Albatros Travel

Kenyas højdepunkter 

Gudesmuk safari i reservaterne Samburu og Buffalo Springs, flamingoflokke ved Nakuru-søen og vildt i hobetal i verdensberømte Masai Mara
– med dansk rejseleder, 11 dage

Mulighed for 5 ekstra dage ved Det Indiske Ocean

Rejsen kan også gennemføres som privat safari med afrejse på vilkårlige dage hele året. Information og bestilling på tlf. 36 98 98 98.

Det er en fornøjelse at kunne præsentere en safari med den mest varierede natur, der findes i Afrika. Vi besøger nationalreservaterne Samburu og Buffalo Springs, Lake Nakuru Nationalpark og selvfølgelig det verdensberømte vildtreservat Masai Mara. Vi kommer godt omkring i Kenya, men starter roligt med en dag i hovedstaden Nairobi. Når vi lander i Nairobi, kører vi til et dejligt hotel og spiser morgenmad, hvilket nok er tiltrængt efter en lang nats flyvning. Resten af dagen står i Karen Blixens tegn med besøg Karen Blixen-museet, frokost på Karen Blixen Coffee Garden, der er nabo til selve museet, og et møde med de himmelstræbende dyr i Giraffe Manor. Efter en overnatning i Nairobi kan vi friske og veludhvilede gå i gang med selve safarien.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Samburu og Buffalo Springs Nationalreservater ligger som nabo til hinanden i det centrale Kenya. Her er klimaet tørrere end i de klassiske safariområder længere sydpå, og dyrelivet derfor en lille smule anderledes. Her kan vi for eksempel se den blå-halsede somalistruds og den smukke Grevys zebra. Vi fortsætter til Nakuru-søen, hvor der ud over titusindvis af lyserøde flamingoer næsten er garanti for at se næsehorn. Rejsen rundes af i Kenyas safariområde nummer ét: Masai Mara som er kendt verden over for sine millioner af migrerende gnuer og zebraer.

Vi følger den oplagte safarirute og bor under hele rejsen rigtig godt. Alle de lodges, vi benytter, ligger midt i safariområderne og har smuk udsigt over savannen, den lokale flod eller sø og de store dyreflokke. Vælger du at forlænge rejsen med fem afslappende dage ved Det Indiske Ocean, indlogeres du på Leopard Beach Resort & Spa. Et rigtig flot 4-5-stjernet resort med alle tænkelige faciliteter. Badeferieforlængelsen foregår på egen hånd.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Vi flyver om eftermiddagen fra København med kurs mod eventyrlige Kenya.

Dag 2. Ankomst til Nairobi, Karen Blixen-museet, frokost på Karen Blixen Coffee Garden
Vi lander i Nairobi ganske tidligt om morgenen. Vi kører til det charmerende Mayfair Hotel (eller tilsvarende), hvor en dejlig morgenmad venter. Efter et lille hvil tager vi på Karen Blixen-museet, hvor vi nyder den dejlige have og får en rundvisning i baronessens gamle farm. Herefter er der frokost hos naboen, Karen Blixen Coffee Garden. På vejen tilbage til hotellet besøger vi Giraffe Manor, hvor vi i øjenhøjde kan fodre girafferne, der holder til i den lille park. Tilbage på hotellet er der tid til en dukkert i poolen før middagen.

Dag 3. Nairobi - Samburu Nationalreservat
Efter en god nattesøvn og en dejlig morgenmad, der altid serveres i haven ved poolen, begiver vi os nordpå gennem det frodige højland med skove, ananasplantager og landsbyer. Trods støvet og de bumlende veje har vi en smuk og afvekslende køretur foran os vest om Mount Kenya. Vi kører gennem flere stammeområder, hvor vi kan møde stammefolk som boranere, samburuer, rendiller, somaliere, meruer og det meget farverige turkana-folk, som ellers traditionelt kun lever omkring Turkanasøen.

På vejen til Isiolo, hvor asfaltvejen ophører, holder vi pause fra de barske veje og nyder en god frokost på en restaurant. Så snart vi kører ind i Samburu, starter safarien, og ved ankomst til vores lodge har vi sandsynligvis allerede set rigtig mange dyr. Vi indkvarteres på Samburu Lodge (eller tilsvarende) for to nætter. Derefter er der aftensmad i restauranten, der ligger lige ud til floden. Med lygte kan man måske se et par røde krokodilleøjne i nattens mørke.

