Albatros Travel

Fra Kongens København til Barcelona 

Fantastisk krydstogtrejse gennem Europa fra nord til syd
– med dansk rejseleder, 12 dage

København – Kiel – Southampton – La Coruña – Lissabon – Gibraltar – Málaga – Barcelona
 

På dette krydstogt smyger vi os rundt om det europæiske kontinent ved at sejle rundt om Jylland og gennem Den Engelske Kanal og Gibraltarstrædet. Turen byder på spændende oplevelser undervejs fra disse travle, historiske knudepunkter for den europæiske søtrafik.

Vi stævner ud fra Københavns Havn med kurs mod Kiel i Slesvig-Holsten. Efter vi har rundet Jylland er målet Englands vigtigste færgehavn, Southampton, ved Den Engelske Kanal. Vi sejler herefter gennem Den Engelske Kanal mod den dramatiske klippekyst ud for La Coruña i Galiciens nordvestligste hjørne og derefter videre sydpå mod Portugal. Her skal vi besøge Lissabon, som søfarerne gjorde rig på handel med krydderier, silke og guld fra de oversøiske besiddelser. Den kakkeludsmykkede by er stadig rig – nu på oplevelser, med god shopping og mange fine museer. Sejlturen går herefter videre mod det berømte Gibraltarstræde mellem Spanien og Afrika. Vi lægger til på selve Gibraltar, og der er mulighed for at kigge nærmere på denne sagnomspundne klippe under engelsk styre, hvor de haleløse berberaber lever vildt.

Vi sejler gennem Gibraltarstrædet ind i Middelhavet til Andalusiens vigtigste kystby, Málaga. Pablo Picassos fødeby er ret upåvirket af turismen på Costa del Sol lige ved siden af, og en spadseretur gennem byen fører dig forbi en blanding af maurisk, gotisk og moderne arkitektur, frodige parker og seværdigheder som Picasso-museet og byens tyrefægterarena. Vi fortsætter op langs Spaniens kyst, til vi når sidste havn på denne tur, Barcelona. Vi afslutter med maner med en byrundtur i denne fantastiske by, som blandt andet huser romerske ruiner, gotiske paladser og eksplosive art nouveau-bygninger, for ikke at tale om Gaudís ufuldendte mesterværk, katedralen La Sagrada Familia.   

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

DAGSPROGRAM
Dag 1. Afsejling fra København
Afsejling kl. 18.00
Vi går om bord på vores dejlige skib MSC Orchestra i København, og om aftenen stævner vi ud på Øresund og fortsætter ind i Østersøen mod Kiel.

Dag 2. Kiel, Tyskland
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 16.00
I dag lægger vi til i den hyggelige nordtyske by Kiel. Byen er hovedstad i delstaten Slesvig-Holsten og ligger ud til Østersøen. Gennem adskillige år var Kiel den vigtigste base for den tyske flåde. Flådebasen blev nedlagt efter anden verdenskrig, men det maritime præger fortsat byen. Hvert år afholdes store arrangementer med sejlads som tema, blandt andet Kieler-ugen ”Kieler Woche”, som har været afholdt siden 1882, og hvor en række regattaer danner rammen om festlighederne. I 1936, da De Olympiske Lege blev afholdt i Berlin, blev sejlsportskonkurrencerne afholdt i Kiel.

Kiel er endvidere indgangsport til Kielerkanalen, som er af stor betydning for søfarten i Nordeuropa. Den 98 kilometer lange kanal er verdens travleste kunstige vandvej.
Dagens udflugt er en byrundtur til fods, med efterfølgende frokost og besøg på et bryggeri.

(Udflugten i Kiel er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 3. På havet mod England
I dag har vi en hel dag til at slappe af, læne os tilbage og lære skibets lækre omgivelser og mange faciliteter lidt bedre at kende. MSC Orchestra er et italiensk skib med god plads og masser af ting at lave.

Du kan dyrke en forskellig sportsgren næsten hver dag; her er joggingbane, svømmebassiner, tennisbaner, minigolf, fitnessrum, yoga og aerobics. Bagefter kan du forkæle dig selv i saunaen eller dampbadet, eller få en massage eller skønhedsbehandling i spa-afdelingen.

Dag 4. Southampton, England
Ankomst kl. 13.00, afsejling kl. 20.00
Vi har i dag landgang i den legendariske havneby Southampton på Englands sydkyst. Byen blev grundlagt for næsten 1.000 år siden og havde dengang, som nu, status som en af Europas vigtigste havne. Igennem årene er mangen et skib stævnet ud fra Southamptons dokker med kurs over Atlanterhavet med passagerer på vej mod den amerikanske drøm – eller velhavende gæster på krydstogt i luksus. Det var også denne rute, som Titanic fra White Star Line-rederiet fulgte, da hun blev overrasket af et isbjerg og kom til kort over for naturkræfterne.

På byens søfartsmuseum får du historien om byens vigtige havn og finder Titanic-udstillingen, hvor du kan opleve dette berømte skibs tragiske historie. I nærheden ligger The Southampton Hall of Aviation, der fortæller flyvningens historie i området, blandt andet om den legendariske Spitfire, der blev designet i Southampton.

Er du ude efter lidt shopping, kan du lægge vejen forbi West Quay, byens vigtigste shoppingcenter, eller tage en slentretur igennem centrum af byen, hvor den gamle bymur slår den historiske stemning an.

Dag 5. På havet mod La Coruña
Vi har igen i dag mulighed for at nyde krydstogtets dybere mening og slappe af om bord, mens vi sejler ud gennem Den Engelske Kanal og krydser Biscayen på vej mod Spaniens nordkyst. Brug de mange faciliteter, spis en lækker middag og slap af på dækket.

Den Engelske Kanal er cirka 580 kilometer lang og 180 kilometer bred på det bredeste sted, mens der kun er 31 kilometer mellem Dover og Calais. Vanddybden er relativt lille; kun i enkelte render er den over 100 meter, og den største dybde er målt til 172 meter.

Dag 6. La Coruña, Spanien
Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 14.00
Om morgenen ankommer vi til regionen Galicien i Spaniens nordvestligste hjørne. Vi lægger til i La Coruña, en atlantisk by med et mildt klima, og på grund af sin strategiske placering en overordentlig vigtig handels- og havneby.

Julius Cæsar kom til byen i 62 f.Kr., og romernes mangeårige tilstedeværelse var af essentiel betydning for byens videre liv. Talrige krige – ikke mindst mod englænderne – har siden præget La Coruña.

Trods den righoldige historie er ikke mange af byens historiske bygninger bevaret. Det hindrer os dog ikke i at opleve de smalle gader og den dramatiske, klippefyldte kyst, hvor byen møder oceanet, og byens borgere hinanden.

Dag 7. Lissabon, Portugal
Ankomst kl. 13.00, afsejling kl. 23.00
Dagens tilbud er en byrundtur i bus.

Lissabon ligger ved Tejo-flodens udmunding og er ligesom Rom bygget på syv høje. For 400 år siden gjorde tidens berømte søfarere byen kendt, og Lissabon blev centrum for en verdensomspændende handel med krydderier, silke og guld. 
 
Lissabon voksede og blev en af verdens rigeste byer, og befolkningstallet fordobledes på rekordtid. Men midt under morgenandagten den 1. november 1755 ramtes byen af et kæmpemæssigt jordskælv. Det meste af byen blev jævnet med jorden, lige bortset fra den arabiske bydel Alfama.
 
I dag er Lissabon en smuk by med kakkeludsmykkede husfacader, stejle gader og gamle sporvogne. De kæmpestore og ret særprægede udendørs elevatorer bringer på enkel vis fodgængere fra den ene bydel til den anden. Den mest berømte elevator er opført af Gustave Eiffel, Eiffeltårnets skaber, og bringer folk op over kvarteret Bairro Alto, hvorfra man kan nyde udsigten over det smukke Rossio-torv og Baixa-kvarteret. Bairro Alto-kvarteret har sin helt egen charme – en blanding af rigt og fattigt, nyt og gammelt. Det er skønt at gå rundt i de smalle gader, studere finurlige detaljer på de gamle huse, kigge ind i de små butikker eller iagttage en kat, der nyder solen på en smedejernsbalkon.
 
Tæt på Bairro Alto ligger det maleriske Rossio-torv med smukke 1800-talsbygninger, små, hyggelige caféer, springvand og et levende gademiljø. I nærheden ligger Rossio-banegården med sine karakteristiske hesteskoformede indgangspartier. Den er bygget i 1890, og den smukke facade er i manuelinsk stil.
 
Baixa ligger i Lissabons gamle centrum. Her finder man nogle af byens bedste, men samtidig dyreste forretninger. Går man videre til Chiado-kvarteret, er priserne mere varierede. Desværre blev hundredvis af butikker ødelagt under en brand i 1988, men kvarteret er nu blevet restaureret. Den elegante gade Rua Garrett er kendt for sine smukke gamle butikker og talrige caféer. Lissabon er en af Europas billigste hovedstæder, især sko er meget billige. Udvalget er stort, også inden for tøj, smykker og keramik.
 
På en af byens syv høje ligger São Jorge-fæstningen fra det 12. århundrede, og inde bag murene ligger det maleriske kvarter Santa Cruz med små huse klinet op ad hinanden. Fra São Jorge får man den bedste udsigt over byen, især over Alfama-kvarteret, som ligger lige nedenfor. Netop Alfama er nok den smukkeste og mest fascinerende bydel. Her ligger det middelalderlige Lissabon med en labyrint af stejle gader, trapper og brolagte smøger. Smukke kakler pryder husmurene, blomsterkrukker kanter indgangene, og vasketøjet hænger til tørre i smøgerne. Her synes tiden at stå stille.

Nogle af Lissabons største og smukkeste bygningsværker ligger i Belem-kvarteret i udkanten af byen. Fra foden af Belem-tårnet drog de store opdagelsesrejsende i 1400- og 1500-tallet ud på deres rejser. Tårnet er en pragteksempel på manuelinsk stil, med kniplingslignende ornamenter, balkoner og små vagttårne. Det blev i sin tid bygget lige ved flodmundingen, der, hvor Vasco da Gama satte ud på en af sine mange rejser.
 
Endnu flottere er det kæmpestore Jeronimos-kloster, bygget i manuelinsk stil og skabt af de rigdomme, Vasco da Gama hjembragte til Portugal efter sin opdagelse af søvejen til Indien i 1498. Det er ubetinget Portugals smukkeste bygningsværk. Både kirken Santa Maria og selve klostret er fyldt med småfigurer og kniplinger i sten, springvand, udskårne søjler og hvælvede buegange. Absolut noget, man skal se på en tur til Lissabon.
 
Byen har mange gode museer. Det mest interessante vil nok være at tage til Museo Nacional de Arte Antiga med værker af blandt andet Raphael, Velázquez, Reynolds og Holbein, men det mest berømte er det seksfløjede alter med Den hellige Skt. Vincents tilbedelse af Goncalves. Museet har også en enestående keramik- og glassamling.

Udflugt i Lissabon er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser

Dag 8. Gibraltar, England
Ankomst kl. 19.00, afsejling kl. 24.00
Man siger, at den dag, aberne forsvinder fra Gibraltar, ophører Gibraltar med at være engelsk territorium. Aberne er her stadig og lever i bedste velgående, så det ser ikke ud til, at englænderne mister Gibraltar foreløbig. Navnet Gibraltar stammer fra Gibel Tariq, som er arabisk og betyder Tariqs Bjerg. Bjerget har navn efter Tariq Ibn Zeyad, som ledede den arabiske erobring af Spanien i det 8. århundrede, hvor arabiske styrker krydsede strædet sydfra. 1.000 år senere, og længe efter araberne var blevet fordrevet fra det europæiske fastland, fik Gibraltar sin besynderlige status. I 1713 blev territoriet overdraget til englænderne, som betragtede overdragelsen som permanent. Det har lige siden givet anledning til anglo-spanske irritationsmomenter.

Gibraltar går under navnet ”Klippen” og består af 143 huler, cirka 43 kilometer vejstrækning og kilometervis af tunneler. Man kan gå på opdagelse i klipperne på det sydligste punkt på Den Iberiske Halvø, hvor Europa møder Afrika, eller slentre rundt i middelhavsbyens gader. Shopping tiltrækker mange turister, for her er man er fritaget for at betale moms.

