Albatros Travel

Japan – Solens Rige 

Japan til superpris! Det nye og det gamle Japan – fra Tokyo til Kyoto
– med dansk rejseleder, 9 dage

Tag med til Japan – den opstigende sols rige – og oplev den enestående kultur, som kun dette land kan tilbyde. En kultur, hvor intet er overladt til tilfældighederne, og hvor man på én og samme tid kan opleve en udbredt historisk forankring, samtidig med at de futuristiske byer giver den rejsende et glimt ind i fremtiden. Japan er et af de mest spændende lande i verden at rejse i, og Albatros Travel tilbyder nu en rundrejse i dette unikke land til specialpris.

Vi besøger landets hovedstad, Tokyo, som blandt andet er hjemsted for verdens største fiskemarked, og vi skal opleve nogle af byens spændende kvarterer helt tæt på, når vi tager en byvandring fra det eksklusive shoppingområde Ginza til det hektiske neonreklame-trafikknudepunkt Shibuya. Vi har også øremærket en dag i Tokyo til selv at gå på opdagelse her i Østens svar på New York – Tokyo er byen, der aldrig sover, og hvor der venter oplevelser og indtryk rundt om hvert gadehjørne.

Fra Tokyo kører vi med det berømte eksprestog Shinkansen til Japans kulturelle hovedstad, Kyoto, med de smukke templer, haver og paladser. Vi besøger blandt andet Fushimi Inari-taisha, hvis orangerøde torii-porte former en smuk arkade i det grønne skovlandskab, og vi skal naturligvis se nærmere på Kyotos mange UNESCO-fredede kulturarvsperler med den berømte Guldpavillon – på japansk Kinkakuji – og Nijo-borgen. Fra Kyoto er der mulighed for at tage på en udflugt til blandt andet Hiroshima, der med sin tragiske skæbne blev verdenskendt i slutningen af anden verdenskrig.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 14.990,-
9 dage
Udsolgt
Kr. 14.990,-
9 dage
Fra København
Kr. 13.990,-
9 dage
Fra København
Kr. 14.990,-
9 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
9 dage
Fra København
Kr. 15.990,-
9 dage
Fra København

Vi bevæger os i samme takt som japanerne ved primært at benytte de velfungerende lokale transportmuligheder: metro, sporvogn og det verdensberømte hurtigtog Shinkansen, og så skal vi på nogle gode og spændende gåture.

Den velsmagende, varierede og sunde japanske mad er også i fokus på rejsen: fra frisk sushi på verdens største fiskemarked i Tokyo til det berømte Kobekød, som vi runder af med den sidste aften. Men for mange er mødet med japanerne og deres fantastiske gæstfrihed det, som står stærkest i minderne fra en rejse til det myteomspundne Solens Rige. 

Udflugterne på denne rejse er del af en udflugtspakke, som skal købes særskilt. Se under priser.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi mødes i Københavns Lufthavn og letter med kurs mod Tokyo, Japans hovedstad. Vi flyver via Helsinki med Finnair. Fuld forplejning om bord på flyet.
 
Dag 2. Ankomst til Tokyo, Japan. Meiji Jingu – Japans største shintotempel – og velkomstmiddag
Vi lander i Tokyo om formiddagen og tager straks fat på de mange oplevelser, der venter os. Tokyo var engang en lille fiskerby, men er i dag en af verdens største og mest moderne storbyer. Tokyo består af mange små bydele, hver med deres helt eget særpræg og stemning, og de næste par dage skal vi besøge nogle af de mest spændende.

Efter en god første frokost i Japan består dagens udflugt i et besøg ved Japans største shintotempel, Meiji Jingu.Templet stod færdigt i 1920 og er et symbol på kejserens vigtige rolle i det japanske samfund – både som politisk og religiøst overhoved. Først efter anden verdenskrig mistede kejseren sin status som guddommelig og sin politiske indflydelse.

Midt på eftermiddagen tjekker vi ind på vores hotel, og om aftenen tager vi for alvor hul på vores japanske eventyr med en velkomstmiddag på et japansk spisested. Det japanske køkken er et af verdens sundeste og mest varierede med masser af fisk og grøntsager, og det rummer et hav af andre spændende retter end blot sushi. Maden er i sig selv en stor del af oplevelsen, når man besøger Solens Rige. På en del restauranter er der billeder af retterne – ja, endda plastikmodeller i naturstørrelse af de enkelte retter – så der er gode muligheder for at kaste sig ud i noget nyt og spændende! 

