Albatros Travel

Krydstogt fra Miami til Mellemamerika og Key West 

Luksuskrydstogt fra Miami til Honduras, Belize, Mexico og Key West
– med dansk rejseleder, 11 dage

På denne eksotiske krydstogtrejse oplever du sprudlende Miami, Floridas ferieby nummer et, Hemingways Key West samt det farvestrålende Mellemamerika, hvor strandliv, kultur og spændende historie går hånd i hånd.  

Vi flyver til Miami, hvor vi har to overnatninger og har god tid til at nyde denne spændende metropols mange muligheder. Vi skal på byrundtur og oplever blandt andet de mange fredede art deco-huse i smukke paletfarver og området ”Little Havana”.  Og så skal vi naturligvis spejde efter alligatorer i nationalparken Everglades.

 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Herefter er det tid til at gå om bord på vores dejlige skib Norwegian Pearl, vores hjem de følgende syv nætter. Vi sejler i det vestlige Caribien og har vores første landgang på øen Roatán i Honduras. Roatán ligger ved verdens andetstørste koralrev, og der er blandt andet gode muligheder for at snorkle. Vi fortsætter til den tidligere engelske kronkoloni Belize, som er gammelt mayaområde, og landet har en frodig og varieret natur. Herfra lægger vi kursen nordover mod Mexico, hvor vi besøger Costa Maya på den kulturrige Yucatán-halvø, som igennem mange århundreder var centrum for mayakulturen. Stadig i dag bor der mange mayaindianere i området. Inden vi atter vender tilbage til Miami, besøger vi Key West, Hemingways elskede by på den yderste spids af koraløbuen ”Florida Keys”.  Byen bobler af stemning – og er kendt for sit lækre køkken. Hvorfor ikke smage et stykke ”Key Lime Pie”, byens berømte limetærte? Eller måske ”conch fritters”, konkyliefritter? 
 
På denne krydstogtrejse er der rig mulighed for både at bade og dase på bountystrandene – og samtidig opleve den spændende kultur og frodige natur. Det er helt op til dig, hvilket fokus du ønsker at lægge på ferien. Der er naturligvis også god tid til at nyde skibets luksuriøse rammer, de mange spændende aktiviteter og den udsøgte, femstjernede service om bord.

Rejsen er en grupperejse med dansk rejseleder og kan sammenlignes med en eksklusiv hotelrundrejse med indbygget udflugtsprogram.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København, ankomst til Miami
Afrejse fra København med ankomst til Miami samme aften. Vi bliver hentet i lufthavnen og kører med bus til vores hotel.

Vil du prøve lidt af aften- og nattelivet i Miami, kan du tage til South Beach og slentre ad den berømte Ocean Drive. Her er der masser af muligheder for at finde en hyggelig restaurant eller café og nyde aftensmåltidet blot et stenkast fra stranden.

Dag 2. Miami og Everglades
Vi sætter kursen mod den skønne natur i nationalparken Everglades, det største, subtropiske vildnis i USA. Det varierede dyreliv byder på sjældne og farvestrålende fugle og på krokodiller og alligatorer, der her – som det eneste sted på jorden – lever side om side.

Gennem årene er søen Okeechobee blevet inddæmmet for at skabe god landbrugsjord og dårligere levebetingelser for myg. Herved er en del af økosystemet blevet frarøvet sin naturlige vandforsyning, men der er stort politisk fokus på at genoprette økosystemet, som det var. Det betyder, at der er håb for Everglades, og man kan i dag besøge det enorme område og få et glimt af et af verdens mest unikke økosystemer. Store dele af området er et fuldstændig utilgængeligt morads af vådområder og sumpe, men en lille, god vej går tværs igennem med små afstikkere til veletablerede og afmærkede stier, hvor man kan stige ud af bussen og gå rundt med en smule agtpågivenhed. Der vil antageligt være en alligator i ny og næ og masser af spændende fugle og en fantastisk flora. Amerikanerne er generelt rigtig gode til at præsentere deres nationalparker, og Everglades er en oplevelse for alle. 

Efter udflugten kører vi til vores hotel, og aftenen er til fri disposition. Måske skal du og ose lidt i og omkring Lincoln Road, byens hyggelige gågade? 

Dag 3. Miami og afsejling
Afsejling kl. 16.00
Om formiddagen bliver vi hentet i bus og kører på byrundtur i Miami, hvor vi ser de smukke art deco-bygninger og tager en tur langs strandpromenaden Ocean Drive, hvor hyggelige hoteller, caféer og restauranter ligger som perler på en snor, og hvor der er et livligt leben af folk, der hygger sig med at se og blive set. Vi nyder den livlige og intense atmosfære her i Floridas største by og slutter turen i Miamis havn, hvor vores dejlige krydstogtskib Norwegian Pearl ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Miami – og kursen er nu sat mod Det Caribiske Hav.

