Rejsen tager sin begyndelse i Longyearbyen på Spitsbergen, hvortil vi flyver via Oslo. For at sikre, at der er tilstrækkelig med tid i Nationalparken, sejler vi straks efter ombordstigning på M/S Antarctic Dream mod vest fra Spitsbergens vestkyst. Der har de senere år ligget en isbræmme fra Polhavet og ned mod Danmarkstrædet. Det tager ofte et døgn eller mere enten at sejle syd om isen eller - hvis forholdene er til det - igennem pakisen.
Sandsynligvis når vi ind til Grønland ved Shannon, hvor Ejnar Mikkelsens berømte Alabama-ekspedition havde base under hans søgning efter Mylius-Erichsen. Er forholdene gode, stikker vi over Dove Bugt til Danmarksminde, det solide, sorte ekspeditionshus, der var base for 28 mand i to år.
Vores færd sydover går bl.a. til Clavering Ø og Eskimonæs, hvor en lille gruppe inuitter blev set i begyndelsen af 1800-tallet, og ned gennem den fantastiske Kejser Franz Joseph fjord. Vi er kommet frem til “Grønlands Riviera”, med stabilt klima bag de høje forbjerge. Vi søger fangstmændenes fodspor i de mange fangsthytter, der ligger spredt over denne forbløffende vildtrige kyst. Havfugle flokkes og polarræve søger føde på den vidtstrakte tundra. Vi har gode chancer for at se hvalros, hvaler og moskusokser.
Efter Kong Oscars Fjord når vi frem til byen Ittoqqortoormiit i Scoresbysund. Herfra sejler vi ud på togtets sidste ben over Danmarksstrædet til Akureyri på Nordisland. En komfortabel busrejse fører os ad Ringvej 1 gennem Vest-Island til Reykjavík, hvorfra vi efter en overnatning flyver tilbage til København.
Om bord på skibet har vi en række særdeles kyndige rejseledere, der alle har et stort kendskab til Nordøstgrønland og som i en række foredrag på hver sin måde vil belyse de arktiske forhold. Som leder af togtet deltager museumschef Ove Sørensen, der har tilbragt to år som siriusmand og efterfølgende mange forskningsrejser i Nationalparken. Desuden deltager flere Grønlandsforskere og foredragsholdere, og man får undervejs stor indsigt i historiske, naturvidenskabelige og geopolitiske emner.
Efter seks togter til Nordøstgrønland kender vi forholdene i Nationalparken godt nok til at vide, at den valgte rejserute skal opfattes som et ideal, der helt sikkert vil blive ændret. Vi er i området på naturens præmisser, og vind, is og andre forhold kan betyde, at vi må ændre forløbet undervejs. Hvis det viser sig at være umuligt at komme til Danmarkshavn på grund af is eller dårlige vejrforhold, vil ekspeditionslederen improvisere et krydstogt i nationalparkens sydlige område, hvor vi vil besøge de mest markante og interessante lokaliteter.
Dagsprogram
Dag 1. 26. august: København – Svalbard
Vi flyver om morgenen fra København med SAS. Efter en kort mellemlanding i Oslo flyver vi videre til Longyearbyen på Spitsbergen – det nordligste sted i verden, du kan komme med rutefly. Her er vi fremme lige først på eftermiddagen, og efter en kort bustur går vi om bord på Antarctic Dream.
Longyearbyen er Svalbards administrative centrum og sæde for øgruppens øverste myndighed, Sysselmannen. Byen ligger midtvejs inde i den 100 kilometer lange isfjord på Spitsbergens vestside og blev grundlagt af amerikaneren John Longyear i året 1906. Allerede i 1916 blev byen overtaget af et norsk kulkompani, og minedrift har præget området helt op til vore dage. I dag har byen cirka 1.100 indbyggere, hovedsageligt nordmænd, og den tidligere så dominerende minedrift er ikke længere byens hovedaktivitet. Longyearbyens beboere er i dag mest beskæftiget med forskning, undervisning og med den beskedne turisme, der eksisterer i området.
Er man forvirret over, at ”Spitsbergen” og ”Svalbard” tilsyneladende bruges i flæng, kan dette forklares ved, at skønt øgruppen allerede døbtes ”Svalbard” i de islandske sagaer i år 1194, så blev det navnet ”Spitsbergen” – som den nederlandske ekspedition med Willem Barentsz i spidsen i år 1596 gav øerne – der hang ved helt op til efter første verdenskrig. Spitsbergen er i dag blot navnet på den største ø i øgruppen.
