Albatros Travel

Middelhavet rundt 

Skønt krydstogt fra Barcelona til det græske øhav
– med dansk rejseleder, 14 dage

Barcelona – Toulon – Livorno – Rom (Civitavecchia) – Napoli – Venedig – Dubrovnik – Korfu – Barcelona

På disse 14 dage i Middelhavets solrige farvande skal vi opleve det bedste fra de europæiske kyster. Det gode skib Brilliance of the Seas vil sejle os gennem Middelhavet fra Barcelona i vest til Korfu i øst, med al tænkelig komfort undervejs.

Vores krydstogt begynder i Barcelona med en byrundtur i denne dynamiske og kunstneriske metropol. Herfra sejler vi op langs den spanske og franske Middelhavskyst med et stop i Toulon tæt på den franske riviera. Her er der mulighed for at tage en udflugt til havnebyen over alle franske havnebyer, Marseille.

Skibet fortsætter til Livorno på den toscanske kyst. En udflugt til Firenze med dens rige kunstskatte og smukke paladser er en oplagt mulighed.

Herefter sejler vi videre ned langs den italienske støvle til Roms havneby, Civitavecchia. Vi har en hel dag til Roms charmerende menneskemylder og uforlignelige antikke templer og amfiteatre, inden vi sejler videre til Napoli. I romertidens Napoli havde rige romere pragtvillaer ud til kysten, og det napolitanske nationalmuseum er fyldt med arkæologiske skatte. Ikke langt derfra ligger Pompeji, som Vesuv begravede i aske år 79 e.Kr.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Vi runder nu den italienske støvle og sejler op igennem Adriaterhavet, til vi når Venedig i ”knæhasen”. Efter to dage i denne magiske by ude i lagunen sejler vi ned langs den kroatiske kyst med stop i Adriaterhavets perle, Dubrovnik, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Herefter sejler vi videre til den græske ø Korfu, hvor vi kan slappe af på stranden og spise lidt god græsk mad. Så går turen tilbage til Barcelona og måske en spadseretur på Ramblaen, inden flyet bringer os tilbage til Købehavn.

Dagsprogram
Dag 1. København – Barcelona
Vi mødes i Københavns Lufthavn og flyver til Barcelona. Ved ankomsten til Barcelona bliver vi hentet i bus og kører til vores hotel. Vi spiser en hyggelig velkomstmiddag og overnatter i Cataloniens hovedstad, inden vi næste dag tager fat på denne charmerende storby.

Dag 2. Barcelona og afsejling
Afsejling kl. 18.00
Midt på formiddagen bliver vi hentet i bus på hotellet og kører på byrundtur.

Cataloniens mest avantgardistiske by er indbegrebet af spansk foretagsomhed, kunstnerisk livsglæde,
hektisk natteliv og politisk dynamik. Den sprudler af energi og aktivitet døgnet rundt. Med sin 2.000 års
historie rummer Barcelona samtidig et spændende mylder af romerske ruiner, gotiske paladser og eksplosive art nouveau-bygninger. Det er Spaniens næststørste by, rig og driftig med en af landets vigtigste havne og masser af industri. Trafikken er kaotisk. Her kører biler om kap med kamikaze-piloter på scootere og motorcykler.

Arkitektonisk er Barcelona en af Europas mest spændende byer. Af Gaudís fantastiske og meget særprægede bygningsværker i jugendstil er La Sagrada Familia den mest berømte. Katedralen er fantasifuldt udhugget efter organiske former af mennesker, dyr og planter. Vi besøger også Casa Milá, som på afstand ligner en grotte.

Midt på eftermiddagen kører vi til havnen, hvor vores skib venter. Vi går om bord og kan bruge resten af dagen på at gå på opdagelse om bord. Først på aftenen stævner vi ud på Middelhavet, og vores sørejse er i gang.

