Dagsprogram
Dag 1. København – Athen, Grækenland. Check-in på hotel, velkomstmiddag
Vi flyver direkte med SAS fra København til Athen, hvor vi ankommer først på eftermiddagen. Her kører vi direkte til vores dejlige 4-stjernede hotel i det antikke Athen, med Akropolis og det hyggelige, historiske Pláka-kvarter som nærmeste naboer. Området her byder på smalle, snoede gader, caféer med græske specialiteter, små museer og igangværende arkæologiske udgravninger.
Brug resten af eftermiddagen i dit eget tempo – tag eventuelt en lille gåtur i området, og om aftenen mødes vi igen for at nyde en velkomstmiddag og for alvor tage hul på vores græske eventyr.
Dag 2. Athen. Byrundtur inkl. Akropolis, afsejling – Palaia Epidauros
Afsejling fra Athen kl. 16.00
Ankomst til Palaia Epidauros kl. 19.00
Efter morgenmad på hotellet tager vi på byrundtur i millionbyen Athen – den europæiske civilisations vugge. Her har moderne demokrati og naturvidenskab sin oprindelse, og byen var allerede i antikken et attraktivt turistmål. I dag er det fortsat oldtidens monumenter, der er genstand for interesse. Athens indbyggertal er vokset kraftigt i de seneste årtier med nybyggeri samt trafik- og forureningsproblemer til følge, men historisk er Athen fuldt på højde med Rom og Jerusalem, og bag betonen har byen sin charme.
Husenes og lejlighedernes balkoner prydes af geranier, og byens gader og pladser er tilplantede med appelsintræer. Højrøstede gadesælgere og farvestrålende markeder minder om Østens basarer, mens de lidt forfaldne neoklassicistiske palæer leder tankerne hen på den svundne tid, hvor Athen var kendt som ”Middelhavets perle”.
Højt over byens hektiske liv på Akropolisklippen står de smukke hvide marmortempler og vidner om dengang, Athen viste verden vejen til demokratiet. Ud over at rumme fascinerende gudefortællinger med Zeus og Pallas Athene i hovedrollerne var det her, at store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres gang.
På byrundturen lægger vi vejen forbi selve Akropolisklippen, og det sidste stykke op til det UNESCO-fredede Akropolis skal tages til fods. Vær derfor opmærksom på, at udflugten ikke egner sig for gangbesværede.
Efter således at have gået i Sokrates’ og Platons fodspor er vi klar til at tage hul på vores enestående krydstogt rundt om Peloponnes. Vi kører til Athen-havnen Zea Marina, som primært benyttes af de mest eksklusive lystyachter og krydstogtskibe. Her venter vores skib Harmony G på os, og efter vi har tjekket ind og er kommet på plads i kahytterne, stikker vi til søs. Kursen går tværs over bugten Saronikos Kolpos, og først på aftenen er vi fremme ved Peloponnes-halvøen, hvor vi har vores første landgang i Palaia Epidauros, porten til det antikke Epidauros. Vi nyder den første aften om bord over en dejlig middag, og mon ikke vejret er med os, så vi kan runde dagen af med et kig til en klar græsk stjernehimmel?
Dag 3. Palaia Epidauros. Mulighed for udflugt til antikkens Epidauros – Nafplio
Afsejling fra Palaia Epidauros kl.13.00
Ankomst til Nafplio kl. 21.00
Har du købt Albatros-udflugtspakken, tager vi efter morgenmaden på udflugt til antikkens Epidauros, der ifølge mytologien var lægeguden Asklepios’ fødested. Asklepios var søn af Apollon og gud for musik og digtning, lægekunst, spådomskunst og bueskydning – og dermed en af de mest sammensatte skikkelser i det store græske gudegalleri. I billedfremstillinger ses Asklepios ofte med en stav med en slange snoet omkring – den såkaldte æskulapstav, der siden er blevet brugt som symbol for lægekunst og farmaci.

Epidauros var i det gamle Grækenland hjemsted for det mest kendte og velrenommerede kursted, og ruinerne af det gamle tempel- og hospitalsområde er i dag på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Syge grækere valfartede hertil og gennemgik behandlinger. Den første nat sov patienterne i en stor sovesal, og i drømme åbenbarede guderne for dem, hvilken behandlingsform der skulle til for at kurere deres sygdomme og skavanker.
Indskrifter på stedet beretter om mirakuløse helbredelser, og patienterne medbragte generøse offergaver til Asklepios og førte dermed velstand til Epidauros. En del af offergaverne blev blandt andet kanaliseret over i byggeriet af et stort amfiteater (cirka 300 f.Kr.), der står intakt den dag i dag, og som er kendt for sin smukke symmetri og sublime akkustik. I sin oprindelige form var der 34 rækker med tilskuerpladser, men under romerne blev det udvidet med yderligere 21 rækker, og dermed fik det en kapacitet på 15.000 tilskuere.