Vi kører de fem kilometer fra lufthavnen til Longyearbyen og havnen. Undervejs kører vi en afstikker ind i ”midtbyen” for et få et kort indtryk af denne meget særegne polarby, Vi går om bord og kahytterne anvises. Rejselederen præsenterer besætningen og informere om skibets rutiner og sikkerhedsprocedurer. Sejladsen påbegyndes gennem Isfjorden forbi den russiske by, Barentsburg, en gammel strategisk post- og kulmineby, der i dag hensygner en kummerlig tilværelse uden de store forsyninger fra moderlandet.
Midnatssolen forsvandt den 23. august, så der er stadig lyst alle døgnets 24 timer.
Dag 2-3: 27.-28. august: Grønlandshavet
Der er mange spændende lokaliteter på Svalbard, men vores mål er Grønland, så vi benytter først mulige anledning til at søge mod vest.
Turen over Grønlandshavet tager et par døgn, og vi forventer at møde pakisen fra Polarhavet ca. halvvejs. Vi følger iskanten og sejler sydvest mod Grønlands kyst. Hvis forholdene er til det, vil kaptajnen eventuelt forsøge at finde en rute gennem pakisen. Der er chancer for at se isbjørn på isen, masser af sæler, ismåger og andre havfugle. I havet kan der være finhvaler og pukkelhvaler (dog ikke nær isen).
Ellers kan tiden anvendes til at studere det lille, men velassorterede grønlandsbibliotek, som dels Albatros og dels rederiet har stillet til rådighed. Broen er åben under hele rejsen – undtagen i havne og i hårdt vejr.
Dag 4-5. 29.-30. august: Østgrønland, Dove Bugt
Vi er nu kommet frem til Nordøstgrønland og Nationalparken. Parken blev oprettet i 1974 og udvidet i 1988, så den nu dækker 972.000 km2; verdens største nationalpark. Programmet for de næste dage afhænger af forholdene. Ruten og landgangene bliver bestemt af kaptajnen og ekspeditionslederen i fællesskab og meddeles typisk aftenen før. I den nedenstående tekst er der nævnt en række markante steder, som vi vil tilstræbe at besøge. Men dels kan programforskydninger gøre, at vi passerer et sted om natten, og dels kan isforhold forhindre landgange. Den Grønlandske Nationalpark er dog så rig på naturoplevelser og historier om ekspeditioner og fangstmænd, at der, uanset hvor vi går i land, venter store oplevelser hver eneste dag.
Forhåbentlig kan vi manøvrere os gennem isen omkring 77. breddegrad, men eventuelt kan vi gå et par grader syd om, ind i Dove Bugt og anløbe Danmarkshavn fra syd.
Det var til Danmarkshavn, de to slædehold skulle returnere ved Danmark-Ekspeditionens afslutning i 1907. J.P. Koch og hans to folk nåede Danmarkshavn i juni måned efter at have løst deres vigtige opgave: At nå Peary’s varde på Kap Clarence Wyckoff og dermed lukke ”hullet” på kortet. Mylius-Erichsen havde undervejs hjem sat sig endnu et mål, nemlig at søge svaret på spørgsmålet om Peary Land var landfast eller eller ej. Det blev hans skæbne. Sommeren kom, slædeføret forsvandt, og holdet måtte ”oversomre” i Independence Fjord. I sit afskedsbrev på Lambert Land, stadig mere end 200 km fra skibet, beskriver grønlænderen Jørgen Brønlund den sidste kamp:
”Omkom 79 Fjorden efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket. Aarsagen andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2½ Mil). Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 Dage efter.
Jørgen Brønlund”
Disse bevægende ord har været analyseret tusinder af gange for at forstå, hvor Høeg Hagen og Mylius-Erichsen og deres forsvundne dagbøger findes. Uden held.
Dag 6-8. 31. august - 2. september: Shannon, Dødemandsbugten, Kejser Frantz Joseph Fjord
Efter besøget ved Danmarkshavn og Dovebugt går togtet videre mod syd. Ruteplanen afgøres i høj grad af isforholdene og forløbet af besøget ved Danmarkshavn. Vi har tidligere gennemsejlet den sydlige del af nationalparken i henhold til nedenstående plan:
Sydover i Dove Bugt er der gode muligheder for at se hvalros, og vi vil formodentlig tilbringe en dag i det smukke gletsjerlandskab i den sydlige del af bugten, hvor vi tidligere har besøgt hytten »Ålborghus« og set både isbjørn, polarræv og moskusokser.