Dag 3. Toulon, Frankrig – udflugt til Marseille
Ankomst kl. 8.00, afgang kl. 18.00
Skibe, skibe og flere skibe. Toulon er Frankrigs maritime centrum, hvor sejlbåde vugger i den travle havn, og landjorden er fyldt med søfartsmuseer, gamle fæstninger og en hel del sømænd. Men det ville jo ikke være Frankrig, hvis ikke også der var elegante restauranter og stilfulde butikker. Lige om hjørnet ligger da også fashionable Saint Tropez og Côte d'Azur.

I dag er der mulighed for at deltage i en udflugt til Marseille, byen med den spændende maritime historie. Vi starter i den gamle bydel og gør blandt andet holdt ved den gamle havn, Vieux Port, som ligger i byens hjerte og har en pragtfuld udsigt til Saint Jean- og Saint Nicholas-forterne, som bevogter indsejlingen til havnen. Fra Vieux Port er vi også i gåafstand til rådhuset og byens hovedgade, La Canebière. 

Vi besøger Notre Dame de la Garde-katedralen, som ligger højt oppe på en bakketop, 162 meter over den gamle havn. Herfra har vi en panoramaudsigt over byen, kysten og de omkringliggende bjerge. Efter fem års arbejde stod katedralen færdig i 1864, og da havde det krævet 170.000 tons materialer, blandt andet 23 skibsladninger marmor og porfyr fra Italien. Katedralens indre er smykket med marmorindlægninger, farverige marmormosaikker og vægmalerier. Blandt de mere pudsige votivgaver er fodboldtrøjer fra spillere fra Olympique de Marseille.

Herfra går udflugten videre til Longchamp-parken og Longchamp-paladset, som rummer Marseilles kunst-museum og naturhistoriske museum. Undervejs kører vi ad den smukke kystvej Corniche Kennedy, som løber langs med havet. Vi stopper undervejs, så vi kan be-undre de dramatiske klippeøer, der ligger ud for byen. Vi kører tilbage til byen via La Canebière, og hvis der er tid, kan der shoppes lidt I Vieux Port inden afgang til Toulon. (Udflugten til Marseille er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se
under priser).

Dag 4. Livorno – udflugt til Firenze
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 19.00
De morgenfriske kan følge indsejlingen til Livorno. Dagens tilbud er en udflugt til Firenze med rejselederen.

Firenze skrev sig allerede for mere end tusind år siden ind i verdenshistorien som valfartssted for handelsfolk, kunstnere og eventyrere på rejse efter inspiration. Byens velbevarede kirker, paladser og de smukke pladser og torve vidner om fordums storhed og pragt, og bag den imponerende arkitektur gemmer sig noget af verdens mest værdifulde kunst.

Efter morgenmad om bord på skibet kører vi fra Livorno gennem Toscanas smukke bakkelandskab, der veksler mellem skove, olivenlunde og vinmarker.
 
Slotte og kirker i romansk stil ligger spredt i området. Vel ankommet til Firenze er det tid til at gå på opdagelse i byen. Vi parkerer bussen og spadserer gennem byens centrum. Vi besøger blandt andet domkirken og Santa Croce-kirken med de berømte gravmæler af blandt andre Gallilei, Machiavelli, Michelangelo og Rossini. Turen går også forbi Piazza Signoria og videre til Palazzo Pitti via Ponte Vecchio, også kaldet Guldbroen på grund af de mange guld- og sølvforretninger, der ligger her.

Om eftermiddagen bliver der lidt tid på egen hånd, inden vi kører tilbage til Livorno, hvor vores skib venter.

(Udflugt til Firenze er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser).

Dag 5. Rom (Civitavecchia), Italien
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 19.00
Tidligt om morgenen ankommer vi til Civitavecchia, som er Roms havneby. I dag er der mulighed for at deltage i en udflugt til den spændende italienske hovedstad med rejselederen.

Efter tidlig landgang i Civitavecchia møder vi den lokale guide og vores bus. Køreturen til Roms centrum tager cirka 1,5 time.

