Albatros Travel

Langtidsferie i Thailand 

Nyd en måned med sol, strand og store oplevelser i Smilets Land
– med dansk rejseleder, 31 dage
Det danske vejr i vintermånederne er sjældent værd at skrive hjem om, derfor er det oplagt at tage af sted på langtidsferie til Thailand, Smilets Land, der byder på behagelige temperaturer, unikke oplevelser og et velsmagende køkken.

Albatros har sammensat denne langtidsferie, så vi starter med et par indholdsrige dage i metropolen Bangkok. Her får vi masser af storbyoplevelser, vi skal på aftensejlads med velkomstmiddag på Chao Phraya-floden og tager på udflugt til Den Gamle By og Paknam-fortet, hvorfra man i 1893 kæmpede mod franske krigsskibe med assistance fra danske søofficerer. Vores hotel i Bangkok, Grand President, ligger centralt i Bangkoks kommercielle distrikt, der byder på nogle af byens bedste indkøbsmuligheder, spisesteder og underholdningsområder. Hotellet har moderne, velindrettede værelser med aircondition og her er tre pools at vælge imellem.

Herefter pakker vi badehåndklædet ud, når vi siger farvel til pulserende Bangkok og sætter kursen mod den tilbagelænede badeby Hua Hin ved Thailandbugten. Byen var Thailands første glamourøse badeferiedestination og kom i alle badeglade thailænderes søgelys, da Kong Rama VII i 1922 fik bygget et ekstravagant palads i den daværende lille fiskerlandsby. Siden da har den thailandske kongefamilie jævnligt søgt til feriebyen med de skønne badestrande. Kongefamiliens palads blev navngivet Klai Klangwan – ”Fjernt fra alle bekymringer” – vi lader dette være vores mantra de næste mange dage, når vi gør som de kongelige og slapper af med sand mellem tæerne og lader bekymringerne falme i solskinnet.

Vi bor på det firestjernede hotel Marriott Courtyard, der ligger cirka 15 kilometer nord for Hua Hin by. Fra alle værelser er der udsigt til Thailandbugten fra en stor privat balkon. Alle værelser er velindrettede med trægulve, fladskærms-tv, dvd-afspiller og har aircondition. Hotellet har en stor frodig have, med et lækkert poolområde lige ud til havet. Ved poolen er der mulighed for at nyde en drink eller to fra pool-baren, og hotellet har også egen restaurant og loungebar. Bag ved hotellet er der en mindre landsby med forretninger og små, hyggelige restauranter.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

 

I rejsens pris er alle udflugter i Bangkok inkluderet samt tre spændende udflugter, mens vi er i Hua Hin: et thailandsk madlavningskursus, et vingårdsbesøg og en udflugt til den burmesiske grænse. Herudover har du mulighed for at tilkøbe en ekstra udflugtspakke med en række håndplukkede oplevelser: besøg i en elefantlejr, hvor vi skal ride på elefanter; en fisketur, hvor vi kaster snøren ud efter nogle af de største ferskvandsfisk i verden: for eksempel rødhalet malle, siamesisk karpe eller arapaima. Udflugtspakken byder også på en spændende togtur langs kysten til den rolige kystby Prachuab Khirikhan samt en todages udflugt til floden Kwai, hvor vi besøger broen over floden Kwai, mindes de mange døde ved krigskirkegården og får et indblik i de allierede krigsfangers miserable liv i fangenskab på JEATH-museet.

Mange af dagene i Hua Hin kan du forme helt efter dit eget hoved. Her står rejselederen til rådighed med planlægning og forslag til udflugter og aktiviteter. I Hua Hin og området omkring er der en masse ting at tage sig til. De omkringliggende nationalparker byder på naturskønne oplevelser med mulighed for at se det vilde dyreliv på vandreture, nabobyerne i området byder på spændende kulturelle indblik med blandt andet templer, markeder og historiske seværdigheder. Ud over de mange vandsportsaktiviteter du kan gøre brug af ved de lækre, palmeprydede strande, har du også rig mulighed for at forbedre dit golfhandicap på en af de 15 golfbaner, der er at vælge imellem i området.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København om formiddagen
Vi sætter kursen mod Bangkok og Smilets Land, som vi ankommer til tidligt næste morgen.

