Albatros Travel

Indien- og Nepal-rundrejse ## 

Eventyrlig rejse til Nordindien og Nepal. Oplev Taj Mahal, Gangesfloden 
og Himalayabjergene – med dansk rejseleder, 12 dage 

Albatros Travel har skabt en rundrejse, som rummer det bedste af det nordlige Indien og fantastiske oplevelser i Nepal. Vi vil se og opleve imponerende bygningsværker, sydende basarer, smukke paladser og små landsbyer, hvor befolkningens levevis ikke har forandret sig gennem århundreder.

Eventyret begynder i Rajasthans pulserende hovedstad Jaipur og ved det nærtliggende Amber Fort. Vi drager videre til et af Verdens 7 Nye Vidundere, det verdensberømte symbol på kærlighed, Taj Mahal i Agra. Rejsen fortsætter med nattoget til den hellige by Varanasi ved Gangesfloden. Her venter der et væld af sanseindtryk: processioner af pilgrimme, gamle paladser og ulmende ligbrændingsbål ved flodbredden: Indien når det er mest intenst og eventyrligt.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Vi flyver ind til Nepals hovedstad, Katmandu, hvor en ny stribe fantastiske oplevelser møder os. Nepal er det klassiske eventyrland med store naturoplevelser og med en ganske unik kultur. Her findes et rigt kulturelt og religiøst liv, hvor hinduismen og buddhismen lever side om side i de mange gamle templer. I Katmandudalen oplever vi gamle paladser, templer, stupaer (buddhistiske helligdomme) og pagoder, og i de nepalesiske byers smalle gader føler man sig hensat til en anden tidsalder. Men den oplevelse som nok vil efterlade det største indtryk, er mødet med den venlige nepalesiske befolkning. Alt i alt er dette en eventyrrejse til to af verdens mest spændende og kontrastfyldte lande.

Dagsprogram
Dag 1. København – Delhi
Om eftermiddagen starter vores rejse fra København via Helsinki til den indiske hovedstad Delhi, hvor vi ankommer tidligt næste morgen.

Dag 2. Delhi – Jaipur
Vi har en relativt lang dag foran os efter ankomsten til Delhis mylder. Her venter vores bus, og vores indiske eventyr starter med en tur gennem det spændende indiske landskab. Vi forlader storbyen Delhi og sætter kursen sydvestpå mod byen Jaipur. Turen tager noget tid, men det er en oplevelse i sig selv at sidde i bussen og kigge ud på menneskemylderet, der fylder området omkring Delhi. Efterhånden som vi nærmer os Jaipur, bliver der dog oftest lidt lettere trafik, og landskabet bliver mere åbent med imponerende bjergformationer, marker og små landsbyer.

Vi stopper efter nogle timers kørsel ved et hotel mellem Delhi og Jaipur, hvor vi skal spise en kombineret morgenmad og frokost. Her har vi endvidere nogle værelser til rådighed, hvor man på skift kan nette sig lidt efter flyrejsen.

Jaipur er Rajasthans sydende hovedstad, også kendt som “den lyserøde by”. Byen blev grundlagt i 1727. Med sin beliggenhed omkranset af bjerge og en overdådighed af fornemme paladser, farvestrålende basarer og det nærliggende Amber Fort fremstår byen næsten eventyragtig. Vi er fremme i Jaipur i løbet af eftermiddagen.

Dag 3. Jaipur, Amber
Jaipur har ikke altid været hovedstad i området. Tidligere herskede Maharajaen fra Amber, knap 11 kilometer nord for Jaipur. Men i 1727, da pladsen blev for trang dér, grundlagde Maharaja Jai Singh II en helt ny by ude på sletten.
I Amber findes stadig Amber Fort og Palads, der ligger skjult i en slugt, omkranset af stejle bjergsider og desuden godt beskyttet af en omfattende bymur, der smyger sig op og ned som en beskyttende favn om Amber. Når vi skal op til fortet, bliver det ikke ad trapper. Vi prajer derimod en elefant.

Når vi træder ind i fortet, forstår vi måske de følelser, som den berejste biskop Heber gav udtryk for i sine beskrivelser af stedet: »På grund af de mange forskellige maleriske effekter, de mange billedskærerarbejder, stedets vilde skønhed og på grund af antallet af værelser og deres romantiske særegenhed, er jeg ikke i stand til at sammenligne Amber med noget andet.«

