Albatros Travel

Indien- og Nepal-rundrejse 

Taj Mahal, Jaipurs sydende basarliv, kulturperlen Orcha, samt Himalayabjergene og Kathmandus underværker
– med dansk rejseleder, 13 dage

Albatros Travel har skabt en rundrejse, som rummer det bedste af det nordlige Indien og fantastiske oplevelser i Nepal. Vi vil se og opleve imponerende bygningsværker, sydende basarer, smukke paladser og små landsbyer, hvor befolkningens levevis ikke har forandret sig gennem århundreder.

Eventyret begynder i Rajasthans pulserende hovedstad, Jaipur, og ved det nærliggende Amber Fort. Vi drager videre til et af verdens 7 nye vidundere, det verdensberømte symbol på kærlighed: Taj Mahal i Agra. Rejsen fortsætter med tog til Orchha, hvor templer og smukt forfaldne paladser rejser sig majestætisk ved Betwafloden i de grønne omgivelser – Indien når det er mest eventyrligt!

Vi flyver ind til Nepals hovedstad, Kathmandu, hvor en ny stribe fantastiske oplevelser møder os. Nepal er det klassiske eventyrland med store naturoplevelser og med en ganske unik kultur. Her findes et rigt kulturelt og religiøst liv, hvor hinduismen og buddhismen lever side om side i de mange gamle templer. I Kathmandudalen oplever vi gamle paladser, templer, stupaer (buddhistiske helligdomme) og pagoder, og i de nepalesiske byers smalle gader føler man sig hensat til en anden tidsalder. Men den oplevelse, som nok vil efterlade det største indtryk, er mødet med den venlige nepalesiske befolkning. Alt i alt er dette en eventyrrejse til to af verdens mest spændende og kontrastfyldte lande.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 13.990,-
12 dage
Kr. 14.990,-
12 dage
Kr. 14.990,-
12 dage
Kr. 14.990,-
12 dage

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Om eftermiddagen starter vores rejse fra København via Helsinki til den indiske hovedstad Delhi, hvor vi ankommer tidligt næste morgen.

Dag 2. Ankomst til Delhi, Indien. Videre til den lyserøde by Jaipur
Vi har en relativt lang dag foran os efter ankomsten til Delhis mylder. Her venter vores bus, og vi forlader storbyen Delhi og sætter kursen sydvestpå mod byen Jaipur. Turen tager noget tid, men det er en oplevelse i sig selv at sidde i bussen og kigge ud på menneskemylderet, der fylder området omkring Delhi. Efterhånden som vi nærmer os Jaipur, bliver der dog oftest lidt lettere trafik, og landskabet bliver mere åbent med imponerende bjergformationer, marker og små landsbyer.

Vi stopper efter nogle timers kørsel ved et hotel mellem Delhi og Jaipur, hvor vi skal spise en kombineret morgenmad og frokost. Her har vi endvidere nogle værelser til rådighed, hvor man på skift kan nette sig lidt efter flyrejsen.

Jaipur er Rajasthans sydende hovedstad, også kendt som “den lyserøde by”. Byen blev grundlagt i 1727. Med sin beliggenhed omkranset af bjerge og en overdådighed af fornemme paladser, farvestrålende basarer og det nærliggende Amber Fort fremstår byen næsten eventyragtig. Vi er fremme i Jaipur i løbet af eftermiddagen.

Dag 3. Jaipur. Udflugt til Amber Fort, tur på elefantryg og Vindenes Palads
Jaipur har ikke altid været hovedstad i området. Tidligere herskede maharajaen fra Amber, knap 11 kilometer nord for Jaipur. Men i 1727, da pladsen blev for trang dér, grundlagde maharaja Jai Singh II en helt ny by ude på sletten. I Amber findes stadig Amber Fort og paladset, der ligger skjult i en slugt, omkranset af stejle bjergsider og desuden godt beskyttet af en omfattende bymur, der smyger sig op og ned som en beskyttende favn om Amber. Når vi skal op til fortet, bliver det ikke ad trapper. Vi prajer derimod en elefant.