Dag 2. Ankomst til Bangkok, Thailand. Aftensejlads på Chao Phraya-floden og velkomstmiddag
Vi ankommer til Bangkoks lufthavn om morgenen og kører direkte til vores hotel, Grand President, hvor vi tjekker ind. Her har vi hele dagen til at slappe af, og du kan vælge mellem hele tre pools for dine afkølende svømmeture eller tilbringe din tid i en liggestol på en af hotellets tre tagterrasser.

Om aftenen skal vi på en hyggelig flodsejlads på Chao Phraya-floden, hvor vi undervejs nyder en dejlig velkomstmiddag, imens vi passerer de smukt oplyste templer og paladser, der ligger langs med floden.

Dag 3. Bangkok. Paknam-fortet og Den Gamle By
I dag skal vi på udflugt til Paknam-fortet, der har en spændende historie med dansk islæt. Fortet ligger, hvor Chao Phraya-floden munder ud i Thailandbugten og blev bygget for at beskytte hovedstaden mod angreb fra vandvejen.

I juli 1893 opstod en kritisk diplomatisk situation mellem Siam (Thailands tidligere navn) og Frankrig. Frankrig, der dengang var en af de store europæiske kolonimagter, var interesseret i at udvide sit territorium i Østen. Der lå allerede et fransk krigsskib i havnen for at beskytte franskmænd i byen mod overlast – der var dog kun tre franskmænd ud over de franske diplomater. Situationen spidsede, da der ankom yderligere to franske krigsskibe under påskud af at skulle beskytte de få franskmænd i byen, og ved Paknam-fortet angreb siameserne de indtrængende skibe. Både fortet og mange af de siamesiske skibe var under kommando af danske officerer – den danske kommandør Richelieu var næstkommandør på fortet, og Vilhelm Guldberg havde kommandoen på det største af de siamesiske skibe, Makut Rajakumarn, krydseren som ØK’s grundlægger H.N. Andersen havde skaffet til den siamesiske flåde. Richelieu havde før det franske angreb sendt H.N. Andersen på en hemmelig mission til Danmark for at bede den danske konge om at hjælpe Siams regering og styrke det siamesiske militær. Kongen indvilligede i at hjælpe, dog med det forbehold, at det skulle holdes dybt hemmeligt, da forholdet til Frankrig var godt og skulle forblive sådan.

Selvom de franske krigsskibe blev angrebet, slap de forholdsvis uskadte forbi og sejlede videre ind mod Bangkok ad floden. Kommandør Richelieu var indstillet på at kæmpe videre, men den siamesiske udenrigsminister ville løse situationen fredeligt, og det lykkedes for de siamesiske diplomater at slå en handel af, der sikrede en selvstændig siamesisk stat.

Vi går en tur rundt om fortet og ser blandt andet de syv Armstrong-kanoner, der kun er blevet brugt to gange – dengang i 1893 mod de franske krigsskibe og i 1998 for at fejre 105-året for krisen. Vi slutter vores besøg på fortet med en god frokost på flådestationens egen restaurant.

Herefter skal vi opleve historiske bygninger i miniaturestørrelse, når vi besøger alle Thailands højdepunkter i Den Gamle By beliggende smukt i et stort grønt område. Med mere end 116 veludførte kopier af paladser, templer, klokketårne, altre, pavilloner, flydende markeder og Buddha-gengivelser får vi indblik i Thailands rige historie og kultur på en anderledes rundtur. Ud over miniaturerne udstilles her også antikviteter, tidlig kunst og gamle redskaber og jagtredskaber, der vidner om, hvordan landets ældre kulturer levede.

Efter en spændende og historierig dag er vi tilbage på vores hotel sidst på eftermiddagen, hvor resten af dagens timer er til fri disposition.

Dag 4. Bangkok – Hua Hin
Vi siger i dag farvel til betagende Bangkok og sætter kursen mod Hua Hin, hvor vi de næste 26 nætter skal bo på hotellet Marriott Courtyard, der ligger cirka 15 kilometer nord for Hua Hin. Alle værelser på hotellet har direkte havudsigt og en fin stor balkon. I den store frodige have ligger poolområdet lige ud til havet, og bag ved hotellet er der en mindre landsby med forretninger og små, hyggelige restauranter.