Hvis isforholdene giver os lov og tiden er til det, går vi i land på Shannon Ø for at se Alabamahytten, som for alle læsere af Ejnar Mikkelsens bog ”Farlig Tomandsfærd” vil være et vigtigt sted. Mikkelsen drog ud for at løse gåden om Mylius-Erichsens forsvinden, men da han og hans tro følgesvend, Iver P. Iversen kom tilbage, var skibet og mandskabet væk, og de to måtte tilbringe 2 år alene i og omkring hytten på Shannon.
Måske kan vi komme ind i Dødemandsbugten på Clavering Ø, hvor en engelsk ekspedition i 1823 mødte en flok inuit for første og eneste gang. Urfolkene er siden forsvundet, men der står stadig teltringe, som giver et indtryk af, hvordan man levede.
Vi passerer Kap Broer Ruys og kommer forbi Forster Bugten og hytten Myggbukta, hvor norske pelsjægere jagtede isbjørn og polarræv i første halvdel af sidste århundrede. Det er et prægtigt tundraområde. Et af de få områder med tilstrækkelig vækst, der kan opretholde en stor bestand af moskusokser og harer og tilmed ulve.
Vi kommer ind i Kejser Frantz Joseph Fjord, der strækker sig dybt ind i landet, hvor vejret typisk er stabilt og varmere end ude på kysten. Isbjergene i fjorden stammer sandsynligvis fra Watershausen Gletsjeren inderst i fjorden. Blomsterbugten på vestsiden af Ymer Ø er en idylliske plet i Nationalparken. Der ligger en lille fangsthytte, Varghytten, hvorfra man kan nyde udsigten over Kejserfranz’en til bjerget Teufel Schloss.
Dag 9-10: 3.-4. september: Trail Ø/Ella Ø, Mestersvig
Vi sejler forbi de smukke øer, Marie Ø (hvor tyskerne havde en lejr under Anden Verdenskrig) og Ruth Ø og når frem til Ella Ø. Det er ubetinget et af de smukkeste steder på turen, og der er god grund til, at ”Kongen af Nordøstgrønland”, geologen Lauge Koch, anlagde sit hovedkvarter på Ella Ø før Anden Verdenskrig. Sirius har sin sommerstation her og har således forladt øen, når vi kommer. Men vi besøger “Ørnereden”, som det gamle hus kaldes.
Vi passerer Alpefjord, som skærer sig ind i nationalparkens højalpine del med mange fjeldtoppe i 3000 meters højde. På vejen ud gennem Kong Oscars Fjord passerer vi dels Kap Petersen med en nyrenoveret fangststation fra begyndelsen af 1900-tallet og dels Mestersvig ved den nedlagte blymine og en lille landingsbane, der bruges til videnskabelige og militære formål.
Dag 11-12. 5.-6. september: Scoresbysund, Island
I løbet af natten er vi igen kommet udenskærs, inden vi langs Liverpool Lands forrevne tinder når mundingen af verdens største fjord, Scoresbysund.
Vi sejler ind til inuitsamfundet Ittoqqortoormiit (Scoresbysund), hvor der bor omkring 500 mennesker, som stadig lever fortrinsvis af fangst. I byen hænger der ofte sæl-, moskus- og isbjørneskind til tørre uden for mange af husene, og overalt står slædehundene og venter på, at isen bliver sikker nok til efterårets første slædejagter. Gode idealistiske kræfter har rettet op på mange af de problemer, der tidligere prægede samfundet, og Ittoqqortoormiit er nu en rimeligt fungerende lille by. Vi har etableret en god kontakt til de lokale, som derfor viser en del af byen frem. Men det er stadig en god idé at respektere folks privatliv og ikke gå ind i beboelseshuse uden at være inviteret. Byen har et posthus, hvorfra det er muligt at sende post hjem.
Vi siger farvel til Grønland, når de 2-3000 meter høje bjerge på Blossevillekysten forsvinder i horisonten. Vi tilbringer hele dagen med at krydse Danmarksstrædet, hvor der på denne tid er gode muligheder for at se migrerende hvalflokke og havfugle, særligt ved de store fiskerbanker på Islands nordvestrunding. Der er her observeret blåhval og finhval og ikke mindst den meget karakteristiske pukkelhval, der er nem at kende på de hvide vækster på hale og luffer. Der er efterhånden så meget mørke midt på natten, at vi kan nyde nordlyset, hvis himlen er nogenlunde skyfri.