Dag 4. På søen mod Honduras
En dag på havet er den helt rigtige måde at påbegynde et krydstogt med – med masser af tid til at nyde den skønne, afslappende rytme om bord. Nogle nyder at slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller udnytte de talrige aktivitetsmuligheder om bord, mens andre nyder udsigten, læser eller deltager i de talrige underholdningsprogrammer. De fleste vil også finde glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter og bagefter nyde den internationale kabaret og måske slutte af i en natklub. Senere på turen, når de mange landgange begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets utrolige faciliteter.

Dag 5. Roatán, Honduras
Ankomst kl. 9.00, afgang kl. 17.00
Honduras i Mellemamerika nyder godt af en lang, smuk kystlinje ud mod Det Caribiske Hav. Cirka 50 kilometer ud for kysten ligger de berømte øer Bay Islands (Islas de la Bahía), hvor vi lægger til ved den største af dem, Roatán.

Bay Islands blev opdaget af Columbus i 1402, og var igennem flere hundreder år en af Caribiens helt store piratreder, hvor engelske og hollandske sørøvere lå på skjul bag revene – klar til at gå på rov efter de spanske krigsskibe – ladet med guld, sølv og andre rigdomme – og med kurs over Atlanterhavet mod det spanske kongehus. I 1700-tallet sloges englænderne og spanierne om bosættelserne på øen, inden den blev indlemmet i Honduras i 1859.

Bay Islands er en del af verdens næststørste koralrev (efter Great Barrier Reef i Australien), og det helt store trækplaster er da også de fantastiske muligheder for dykning og snorkling blandt farvestrålende koraller, tropiske fisk og skibsvrag.
Roatán har cirka 30.000 indbyggere, og en stor del af befolkningen er de såkaldte garifunas, som af mange – og ikke mindst af dem selv – kaldes det ægte, caribiske folk. Garifunaerne er efterkommere af overlevende fra et skib, der i slutningen af 1600-tallet gik på grund med sin last af vestafrikanske fanger, der skulle sælges som slaver. Afrikanerne reddede sig i land på øen Saint Vincent, hvor de efter indledende stridigheder sluttede fred med de lokale carib-indianere. Garifunaerne er således en blanding af afrikanere, sydamerikanske indianere og et par europæere. Deres sprog og kultur, som de er stolte af og søger at bevare, har siden 2001 været under UNESCO’s beskyttende vinger.

I dag har garifunaerne forgrenet sig til en befolkningsgruppe på cirka 600.000, som primært lever i Mellemamerika og Caribien, men også med en stor koloni af immigranter i New York. Alle med en stolt bevidsthed om, at de er de eneste folk med afrikansk blod i den nye verden, som aldrig har været slaver. 

Vores skib går ind ved Coxen’s Hole, hovedbyen på Roatán, og her er der caribisk stemning, når den er bedst. Der er en hyggelig plaza og et par mindre forretninger, og det er altid spændende at kigge lidt på havnen og livet, når bådenes fangst bliver landet. En tur rundt i det frodige og bakkede landskab – flankeret af smukke strandstrækninger og små, hyggelige fiskerlandsbyer – giver et spændende indblik i det lokale liv på øen. 

Dagens tilbud er en ørundtur både til lands og til vands, hvor vi får et indblik i den lokale historie.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser.)

Dag 6. Belize City, Belize
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
Vi lægger til i Belize City, den tidligere, britiske kolonihovedstad, hvor næsten to tredjedele af landets indbyggere bor. Byen, der ligger spredt ved Halouver-floddeltaets talrige kanaler, er landets vigtigste havneby.

Mentaliteten i byen er en pudsig blanding af britisk, organisatorisk sans og caribisk afslappethed, og mens nabolandene Guatemala og Mexico er spansktalende og udpræget latinamerikanske, tales der i Belize hovedsageligt engelsk – og ikke mindst syngende kreolsk. En relativt stor del af befolkningen i Belize er sorte, hvoraf mange tilhører det caribiske Garifuna-folk, der stammer fra Honduras.

Belize byder på betagende natur såvel som spændende kulturoplevelser. Den midterste del af Belize er lavland og beliggende på den flade Yucatán-halvø. Ned mod kysterne og omkring floderne er landet præget af den særegne mangrove-bevoksning, som er et vigtigt yngle- og opvækstområde for fisk og krebsdyr. Mangroveskovens mange træer og buske – karakteriseret ved deres særprægede netværk af lange luftrødder – fungerer som buffer mellem vand og land, og økosystemet yder dermed en yderst vigtig beskyttelse af kystlinjen. Længere inde i landet begynder regnskoven, sydpå rejser bjergene sig og floderne bruser over og under jorden.