Hua Hin ved Thailandbugten var Thailands første glamourøse badeferiedestination. Byen kom i alle badeglade thailænderes søgelys, da Kong Rama VII i 1922 fik bygget et ekstravagant palads i denne daværende lille fiskerlandsby. Siden da har den thailandske kongefamilie jævnligt søgt til feriebyen med de skønne badestrande. Kongefamiliens palads blev navngivet Klai Klangwan – ”Fjernt fra alle bekymringer” – vi lader dette være vores mantra de næste mange dage, når vi gør som de kongelige og slapper af med sand mellem tæerne og lader bekymringerne falme i solskinnet.

Dag 5-6. Tid til egne oplevelser og afslapning
Mange af vores dage i Hua Hin er til fri disposition – husk endelig at rejselederen står til rådighed med forslag og idéer til udflugter og aktiviteter.
Hua Hin-områdets lange kyststrækning byder på virkelig mange dejlige strande, så det er bare med at få afprøvet alle de bedste. Her kan du dyrke forskellige vandsportsaktiviteter, eller hvad med en ridetur på heste nede ved strandkanten? Du har selvfølgelig også mulighed for bare at ligge og slappe af på en af de mange liggestole og nyde solens varme og lyden af bølgerne, der lokker med afkølende dyp.

Hvis du vil variere strandafslapningen lidt, er der i Hua Hin-området mere end 14 golfbaner, der byder på udfordrende huller i smukke omgivelser med bjerge i baggrunden, dybgrønne farvepaletter og blå, blå himmel – og til yderst rimelige priser!

Dag 7. Hua Hin. Besøg på lokalt marked, thailandsk madlavningskursus
I løbet af vores mange dage i Thailand bliver du godt bekendt med det thailandske køkken. I dag får du mulighed for selv at lære at lave nogle af de velsmagende thailandske retter på Hua Hins kokkeskole, så du, når du er tilbage i Danmark, kan genopleve den thailandske stemning og ferieminderne, hver gang du kreerer retterne i køkkenet.

Vi starter med at besøge det lokale marked, hvor vi udser os de mest friske og delikate ingredienser, som vi efterfølgende skal bruge, når chefkokken lærer fra sig og giver gode råd og tips til madlavningen. Bagefter nyder vi selvfølgelig den gode mad, vi selv har lavet.

Dag 8. Tid til egne oplevelser, mulighed for besøg i elefantlejr med elefantridetur
Dagen i dag kan du bruge helt, som du lyster, eller tage med på dagens Albatrosudflugt, hvor vi besøger en elefantlejr lidt uden for Hua Hin. Her oplever vi de store dyr tage deres morgenbad, og vi ser hvordan elefanterne bliver trænet til at arbejde i junglen, hvor den blandt andet rydder for træ, der hvor maskiner ikke kan komme til. En elefant kan “skubbe“ og løfte 700-1000 kg og den kan trække cirka 2 ton. I lejren har du mulighed for at købe bananer, som du selv kan fodre elefanterne med, og vi skal selvfølgelig også ud at ride en tur på de majestætiske dyr.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 9-11. Tid til egne eventyr og afslapning
I Hua Hin-området er der virkelig mange ting at tage sig til, hvis man vil have et afbræk fra afslapning på strandene eller daseri ved hotellets lækre pool.

Tag for eksempel hen til klippen, der kaldes for Abebjerget, som ligger på den sydlige ende af Hua Hins hovedstrand. For foden af den 250 meter høje klippe står en 20 meter høj buddha-statue af guld, og på toppen finder du et tempel og en helt fantastisk udsigt. Når du spejder ud over vandet, kan du se Singhto Islands, der også kaldes for Løveøen, da den ligner en hvilende løve. Vender du dig om har du udsigt over Hua Hin. Og pas på både hat og briller, for det er ikke for ingenting at klippen kaldes for Abebjerget – her lever nemlig aber, der ikke er for fine til at snuppe de rejsendes medbragte mad eller løse sager, hvis de kan komme til det.