Dag 4. Samburu og Buffalo Springs
Buffalo Springs og Samburu Nationalreservater ligger i den storslåede og barske nordlige halvørken. Her danner de karakteristiske fladkronede paraplyakacier smukke silhuetter mod den blå himmel. I dette område vil vi formentlig se nogle af de dyr, der er tilpasset det tørre klima, og som ikke findes længere mod syd i de klassiske safariområder. Dette gælder Grevys zebra, netgiraf, oryxantilope, somalistruds og girafgazelle. Vi vil også holde udkig efter løverne og elefanterne, som ofte ses i meget store flokke på op til 50 individer, og andre typiske savannedyr.

Lodgen ligger smukt ned til den livgivende Uaso Nyiro-flod og er det perfekte udgangspunkt for safarikørsel i det varierede område. Landskabet i Samburu repræsenterer på glimrende vis den nordlige halvørken med små, dog meget dramatiske bjerge, floddale, slugter og tør savanne. I de varme eftermiddagstimer imellem safarikørslerne spiser vi frokost på lodgen og slapper af, og der er mulighed for at nyde en dukkert i poolen.

Dag 5. Lake Nakuru Nationalpark
Vi forlader det tørre nord for atter at bevæge os nord om Aberdare-skovene mod Great Rift Valley. På vejen gør vi holdt ved ækvator og vandfaldet Thomson’s Falls, hvor vi kan nyde udsigten og strække benene, før vi tager den sidste strækning til Lake Nakuru Nationalpark. Ved Nakuru venter os et af Kenyas mest imponerende syn, når titusindvis af flamingoer giver den blå sodasø et yndigt lyserødt skær. Ud over flamingoer findes her også pelikaner, skarver, skestorke og mange mindre vadefugle.

De store akacieskove omkring søen er hjemsted for bøfler, vandbukke, impalaer og andre antiloper. Under de smukke kandelabertræer på skråningerne gemmer leoparderne sig, og vi kan være heldige at se dem i de sene eftermiddagstimer. Nakuru er et af de bedste steder at opleve sort og hvidt næsehorn samt den truede Rothschild-giraf i Østafrika.

Allerede ved ankomsten til parken og på vej til vores lodge kan vi opleve meget vildt. Vi spiser frokost undervejs, og når vi ankommer til lodgen, kører vi igen på safari i nationalparken. Indkvarteringen er på Lake Nakuru Lodge (eller tilsvarende), som er en dejlig lodge med en suveræn udsigt.

Dag 6. Lake Nakuru Nationalpark
Der venter os flere enestående safarioplevelser i skovene omkring den smukke sø. Vi vil formentlig tilrettelægge to safarikørsler, henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt.

Dag 7. Nakuru - Masai Mara
Efter morgenmaden kører vi gennem Great Rift Valley – den store gravsænkning i Østafrika. Dagens mål er de altid vildtrige Masai Mara-sletter i det sydvestlige Kenya. Vi har en lang og spændende køretur foran os. Efter cirka fire-fem timers kørsel (afhængig af forholdene) ankommer vi til en af Afrikas bedst kendte og mest velrenommerede lodges, Keekorok Lodge (eller tilsvarende), som bliver vores base de kommende tre nætter. Lodgen ligger i et af de mest vildtrige områder i hele Masai Mara, og stedet er altid fremragende for store dyreoplevelser. Selve kørslen til hjertet af Masai Mara, hvor Keekorok ligger, er en lang safarikørsel, hvor vi jævnligt vil støde på flokke af vilde dyr. Lodgen har et pragtfuldt udendørs område med en gangbro, der fører over et lille sumpområde og ender ved et vandhul, som jævnligt besøges af de vilde dyr.

Masai Mara
Dette verdensberømte naturområde udgøres af det nationale vildtreservat Masai Mara samt det tilstødende masai-land. Det afgrænses af højderyggen Oloololo mod nordvest, af Tanzania mod sydvest, af de tørre buskområder og Great Rift Valley mod sydøst og endelig af de tiltagende markområder mod øst mellem reservatet og “masaihovedstaden” Narok.

Masai Mara er karakteriseret ved vandrige floder og nedbør fordelt over hele året, og langvarige, ødelæggende tørkeperioder er sjældne. Derfor finder man her en meget stor, fast vildtbestand året rundt, hvilket gør området til det mest populære safarirejsemål i Kenya. Fra starten af juli begynder over en million gnuer og zebraer at krydse Marafloden for at æde det frodige græs i Masai Mara. I oktober/november vandrer dyrene atter sydpå mod Tanzania og Serengeti, hvor regntiden så er begyndt, og frisk græs venter. Løvefamilier er spredt over hele Masai Mara, og store elefantflokke vandrer nær skov og vand, hvor de altid kan finde føde. Savannens hurtigste sprinter, geparden, finder dagligt sit bytte blandt især Thomsons gazeller. Geparden kan ofte ses på lang afstand, fordi den holder til på de åbne græssletter og jager i dagslys.

Masai Mara har gennem de sidste hundrede år ændret karakter fra åbent græsland til tæt ugæstfri, tsetsebefængt busksteppe, men er nu igen forvandlet til åbent græsland. Nogle ser med stor bekymring på, at savannetræerne forsvinder med en hastighed på otte procent årligt delvist som følge af elefanternes græsningstryk. På den anden side er kombinationen af galleriskov langs floder, sumpe og åbent græsland ideel, når man lægger vægt på den store artsrigdom, som vi vil opleve på denne tur.

Der er ingen tvivl om, at Masai Mara er stedet, hvor man har den største sandsynlighed for at se de fleste af savannens karakteristiske arter på den korteste tid. Blandt disse arter kan fremhæves elefant, bøffel, giraf, zebra, løve, leopard, gepard, hyæne, krokodille, flodhest, næsehorn, elandantilope, vandbuk, impala, topiantilope og Grants og Thomsons gazelle. Af fugle kan nævnes kampørn, rovørn, gøglerørn, flodørn, de fleste store gribbearter, struds, sekretærfugl og koritrappe. I Masai Mara kan man være sikker på at få nogle uforglemmelige naturoplevelser, uanset hvornår på året man kommer.

Dag 8-9. Masai Mara
Vi vil formentlig tilrettelægge to safarikørsler om dagen henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. En af dagene pakker vi frokosten og tager på heldagssafari for at komme vidt omkring i det smukke område. Med vores lodges centrale placering kan vi nemt komme rundt i langt de fleste hjørner af reservatet og derved opnå de største chancer for enestående vildtoplevelser.

Dag 10. Masai Mara - Nairobi
Efter morgenmaden kører vi tilbage til Nairobi. Mod et tillæg kan du vælge at flyve direkte til Nairobi eller Det Indiske Ocean. Se priser under prisinformation. Vi krydser atter den store gravsænkning med dens mange smukke vulkaner og spiser frokost på vejen mod hovedstaden. Tilbage i Nairobi kører vi til vores hotel, og resten af dagen kan bruges til afslapning på hotellet. Skal du videre til Det Indiske Ocean går turen i stedet til lufthavnen, hvorfra du flyver til Mombasa. Se nedenfor.

Dag 11. Nairobi - København
Tidligt om morgenen kører vi til lufthavnen og flyver fra Nairobi mod København.

BADEFERIEFORLÆNGELSE VED DET INDISKE OCEAN
Dag 10. Masai Mara - Nairobi - Mombasa 
Efter morgenmaden går turen tilbage til Nairobi. Mod et tillæg kan du flyve direkte til Det Indiske Ocean (se priser under prisinformation). Ellers kører vi til tilbage mod Nairobi hen over den store gravsænkning med dens mange smukke vulkaner. På vejen spiser vi frokost. Herefter går turen til lufthavnen, hvorfra I flyver den korte vej til Mombasa (ca. 1 time).

Badeferieforlængelsen er uden dansk rejseleder, men der er naturligvis sørget for transport til og fra lufthavnen. Ved ankomsten til Mombasa er der godt 30 kilometer til det pragtfulde Leopard Beach Resort & Spa direkte ved Det Indiske Oceans hvide strand. Hotellet hører til et af de absolut bedste på kysten, og her er alle de faciliteter, som hører til et 4-5-stjernet hotel. Værelserne findes i tre hovedkategorier. Standardværelserne er enkelt indrettet for kategorien men med blandt andet aircondition og tv, mens superior- og Chui Class-værelserne fuldt ud lever op til kategoriseringen (se dine muligheder for opgradering af værelseskategori under prisinformation). Standard- og superiorværelserne ligger dejligt placeret i sektioner rundt i haven. Nogle af superiorværelserne har begrænset havudsigt. Dette kan man dog hverken booke eller forespørge om hjemmefra. Alle Chui Class-værelserne ligger med direkte og betagende udsigt til havet.

Maden er glimrende på alle resortets fire restauranter. To af restauranterne er a la carte-restauranter, hvor bordbestilling er nødvendig, og hvor et mindre tillæg opkræves afhængigt af aftenens menu. En anden fungerer som buffetrestaurant, mens den sidste er en snack-café ved poolen. Hotellet ligger ned til en laguneagtig privat strand. Derudover bydes der på mange forskellige aktiviteter, fx golf, fiskeri, snorkling, dykning og mange udflugtsmuligheder (se nedenfor). I er fremme til en lidt sen aftensmad og kan glæde jer til de næste dages afslapning i luksusomgivelser.

Dag 11-14. Afslapning ved Det Indiske Ocean
I har fire hele dage på Leopard Beach Resort & Spa, hvor I kan nyde Det Indiske Ocean, poolen, de smukke omgivelser, den gode mad, det pragtfulde vejr og evt. nogle af de følgende spændende udflugter. (Udflugter skal bestilles og betales lokalt)

Uzuri Spa and Fitness Forest
Hvis du rigtigt vil forkæle sig selv, skal du gå en tur ind i de smukke omgivelser i Uzuri Spa and Fitness Forest, hvor der findes boblebad, sauna, dampbad og pool. Der er massage og skønhedssalon med internationalt kvalificerede kropsterapeuter tilknyttet. Behandlingerne foregår med brug af TheraVine- og TheraNaka-produkter. Derudover er der et fitnesscenter. Nærmere information om behandling, varighed og pris fås på resortet.

Byrundtur i Mombasa
Halvdagstur til Mombasa med besøg ved det gamle portugisiske fort, den gamle havn, de smalle gader i den arabiskprægede bydel, Akamba Træskærerkooperativ m.m.

Havnebyen Shimoni
Heldagstur til den lille havneby Shimoni (to timers kørsel), hvorfra vi sejler ud til de små koraløer i marinereservatet. Her kan man bade og snorkle i krystalklart vand, se smukke, farvestrålende koraller og fisk og opleve lokalbefolkningen fiske i de åbne rev. Frokosten indtages enten om bord eller på en lille ø i nærheden.

Landsbytur
På denne udflugt får du et indblik i, hvordan kystbefolkningen lever i dagligdagen. Vi besøger en skole, ser lokal dans, lærer at fange slanger, ser hvordan man henter kokosnødder i palmernes top, smager den friske kokosmælk og besøger en medicinmand, der arbejder efter gamle traditioner.

Safari
Safari i Tsavo Nationalpark eller det nærliggende Shimba Hills Reservat. Der bliver tid til et par timers kørsel i selve reservatet, hvor der ofte vil være gode muligheder for at se en del typisk savannevildt samt den meget sjældne sabelantilope med Det Indiske Ocean som baggrund. Vi går evt. med en bevæbnet ranger til fods ned gennem kystregnskoven for at se et vandfald.

Revsafari
Sejltur i traditionel sejlbåd (dhow) eller båd med glasbund til koralrevene langs kysten. Ved ebbe er det muligt at gå på de åbne rev. En spændende oplevelse, hvor man kan se mange af revets farvestrålende fisk uden at dykke.

Øvrige udflugtsmuligheder
Natkrydstogt i Mombasabugten med middag. Besøg i den gamle arabiske ruinby Gedi. Marineparken i Malindi. Besøg på eksklusive restauranter som Tamarind.

Golf
Leisure Golf Club ligger fem minutters gang fra hotellet.

Dag 15-16. Mombasa – Nairobi – København
Efter nogle pragtfulde, afslappende dage ved kysten og to spændende uger i Kenya er det tid til at rejse hjemover. Der er afgang fra hotellet om eftermiddagen. Der flyves fra Mombasa til Nairobi og derfra videre til Danmark.

Rejsemål
Kenya
Østafrika

Fakta om Kenya

Hovedstad: Nairobi
Indbyggere: 43 mio.
Sprog: engelsk, kiswahili, forskellige oprindelige sprog
Religion: protestantisme, katolicisme, islam, oprindelige naturreligioner
Valuta: kenyansk shilling
Klima: tropisk ved kysten, tørkeklima inde i landet

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00