Dagsprogram
Dag 1. København – Delhi. Afrejse fra Danmark
Vi mødes i Københavns Lufthavn, og om eftermiddagen går vores rejse via Helsinki til den indiske hovedstad, Delhi.
Dag 2. Ankomst til Delhi. Byrundtur
Vi lander i Delhi om morgenen, og vores indiske eventyr er nu for alvor i gang. Fra lufthavnen kører vi direkte til hotellet, hvor vi spiser morgenmad, og herefter er vi klar til at tage på opdagelse i denne livlige, spændende storby.
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi haft en helt unik indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer stadigvæk kun var rene mudderbanker, var Delhi allerede en sydende hovedstad for et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange som Delhi. Herskere er kommet og gået, og ikke mindre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har de efterladt sig spor – på godt og på ondt, og Delhi byder i dag på et spændende miks af fortid og nutid. Mere præcist er Delhi i dag som to byer i én: Old Delhi med fortet, moskéerne og de mange basarer samt New Delhi, bygget og indviet af briterne i 1931 og en elegant metropol med brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.
Sameksistensen mellem det gamle og det nye er et fællestræk ved moderne indiske byer, men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom.
Vi starter vores byrundtur i New Delhi, hvor vi ser den officielle residens for den indiske præsident og byens berømte vartegn, India Gate. Ikke langt herfra ligger noget så usædvanligt som et moderne udseende hinduistisk tempel. Lakshmi-Narayana-templet blev bygget i 1938 og tilegnet gudinden Lakshmi, der er gudinde for lykke, velstand og skønhed. Hun er en af de mest populære af alle hinduismens mange guder, og hendes store betydning afspejles i templets prangende arkitektur. Fra templet kører vi til Præsidentpaladset, også kendt som Rashtrapati Bhavan. Den store, majestætisk udseende bygning fremviser en pudsig blanding af vestlig og mogul-arkitektur med sin snorlige søjlerække og den kæmpemæssige kuppel. Fra præsidentens officielle residens løber den brede gade Rajpath (Kongens Vej) ned mod krigsmonumentet India Gate. Denne 42 meter høje triumfbue står imposant midt på vejen til minde om de indiske soldater, som døde i første verdenskrig og krigen mod Afghanistan i 1919. Alle 85.000 soldaters navne er hugget ind i triumfbuens massive sten.
Herefter bevæger vi os over i Old Delhi, hvor vi besøger den prægtige moské Jama Masjid, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med deres udbud af alskens fremmede frugter og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.
Dag 3. Delhi – fly til Srinagar. Oplevelser på Dal-søen og indkvartering i husbåde
Efter en god nats søvn og tilsvarende morgenmad på vores hotel, begiver vi os mod indenrigslufthavnen i Delhi, hvor vores fly til Srinagar venter. Flytiden er på cirka halvanden time, og ved ankomsten kører vi direkte til vores husbåde, der danner rammen om vores ophold i Srinagar, der er provinshovedstad i provinsen Kashmir.
Lige så svært det er at forestille sig Venedig uden kanaler, lige så utænkeligt er det at forestille sig Srinagar uden søer. Søerne er ikke kun et naturligt center for den omkringliggende by. De er også hjem for et helt samfund af mennesker, hvis liv udspilles på vandet, noget som briterne i slutningen af forrige århundrede tillærte sig, da de kom til Kashmir. Eftersom de havde forbud mod at købe land i Kashmir, begyndte de i stedet at efterligne de halvt amfibiske familier i Srinagar. Med andre ord blev lokale både omdannet til charmerende husbåde, hvortil englænderne kunne flygte under sommervarmen på de nedre indiske sletter.
Selvom de fleste af de gamle britiske husbåde ikke er der mere, er der i dag bedre og større kopier. Og også vi skal overnatte på nogle af de bedårende husbåde de følgende nætter. Noget der i sig selv er en uforglemmelig oplevelse. Den eneste kontakt, man har med omverdenen, er de bittesmå “shikaras”, som man kan praje, hvis man ønsker at gå i land. En shikara er en meget lille gondolbåd med store madrasser, polstrede sæder og gardiner. For at dække resten af ens behov, behøver man ikke at forlade husbåden, eftersom selv postkontoret kommer forbi for at sælge frimærker og ekspedere post. Ligeledes kommer også frugt- og blomstersælgerne sejlende.
Dag 4. Srinagar. Stormogulernes haver og kunsthåndværksbesøg
Vi vågner op til lyden af den hjemmelavede morgenmad, der er ved at blive stillet frem i husbådens lille spisestue. Efter en god og nærende morgenmad skal vi opleve Srinagar største seværdighed: Stormogulernes haver.
