyder og historiske bygninger at gå på opdagelse i. Langs gaden Calle Alameda finder man Alameda-parken med en meget anerkendt botanisk samling samt Málagas domkirke, La Catedral.
Malaga blev grundlagt i det 8. århundrede af fønikerne. De efterlod, ligesom grækerne, en hel mængde ruiner, og oven på nogle af disse er den islamiske Gibralfaro-borg bygget. Den store borg blev oprindeligt opført i 700-talelt, men den nuværende bygning er et resultat af en serie af genopbygninger i det 14. og 15. århundrede, hvor Málaga var den vigtigste havn for emiratet Granada. Fra Gibralfaro er der en betagende udsigt ud over byen, bugten og bjergene.
Når man bevæger sig rundt i Málaga, vil man uundgåeligt møde utallige bygningsværker i maurisk og gotisk arkitektur, frodige parker og haver, byens tyrefægtningsarena samt det hus, hvor Pablo Picasso blev født.
Málagas katedral blev bygget over to århundreder på pladsen, hvor byens tidligere største moske lå. Katedralen er af de lokale kendt som La Manquita (den enarmede), da kun det vestlige tårn blev bygget færdigt. Katedralen har en facade i barokstil fra det 18. århundrede, mens interiøret er i både gotisk og renæssancestil. Højdepunktet i katedralen er de udhuggede korstole i træ fra det 17. århundrede samt de fine billeder og de 103 individuelt udhuggede helgener.
Vi tager på byrundtur og ser nærmere på nogle af de mange seværdigheder. Eller tilbring dagen med at gå på opdagelse i byen på egen hånd.
(Udflugten i Málaga er ikke inkluderet i rejsens pris, separat udflugtspakke kan tilkøbes - se under prisinformation).
Dag 9. Ibiza, Spanien
Ankomst kl. 14.00, afgang kl. 22.00
Den strand- og klippefyldte ferieø Ibiza har et perfekt middelhavsklima og tiltrækker derfor alle slags mennesker.
Strandene er helt klart blandt Middelhavets flotteste, og stort set hele øen er omgivet af populære badebugter. Det er nemt at finde båd- og bustransport og komme rundt til mellem alle bugterne. Øen er et møde med det unikke Spanien med den røde jord og de duftende olivenlunde, som er en sand fryd for øjet. Prøv den en af de små, hyggelige restauranter, som serverer lokal spansk husmandskost og tapas.
Dag 10. På havet mod Malta
Vi tilbringer endnu en dag på havet på vej mod Valletta i øriget Malta
Dag 11. Valletta, Malta
Ankomst kl. 10.00, afgang kl. 18.00
En af Europas mindste nationer ligger her midt i Middelhavet og består ud over hovedøen Malta også af den mindre ø Gozo.
Malta har helt fra antikkens tid været et strategisk punkt på handelsvejene over Middelhavet, og mange har derfor ønsket herredømmet over det. I dag er der spor fra flere af de store højkulturer i området.
Korsridderne havde kontrol over øen, senere tyrkerne, og under anden verdenskrig var Malta mål og udgangspunkt for flere store slag. Malta er således en historisk guldgrube. I dag er Malta medlem af EU, hvilket landets indbyggere er meget stolte af. Malteserne er et venligt og meget imødekommende folkefærd, og de har i øvrigt deres eget sprog, maltesisk.
På dagens arrangerede udflugt følger vi i korsriddernes fodspor. Valletta var nemlig korsriddernes højborg her på Malta, og vores tur er en gåtur i den gamle bydel. Vi går forbi Stormesterens Palads. Herfra fortsætter vi til byens flotte Barrakka-haver, hvorfra der en god panoramaudsigt over naturhavnen og de tre historiske byer: Senglea, Cospicua og Vittoriosa, hvor ridderne slog sig ned, inden de byggede Valletta.
Vores næste stop er den prægtige domkirke St. John’s Co-Cathedral, som stod færdig i 1577. Kirkens barokke indre og kalkmalerierne har gjort den verdensberømt. Blandt udsmykningen er den italienske maler Caravaggios maleri »Halshugningen af Johannes Døberen». Johannes Døberen var korsriddernes skytshelgen.
Vores sidste stop er Stormesterens Palads, som blev tegnet af den maltesiske arkitekt Gerolamo Cassar. Dette palads var tidligere hjemsted for stormestrene i ridderordenen opkaldt efter Johannes Døberen, Johanniterordenen. På vores tur gennem paladset ser vi de smukt møblerede rum, hvor væggene er prydet af portrætter af tidligere tiders stormestre og royale fra hele Europa.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under prisinformation.)
Dag 12. På havet mod Kroatien
Dette er vores sidste hele dag om bord, så det gælder om at udnytte de mange tilbud og den gode service.
Dag 13. Split, Kroatien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 16.00
I Split ligger skibet for anker, og vi sejles ind til byen i skibets flåde af rummelige tenderbåde.
Legenden siger, at Splits første indbygger var den romerske kejser Diokletian, som byggede sin enorme borg her ved Adriaterhavets kyst omkring 300 e.Kr. Da kejseren abdicerede, fortrak han til sit 30.000 kvadratmeter store palads. Der ligger nu ruiner efter paladset spredt ud over den gamle bydel, som nærmest er bygget ind i ruinerne. Paladset var omgivet af to meter tykke og 20 meter høje mure, som stadig er fint bevarede flere steder. Mursystemet har indgangspartier fra alle fire verdenshjørner: Gennem jernporten i vest, den gyldne port i nord, sølvporten i øst og bronzeporten i syd. Bronzeporten lå engang parallelt med Adriaterhavet, men det var længe før, byens nuværende havnepromenade blev anlagt. På Riva, havnepromenaden, passerer man dunkle og dystert udseende kældre, som tidligere var kejserens kølige lejligheder. I dag står de handlende langs den palme- og cafébestrøede promenade og sælger kunsthåndværk, bøger, postkort med mere. Lange strækninger af kysten ved Split udgøres af fine badestrande, som besøges flittigt af både fastboende og besøgende i byen.
Brug dagen på egen hånd eller tag med på en af de mange udflugter, skibet tilbyder. Disse udflugter bestilles og betales om bord. Vores danske rejseleder deltager gerne, hvis der er tilmeldinger nok.
Dag 14. Venedig, Italien og hjemrejse
Ankomst kl. 6.00
Vi ankommer til Venedig, som var hjemby for Marco Polo. Der er masser af kulturelle og historiske seværdigheder at tage fat på her i en af de mest betydningsfulde byer i europæisk maritimhistorie. Den gamle bystat Venedig havde igennem århundreder stor magt i kraft af sin enorme handelsflåde. Herfra sejlede skibe til de fjerneste havne i Middelhavet og endda endnu længere bort i jagten på nye markeder og handelsruter. Det var også herfra, Marco Polo påbegyndte sin rejse til Kina i slutningen af det 13. århundrede, og netop Marco Polos ånd er essensen af venetianernes eventyrlyst.
Det er blevet tid til at forlade skibet, og efter at være gået fra borde, deponerer vi vores bagage, så vi har frie hænder. Vi bliver hentet i privat båd og sejler gennem Giudecca-kanalen for at komme frem til Markuspladsen, som alle dage har været byens hjerte. Vi bliver vist rundt i området omkring pladsen og ser Markuskirken, Sukkenes Bro og Dogepaladset. Vores byrundtur foregår til fods, for vil man virkelig opleve Venedig, er det den eneste rigtige måde at bevæge sig rundt på.
Efter vores sightseeing begiver vi os til lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter.