Albatros Travel

Galapagos: krydstogt og jungle 

Ecuadorrundrejse til både Amazonas, Andeshøjlandet og Galapagosøerne 
– med dansk rejseleder, 16 dage

Dette er en naturhistorisk rejse med hovedvægten på Galapagosøernes helt specielle og ganske enestående biologiske forhold. Vi sejler i en førsteklasses motoryacht med plads til maksimum 15 rejsende plus vores rejseleder. Det er et velholdt skib med rigtig god service og komfort. Indkvartering i dobbeltkahytter med senge og privat bad/toilet. Desuden har skibet fællesarealer, spiseområde og soldæk. Transport til og fra skibet foregår i nye gummibåde.

Med udgangspunkt i Quito oplever vi det vældige Andeshøjland med Antisana-vulkanen og det verdensberømte indianske marked ved Otavalo samt omkringliggende landsbyer. Der bliver også tid til at se den smukke gamle bydel i Quito med imponerende kirker, smukke pladser og gamle bygninger. Fra Quito rejser vi til Amazonas området og vores junglelodge, hvor vi skal udforske et andet af verdens mest spændende naturområder, den tropiske regnskov og stifte bekendtskab med dens befolkning, indianerne. Vi oplever verdens største regnskov til fods og med motoriseret kano.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

På krydstogtet omkring de berømte Galapagos-øer kommer vi så tæt på fantastiske havfugle, søløver, pelikaner, havleguaner og landleguaner som Charles Darwin selv. Opholdet på den fascinerende ø-gruppe 1.000 kilometer ude i den kolde Humboldtstrøm er sandsynligvis den største naturoplevelse på det sydamerikanske kontinent for den, der sætter pris på de helt særlige naturhistoriske forhold.

Rejsen stiller ingen større fysiske krav til deltagerne, men det kan forekomme anstrengende at opholde sig i Quito og i forbindelse med besøget til Antisana på grund af højden. Landgangene på Galapagos kræver, at man kan bevæge sig af egen kraft, men alt i alt burde alle som er i almindelig god fysisk form kunne deltage uden at være atleter.

Overnatninger foregår i delt dobbeltværelse med eget bad/toilet på fastlandsdelen af rejsen. Hotellet i Quito er et førsteklasses hotel, valgt på grund af beliggenhed og den høje standard, hvilket er meget populært blandt vores rejsende.

Transport undervejs er med indenrigsfly, lejede busser og vores 16-personers krydstogtskib.

Bemærk! Hvis Galapagosbådens sejlrute ændres, kan det blive nødvendigt at justere dagsprogrammet. Rejsen vil indeholde de samme højdepunkter, men rækkefølgen kan variere. Den nævnte sejlrute er vejledende. Det kan risikeres, at Darwin Instituttet i sidste øjeblik ændrer sejlplanen for vores båd grundet lokal fredning af dyrene osv.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse København
Afrejse fra København med ankomst til Quito næste dag. Overnatning i fly. Fuld forplejning på flyet i forbindelse med den oversøiske del. (Bemærk! På afrejsen den 4. juli 2011 er der kun afrejse fra København)

Dag 2. Ankomst til Ecuadors hovedstad
Vi indkvarteres på hotel i Quitos nye bydel. Ecuadors hovedstad er tydeligt opdelt i to forskellige bydele: Den nye, hvor man finder de fleste hoteller, restauranter og souvenirbutikker, og den gamle bydel der af Unesco er regnet blandt verdens kulturarv, hvor de spanske koloniale pladser, bygninger og imponerende kirker dominerer. Vores hotel ligger ved flere af de gode spisesteder, indkøbsområder og ikke langt fra hovedgaden i den nye bydel.  Den »tynde« luft (vi er i over 2.800 meters højde) betyder, at man hurtigt bliver forpustet, hvis man ikke holder tempoet nede, men de fleste sunde og raske mennesker har ikke de store problemer med denne højde. Mange vil mærke lidt hovedpine, hvilket indikerer, at tempoet skal yderligere ned og mere vand skal indenbords. Man kan ikke drikke for meget vand.

Byen, der ligger omgivet af sneklædte vulkaner af op til seks kilometers højde, hører til blandt verdens smukkeste. Da vi kun befinder os 22 kilometer fra ækvator er klimaet mildt og forårsagtigt året rundt. Den gamle 1700-tals bydel med smukke, hvide huse bærer stærkt præg af den spanske kolonitid og er forbavsende velbevaret.  Dagen er til fri disposition hvor der er mulighed for at hvile ud efter den lange flyverejse. Rejselederen vil være behjælpelig med hensyn til muligheder for dem der på egen hånd vil ud og se byen.

Dag 3. Quito
Efter morgenmaden og tager vi på byrundtur i Quitos pragtfulde gamle 1700 tals bydel med alle kolonibygningerne og uafhængighedspladsen, hvor vi finder regeringsbygningen og den neoklassiske katedral. Et af højdepunkterne er Jesuitter-kirken La Campañia. Udsmykningen med de mange tons pladeguld overgår ens fantasi. Kirken er lige blevet istandsat og et stort parti er belagt med et nyt lag guld. Inden vi kører til frokost, afslutter vi byturen med besøg på »El Panecillo«, som er en stor høj midt i byen, med en pragtfuld udsigt dels over den gamle bydel og dels til den næsten 5000 m. høje vulkan »Pichincha«.
Byens vartegn »La Virgen« er ligeledes placeret på højen.

Dag 4. Quito – Antisana
Vi spiser morgenmad og tager efterfølgende på heldagstur til det smukke naturområde ved den omkring 5700 meter høje Antisana vulkan. Selve området er privat ejet og vi skal derfor have speciel tilladelse for at komme ind på området, hvilket også er med til at begrænse mængden af besøgende. Landskabet på den kuperede højslette, er et lidt råt landskab med lav bevoksning og den store Antisana vulkan liggende i baggrunden. Der er et rigt dyreliv på omkring vulkanen, især mange fugle og ofte ser man kondorer som svæver majestætisk over området. På højsletten ligger en gammel hacienda hvor den gamle eventyrer og naturforsker Alexander von Humboldt boede, da han udforskede området i begyndelsen af 1800 tallet. Vi spiser frokost på den hyggelige gamle hacienda, og hvis der er enkelte rejsende som på grund af højden finder vandreturene i området for anstrengende, kan man vente på hacienda mens gruppen udforsker området. Om eftermiddagen kører vi tilbage mod Quito.

Dag 5. Quito – Amazonregnskoven
Fra Quito i højlandet begiver vi os ud på en 7 timers køretur over Andesbjergene og ned til Amazonas jungle. Vort mål er junglelodgen El Jardin Aleman der ligger i Napo provinsen. For at komme til Amazonregnskoven, skal vi krydse Andesbjergene og vi kommer hurtigt over trægrænsen og kører i den helt specielle og meget smukke páramo-vegetation. Det højeste punkt på turen ligger i knapt 4000 meters højde og herefter går det ned ad bakke til Amazonas. Temperaturen øges gradvist og vi kører gennem store områder med tågeregnskov, inden vi når ned til Amazonas´ utrolige frodighed.

Vores lodge er beliggende ved Misahualli-floden og består af en hovedbygning med reception, restaurant og bar, hvor man om aftenen hygger sig i olielampernes skær akkompagneret til alle junglens lyde.
Rundt om hovedbygningen ligger gæstehusene med to værelser i hver bygning. Alle værelser har eget toilet/bad og elektricitet. Til hver bygning er der en terrasse med hængekøje og dækstole. Husene er omgivet af en eksotisk have med alt fra orkideer, kaffebuske, til tropiske frugter som passionsfrugt og banan. Den nærmeste landsby ligger omkring 4 kilometer fra lodgen. Området er primært beboet af quichua indianerne, der oprindelig boede i højlandet, men flygtede ned i jungleområderne for at undgå at blive slaver da de spanske erobrere ankom til området i 1500 tallet. Man skal være klar over at opholdet i Amazonas vil være under mere enkle forhold vedrørende komfort end på et hotel, men sådan er forholdene og vilkårene, når man overnatter i junglen.

Dag 6. Amazonregnskoven
Vi tager af sted på junglevandring lige efter morgenmaden. Vores lokale guide vil forklare om planterne og hvordan disse anvendes i det daglige. Vi kommer undervejs frem til et klippeområde med små grotter inden vi atter bliver opslugt af regnskoven. Omkring middagstid er vi tilbage på lodgen hvor vi spiser frokost. Vi kan ikke garantere at man ser bestemte og mange dyr i junglen, da vi er i den fri natur og derfor afhængig af, hvad der er og sker på den pågældende dag.

Om eftermiddagen går vi en tur langs Mishualli-floden og krydser floden på en hængebro. Vi besøger en lille landsby og ser hvordan indianere, der er integrerede i den vestlige civilisation lever. Hvis vi har mod på det, kan vi gå ned til Misahualli-landsbyen som også fungere som en lille havneby for området. Byen ligger meget smukt hvor to større floder løber sammen.

Dag 7. Amazonregnskoven
Efter at have indtaget morgenmad, går vi ombord i kanoer og sejler af sted på Misahualli- og Napo floden.
Vi besøger en gruppe indianere som lever af det møjsommelige arbejde det er at vaske guld i floden, som man har gjort gennem århundreder. Herefter vandrer vi en god tur i regnskoven for at se de mange sjældne og spændende plante- og dyrearter. Vi stopper undervejs for at spise frokost ved Napo floden. Videre i kano til indianerlandsbyen Muyuna, hvor vi bliver budt på »chicha«, der er det lokale »øl« fremstillet af yuca og får en fornemmelse af hvordan indianernes liv er i dag. Fra landsbyen sejles videre i kano til den lokale shamans hjem, hvor vi hører om hvordan den traditionelle medicin fremstilles af junglens planter. Der er også en demonstration af jagt med pusterør, hvorefter vi selv får mulighed for at prøve kræfter med denne ædle kunst. Efter disse besøg sejles retur til lodgen.

Dag 8. Amazonas – Papallacta – Quito
Når vi har spist morgenmad, tager vi afsked med Amazon-området og begiver os ud på turen tilbage mod Quito. Undervejs stopper vi i landsbyen Papallacta beliggende i 3300 meter højde små 65 kilometer øst for Quito. Byen er kendt for sine varme kilder og termiske bade. Vi spiser frokost i Papallacta, og der bliver også mulighed for at nyde de varme kilder i de store bassiner, hvor man i den kølige bjergluft kan nyde det varme vand og fryde sig over udsigten til Andesbjergene. Herefter fortsætter den smukke køretur ned gennem bjergene og de små landsbyer til Quito, hvor vi har den sidste del af dagen er på egen hånd.

Dag 9. Quito – Otavalo
I løbet af formiddagen kører vi mod Otavalo, hvor vi skal besøge det maleriske og berømte indianske marked. Her sælges alt mellem himmel og jord, og stemningen med de mange indianere fra landsbyer i hele højlandet er fantastisk. Hver lille landsby har deres specielle mønstre vævet i dragterne og mange bærer særprægede hovedbeklædninger. Det er muligt at købe smagfulde vævede souvenirs, keramik, smykker og træskærerarbejder. Vi spiser frokost i landsbyen Cotacachi. Vi er tilbage i Quito sidst på eftermiddagen.

Dag 10. Quito – Galapagos – Santa Cruz
Efter morgenmaden er der transport til lufthavnen og cirka 3-4 timers indenrigsflyvning til Galapagosøerne. Vi lander på øen Baltra nord for Santa Cruz, som vi sætter fødderne på efter en kort færgetur.
Galapagosøerne ligger cirka 1.000 kilometer vest for Sydamerikas kyst i den kolde Humboldtstrøm, der med jævne mellemrum opvarmes og forvandles til naturfænomenet El Niño med ubehagelige følger for klimaet mange steder på jorden. Det næringsrige vand, der kommer helt fra Antarktis, er koldt, hvilket betyder, at det indeholder relativt meget ilt. Den megen ilt og næring er grundlaget for øernes enestående plante- og dyreliv. Galapagos består af mange små øer, hvoraf de mindste blot er golde klippetoppe, der akkurat når over havoverfladen. Kun fire af de største øer er beboede, mens de øvrige henligger mere eller mindre uberørt som et gigantisk naturhistorisk museum.

Galapagosøerne udgør toppene af en lang vulkansk kæde, der rejser sig 2-3.000 meter over havbunden. Gennem årtusinder har mange forskellige dyr og fugle svømmet, flydt eller fløjet til disse isolerede øer, hvor de har udviklet og tilpasset sig forskellige, varierende livsvilkår. Derfor adskiller såvel flora som fauna sig ganske radikalt fra fastlandet og sågar fra ø til ø. Omkring 20 % af alle fisk i havet omkring Galapagos er endemiske (de findes kun her), hvilket også gælder halvdelen af alle planter og de fleste fugle samt alle landlevende dyr. De endemiske arter varierer markant fra tilsvarende eller beslægtede arter andre steder.

Charles Darwin ankom i 1835 til Galapagos på sin lange odyssé som naturforsker på skibet Beagle. Han fandt enhver forskers paradis: et sandt orgie af forunderlige naturfænomener med kæmpekrabber, rovfugle og søløver, kæmpeskildpadder og havleguaner, som kunne studeres på mindre end én meters afstand. Hver art varierede i udseende og adfærd fra ø til ø til trods for, at de øjensynligt stammede fra samme oprindelige art.

Darwin brugte mange år til at tænke over sine iagttagelser og ikke mindst konsekvenserne heraf, inden han udsendte sit ultimative værk: »Arternes oprindelse«. Hermed revolutionerede han verdens syn på menneskets udvikling. Dyr og mennesker var ikke sat på jorden i den aktuelle form, men var resultatet af en lang udvælgelsesproces, hvor de bedst egnede eller tilpassede individer overlevede længst og videregav arveanlæg til næste generation, der således blev en anelse bedre tilpasset miljøet og så fremdeles. 

Dyrelivet på Galapagos er i store træk uforandret siden Darwins tid, og man kan praktisk talt selv følge de iagttagelser, der danner baggrund for evolutionslæren. Desværre har forskellige nye arter fra fastlandet fået fodfæste på Galapagos og truer visse steder miljøet ganske voldsomt, men forskerne er naturligvis meget opmærksomme på dette problem. 

Vi fortsætter til hovedbyen Puerto Ayora på den sydlige del af Santa Cruz, hvor der er indkvartering på vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition.

Dag 11. Santa Cruz
Om formiddagen har vi tid på egen hånd til at udforske byen, hvor alt ligger i gåafstand. Tag for eksempel ned til det lille fiskemarked, hvor pelikaner og et par søløver flokkes om havets lækkerier i selskab med lokalbefolkningen.

Først på eftermiddagen besøger vi højlandet i Santa Cruz, hvor der er en stor sandsynlighed for at opleve de store skildpadder på nærmeste hold. Hver ø havde oprindelig sin egen type (man taler om to hovedgrupper, med mange indbyrdes variationer, men grundlæggende hører alle til samme art, Geochelone elefantopus), bortset fra den store ø Isabella, der består af fem store vulkaner med uigennemtrængelig lavaørken imellem sig, hvilket har medført, at hver vulkan har sin egen skildpadde. Skildpaddernes hovednæringskilde er figenkaktus, og bemærkelsesværdigt er det, at alle øer med skildpadder har udviklet høje, træagtige kaktus med spidse stive torne, mens øer uden skildpadder har lave, udbredte kaktus med bløde torne. 