Med sine tre store søer, Jhelum-floden, der roligt flyder gennem den gamle bydel, og en ring af bjerge omkring sig ligger Srinagar i næsten usandsynligt smukke omgivelser. Stormogulerne, der kom fra det centrale Asien og i 1586 erobrede store dele af det nordvestlige Indien, var da også fortryllede af byens billedskønne omgivelser. Islam og Koranen fortæller, at Paradis er en frodig have overrislet af rindende kilder. Og det virker som om den ene stormogulske sultan efter den anden forbandt Kashmir med Paradis og derpå søgte at styrke forbindelsen mellem de to. I hvert fald byggede alle herskerne utallige haver omkring søerne i Srinagar, og ved afslutningen af deres styre var der mere end 700 frodige paradishaver omkring Srinagar. Vi skal om formiddagen besøge de mest kendte af haverne og nyde deres skønhed.
Om eftermiddagen skal vi stifte bekendtskab med den verdensberømte kunsthåndværk fra Kashmir. Mest berømmet er naturligvis tæpper og juveler, og vi bliver introduceret til produktionen af begge dele.
Dag 5. Srinagar – Sonamarg. Smuk natur og let vandring ved foden af Himalayabjergene
Det er blevet tid til at tage afsked med vores husbåd og begive os op mod bjergene nordøst for Srinagar. Den cirka to timer lange køretur til Sonamarg bringer os gennem noget af det smukkeste natur i dette område. Store dele af vejen kører vi langs Indusfloden – gennem frodige landbrugsområder og smukke dale. I det fjerne kan vi skimte nogle af Himalayabjergenes imponerende tinder: Mount Kolahai (5.415 meter) og måske endda det navnkundige Nunkun på hele 7.135 meter.
Vi ankommer til området omkring byen Sonamarg midt på dagen og indlogerer os på det helt nye hotel Rah Villas, hvor vi skal tilbringe de næste par dage. Vores lille, hyggelige hotel ligger smukt placeret i dalen 15 kilometer fra Sonamarg i et helt uberørt naturområde, hvor sneklædte bjergtoppe kan ses, så langt øjet rækker. Hotellet, der er det eneste i området, byder på masser af muligheder for at komme helt tæt på den fantastiske natur og få et enestående indblik i hverdagslivet for den lokale befolkning.
Om eftermiddagen er der mulighed for at komme på en guidet vandretur, hvor en af de lokale beboere vil fortælle mere indgående om naturen og de mange vandremuligheder i området. Vi kigger forbi den lille flod, der løber gennem dalen, og støder uden tvivl på nogle af de lokale bønder, der driver landbrug, som deres forfædre har gjort i generationer.
Vi afslutter den spændende dag med en dejlig middag i hotellets gode restaurant, hvorfra vi kan se solnedgangen og nyde den totale stilhed.
Dag 6 - 7. Sonamarg. Landsbybesøg og oplevelser på egen hånd
De næste to dage har vi for selv i de smukke omgivelser omkring Sonamarg. Der vil blive arrangeret udflugter til den lokale landsby, hvor tiden synes at have stået stille i århundreder. De lokale bønder dyrker stadig jorden, som deres forfædre har gjort før dem, og livet synes dejligt bekymringsfrit trods de meget beskedne livsforhold.
Om eftermiddagen er dagene afsat til oplevelser på egen hånd. Der er mulighed for at kaste sig ud i nogle af de mange vandremuligheder, vende tilbage til den lokale landsby, fiske i den nærliggende flod eller blot finde et fredfyldt sted og nyder naturen og de imponerende bjerge i horisonten.
Dag 8. Afslapning i Sonamarg – fly til Delhi og afskedsmiddag
For de morgenfriske er der mulighed for at stå op med hønsene og følger med i de daglige gøremål i den nærliggende landsby. Har man mere lyst til at slappe af med morgenmaden på hotellets dejlig terasse eller traske en frisk morgentur på de små bjergveje, er det naturligvis også en mulighed.
Sidst på formiddagen begiver vi os tilbage mod civilisationen og flyver fra lufthavnen i Srinagar midt på eftermiddagen. Ved ankomsten til Delhi kører vi direkte til vores hotel, hvor vi indtager en dejlig afskedsmiddag.
Dag 9. Delhi – København
Efter en oplevelsesrig rejse gennem det nordlige Indien er vi klar til at sige farvel til denne anderledes, men meget spændende nation. Med et lille smil på læberne oplever vi igen Indiens fascinerende kaotiske stemning i lufthavnen, inden vi flyver fra Indien om formiddagen og er hjemme først på aftenen.
For vigtig information om rejser til Kashmir, se venligst under PRAKTISKE OPLYSNINGER