Vi ser teateret og ruinerne af det gamle kurstedsområde med hospital og templer. Herpå kører vi tilbage til skibet og sætter kursen videre mod Nafplio, der ligger billedsmukt i det grønne kystlandskab i bunden af Den Argoliske Bugt. Over byen troner Palamidi-fortet, som blev bygget af venetianerne i 1714 under deres besættelse af området, og ved indsejlingen til Nafplio finder man fæstningsøen Bourtzi, som blev brugt til at vogte over den smalle navigerbare passage ind til byen. Ifølge mytologien blev byen grundlagt af Nauplios, søn af Poseidon, og i 625 f.Kr. blev Nafplio underlagt bystaten Argos; siden var byen både under byzantinsk, venetiansk og osmannisk flag, inden den i 1825 blev befriet under den græske uafhængighedskrig. I 1828-34 var Nafplio det moderne Grækenlands første hovedstad.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 4. Nafplio. Mulighed for udflugt til Mykene – Monemvasia
Afsejling fra Nafplio kl. 13.00
Ankomst til Monemvasia kl. 19.00, afsejling fra Monemvasia kl. 24.00
Udflugtspakken byder i dag på en udflugt til det arkæologiske fundsted Mykene – en af antikkens store civilisationer. Inden vi i bus begiver os gennem de smukke landskaber, nyder vi en gåtur gennem Nafplios stemningsfulde gader.
Mykene var i de græske fortællinger hjemby for sagnkongen Agamemnon, der som grækernes leder i felttoget mod Troja var en af hovedpersonerne i Iliaden. Også andre af Iliadens helte, blandt andre Odysseus, har boet i Mykene. Byen havde sin storhedstid i 1600-1100 f.Kr., den såkaldte mykenske periode, og en række fund af gamle fyrstegrave i området har bidraget til vores viden om den rige og blomstrende kultur. De første græske udgravninger fandt sted allerede i 1840, men stedet blev først berømt, da den tyske arkæolog Heinrich Schliemann i 1876 fandt fyrstegravene.
I Mykene ser vi blandt andet den berømte Løveport, der var indgangsporten til Mykenes borganlæg, og Agamemnons grav, som er et af de flotteste eksempler på de berømte mykenske kuppelgrave. Selvom senere forskning har vist, at det ikke er Agamemnons grav, har navnet hængt ved. Vi besøger også Mykene Arkæologisk Museum, hvor mere end 2.000 udstillede genstande fra Mykene og omegn, blandt andet smykker og keramik, giver et fascinerende indblik i den mykenske kultur.
Tilbage i Nafplio letter vi igen anker og sætter kursen videre mod middelalderborgbyen Monemvasia, der ligger på en lille halvø, klinet op ad klippesiden på et 300 meter stejlt forbjerg. Vi nyder aftenstemningen i den lille pittoreske klippeborgby, som kan inddeles i tre forskellige lag: På toppen af klippen ligger ruinerne af en byzantinsk borg fra 500-tallet og den velbevarede ottekantede kirke Agia Sofia fra 1200-tallet. Den mellemste del af byen består af selve beboelsesområdet med tæt sammenbyggede huse i venetiansk stil samt flere byzantinske kirker. Og endelig den nederste del, der består af ruinerne af bymuren med tårne, bastioner og byens eneste adgangsport.
Vi har hele aftenen i den maleriske middelalderby og glider herefter på ny ud i Middelhavet.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 5. Gythion. Mulighed for udflugt til drypstenshulerne i Diros
Ankomst til Gythion kl. 07.00
Afsejling fra Gythion kl. 23.00
Vi er nu fremme ved sydspidsen af Peloponnes. Tidligt om morgenen ankommer vi til Gythion i Lakonia-bugten og har hele dagen i den levende og charmerende lille by. Den hyggelige havnepromenade, små farverige fiskerbåde og de smalle gader med smukke pastelfarvede huse bidrager altsammen til den unikke græske stemning. Som bagtæppe til byen ligger det 2.407 meter høje Profotis Ilias, Peloponnes’ højeste bjerg, som helt frem til maj måned plejer at stå med snedækkede tinder. Som et ekstra plus er byen omgivet af kilometervis af skønne strande.
Ifølge mytologien blev Gythion grundlagt af Zeus’ søn, Herakles, og Apollon, og i Iliaden kan man læse, at den trojanske prins Paris og den skønne Helena tilbragte deres første nat sammen her.