Belize er gammelt mayaområde. De rigtig store mayabyer finder man enten mod syd i Guatemala eller mod nord i Mexico, men Belize rummer også en række spændende, arkæologiske seværdigheder fra mayacivilisationen, ikke mindst det største stykke kunstværk i jade, der er fundet i hele mayaområdet overhovedet: En smukt forarbejdet maske af solguden Kinich Ahau, som er lavet i en dybgrøn jadesten på hele 4,5 kilo. Masken blev fundet i 1968 og vidner om, at området har haft en vigtig ceremoniel betydning. Masken er udstillet på Belize Museum sammen med en lang række andre arkæologiske fund fra mayaperioden. Et billede af Kinich Ahau indgår i dag på alle pengesedler i Belize.

Vi tager på sejltur på floden Old Belize, som er kendt for sit rige dyreliv. Mon ikke vi er heldige og spotter leguaner, krokodiller, brøleaber eller nogle af de mange farvestrålende fugle? I den hyggelige flodlandsby Burrell Boom nyder vi en dejlig frokost på et lille spisested ved floden. Herefter fortsætter vi i bus til Altun Ha (“klippe, sten, vand” på maya-sprog), hvor “Kinich Ahau”-masken i sin tid blev fundet, og hvor vi ser ruinerne fra den gamle mayaby. (Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser.)

Dag 7. Costa Maya, Mexico
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
Costa Maya er den nyeste krydstogthavn på Mexicos caribiske kyst. Den er bygget midt i mayaernes kulturområde på den kulturrige Yucatán-halvø. Her kan du nyde det safirblå hav og den smaragdgrønne jungle, shoppe eller måske bare dase i sandet. Hælder du til kulturelle oplevelse, kan du tage på tur til nyudgravede ruiner, se de antikke masker ved Kohunlich eller Fort San Felipe.

De første europæiske opdagelsesrejsende på Yucatán var spanierne, som ankom i begyndelsen af det 16. århundrede. Den spanske conquistador Hernán Cortés krydsede halvøen i 1525. Få år senere begyndte spanierne deres kolonisering af mayaernes områder, og fra 1549 kontrollerede spanierne hele området. Den spanske dominans fortsatte indtil det tidlige 19. århundrede, da Mexico og Mellemamerika vandt deres uafhængighed.

Mayaindianernes historie går mere end 3.000 år tilbage – og selvom mange millioner døde i kølvandet på spaniernes ankomst, så er mayakulturen langt fra uddød. Tværtimod. På Yucatán-halvøen bor der den dag i dag stadig mange maya-indianere, som stolt holder fast ved deres sprog, kultur og traditioner. Vi besøger et lille maya-samfund, hvor vi ser et privat hjem og blandt andet hører om den lokale mad og traditionel medicin samt får indblik i mayalegender og nogle af de profetier, som står skrevet ind i mayakalenderen.  Vi besøger også en af de gamle, fascinerende mayaruiner, som ligger lige midt i byen. 

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes – se under priser.)

Dag 8. På havet mod Key West
Vi har endnu en dag på havet, hvor vi kan nyde skibets mange faciliteter og slappe af om bord.

Dag 9. Key West, USA
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 17.00
Det var her i det vilde og farverige Key West forfatteren Ernest Hemingway bosatte sig. Også i dag er Key West hjemsted for et hav af forfattere, poeter, malere og andre kunstnere.

I Key West er der ægte tropeidyl, som ikke findes magen til andre steder i USA. Den charmerende gamle by med masser af huse i klassisk, victoriansk stil byder på en afslappet livsstil og restauranter, barer og unikke forretninger. Dertil kommer lækre, hvide sandstrande med vajende kokospalmer og et eksotisk liv i koralrevene under havets overflade.

I dag kan man blandt andet besøge Hemingways hus og indsnuse byens livlige og helt særlige stemning. Beregn cirka 15 USD til entréer, transport og en forfriskning undervejs.

Du kan også vælge at tage med på en af de udflugter, skibet arrangerer. For eksempel en sejltur i en båd med glasbund med mulighed for at opleve det tropiske dyreliv på nærmeste hold. Skibets udflugter bestilles og betales om bord. Vores danske rejseleder hjælper naturligvis gerne med tilmelding.

Dag 10. Miami og hjemrejse
Ankomst kl. 8.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Miamis havn. Efter udtjekning tager vi til lufthavnen, hvor flyet mod Danmark venter,

Dag 11. Ankomst til København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder om det eksotiske Caribien.


 

Rejsemål
Bahamas
Caribien

fakta om caribien

Areal: 239.000 km2
Antal lande: 24
Indbyggere: 38 mio.
Største by: Havanna, Cuba, 2,3 mio.
Højeste punkt: Pico Duarte, Den Dominikanske Republik, 3175 meter
Laveste punkt: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 46 m under havet
Største sø: Lago Enriquillo, Den dominikanske Republik, 265 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00