Når vi træder ind i fortet, forstår vi måske de følelser, som den berejste biskop Heber gav udtryk for i sin beskrivelse af stedet: ”På grund af de mange forskellige maleriske effekter, de mange billedskærerarbejder, stedets vilde skønhed og på grund af antallet af værelser og deres romantiske særegenhed, er jeg ikke i stand til at sammenligne Amber med noget andet”.

Efter middag skal vi se City Palace. Museet hér har en enestående samling af kongelige dragter, tæpper og våben. Vi skal også opleve det historiske Jantar Mantar-observatorium, hvor man i gammel tid aflæste planeternes position og bevægelse. Dagen afrundes med et kort stop uden for Hawa Mahal, Vindenes Palads, der med en spektakulær, pyramideformet facade og udhængende vinduer, kupler og spir må betegnes som et arkitektonisk vidunder. Herfra kunne hoffets damer følge livet nede på gaden uden selv at blive set.

Dag 4. Jaipur – Agra. Taj Mahal og Agra Fort
Efter morgenmaden begiver vi os mod øst til byen Agra for at se et af verdens mest berømte bygningsværker, Taj Mahal.

Man ved kun lidt om Agras tidlige historie, men i begyndelsen af det 16. århundrede blev byen hovedstad i mogulernes rige, og blev derved for alvor et magtcenter på det indiske subkontinent. Mogulerne var en muslimsk stamme fra Turkestan i Centralasien. De invaderede store dele af det nordlige Indien, hvor de herskede fra cirka 1500 til 1700. Mogulerne var nok de mest betydningsfulde af alle udefrakommende herskere.

Dagens højdepunkt er et besøg ved selve Taj Mahal. Stormogul Shah Jahan opførte Taj Mahal som et gravmausoleum over sin yndlingshustru, Mumtaz Mahal, der døde i barselsseng. Mausoleet, der blev bygget i 1632-47, er anlagt på en fire meter høj sokkel og er omgivet af fire slanke minareter. Det står i tindrende hvidt marmor og er inderst inde ved Mumtaz Mahals kiste dekoreret med tusinder af halvædelstene. Hele bygningen udstråler en unik ro og harmoni, og det kan være meget svært at løsrive sig fra denne perle.

Det næste punkt på programmet er Agra Fort, som er opført i rød sandsten af herskeren og stormogulen Akbar i årene 1565-73. Fortet er et imponerende og velholdt bygningsværk, hvor tidernes skiftende herskere har sat deres spor: fra Akbars røde sandsten til Shah Jahans silkehvide og ædelstensindlagte marmorflader. Shah Jahans søn Aurangzeb satte i 1658 sin far fra magten ved et kup og anbragte ham i husarrast i Agra Fort. Han henrettede sine brødre og indførte et fanatisk muslimsk styre. Shah Jahan måtte resten af sine dage tage til takke med at se Taj Mahal fra det ottekantede tårn i Agra Fort. Ligesom han kan vi nyde udsigten over Yamunafloden til Taj Mahal fra fortet.

(Bemærk, at på afgange, der ankommer til Agra om fredagen, hvor Taj Mahal er lukket, besøger vi Taj Mahal den efterfølgende dag).

Dag 5. Tog Agra – Orcha. Tid på egen hånd
Om morgenen bliver det tid til at køre til jernbanestationen, der ligger noget uden for byen. Der findes måske jernbaneforbindelser, som er hurtigere og mere punktlige end denne. Men man oplever ikke noget mere indisk end en tur med dette tog! Indiske toge var tidligere tætpakkede og faldefærdige, men i dag er der eksprestog, der er både hurtige, effektive og komfortable.

Ved ankomsten til stationen i Agra er trængslen ofte stor. Fra madboder falbydes frisk frugt, grøntsager, bidis (billig tobak rullet i blade), aviser og blade. Og til lyden af gadesælgernes monotone råb ruller vi ud fra stationen mod Orcha, hvortil vi ankommer først på eftermiddagen.