Dag 3. Tokyo. Tsukiji Fiskemarked, sushi, Ginza, Hibiya-parken, Kejserpaladset og Shibuya
På dagens udflugt, som overvejende foregår til fods, starter vi ud med et besøg på Tsukiji Fiskemarked, verdens største fiskemarked. Det anslås, at næsten hver sjette fisk fanget på verdensplan sælges her. Og det er nu, at dette imponerende marked skal opleves, for inden for de næste år er det planen at flytte det uden for Tokyo. På markedet får du et spændende indblik i, hvordan der handles med fisk, skaldyr og tang fra alle verdens have. Og det går livligt for sig på markedet, hvor japanernes forkærlighed for alt godt fra havet er åbenlys. Et besøg her på markedet er en fantastisk og fascinerende oplevelse. Vi skal naturligvis også smage på nogle af specialiteterne, så vi besøger en af de små madboder ved markedet – friskere sushi får man ikke! 
Fra fiskens verden begiver vi os ud videre ud i metropolen Tokyo, hvor imponerende bygningskunst i alle afskygninger præger gadebilledet: fra futuristiske kæmpebygninger til kedelige kontorbygninger – et miks af stilarter, overalt hvor man kigger hen. Meningerne om Tokyos arkitektur og byplanlægning er da også mange, men én ting er helt sikker: Det er alt andet end kedeligt at gå på opdagelse i Tokyos gader.

Vi spadserer til Ginza, Tokyos mest eksklusive shoppingområde, hvor alle Japans dyre mærkevarer og stormagasiner er repræsenteret. Dette er Japans pendant til Fifth Avenue i New York og Champs-Elysées i Paris! Vi går en tur ned ad Ginzas livlige og stilfulde hovedgade, hvor ikke blot folk på shopping, men også travle forretningsmænd præger gadebilledet.

Herefter fortsætter vi til den nærliggende Hibiya-park, hvor den knap så kendte bagside af det japanske forbrugersamfund titter frem. I slipstrømmen af den lange japanske økonomiske afmatning er stadigt flere japanere blevet hjemløse, og en del af dem har fast base her i parken. Kontrasterne, som vi kender dem fra andre af verdens store metropoler, er også en del af virkeligheden her i Tokyo.

Videre på vores gåtur besøger vi parken ved Kejserpaladset, hvor kejser Akihito og kejserinde Michiko bor sammen med deres to sønner, datter og deres familier. Kejserpaladset stod færdigt i 1968 og er en delvis rekonstruktion af det gamle Meiji Kejserpalads, som blev ødelagt af bombardementerne under anden verdenskrig. 

Herefter skal vi til et af byens mest berømte områder overhovedet – både blandt japanerne selv og blandt turister – nemlig Shibuya, der ligger midt i byen, og hvis station er et af Tokyos trafikale knudepunkter. I Shibuya-krydset vælter neonlys og storskærme med reklamer og musikvideoer ud fra højhusene, og hundredvis af fortravlede japanere – fra forretningsmænd til skoleelever i deres skoleuniformer og trendy unge med vilde frisurer – haster ud i fodgængerfeltet, når lyset skifter til grønt. Foran stationen er der en lille statue af en hund – Hachiko-statuen – som er byens mest berømte mødested. Historien om den loyale hund Hachi, der dag efter dag trofast venter på sin herre foran stationen – selv efter dennes død – er i sig selv ganske rørende. Og historien om Hachi blev filmatiseret i Japan i 80’erne, inden den i 2009 kom i en Hollywood-udgave med Richard Gere i hovedrollen som hundens ejer.     

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for køb af særskilt udflugtspakke).

Dag 4. Tokyo på egen hånd
Dagen er afsat til at gå på opdagelse i Tokyo på egen hånd. Og lad det være sagt med det samme: Tokyo er ét stort overflødighedshorn af spændende indtryk og muligheder, uanset om man er til shopping, museer eller til at dykke ned i de mange kulinariske fristelser, byen er så berømt for. Tokyo har flere Michelin-restauranter end Paris og London tilsammen, men også på de små mere ydmyge steder er der gastronomi på højt niveau. Mange spisesteder kører med favorable frokostmenuer, så prøv dig frem.

Det er let og effektivt at komme rundt i byen med metro, og rejselederen hjælper gerne med idéer til dagen. Blandt andet kan du besøge den berømte elektonikbydel Akihabara, der dog i de senere år har ændret lidt karakter. Flere af de store elektronikbutikker er lukket, og til gengæld er det særprægede fænomen med de såkaldte maid-caféer poppet op overalt i området. Unge piger klædt på i karikerede tegneserie-outfit serverer og underholder de ofte unge cafégæster. Mange af maid-pigerne står også og deler flyers ud i gaderne, så du kan næsten ikke undgå at støde på dem.