Ellers er det tid til at fordøje den sidste uges indtryk, mens ekspeditionslederne adspreder med foredrag og film i skibsmessen. Efter al sandsynlighed når vi frem til Eyjafjördur og byen Akureyri på Nordisland om aftenen den 6. september. Akureyri er Islands næststørste by med ca. 15.000 indbyggere, perfekt beliggende i Eyjafjördur. Huse og bygninger ligger på fjeldskråningen ned mod fjorden med sneklædte fjeldtoppe i baggrunden. Akureyris klima er unikt for disse breddegrader med langt flere solskinstimer og højere temperaturer end resten af Island.
Vi overnatter på skibet.
Dag 13. 7. september: Akureyri, bus til Reykjavík
Tidligt om morgenen siger vi farvel til besætningen på Antarctic Dream. I bus kører vi gennem Akureyri og ud på Ringvej 1, der fører os gennem Vestisland mod syd. Vi passerer blandt andet gennem tunnellen under Hvalfjördur og kommer frem til Reykjavík efter ca. 6 timers buskørsel. Indkvartering på et godt hotel i Reykjavík.
Om aftenen mødes vi til en afskedsmiddag.
Dag 14. 8. september: Hjemrejse
Om morgenen er der bustransport til Keflavik og hjemflyvning med Icelandair om formiddagen. Ankomst til København midt på eftermiddagen.
Hvad er et polarkrydstogt?
Dette krydstogt stiller ikke særlige krav til deltagerne, men det forudsættes dog, at man er rask og rørig (mobil) og har lyst til at opleve naturen på dens egne præmisser. Man bør være opmærksom på, at rejsen adskiller sig væsentligt fra almindelige turistrejser og krydstogter, idet vi ikke har samme mulighed for at planlægge rejsen i detaljer. Mange elementer er uforudsigelige, og ruten bestemmes i vid udstrækning af vind, is og strømforhold. Rutebeskrivelsen bør ses som det ideelle mål, men den vil med sikkerhed ikke blive overholdt, selvom vi skulle opleve otte dage med højtryk og bragende solskin.
Det er yderst sparsomt med turisme på disse kanter, og hele strækningen, vi planlægger at sejle, har ingen organiseret form for turisme, og meget få andre skibe lægger ind her. Vi er derfor helt afhængige af Albatros’ egne erfaringer og de nye, vi gør os undervejs.
Ekspeditionslederen lægger i samråd med skibets kaptajn rute- og dagsprogram undervejs og vil derved sikre det størst mulige udbytte af rejsen på baggrund af de aktuelle forhold. Sejler vi eksempelvis pludselig gennem en flok hvaler, kan dagsprogrammet meget vel blive ændret på stedet.
En vigtig del af rejsen er krydstogt og landgange i de medbragte gummibåde af zodiactypen, som er konstrueret til professionelt brug. Skibet er forsynet med en udvendig sænketrappe (lejder), hvorfra der er adgang til gummiflåderne, der er forsynet med en kraftig motor. Skibet sejler så tæt som muligt på bygder, seværdigheder, gletsjere og fuglefjelde, og herefter stiger vi om bord i gummiflåderne for at gå i land eller krydse rundt mellem hvaler, sæler, isbjerge eller fugleøer. Det er forholdsvist nemt for alle med fuld førlighed, men kan være et problem for handicappede. Så kan det i øvrigt også til tider være en ganske kold og våd fornøjelse.
Fakta om skibet
Vores skib på dette togt er det hollandsk byggede M/S Antarctic Dream. Hun er et isforstærket forskningsskib bygget til den chilenske flåde, og i 2005 ombygget og indrettet som krydstogtsskib for polare farvande. Skibet er indrettet med en stor spisesal og panoramasalon, et foredragslokale, bar, sauna, en lille butik og et broområde for passagererne. Desuden er der et lille hospital med læge. Der er plads til 84 passagerer i 42 dobbeltkahytter, alle med eget bad og toilet.
Antarctic Dream har et mandskab på 36 besætningsmedlemmer, heriblandt fire albatrosguider og foredragsholdere.