Dag 12. Udflugt til den burmesiske grænse
Efter morgenmaden skal vi i dag på udflugt til den burmesiske grænse. Vi starter med at køre langs kysten og fortsætter derefter ind i landet mod Burma. Vi stopper ved grænsen og ser et lille marked, hvor du har mulighed for at købe burmesiske varer, og vi ser, hvordan både thailændere og burmesere krydser grænsen. Vores frokost nyder vi på tilbagevejen mod Hua Hin, hvor vi ankommer midt på eftermiddagen. Resten af dagen har du fri til egne eventyr.

Dag 13-16. Tid til egne oplevelser og afslapning 
Hvis du er til snorkling kan du tage til øen Koh Talu, der ligger to timers kørsel sydpå gennem et flot thailandsk landskab og 20 minutters sejlads ude i havet. Koh Talu er berømt for sit klare vand og flotte rev, hvor mange arter af farvestrålende fisk svømmer omkring. Tidligere var øen og revene stærkt beskadigede af dynamitfiskeri, men der er blevet gjort en stor indsats for at få restaureret revene, så de igen er et fantastisk syn set gennem dykkerbrillerne.

Om morgenen kan du tage til Hua Hins havn og se fiskerne bringe deres fangster ind, og du kan besøge grotter med buddhastatuer og templer, huler, kalkstensklipper og vandfald og meget meget mere – du får i hvert fald ikke svært ved at få tiden til at gå på din langtidsferie i Thailand.

Hver torsdag aften har du mulighed for at komme til halvanden times vinsmagning på Restaurant Mondo Vino, du kan udforske Hua Hins farverige aftenmarked og gøre en god handel eller du kan prøve at se en af de lokale, hæsblæsende thaiboksekampe.

Dag 17. Tid på egen hånd, mulighed for fisketur og efterfølgende middag
Du har i dag mulighed for at tage med ud at fiske ved Greenfield Valley fiskedam.
Vi kører tidligt på eftermiddagen ud til Greenfield Valley, hvis to fiskedamme ligger idyllisk og roligt i grønne omgivelser. Her er der mere end 25 fiskearter, du kan kaste snøren ud efter, og måske du kan være den heldige, der får stedets største eksemplar på over 150 kilo på krogen. Du kan blandt andet fiske efter den kæmpestore rødhalede malle, barramundi, siamesisk karpe eller en af verdens største ferskvandsfisk; arapaimaen. Med i prisen følger alt det nødvendige udstyr, endda en fiskestol, hvis du skulle få brug for at hvile benene lidt.

Efter vores fisketur nyder vi en god middag, der hovedsageligt består af fisk.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 18. Vingårdsbesøg med vinsmagning
Vi skal i dag på vingårdsbesøg lidt uden for Hua Hin. Vi bliver vist rundt på vingården og får indblik i de forskellige processer af vinlavning. Vinkendere vil vide, at det er en udfordring at dyrke vin i et tropisk klima, men vingården her præsterer at producere gode vine, der nydes både i Thailand og i udlandet. Vi får selvfølgelig mulighed for selv at smage på vinen, og vi spiser frokost på vingårdens hyggelige restaurant. Resten af dagen har du fri til egne eventyr.

Dag 19. Tid på egen hånd, mulighed for togtur ned langs kysten til Prachuap Khiri Khan
Dagen kan bruges til afslapning eller du kan stige med om bord på det lokale tog, når vi fra Hua Hins charmerende togstation kører ned langs den smukke kyst til byen Prachuab Khiri Khan, der har udsigt over en lille pittoresk havn, som er omkranset af kugleformede bjerge. Vi skal på byrundtur og opleve den afslappede by, der ser færre turister end Hua Hin. Vi spiser frokost i byen.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 20-24. Tid til egne eventyr og afslapning
Stranden kalder, men hvis du en af dagene ikke føler dig i hopla til sand, strand og vand, kan du eksempelvis tage på udflugt til Khao Sam Roi Yot Nationalparken, der er en nationalpark fyldt med grotter, bjerge og kløfter – på dansk betyder det poetiske thailandske navn ”Bjerget med de 300 tinder”.