Tæt ved Shibuya, hvor vi var i går, ligger bydelen Harajuku, hvor unge japanere – flere i udklædningstøj inspireret af de japanske mangetegneserier –  kommer for at shoppe i områdets små specialbutikker, ikke mindst i gaden Takeshitadori. Tæt derved ligger den ganske eksklusive shoppegade Omotesando, hvor du finder et hav af både japanske og udenlandske mærker.

I den helt anden boldgade af byens tilbud kan du opleve det gamle traditionelle Tokyo i bydelen Asakusa. Her er der stadig mange gamle velbevarede træhuse, der overlevede anden verdenskrigs ødelæggelser, og midt i Asakusa troner Asakusa Kannon-templet med den markante, store røde lanterne i indgangsporten.

Gå lidt på opdagelse i de små sidegader omkring templet, hvor de små snackboder frister med både sødt og salt. Prøv for eksempel friskristet senbei, de berømte japanske saltkiks, som findes i et hav af smagsvarianter og størrelser. De fås ikke bedre end her!   

Vil du gerne have dit køkken spædet op med japanske køkkenting – eller vil du bare gerne have en Tokyo-oplevelse ud over det sædvanlige – så læg vejen forbi køkkenshoppegaden Kappabashidori, som kan nås til fods fra templet. Her fås intet mindre end ALT til køkkenet: fra plastikmad-figurer til gryder, spisepinde, japansk keramik, tekander i støbejern til grøn te og meget andet. 

Dag 5. Tokyo – med Shinkansen-toget til Kyoto. Shintotemplet Fushimi Inari-taisha og det charmerende geisha-distrikt Gion
Vi skal med det berømte japanske lyntog, Shinkansen, til Kyoto. Undervejs får vi et indtryk af, hvor tætbefolket Japan er, og om vejret vil det, kan vi undervejs se det hellige Fuji-bjerg. Toget er komfortabelt, præcist og meget hurtigt. På lidt over to en halv time kører vi de 513 kilometer til Kyoto. Inden vi stiger om bord på toget, er der mulighed for at købe en ”o-bento”, en typisk japansk madpakke, til toget. En o-bento fås i et hav af varianter og består typisk af ris og forskellige former for lækkert tilbehør og småretter – i form af fisk, kød, grøntsager og forskellige salater. Lækkert og ikke særlig dyrt!

Efter ankomsten til den gamle kejserby Kyoto kører vi med metro til vores hotel. Vi bor centralt, og efter indkvartering går vi straks i gang med dagens udflugter. Kyoto rummer over 1.600 buddhistiske templer og 270 shintohelligdomme. Hertil kommer kejserpaladset, shogunens Nijo-borg, kejserlige villaer og haver og en række af Japans bedste museer.

Kyoto blev som den eneste japanske storby skånet for bombeangreb under anden verdenskrig. Efter sigende på grund af byens enestående kulturskatte. Desværre har bystyret ikke vist byen samme respekt, så de store sammenhængende kvarterer af smukke træhuse er næsten forsvundet. Men ingen har vovet at røre de tusinder af templer, helligdomme og smukke haver. Især i byens udkant føler man sig hensat til en anden tidsalder, hvor skønhed og æstetik var i højsædet.

Vi besøger shintohelligdommen Fushimi Inari-taisha og går en tur gennem templets lange arkade af orangerøde torii-porte, der ligger i hundredvis tæt efter hinanden og former vejen. De orangerøde porte står i smuk kontrast til den omgivende grønne skov. Dette er en af Kyotos knap så kendte attraktioner, men ikke desto mindre for mange besøgende er det et af de helt store højdepunkter! 

Om eftermiddagen går vi en tur gennem Kyotos berømte Gion-kvarter. Her ligger stemningsfulde spisesteder side om side med de traditionelle, diskrete tehuse, hvor byens berømte geishaer arbejder. Er vi heldige, ser vi nogle af dem trippe af sted i deres dyre kimonoer og med smukt opsat hår.

For dem der har lyst, er der også mulighed for at tage med rejselederen til Kyotos berømte Nishiki-marked. Her finder man et væld af japanske specialiteter smukt præsenteret – fra frugt og grønt til fisk, kød, pickles, snacks og så videre. En farverig oplevelse, og de plejer ikke at være kede af at give smagsprøver.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 6. Kyoto. Guldpavillonen, Nijo-borgen, eftermiddagsudflugt til Nara
I byens nordlige udkant ligger det berømte Guldtempel. Den smukke guldbeklædte pavillon er en nøjagtig kopi af den over 500 år gamle bygning, som en sindssyg tempelpræst satte ild til i 1955.

