Albatros Travel

Miami, Everglades og Dansk Vestindien 

Luksuskrydstogt fra Miami til Den Dominikanske Republik,
Dansk Vestindien, Tortola og Bahama-øen Great Stirrup Cay
– med dansk rejseleder, 11 dage

En rejse der rummer kultur, natur og strand, eksklusive omgivelser og fantastiske kulinariske oplevelser.

Vi flyver til Florida, hvor vi efter en overnatning i Miami starter vores krydstogt med skibet Norwegian Pearl. På denne rejse sejler vi i det østlige Caribien, hvor vi har landgang i Den Dominikanske Republik, nærmere betegnet på halvøen Samana. Vi fortsætter til St. Thomas, som er en af de gamle danske kolonier. Her besøger vi hovedstaden Charlotte Amalie og oplever her de historiske levn fra den danske tid. Vores rejse tager os herefter til det eksotiske Tortola, som er en del af De Britiske Jomfruøer. Inden vi atter vender tilbage til Miami, besøger vi badeøen Great Stirrup Cay på Bahamas.

Vi rejser til destinationer i Caribien, som har en interessant historie og en vidunderlig natur som taget ud af en bountyreklame. Klimaet i Caribien er uden sidestykke, og vil man opleve sol og sommer, er dette det helt rigtige rejsemål. Samtidig går Albatros Travels rejser til Caribien på den tid af året, hvor det ikke er for varmt. Temperaturen ligger typisk på 25-35 grader, og skulle der komme et enkelt regnskyl, varer det sjældent mere end et kvarters tid.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

I Caribien har man altså mulighed for både at bade og dase på stranden og for at opleve kultur og frodig natur. Det er helt op til den enkelte, hvilket fokus man ønsker at lægge på sin ferie.

Denne Albatros-krydstogtrejse er arrangeret som en grupperejse med dansk rejseleder og kan sammenlignes med en eksklusiv hotelrundrejse. Her bringer hotellet imidlertid den rejsende til seværdighederne, og transporttiden anvendes til afslapning, underholdning, sport og hyggeligt skibsliv. Selve krydstogtet er en betydelig del af rejsen, hvor man kan nyde godt af den femstjernede service om bord.

dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København
Afrejse fra København med ankomst i Miami samme aften. Vi bliver hentet og kørt med bus til vores hotel.

Dag 2. Miami og afrejse
Afsejling kl. 16.00
Om formiddagen bliver vi hentet i bus og kører på byrundtur i Miami, hvor vi ser de smukke Art Deco-bygninger, strandpromenaden Ocean Drive, hvor turister hygger sig med spadsereture, på caféer og restauranter. Vi nyder atmosfæren i Floridas største by og slutter turen med at blive kørt til Miamis havn, hvor vores skib Norwegian Pearl ligger ved kaj. Sidst på eftermiddagen kan vi nyde udsejlingen fra Miami, og vi stævner ud på Det Caribiske Hav.

Dag 3. På søen
En dag på havet er den helt rigtige måde at påbegynde et krydstogt. Man kan nyde den skønne afslappende rytme om bord. Nogle slapper af ved poolen, snupper en tur i motionscenteret eller udnytter de talrige aktivitetsmuligheder om bord, mens andre nyder udsigten, læser eller deltager i de talrige underholdningsprogrammer. De fleste vil også finde glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter og bagefter nyde den internationale kabaret og måske slutte af i en natklub.

Senere på turen, når de mange landgange begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets utrolige faciliteter.

Dag 4. Samana, Den Dominikanske Republik
Ankomst kl. 10.00, afgang kl. 18.00
Vi lægger til tidligt om morgenen i provinshovedstaden Santa Bárbara de Samaná. Fra byen er der udsigt over landets største bugt, Bahia de Samana.

Samana er et populært sted at tage på hvalsafari. Fra januar til og med marts er der chance for at se pukkelhvaler. De kommer hertil fra Nordatlanten i tusindtal for at opfostre unger og for at parre sig.