Tilbage i Puerto Ayora besøger vi Charles Darwin Instituttet, der oprindeligt er grundlagt med henblik på forskning og vedligeholdelsen af Galapagos som en stor nationalpark i verdensklasse. Forskningen tager naturligvis udgangspunkt i evolutionslæren, men der bruges også mange kræfter på at bevare naturen i dens oprindelige unikke og uspolerede form på trods af skadedyr, turisme og de faste beboeres slitage. I dag er mange lokale inddraget og direkte afhængige af Galapagos' bevarelse og beskyttelse. Darwin Instituttet består af nogle få bygninger, der huser forskningsafdelingen, et bibliotek, museum og forskere samt dyrepasserne, der tager sig af de store skildpadder med videre. Centeret kører et rehabiliteringsprojekt for skildpadder i forbindelse med museet. Vi er således garanteret at se de berømte kæmpeskildpadder her på Santa Cruz. Sent på eftermiddagen går vi om bord på krydstogtsbåden.

Dag 12. Española
Om morgenen går vi i land på Española. Ved Punta Suarez på Española findes noget af verdens ypperste dyreliv. Her finder vi mange unikke dyrearter, der kun findes netop her. Vi skal se de specielle havleguaner med de kobberrøde pletter (nogle af de største havleguaner findes på Española), svalehalemåger, lava-firben, Darwins finker, spottedrosler og blåfodede suler. Samtidig er området ved Punta Suarez den eneste yngleplads i verden for Galapagos-albatrossen (kan ses cirka maj-december). Om eftermiddagen besøger vi Gardener Bay, som er en vidunderlig strand, hvor man kan gå en lang tur for sig selv i koralsandet eller snorkle fra gummibådene.

Dag 13. San Cristóbal
Vi ankommer til San Cristóbal i hovedbyen Puerto Baquerizo Moreno. Vi besøger The Interpretation Center, som ligger lidt uden for Puerto Baquerizo Moreno. Her vil vi få en introduktion til det fantastiske dyre- og planteliv på øerne og også en indgang til øernes lidt pudsige nyere historie. Vi besøger også en smuk strand, hvor vi kan nyde vejret og se søløver og havleguaner. Om eftermiddagen skal vi op i højlandet, hvor vi håber at opleve nogle af de kæmpe skildpadder, som lever i området.

Dag 14. Santa Cruz og Baltra – Quito 
I løbet af natten er vi kommet frem til den lille sandø Mosquera, og vi har ankret op i bugten ud for øen. Det hvide sand stammer fra nedbrudte koraller, og strandområdet er et af de steder, hvor havskildpadderne kommer op for at lægge deres æg. Stedet er mest kendt for sin søløvekoloni, men vi kan også være heldige at støde på flamingoer, havleguaner og selvfølgelig havskildpadderne. Efter vores besøg på Mosquera fortsætter vi til Santa Cruz. Herefter er der transport med bus og båd til Baltra lufthavn, hvorfra vi flyver til Quito med forventet ankomst sidst på eftermiddagen. Ved ankomst er der transport til vores hotel.

Dag 15. Afrejse fra Quito
Tidlig morgenmad og transport til lufthavnen for afrejse tilbage til Danmark. (Bemærk! På afrejsen den 4. juli 2011 vil formiddagen være til fri disposition. Transport til lufthavnenen vil være først på eftermiddagen)

Dag 16. Ankomst København
Forventet ankomst til København i løbet af eftermiddagen. (Bemærk! På afrejsen den 4. juli 2011 er der ikke mulighed for at ankomme til Billund)

Rejsemål
ecuador
sydamerika

fakta om ecuador

Hovedstad: Quito
Indbyggere: 14 mio.
Sprog: spansk, indianske sprog
Religion: katolicisme
Valuta: amerikansk dollar
Klima: tropisk

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00