Engang var Orchha den gamle herskerslægt bundelaernes livlige hovedstad. Byen er én af Indiens gemte skatte og er ofte overset af de mange turister, som ellers strømmer til landet hvert år. Byen ligger blandt flere velbevarede paladser og templer på bredden af Betwa-floden med en befæstet ø i midten.

Den oprindelige by blev grundlagt i 1531 og var hovedstaden i det magtfulde kongedømme Raiput indtil 1783. Det er arven af dette kongedømme, som vi oplever med de mange forskellige paladser og templer. 

Orchhas templer, som stammer fra det 16. århundrede, er stadig i brug den dag i dag. Hvis tiden tillader det, kan vi gå den ene kilometers vej til Ram Raja-templet, som er kendt for sine sylespidse spyd.

Dag 6. Orcha. Smukke paladser og tog til Delhi
Om formiddagen begiver vi os ud på en oplevelsesrig gåtur rundt om den befæstede ø, mens vi besøger byens tre paladser: Jehangir Mahal, et imponerende kompleks, som tilbyder en fantastisk udsigt ud over det omkringliggende landskab og dets arkæologiske museum, Raj Mahal med smukke vægmalerier og Raj Praveen Mahal.

Midt på eftermiddagen begiver os med tog mod den indiske hovedstad. Vi ankommer til Delhi sidst på aftenen og kører direkte til vores hotel.

Dag 7. Delhi. Byrundtur
Med en historie på mere end 3.000 år har Delhi haft en helt unik indflydelse på den indiske kulturhistorie. Mens Indiens store kystbyer stadig kun var rene mudderbanker, var Delhi allerede en sydende hovedstad i et ældgammelt rige. Få byer har været bygget, forsvaret, erobret, plyndret, brændt, forladt og genopbygget så mange gange som Delhi. Herskere er kommet og gået, og ikke mindre end to dronninger og 70 konger har regeret her siden 1193. Alle har efterladt sig spor, på godt og ondt. Og derfor er Delhi stadig en virkelig hovedstad, der spænder mellem fortid og nutid. Mere præcist er Delhi i dag som to byer i én – “Gamle Delhi” med fortet, moskeerne og de mange basarer og “Nye Delhi”, bygget og indviet af briterne i 1931; en elegant metropol af brede boulevarder, prægtige bygninger og haver skabt af dygtige landskabsarkitekter.

Den manglende sammenhæng mellem det gamle og nye er et fællestræk ved moderne indiske byer. Men ingen steder er den mere iøjnefaldende end i Delhi. Den gamle fattige bydel lever som altid sit eget liv, mens den rige og politiske elite sidder tilbagetrukket bag lukkede døre i sofistikerede diplomatiske enklaver og debatterer den åbenlyse fattigdom. Delhi er en afspejling af landet som helhed.

Vi starter i New Delhi, hvor vi ser den officielle residens for den indiske præsident og India Gate, inden vi besøger det imponerende smukke Lakshmi-Narayana-tempel. Herefter besøger vi den prægtige Jama-moske, der hører til blandt de største og fineste i Indien. Grundstenen blev lagt i 1650, og det tog mere end 5.000 arbejdere seks år at færdiggøre dette enorme bygningsværk. Vi fortsætter videre med cykelrickshaw gennem det spændende basarkvarter i nærheden. Mellem basarens boder med deres udbud af alskens fremmede frugt og duftende krydderier ligger små ydmyge butikker, hvor skræddere, barberer og håndværkere altid har travlt.

Dag 8. Fly Delhi – Kathmandu, Nepal. Bhaktapur og Nagarkot
Tidligt om morgenen kører vi mod lufthavnen og flyver først på dagen videre til Kathmandu, som er en af Asiens mest eksotiske og fascinerende hovedstæder med en spændende kultur og befolkning.

Nepal er verdens eneste hindukongedømme. Beliggende på Himalayas sydside mellem Tibet og Indien er landet domineret af lange bjergkæder og gennemskåret af dale og floder. Der bor over en million mennesker i Kathmandu-dalen koncentreret omkring de tre gamle hovedbyer Kathmandu, Bhaktapur og Patan. I Mallakongernes storhedstid (13.-18. årh.), der var Nepals kulturelle guldalder, var der periodevis en konge i hver af de tre byer. Et fællestræk ved byerne er Durbar Square – en plads i centrum med det gamle kongepalads og en stor koncentration af gamle templer og pagoder. Vi vil i løbet af de næste dage opleve områdets enestående kultur.