Den militære øverstkommanderende i kejsertidens Japan var shogunen. I længere perioder af landets historie var han også den mest magtfulde mand i landet. Kejserens rolle var mere tilbagetrukket og af symbolsk karakter. I 1603 opførte Tokugawa-shogunslægten Nijo-borgen. Bygningerne i denne borg, der er Japans bedst bevarede, er af meget høj kvalitet. De bedste bygningshåndværkere byggede borgen, og datidens bedste kunstnere udsmykkede den. Nattergalegulvet er et godt eksempel på, hvor raffineret borgen er. Gulvet er konstrueret således, at det knirker, når man træder på det, så eventuelle snigmordere ikke kunne nærme sig uden at blive hørt. Træskærerarbejdet og de mange malerier, der pryder vægge og lofter, er originale og af stor kunstnerisk værdi.

Vi tager i dag på udflugt til den lille by Nara lidt syd for Kyoto. Dette er en af Japans store historiske perler og landets første hovedstad. Nara er meget mindre end Kyoto, og det meste kan nås til fods. Vi går en tur gennem Nara Park, hvor de fleste af byens højdepunkter ligger – ikke færre end otte UNESCO-fredede attraktioner kan Nara prale af.

Vi skal se verdens største træbygning, templet Todai-ji, med den store hall Nigatsudo. Vi ser også Kasuga, en af landets ældste og vigtigste shintohelligdomme.

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 7. Kyoto. Heldagstur til Hiroshima og tempeløen Miya-jima med den berømte røde torii-port
300 kilometer vest for Kyoto ligger Hiroshima. Den 6. august 1945 blev byen lagt i ruiner, og over 100.000 mennesker blev dræbt, da verden for første gang oplevede, at en atombombe blev bragt til sprængning. I dag står en enkel kuppelformet ruinbygning som et minde om de enorme ødelæggelser, som eksplosionen forårsagede. Nærved ligger den smukke fredspark med en fredsflamme, der først bliver slukket, når det sidste atomvåben er destrueret. Vi besøger parken og fredsmuseet, der sagligt og instruktivt viser, hvad der skete. I dag er Hiroshima fuldstændig genopbygget, og byen er anderledes end de fleste andre japanske byer med sine brede og luftige gader og det velordnede bybillede. Vi spiser frokost i Hiroshima og skal herefter opleve en af Japans mest berømte, fotograferede og elskede motiver – nemlig den ”svævende” røde torii-port ude i vandet ved øen Miya-jima, som vi sejler over til. Smukt, poetisk og klassisk japansk! 

(Udflugten er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 8. Tid på egen hånd i Kyoto – afskedsmiddag med Kobekød
Vi har hele dagen til oplevelser på egen hånd i Kyoto, og du kan eventuelt besøge det smukke område Arashiyama for foden af bjergene. Her ligger blandt andet det UNESCO-fredede tempel Tenryu-ji, der er berømt for sin smukt anlagte zenhave fra 1300-tallet. Templet stod færdigt i 1339 og er en del af Rinzai-skolen inden for den japanske buddhistiske verden. Bagefter bør du lægge vejen ind forbi den smukke bambuslund, hvor et tykt tæppe af meterhøje bambusser slår den eksotiske stemning an. Der er også mulighed for at gøre de sidste indkøb.

Om aftenen sætter vi et hyggeligt punktum for vores Japan-eventyr med en japansk middag. På menuen er det berømte Kobe-kød eller wagyu, som det hedder i Japan. En kulinarisk oplevelse, man sent glemmer, med det supermøre kød, der nærmest smelter på tungen.
(Middagen er ikke inkluderet i rejsens pris. Se under priser bagerst i programmet for tilkøb af særskilt udflugtspakke).

Dag 9. Kyoto – tog til Osaka. Hjemrejse og ankomst til København
Om morgenen forlader vi hotellet og kører mod lufthavnen for at sætte os til rette i flyet hjemad. Vi lander sidst på eftermiddagen efter en uforglemmelig rejse! Morgenmad og fuld forplejning om bord på flyet er inkluderet.

Rejsemål

fakta om japan

Hovedstad: Tokyo
Indbyggere: 126,5 mio.
Sprog: japansk
Religion: shintoisme, buddhisme
Valuta: yen
Klima:
tropisk mod syd og køligt tempereret nordpå

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00