Øen er palmeklædt, og ved de hvide sandstande er vandet turkist og krystalklart. Her kom bountyjægere for at lede efter paradis - og de fandt det. Der bliver lejlighed til at nyde en afslappende dag på stranden - et must i Caribien. Er man ikke til at ligge ved stranden, kan man nyde det spændende fugleliv, der er rigt på papegøjer.

Dag 5. St. Thomas
Ankomst kl. 9.00, afgang kl. 18.00
Om morgenen ser vi indsejlingen til St. Thomas, en af de tre Jomfuøer i Caribien, der har været dansk koloni fra det 17. århundrede frem til 1917, hvor øerne blev solgt til USA. Der vil denne dag blive arrangeret en halvdagsudflugt i og omkring hovedstaden Charlotte Amalie.

Turen indeholder de historiske seværdigheder i hovedstaden Charlotte Amalie. Byen hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian d. V's dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på St. Thomas, men han døde nogle få måneder senere. Der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog St. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni.

Vi kører først en tur i safaribusser og danner os et indtryk af den gamle koloni, inden vi kører til hovedstaden Charlotte Amalie.

Byrundturen til fods starter ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er bygningen omdannet til museum. Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874 som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. Nu er den senatsbygning og rummer øernes senat. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917; denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger "Emancipation Garden" (Frihedsparken) med statuen af Christian IX og bag denne det gamle Grand Hotel fra 1840.

Byen er anlagt på fire mindre højdedrag, og op ad højene slynger sidegaderne sig. Mange af disse gader er trappegader, og den mest kendte er "The 99 Steps", som dog har vist sig at have 103 trin, bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland.

Gadeskiltene viser stadig de gamle danske gadenavne: Kongens Gade, Dronningens Gade, Kronprinsens Gade, Crystal Gade, Vestergade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade, Sneglegade, Tvær Gade, Spaniol Stræde, Guttes Gade, Trompetergade, Raadets Gade osv.

Vi spadserer ad hovedgaden, Dronningens Gade, der løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som i dag hedder "Main Street", finder vi de gamle danske handels- og varehuse, bl.a. apoteker A. H. Riises, som nu er indrettet til forretning. De fleste er kun på én etage og opdelt i store tøndehvælvede rum. Der findes ikke rigtig gamle bygninger i Charlotte Amalie, for byen brændte flere gange i løbet af 1800-tallet.

I den østlige ende af Dronningens Gade ligger "Market Square" (Markedspladsen).

Oprindelig hed den "Casimir Square" opkaldt efter Casimir von Scholten, Peter von Scholtens far, som var kommandant i byen. Her ligger også den tidligere bygning for den danske nationalbanks caribiske afdeling.

Der findes mange forskellige kirker i Charlotte Amalie, for øerne havde religionsfrihed: en katolsk, reformeret, anglikansk samt lutheransk kirke foruden en jødisk synagoge, der naturligvis ligger i Crystalgade ligesom i København. Den er fra 1833 og er dermed den næstældste synagoge på den vestlige halvkugle. Brødremenigheden, der i 1730'erne startede deres virksomhed blandt negerslaverne, har deres egen kirke, som blev opført i anledning af 150-års jubilæet for missionens virke.

Alle disse kirker er vidnesbyrd om den religiøse tolerance, der herskede imellem de forskellige nationaliteter på øerne: hollændere, tyskere, irere, englændere, skotter, franskmænd, spaniere, danskere og nordmænd. Den dansk-norske gruppe var altid i mindretal, og den allerstørste befolkningsgruppe var de sorte, som arbejdede på markerne og ved havnen.

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie.

Dag 6. Tortola, De Britiske Jomfruøer
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 15.00
Tortola er beliggende tæt på St. Thomas, St. Croix og St. John og er hovedøen i De Britiske Jomfruøer. Navnet kommer af Turtle Dove (turteldue), der kommer af øens form og skønhed.