Efter middag skal vi se City Palace. Museet hér har en enestående samling af kongelige dragter, tæpper og våben. Vi skal også opleve det historiske Jantar Mantar-observatorium, hvor man i gammel tid aflæste planeternes position og bevægelse. Dagen afrundes med et kort stop uden for Hawa Mahal, Vindenes Palads, der med en spektakulær, pyramideformet facade og udhængende vinduer, kupler og spir må betegnes som et arkitektonisk vidunder. Herfra kunne hoffets damer følge livet nede på gaden uden selv at blive set.
Overnatning i Jaipur. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 4. Jaipur – Agra
Efter morgenmaden begiver vi os mod øst til byen Agra for at se et af verdens mest berømte bygningsværker, Taj Mahal. Undervejs stopper vi ved den forladte kongeby Fatehpur Sikri, der blev bygget i det 16. århundrede af stormogul Akbar som en ny storslået hovedstad. Man glemte bare at undersøge vandforsyningen til byen først, og da det viste sig, at det ikke var muligt at få vand til byen, blev den forladt, inden den nogensinde var taget rigtig i brug. Derfor fremstår Fatehpur Sikri i dag som en yderst velbevaret spøgelsesby. Vi spiser frokost undervejs, og der er forventet ankomst til Agra sidst på eftermiddagen.

Man ved kun lidt om Agras tidlige historie, men i begyndelsen af det 16. århundrede blev byen hovedstad i mogulernes rige, og blev derved for alvor et magtcenter på det indiske subkontinent. Mogulerne var en muslimsk stamme fra Turkestan i Centralasien. De invaderede store dele af det nordlige Indien, hvor de herskede fra cirka 1500 til 1700. Mogulerne var nok de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere. Overnatning i Agra. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 5. Agra – togtur til Varanasi
Dagens højdepunkt er et besøg ved selve Taj Mahal. Stormogul Shah Jahan opførte Taj Mahal som et gravmausoleum over hans yndlingshustru Mumtaz Mahal, der døde i barselssengen under tragiske omstændigheder. Mausoleet, der blev bygget i 1632-47, er anlagt på en fire meter høj sokkel og er omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvid marmor og er inderst inde ved Mumtaz Mahals kiste dekoreret med tusinder af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.

Det næste punkt på programmet er Det Røde Fort, som er opført i rød sandsten af herskeren og stormogulen Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, hvor tidernes skiftende herskere har sat deres spor: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide og ædelstensindlagte marmorflader. Shah Jahans søn Aurangzeb satte i 1658 sin far fra magten ved et kup og anbragte ham i husarrast i det Røde Fort. Han henrettede sine brødre og indførte et fanatisk muslimsk styre. Shah Jahan måtte resten af sine dage tage til takke med at se Taj Mahal fra »Det ottekantede tårn« i Det Røde Fort. Ligesom han kan vi nyde udsigten over Yamunafloden til Taj Mahal fra Det Røde Fort.

Hen ad aften bliver det tid til at køre til jernbanestationen, der ligger noget uden for byen. Der findes måske jernbaneforbindelser, som er hurtigere og mere punktlige end denne. Men man oplever ikke noget mere indisk end en tur med dette tog! Indiske toge var tidligere tætpakkede og faldefærdige, men i dag er der eksprestog, der er både hurtige, effektive og komfortable.

Ved ankomsten til stationen i Agra er trængslen ofte stor. Fra madboder falbydes der frisk frugt, grøntsager, bidis (billig tobak rullet i blade), aviser og blade. Og til lyden af gadesælgernes monotone råb ruller aftenekspressen ud fra stationen mod pilgrimsbyen Varanasi ved den hellige flod Ganges.
Overnatning i toget. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 6. Varanasi
Vi ankommer til Varanasi tidligt om morgenen og begiver os straks til hotellet for at få morgenmad. Alle er nok ikke lige udhvilede efter en nat på toget fra Agra, så vi bruger resten af formiddagen til afslapning.

Varanasi ligger, hvor Gangesfloden slår et lille sving. Ganges flyder derfor nogle kilometer fra syd mod nord, hvilket har givet byen en uhørt hellighed. I mere end 2000 år har Varanasi således været Indiens religiøse hovedstad og dermed et af hinduernes absolut vigtigste valfartssteder. Hvad Mekka er for muslimer, er Varanasi for hinduer. Alle hinduer valfarter før eller siden hertil for at meditere og bade i den hellige flod. Desuden drømmer hinduer om at ende deres dage her. På trapperne ned til floden brænder ligbålene døgnet rundt.

Efter frokost tager vi på byrundtur i cykelrickshaws. Vi kører gennem de smalle, snoede gader og stræder og passerer kupler og minareter, små og store tårne, forladte paladser fra det 18. århundrede og hundredvis af templer. En vanvittig trafik, larmende pilgrimme, beskidte unger, hellige køer og farvestrålende begravelsesprocessioner gør byen til et sandt orgie af lyde, lugte og farver.