I parken er der udmærkede vandrestier, og du støder højst sandsynligt på en ornitolog eller to, da de ofte tager herud for at kigge på fuglelivet. Du kan også være heldig at se aber eller hjorte, og ud for kysten bryder delfinerne ofte vandspejlet. Før i tiden blev der drevet rejefarme i nationalparkens marskområder.

Du kan også besøge Thailands største nationalpark Kaeng Krachan, der ligger tæt ved grænsen til Burma cirka halvanden times kørsel fra Hua Hin. Her har du mulighed for at se flere forskellige dyr i deres naturlige omgivelser i de junglebeklædte bjerge og dale, eksempelvis langurer, bøfler, vilde elefanter,gibbonaber, varaner, slanger, makakaber, og hvis du er rigtig heldig, måske endda en leopard. Her findes også det berømte udsigtspunkt Panoenthung, hvorfra man har udsigt til et imponerende hav af tåge, med Tenasserim-bjergkæden i baggrunden. Her findes også et kæmpe vand-reservoir, vandfald og spændende vandreruter.

Dag 25-26. Tid på egen hånd, mulighed for 2-dages udflugt til floden Kwai
Har du købt udflugtspakken, skal du de næste dage med på en spændende udflugt til floden Kwai (udflugten strækker sig over to dage).

Vi kører fra hotellet til byen Kanchanaburi ikke langt fra Burmas grænse. I Kanchanaburi ligger to krigskirkegårde med 6.982 gravsteder for allierede krigsfanger; mange af dem døde under opførelsen af ”Dødens Jernbane” og broen over floden Kwai. Den berømte bro blev udødeliggjort i Pierre Boulles roman ”Broen over floden Kwai” og den senere filmatisering. Den oprindelige bro blev dog bombet af de allierede i 1945 og stod ikke samme sted som den nuværende. Den nuværende bro står derfor som et mindesmærke for de grusomheder, der fandt sted her, og det er denne bro vi i dag kører over med lokalt tog. Vores mål er byen Tam Krasae, hvor vi spiser frokost med udsigt over floden.

Herefter kører vi til vores hotel, River Kwai Village Hotel, der ligger lige ned til floden omkranset af frodig jungle. I disse dejlige omgivelser spiser vi sammen middag.

Efter en god nats søvn og morgenmad fortsætter vores tur tilbage til broen, som vi nu får mulighed for at gå over. Der er plads ude til siderne, hvor vi kan stille os, hvis der skulle komme et tog, mens vi står og fornemmer de frygtelige ofre, bygningen af den oprindelige bro krævede. Herpå tager vi med langbåd ned til JEATH-museet (står for de nationer, der var involveret i at bygge Dødens Jernbane: Japan, England, Australien, Amerika, Thailand og Holland). Museet er en rekonstruktion af de bambushytter, krigsfangerne boede i, og gennem redskaber, tegninger, skriftlige beretninger og andre genstande, som overlevende krigsfanger har skænket museet, får vi et indblik i den kummerlige tilværelse krigsfangerne havde her.

Vi sætter herpå kursen tilbage mod Hua Hin, og frokosten nydes på hjemvejen. Herefter er resten af dagen til egne oplevelser.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).

Dag 27-29. Tid til egne eventyr og afslapning
Nyd de sidste dage, og husk, at om ikke så lang tid vil du være tilbage i det danske klima, på både godt og ondt, så udnyt endelig, at du kan koble fuldstændig af med en kølig drink ved din side imens den lette brise suser i palmerne og termometeret siger sommer. 

Dag 30. Tid på egen hånd og hjemrejse om aftenen
Efter at have opsuget den sidste sol og dyppet tæerne en sidste gang sætter vi kursen mod Danmark med aftenflyet hjem.

Dag 31. Ankomst til København
Vi ankommer til København tidligt om morgenen efter en aldeles vidunderlig langtidsferie. 

fakta om thailand

Hovedstad: Bangkok
Indbyggere: 66,5 mio.
Sprog: thai
Religion: buddhisme
Valuta: baht
Klima:
tropisk, regnfuldt og varmt monsunvejr (maj-september), tørt og køligt monsunvejr (november-marts). På den sydlige landtange er det varmt og fugtigt året rundt

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00