Øen har et indbyggertal på blot 9000 og et areal på 59 km2. I 1666 overtog britiske kolonister øgruppen fra de hollandske nybyggere, og den fik senere status som britisk koloni. I dag er den stadig underlagt britisk kontrol.
Tortola er et paradis for sejlere og har med succes undgået masseturismen, men hemmeligheden er sluppet ud, og et stigende antal eskapister søger nu tilflugt og nyder øgruppens paradisiske natur med grønne bjergtoppe, der stikker op af havet, og de små bugter ved kystlinjen med hvide sandstrande.
Man kan tage en lille rundtur på øen og se nogle af de pragtfulde naturscenerier fra øens udsigtspunkter, inden man holder et par timers pause ved en dejlig strand, som de andre krydstogtturister måske ikke har opdaget. Her er der fine muligheder for at snorkle på lavt og roligt vand og få et glimt af den fantastiske undersøiske verden med farvestrålende koraller og eksotiske fisk.

Dag 7. På havet mod Bahamas
Skuden vendes, og turen går mod Miami, om end den langt fra er slut. Vi kan igen nyde krydstogtets dybere mening uforstyrret i et døgn. Glæde os over middagene i den italienske, franske eller japanske sushirestaurant, gå en tur i teateret eller på diskotek. Måske skal der trænes lidt golfslag på dækket eller powershoppes i den taxfrie butiksarkade.

Dag 8. Great Stirrup Cay, Bahamas
Ankomst kl. 10.00, afgang kl. 18.00
Great Stirrup er beliggende i den nordvestlige del af Bahamas. Øen er ubeboet med hvide strande og palmer, beboet af firben og havfugle og i bugten masser af neonfarvede fisk, skildpadder og koraller. Vi bliver sejlet ind til øen i mindre både, og dagen kan bruges til at "udforske" øen, snorkle i det klare vand eller solbade. Frokost bliver serveret på land i løbet af dagen.

Øen blev besøgt af de oprindelige caribiske arawak-folkeslag, inden spanierne kom her i 1400-tallet. Men på grund af den sparsomme ferskvandsforsyning har den aldrig været permanent beboet. Norwegian Cruise Line leasede øen i 1977 for at sikre deres gæster en caribisk strandoplevelse.

Dag 9. Miami og The Everglades
Ankomst kl. 8.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Miami. Selve udtjekningen foregår forholdsvist afslappet, og efter landgangen  sætter vi kursen mod den skønne natur i The Everglades, det største subtropiske vildnis i USA. Det varierede dyreliv byder på sjældne og farvestrålende fugle og på krokodiller og alligatorer, der her, som det eneste sted på jorden, lever side om side.

Gennem årene er søen Okeechobee blevet inddæmmet for at skabe god landbrugsjord og dårligere levebetingelser for myg. Herved er en del af økosystemet blevet frarøvet sin naturlige vandforsyning. I dag dyrker man sukkerrør og grøntsager på jorden i de tidligere vådområder men der er stort politisk fokus på at genoprette økosystemet som det var. Det betyder, at der er håb for The Everglades, og man kan i dag besøge det enorme område, som er bevaret som vådområde og få et glimt af et af verdens mest unikke økosystemer.

The Everglades er en oplevelse for alle. Amerikanerne er gode til at præsentere deres nationalparker.

Store dele af området er et fuldstændig utilgængeligt morads af vådeområder og sumpe, men en lille god vej går tværs igennem med små afstikkere til veletablerede og afmærkede trails, hvor man kan stige ud af bussen og gå rundt med en smule agtpågivenhed.

Der vil antageligt være en alligator i ny og næ og masser af spændende fugle og en fantastisk flora.
Efter vores udflugt kører vi til vores hotel, hvor vi tilbringer natten.

Dag 10. Miami - Hjemrejse
Vi bliver hentet på vores hotel og begiver vi os mod lufthavnen, hvor flyet tilbage mod Danmark venter.

Dag 11. Ankomst til København
Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder om det eksotiske Caribien.

Rejsemål
USA
USA
Caribien

Fakta om Caribien

Areal: 239.000 km2
Antal lande: 24
Indbyggere: 38 mio.
Største by: Havanna, Cuba, 2,3 mio.
Højeste punkt: Pico Duarte, Den Dominikanske Republik, 3175 meter
Laveste punkt: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 46 m under havet
Største sø: Lago Enriquillo, Den Dominikanske Republik, 265 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00