Vi spiser morgenmad i ro og mag på skibet, og herefter er dagens Albatrostilbud for alle med udflugtspakken en spændende udflugt over den frodige Mani-halvø til en af Grækenlands største naturattraktioner: de spektakulære drypstenshuler i Diros.
Baseret på en række arkæologiske fund i hulerne fra den ældre og yngre stenalder mener forskerne, at disse huler har været et af de tidligst beboede steder i Grækenland. Blandt fundene er et antal skeletter af mennesker, man kan se, ikke er blevet begravet. Man formoder, der er sket et alvorligt jordskælv i området i slutningen, som blokerede indgangen til hulen, og huleboerne er dermed døde af sult. Først 4.500 år senere, i 1960’erne, opdagede man indgangen til hulen igen – der i mellemtiden er blevet fyldt med vand, så i små fiskerbåde sejler vi på opdagelse i hulernes magiske univers af stalaktitter og stalagmitter.
Tilbage på landjorden kører vi til byen Areopoli, hvor vi tager en gåtur gennem byens hyggelige brolagte gader med rustikke stenhuse.
Hen ad eftermiddagen er vi tilbage i Gythion, hvor resten af dagen kan nydes i dit helt eget tempo.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 6. Pylos. Mulighed for besøg i Nestors Palads og arkæologisk museum
Ankomst til Pylos kl. 08.00
Afsejling fra Pylos kl. 24.00
Vi lægger i dag til i byen Pylos i Navarinobugten i det sydvestlige hjørne af Peloponnes. Her har adskillige berømte søslag fundet sted; det mest berømte af dem i 1827, hvor Venedig og en række andre bystater slog osmannerne. Osmannernes nederlag førte til Grækenlands selvstændighed i 1829, og mange betragter det derfor som et af verdenshistoriens vigtigste søslag.
Dagens Albatrostilbud med udflugtspakken er en byrundtur i Pylos med besøg ved ruinerne af det forhistoriske kongepalads Nestors Palads, der ligger på en høj over byen. Paladset blev bygget cirka 1300 f.Kr. som base for sagnkongen Nestor, kendt fra både Odysseen og Illiaden. Sammen med to af sine sønner kæmpede han på græsk side under den trojanske krig. Nestor var først og fremmest kendt for sin kyndige rådgivning af de yngre krigere og for sit forsøg på at mægle mellem Agamemnon og Achilleus. Han nød derfor stor agtelse i den græske lejr og har siden lagt navn til udtrykket ”forsamlingens nestor” om den ældste – og underforstået klogeste – i en forsamling.
Nestors Palads blev opdaget i 1939 af den amerikanske arkæolog Carl Blegen og er det mest velbevarede mykenske palads, man har fundet. Vi ser resterne af paladset, blandt andet de gamle kongelige lejligheder og et smukt udskåret badekar, som man mener, at selveste kong Nestor tog bad i. Paladset var oprindeligt i to etager og rigt udsmykket med smukke fresker.
Man har fundet mere end 3.000 genstande i paladsområdet, blandt andet udskårne statuer, keramik og våben, som vi ser et udpluk af, når vi bagefter lægger vejen forbi det arkæologiske museum i nabobyen Hora. Efter dagens historiespækkede udflugt kører vi tilbage til skibet, og resten af dagen og aftenen har vi her i Pylos.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 7. Katakolon – Patras – Itea. Mulighed for udflugt til Olympia, OL’s vugge
Ankomst til Katakolon kl. 06.00, afsejling 08.00
Ankomst til Patras kl. 15.00, afsejling kl. 16.00
Ankomst til Itea kl. 20.30
Vi befinder os nu i Det Ioniske Hav og lægger til i havnebyen Katakolon på den vestlige side af Peloponnes. Langs byens gamle havnepromenade ligger de græske taverner side om side, og en gåtur gennem byen byder på masser af Grækenlands-stemning.
Vi ankommer tidligt om morgenen, og har du købt udflugtspakken, går vi fra borde efter morgenmaden for at tage på busudflugt til Olympia, De Olympiske Leges vugge, som er på UNESCO’s verdensarvsliste. Alt imens sejler skibet videre til Patras, hvor vi møder skibet igen efter endt udflugt. Har du ikke købt udflugtspakken, sejler du således med fra Katakolon til Patras.