(Udflugt på Gibraltar kan købes igennem skibet, der vil ikke være dansk rejseleder på denne tur.)

Dag 9. Málaga, Spanien
Ankomst kl. 07.00, afsejling kl.16.00
Vi ankommer i dag til Andalusiens vigtigste kystby, Málaga. På trods af at Málaga ligger tæt på feriestederne ved Costa del Sol, er den ikke en udpræget turistby, men har sin helt egen charme. Byen er fyldt med et væld af fine pladser, smalle gyder og historiske bygninger, som alt sammen er en fryd at gå på opdagelse i. Langs gaden Calle Alameda finder man Alameda-parken med en meget anerkendt botanisk samling samt Malagas domkirke, La Catedral. Katedralen, der ligger på pladsen, hvor byens tidligere største moske lå, blev påbegyndt i 1500-tallet, og opførelsen fortsatte i to århundreder. Derfor kan den i dag fremvise et imponerende miks af gotisk, barok- og renæssance-arkitektur. Katedralen er af de lokale kendt som La Manquita (Den Enarmede), da kun det vestlige tårn blev bygget færdigt. Indenfor er højdepunktet de udhuggede korstole i træ fra det 17. århundrede samt de fine billeder og de 103 individuelt udhuggede helgener.

Málaga blev grundlagt i det 8. århundrede f.Kr. af fønikerne. De efterlod, ligesom grækerne, en hel mængde ruiner, og oven på nogle af disse er den islamiske Gibralfaro-borg bygget af maurerne. Den store borg blev oprindeligt opført i 700-tallet, men den nuværende bygning er et resultat af en serie af genopbygninger i det 14. og 15. århundrede, hvor Málaga var den vigtigste havn for emiratet Granada. Fra Gibralfaro er der en betagende udsigt ud over byen, bugten og bjergene.

Når man bevæger sig rundt i Málaga, vil man uundgåeligt møde utallige bygningsværker i maurisk og gotisk byggestil, frodige parker og haver, byens tyrefægtningsarena samt det hus, hvor Pablo Picasso blev født. Vi tager på byrundtur og ser nærmere på nogle af de mange seværdigheder. Ellers kan du tilbringe dagen med at gå på opdagelse i byen på egen hånd.

(Udflugten i Málaga er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser)

Dag 10. På havet mod Barcelona
Vi kan nu nyde vores sidste dag om bord og slappe af omgivet af serviceminded personale.
Der er mange muligheder for underholdning på skibet, som er udstyret med både biograf, teater og casino. Du kan læse en bog på skibsbiblioteket, gå på kunstgalleri eller shoppe i nogle af de mange taxfree butikker. Skibets mange gode restauranter suppleres af et vinotek og et cigarrum, så livsnydere går heller ikke forgæves.

Dag 11. Ankomst til Barcelona
Ankomst kl. 08.00
Barcelona er Cataloniens hovedstad og Spaniens næststørste by. Den er avantgardistisk, præget af kunstnerisk livsglæde, aktivitet, hektisk natteliv og politisk dynamik. Byen er rig, har masser af industri, og havnen er en af Spaniens vigtigste – Barcelona er med andre ord indbegrebet af spansk foretagsomhed.

Med en 2.000-årig historie rummer Barcelona endvidere spændende seværdigheder: fra romerske ruiner og gotiske paladser til eksplosiv art nouveau. Byen er især berømt for arkitekten Gaudís fantastiske og meget særprægede bygningsværker i jugendstil. Mesterværket er La Sagrada Familia-kirken med fantasifulde former af mennesker, dyr og planter indhugget i murene. Om morgenen ankommer vi til Barcelona, og det er nu tid til at forlade vores dejlige skib. Vi bliver hentet i bus og kører på byrundtur til de største seværdigheder. Vi spiser en hyggelig afskedsmiddag, og har du lyst, kan du efterfølgende opleve Barcelona om aftenen på egen hånd.

Dag 12. Afrejse fra Barcelona, ankomst til København
Om morgenen bliver vi hentet i bus på vores hotel og kører til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.

Rejsemål

fakta om england

Hovedstad: London
Indbyggere: 60 mio.
Sprog: engelsk
Religion: protestantisme
Valuta: britisk pund
Klima: tempereret

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00