Fra lufthavnen kører vi mod den smukt beliggende Nagarkot, der byder på en storslået udsigt over Himalaya-bjergene, der rejser sig mod nord. Undervejs gør vi holdt i den gamle kongeby Bhaktapur. Byen er hinduistisk og én af tre kongebyer grundlagt i Malla-kongernes tid fra det 13.-18. århundrede. Den er som en stor landsby med 50.000 indbyggere, nænsomt restaureret og fremtræder stadig som en middelalderby. Sirligt udskåret træværk, røde teglsten og rustbrunt tegltag, smalle gyder og mange små og store hindutempler. Her findes blandt andet det berømte palads med 55 vinduer og dalens højeste og eneste femtagede pagode, Nyatapola.

Midt på eftermiddagen når vi frem til Nagarkot, hvor vi indlogerer os på vores hotel. I Nagarkot er et utal af muligheder for at gå ture og ikke mindst nyde de fabelagtige udsigter til verdens højeste bjerge. Specielt ved solopgang og solnedgang er udsigten så flot, at den kan tage pusten fra enhver.

Dag 9. Kathmandudalen. Solopgang over Himalaya, Pashupatinath og Boudhanath
Vi står op til en formidabel udsigt over de imponerende Himalayabjerge, og efter at have set os mætte begiver vi os mod den nepalesiske hovedstad, Kathmandu.

På vejen gør vi hold ved Boudanath, der er Nepals største buddhistiske helligdom og beliggende lidt nordvest for byen. Den 40 meter høje Boudanath-stupa (også kaldet en chöten på tibetansk) ligger omgivet af en ring af tibetanske huse. Her er flotte nye templer (gompa’er) for alle de 4 hovedretninger inden for den tibetanske buddhisme, og der er næsten altid en livlig religiøs aktivitet. Tibetanske pilgrimme (circumambuler) går rundt om stupaen, mens de drejer de mange bedemøller – altid i urets retning. Drej – eller for dens sags skyld, gå – aldrig den forkerte vej rundt: Det er en uheldssvanger handling! Et stort antal højtstående lamaer bor og underviser her.

Inden vi når frem til Kathmandu, kigger vi forbi Pashupatinath. Det store Pashupatinath er hinduernes helligste tempelanlæg og Nepals pendant til Indiens Varanasi. Navnet betyder ”Dyrenes Herre”, et af guden Shivas talrige navne. Templerne med de smukke gyldne pagodetage ligger ved Bagmati-floden (en sideflod til Ganges). Det er her, de nepalesiske hinduer brænder deres døde. Pilgrimme kommer fra hele Nepal og tager det spirituelt rensende bad i floden og beder i templet. I modsætning til de buddhistiske gompa’er er templet lukket for ikke-troende (vesterlændinge), men der er et farverigt sceneri udenfor med pilgrimme, sariklædte kvinder og sælsomme saddhuer (hellige mænd), der sommer og vinter færdes næsten nøgne med kroppen gnedet i aske og det lange hår indsmurt i kogødning.

Vi er efterhånden nået frem til den hæsblæsende hovedstad, Kathmandu, og vi ankommer til vores centralt beliggende hotel sidst på eftermiddagen.

Dag 10. Kathmandudalen. Abetemplet, kongebyen Patan og Durbar Square i Kathmandu
Vi starter dagens eventyr med at køre ud til Swayambunath-stupaen, der ligger på en lille top vest for Kathmandu. Den er også kendt som Abetemplet på grund af den store flok rhesusaber, der lever her. De er frække og sjove; men lad være med at fodre dem, de kan finde på at bide.