Fremme ved Olympia går vi sammen på opdagelse i området, hvor antikkens Olympiske Lege fandt sted. Her på det gamle stadion kæmpede idrætsfolk under folkets jubel i discipliner som brydning, diskoskast, længdespring og spydkast. I tempelområdet falbød sælgere deres varer, mens sejrherrerne ofrede sejrskransen til guden Zeus, legenes beskytter. Arkæologiske fund viser, at der helt tilbage i Den Mykenske Periode (17.-12. århundrede f.Kr.), blev afholdt en eller andet form for atletiske konkurrencer i området, men de første Olympiske Lege menes at have fundet sted i 776 f.Kr. Derefter blev de afholdt hvert fjerde år – præcis som vore dages OL.
De Olympiske Lege blev oprindeligt afholdt til ære for Zeus og hans hustru Hera, og Olympias Zeustempel var det største og fornemmeste på datidens Peloponnes. Den ene søjle, der står tilbage af templet, giver en idé om templets gigantiske størrelse. Legene var så vigtige for de gamle grækere, at mens sportskonkurrencerne stod på, var der fred mellem rivaliserende bystater.
I det 3. århundrede e.Kr. blev det gamle græske sportsområde ødelagt af brande, jordskælv og invaderende tropper fra nord, og efterfølgende blev hele området dækket af mudder under massive oversvømmelser fra Alfios-floden.
I 1875 påbegyndte man udgravninger i området, primært finansieret af Tyskland, og gjorde en lang række fantastiske fund fra antikken. En stor del af de fundne genstande kan man se på det arkæologiske museum i Olympia, der har verdens største samling af våben, vaser, keramik, fresker og statuer. På museet går vi på opdagelse i den fascinerende antikke græske verden, og blandt andet kan man her se den bronzehjelm, som general Miltiades bar under det famøse slag mod perserne ved Marathon i 490 f.Kr.
Herpå venter der os en frokost i Olympia by, og vi er nu klar til flere olympiske indtryk, når vi besøger Museet for Antikkens Olympiske Lege, hvor vi følger OL’s historie – helt fra den spæde start og til den romerske kejser Theodosius i 394 e.Kr. fik sat en stopper for den græske sportskonkurrence, som han betragtede som hedensk.
Efter museumsbesøget er der lidt tid på egen hånd, inden vi kører til Patras, hvor skibet venter på os. Vi sætter nu kursen videre ind i Den Korinthiske Bugt og lægger om aftenen til i Itea, porten til Delfi, på den modsatte side af Peloponnes-halvøen.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 8. Itea. Mulighed for udflugt til Delfi – gennem Korinthkanalen – Athen
Afsejling fra Itea kl. 13.00
Ankomst til Athen kl. 21.30
Dagens udflugtstilbud med udflugtspakken går gennem storslåede bjerglandskaber til det antikke tempelområde Delfi, hovedtemplet for tilbedelsen af Apollon. Det UNESCO-fredede Delfi blev af de gamle grækere betragtet som verdens navle. Ifølge mytologien slap Zeus to ørne løs i hver sin ende af verden. Ørnene krydsede hinanden lige over for Delfi, og stedet blev derefter regnet for at være verdens midtpunkt.
Det var oraklets præstinde, kaldet Pythia, der udsagde spådommene, men det er usikkert, hvordan seancen helt præcist blev udført. Man mener, at Pythia måske indåndede dampe, der steg op fra en gryde eller gasser fra undergrunden, som ændrede hendes bevidsthedstilstand, så hun begyndte at tale i vildelse. Oraklets svar blev herefter fortolket af stedets præster. Som tak for hjælpen og gode råd gav de tilrejsende offergaver til Apollon og gjorde området meget velhavende.
Efter vores besøg ved Delfi kører vi tilbage til skibet og skal nu i gang med sidste etape rundt om Peloponnes, når vi sejler igennem den 6,3 kilometer lange Korinthkanalen, der forbinder Korinthbugten med Det Ægæiske Hav. Eftersom kanalen gennemskærer den smalle Korinthtange, ligger Peloponnes reelt adskilt fra fastlandet, så det store spørgsmål er, om Peloponnes i dag er mere en ø end en halvø?
Korinthkanalen stod færdig i 1893, og dermed kunne skibene spare den 400 kilometer lange rejse rundt om Peloponnes. Kanalen er dog kun 21 meter bred, så de fleste moderne skibe kan i sagens natur ikke sejle gennem kanalen. Cirka 11.000 skibe passerer gennem kanalen hvert år.
Vi er fremme i Athen om aftenen og nyder vores sidste middag og nat om bord på skibet, mens vi ligger ved kaj i Zea Marina.
(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under prisinformation).
Dag 9. Athen og hjemrejse
Efter morgenmad i ro og mag siger vi farvel til vores skib og skibspersonale og kører til Athen Lufthavn, hvor SAS-flyet hjem mod København venter.