Cykelturen ender ved den gamle basar ved floden, og vi fortsætter turen ned til floden og trapperne, hvor de afdøde bliver brændt. Dagen lang hænger en tåge af røg over området. Det er helt almindeligt, at offentligheden følger de afdøde på vej til ligbålet. Sceneriet er på samme tid både grufuldt, mageløst og befriende. Overnatning i Varanasi. Morgenmad, frokost og middag inkluderet.

Dag 7. Varanasi – Katmandu
Lige før solopgang følger vi pilgrimmene ned mod Gangesfloden. Hvis det er stjerneklart, kan vi se, at floden danner en halvcirkel om byen, eller en halvmåne - guden Shivas tegn. På den anden side af floden er der ingen by, for hinduerne betragter ikke denne landstrimmel som hellig. Hvis et menneske dør dér, bliver det genfødt som abe eller kvinde. Når himlen farves rød, og lysspejlingen over Ganges varsler endnu en dag, begiver vi os i robåde ud på floden. Morgentågen giver samtidig sceneriet et overnaturligt præg, og omgivelserne antager hurtigt form af et gigantisk kalejdoskop med tempelpræster, sadhuer, ulmende ligbrændingsbål og pilgrimme, der med nøgne overkroppe eller indhyllet i røde, gule og blå sarier langsomt går ned ad de sidste trin og ud i vandet. Dette er Indien, når det er bedst!

I løbet af formiddagen kører vi til lufthavnen for at flyve til Katmandu med forventet ankomst tidligt på eftermiddagen. Vi bliver kørt til vores centralt beliggende hotel i Katmandu, og dagen slutter med en lille slentretur gennem det hektiske Thamel-kvarter.
Overnatning i Katmandu. Morgenmad inkluderet.

Dag 8. Katmandu
Nepal er verdens eneste hindukongedømme. Beliggende på Himalayas sydside mellem Tibet og Indien er landet domineret af lange bjergkæder og gennemskåret af dale og floder.

Der bor over en million mennesker i Katmandu-dalen koncentreret omkring de tre gamle hovedbyer Katmandu, Bhaktapur og Patan. I Mallakongernes storhedstid (13.-18. årh.), der var Nepals kulturelle guldalder, var der periodevis en konge i hver af de tre byer. Et fællestræk ved byerne er Durbar Square – en plads i centrum med det gamle kongepalads og en stor koncentration af gamle templer og pagoder. Vi vil i løbet af de næste dage opleve områdets enestående kultur.

Katmandu er en af Asiens mest eksotiske og fascinerende hovedstæder. Vi tager i dag en rundtur i byen og ser tre af de største seværdigheder. Efter en god morgenmad på hotellet kører vi først ud til Pashupatinath. Det store Pashupatinath er hinduernes helligste tempelanlæg og Nepals pendant til Indiens Varanasi. Navnet betyder også »Dyrenes Herre«, et af Shivas talrige navne. Templerne med de smukke, gyldne pagodetage ligger ved Bagmati-floden (en biflod til Ganges) og er viet til guden Shiva. Det er her, de nepalesiske hinduer brænder deres døde. Pilgrimme kommer fra hele Nepal og tager det spirituelt rensende bad i floden og beder i templet. I modsætning til de buddhistiske gompa’er er templet lukket for ikke-troende (vesterlændinge), men der er et farverigt sceneri udenfor med pilgrimme, sariklædte kvinder og sælsomme saddhuer (hellige mænd), der både sommer og vinter færdes næsten nøgne med kroppen indsmurt i aske og det lange hår i kogødning.

Turen fortsætter til Boudanath, der er Nepals største buddhistiske helligdom og beliggende lidt nordvest for byen. Den 40 meter høje Boudanath-stupa (også kaldet en chöten på tibetansk) ligger omringet af tibetanske huse. Her er flotte, nye templer (gompa’er), som repræsenterer de fire hovedretninger inden for den tibetanske buddhisme, og der er næsten altid en livlig, religiøs aktivitet. Tibetanske pilgrimme (circumambuler) går meditativt rundt og rundt om stupaen, mens de drejer de mange bedemøller - altid i urets retning. Hele denne bydel ved Boudanath er især befolket af tibetanske flygtninge.

Efter frokost kaster vi os over endnu en pragtfuld seværdighed - Katmandu Durbar Square, hvor vi rigtig kan indsnuse den  helt specielle nepalesiske atmosfære og se de smukkeste pagoder: den store Kasthamandappagode bygget i 1625 og Shiva-pagoden, Hanuman Dhoka, der er det gamle kongepalads. Desuden Talejutemplet og Den levende Gudinde Kumaris tempel. Over hele området kan man opleve fantastisk træudskåren tempelarkitektur, gudestatuer, to kæmpemæssige trommer, et virvar af frugtboder, eksotisk duftende krydderier, små senede mænd med enorme byrder på ryggen, cykelrickshaws, skabede hunde, hellige køer samt en hel del souvenirbutikker.