En lang trappe fører op til stupaen og templet på toppen. Stedet æres også af hinduerne; det er en af de forunderlige ting i Kathmandudalen, at buddhisme og hinduisme deler helligdomme, og at der findes talrige blandingsformer af de to religioner. Hvis vi er heldige, vil vi kunne overvære puja-ceremonien, der ofte ledsages af sælsom tibetansk musik på dungchen (lange alpe-trompeter), store trommer, gonger, gyaling (oboer), samt konkylie- og lårbenstrompeter. Der er en dejlig udsigt over hele dalen herude. Stupaen er behængt med bedeflag, og i små nicher sidder meditations-buddhaerne, og Buddhas altseende øjne – inklusive det 3. øje, visdomsøjet – skuer i alle fire verdenshjørner ud over dalen.

Dagens program fortsætter i Patan, som er den buddhistisk prægede af de tre kongebyer i Kathmandudalen. Vi kører mod syd og krydser Bagmati-floden, og lidt efter drejer man ind i Patan, som har ikke færre end 136 klostre og 55 templer. Den bliver også kaldt De gyldne tages By og City of Fine Arts. På Durbar Square, paladspladsen, oplever man et væld af eksotiske pagodetage og fine træskærerarbejder på alle bærepiller, gesimser og vinduer.

Vi vender atter næsen hjemad, hvor vi, inden vi når til vores hotel, kigger nærmere på Kathmandus Durbar Square, hvor vi finder nogle af de smukkeste pagoder: Den store Kasthamandap-pagode – bygget i 1625 af træet fra ét eneste træ – Shiva-Parvati-templet og Hanuman Dhoka, der er det gamle kongepalads. Desuden ligger her to templer, Taleju-templet og Den levende Gudinde Kumaris Tempel. Ud over fantastiske pagoder, træudskåren tempelarkitektur og gudestatuer kæmper to kæmpemæssige trommer, et virvar af frugtboder, krydderidufte, små senede mænd belæsset med enorme byrder på ryggen, cykelrickshaws, skabede hunde, hellige køer samt en hel del souvenirbutikker om vores opmærksomhed.

Dag 11. Kathmandudalen. Landsbyerne Khokna og Bungmati og tid på egen hånd
Vi starter dagen med at køre til den anden side af Bagmati-floden til de to newari-landsbyer Khokna og Bungmati. Newarierne er et folk af mongolsk oprindelse, der primært bor i Kathmandudalen og i de lavereliggende bjergegne. De har i århundreder været handelsfolk, bønder og kunsthåndværkere, og det er dem, der har skabt de enestående pagoder og træudskæringer i Kathmandudalen foruden meget fine statuer i bronze. Deres talrige religiøse fester er lige så gamle som deres traditionsbundne landsbyer, hvoraf de færreste får besøg af turister. En meget herlig tur med oplevelser af Nepal som i fordums tid.

Tilbage i Kathmandu er resten af dagen afsat til oplevelser på egen hånd. Byen byder på talrige shoppingmuligheder, og et af de bedste steder at tilbringe en eftermiddag er i området omkring Thamel. Her faldbydes alt fra billigt tøj og trekkingudstyr til finere antikviteter, billige cd’er og kunsthåndværk. Når vi har handlet færdigt, byder området på et hav af gode barer og restauranter, der ofte er placeret på den åbne tagterrasse, der tilbyder en smuk udsigt over byen.

Dag 12. Fly Kathmandu – Delhi og afskedsmiddag
Vi har formiddagen til at danne os de sidste indtryk af Kathmandu eller gøre de sidste indkøb. Tidlig eftermiddag er der transport til lufthavnen i Kathmandu, hvorfra vi flyver til Delhi. Vi spiser afskedsmiddag i Delhi og kører herefter til vores hotel.

Dag 13. Delhi – København
Der er forventet afrejse fra Delhi sidst på formiddagen. Efter et hurtigt flyskift i Helsinki ankommer vi til København sidst på eftermiddagen.

Rejsemål
Fakta om Sydasien

Areal: 4 mio. km2
Antal lande: 7
Indbyggere: ca. 1,7 mia.
Største by: Mumbai, Indien
Højeste punkt: Mount Everest, Nepal/Kina, 8848 meter
Laveste punkt: Havoverfladen
Største sø: Chilka, Indien, 1165 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00