Dagen slutter med, at vi sammen går gennem den gamle bydel tilbage til hotellet, hvor vi ankommer ud på eftermiddagen. Overnatning i Katmandu. Morgenmad inkluderet.

Dag 9. Katmandu-dalen
Vi fortsætter, hvor vi slap i går. Vi skal opleve flere af Katmandu-dalens betagende steder. Først kører vi til Bhaktapur beliggende 16 kilometer øst for Katmandu. Byen er hinduistisk og én af de tre kongebyer grundlagt i Malla kongernes tid i det 13.-18. årh. Den er som en stor landsby med 50.000 indbyggere, nænsomt restaureret, og 90% af den fremstår stadig som en middelalderby. Træudskæringer, røde teglsten og rustrøde tegltage, smalle gyder og templer karakteriserer byen. Her findes også det berømte palads med 55 vinduer og dalens højeste og eneste 5-tagede pagode, Nyatapola.

Efter frokosten går det med bus et lille stykke ned til den anden side af Bagmati-floden, hvor der ligger to newari-landsbyer, Khokna og Bungmati. Newarierne er et folk af mongolsk oprindelse, der primært bor i Katmandu-dalen og i de lavere beliggende bjergegne. De taler et sprog, som er mere beslægtet med tibetansk end med Nepals officielle sprog nepali. De har i århundreder ernæret sig som handelsfolk, bønder og ikke mindst kunsthåndværkere. For det er dem, som har skabt de enestående pagoder og træudskæringer i Katmandu-dalen foruden de meget fine statuer i bronze. Newarierne lever et traditionsbundet liv i landsbyerne, hvoraf de færreste får besøg af turister, og de afholder talrige religiøse fester. Vi skal se to gamle templer og en middelalderlig oliepresse og opleve det ægte Nepal, et levende museum. Overnatning i Katmandu. Morgenmad inkluderet.

Dag 10. Katmandu-dalen
Swayambunath-stupaen ligger på en lille høj vest for Katmandu. Den er også kendt som Monkey Tempel på grund af den store flok rhesusaber, der lever her. De er frække og sjove; men lad være med at fodre dem, de kan finde på at bide.

En lang trappe fører op til stupaen og templet på toppen. Stedet æres også af hinduerne. Det er en af de forunderlige ting i Katmandu-dalen: buddhisme og hinduisme deler helligdomme, og der findes adskillige blandingsformer af de to religioner. Der er en dejlig udsigt over hele dalen herude. Stupaen er behængt med bedeflag, og i små nicher sidder meditationsbuddhaerne, og Buddhas altseende øjne, inklusive det 3. øje, visdomsøjet, skuer mod alle fire verdenshjørner ud over dalen.

Patan er den mest buddhistisk prægede af de tre kongebyer i Katmandu-dalen. Man kører mod syd og krydser Bagmati-floden, og lidt efter drejer man ind i Patan, hvor der ligger ikke mindre end 136 klostre og 55 templer. Den bliver også kaldt De Gyldne Tages By og City of Fine Arts. På Durbar Square, slotspladsen, oplever man et væld af eksotiske pagodetage og fine træskærerarbejder på alle bærepiller, gesimser og vinduer. Det er et godt sted at kigge efter kunsthåndværk. Overnatning i Katmandu. Morgenmad inkluderet.

Dag 11. Katmandu – Delhi
Vi har formiddagen til at danne os de sidste indtryk af Katmandu eller gøre de sidste indkøb. Tidlig eftermiddag er der transport til lufthavnen i Katmandu for fly til Delhi. Vi spiser afskedmiddag i Delhi og kører herefter til et hotel i Delhi, hvor vi overnatter.

Dag 12. Afrejse fra Delhi
Der er forventet afrejse fra Delhi sidst på formiddagen. Hurtigt flyskift i Helsinki og ankomst til København sidst på eftermiddagen.

Rejseforlængelser i Indien og Nepal
Forlæng din rundrejse i Indien med et afslappende ophold ved Goas sandstrande, på de uspolerede paradisøer Andamanerne, i Nepals hovedstad Kathmandu eller på et af verdens lækreste wellnesshoteller i Himalaya-bjergene.

På alle rejseforlængelser er hotellerne nøje udvalgt, og hver forlængelsespakke tilbyder afslapning under yderst eksotiske forhold på hver sin måde.  

Rejsemål
Indien
Nepal
fakta om sydasien

Areal: 4 mio. km2
Antal lande: 7
Indbyggere: 1,5 mia.
Største by: Mumbai, Indien, 13,5 mio.
Højeste punkt: Mount Everest, Nepal/Kina, 8848 meter
Laveste punkt: Havoverfladen
Største sø: Chilka, Indien, 1165 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00