Rom – Den Evige Stad – byder på et hav af seværdigheder og en spændende, historisk atmosfære, men også et voldsomt trafikkaos. Står man midt i Rom for første gang, kan mylderet af biler, scootere og travle fodgængere godt virke lidt overvældende. Men gør som romerne: Tag støjen og trafikken som en oplevelse og nyd byens ubeskrivelige skønhed og stemning.

Roms historie fylder et stort kapitel, og byen er som et kæmpe museum med smukke bygninger og ene-stående monumenter fra Roms storhedstid. Byen er fuld af kontraster, så der er ikke mange skridt fra det trafikale kaos til stilheden på et fredfyldt lille torv.
Rom er nemlig fyldt med små oaser i form af hyggelige pladser, som ofte er prydet af en smuk kirke. Her kan man høre vandet risle i et lille springvand, mens man nyder en cappuccino.

Rom skal opleves til fods, så det er en god ide at iføre sig et par solide sko, for der er nok at tage fat på. Vores bus standser centralt i Rom, og herfra har vi mulighed for at nå en stor del af byens seværdigheder.

Vi begynder med at kigge nærmere på Peterspladsen og Peterskirken. Peterskirken er verdens største kirke, og at stå midt i det kæmpemæssige kirkerum er ganske enkelt en overvældende oplevelse. I gulvet langs midtergangen er nedfældet tal, som angiver målene
på verdens største kirker, og selv Saint Paul’s Cathedral i London virker lille i forhold til dette kæmpestore rum.

Den 210 meter lange og 135 meter høje kirkebygning har mange kunstskatte at fordybe sig i – ud over det enorme rum i sig selv. Mest berømt er Michelangelos fabelagtige Pietà-figur, der står i begyndelsen af højre kirkeskib. Husk at kigge efter kunstnerens signatur på skærfet, der dækker Jomfru Marias bryst – det skulle
efter sigende være eneste gang, den geniale multikunstner har forsynet et af sine værker med sit navn. Det ville også være en skam at forlade kirken uden at have kastet et blik på Berninis 29 meter høje barokbaldakin, der hæver sig på fire snoede søjler over højalteret, og lige foran dette: bronzestatuen af Sankt Peter, hvis højre fod er slidt helt ned efter århundreders beføling af pilgrimme og andre besøgende.

Vi gør opmærksom på, at et besøg i Peterskirken kræver såkaldt passende påklædning. Det vil sige ingen shorts, korte skørter eller bare skuldre. Vagterne, der tjekker alle besøgende uden for kirken, har ry for at være temmelig strenge med hensyn til beklædningsspørgsmålet, og de er alt andet end lydhøre over for gode eller dårlige undskyldninger.

Efter frokost fortsætter vi til Basilica di San Clemente. Denne fascinerende kirke er ikke én, men hele tre kirker bygget oven på hinanden. Den ældste stammer helt tilbage fra 200-tallet, hvor en kult omkring den persiske gud Mithras blomstrede i Romerriget. Mithras-dyrkerne, der kun omfattede mænd, mødtes i små mødesale,
ofte under jorden. De fleste var indrettet efter samme mønster: som en aflang grotte med bænke til de indviede og et alter med et billede af guden for enden – således er også den, vi skal besøge i dag, opbygget. Mens vi udforsker denne gamle Mithras-helligdom, kan vi sandsynligvis høre den rislende lyd af vand fra Romerrigets gamle kloaksystem tæt ved.
Næste niveau – over det gamle Mithras-tempel, men stadig under jorden – udgøres af en kirke fra 300-
tallet. Flere ændringer er blevet tilføjet, siden den blev opført. Blandt andet er en række smukke fresker fra 500-800-tallet malet på det gamle kirkerums mure, men de er dog blevet noget slidte. Til sidst vender vi tilbage til jordoverfalden, hvor den nyeste kirke findes. Det er en speciel oplevelse at komme fra de lidt dystre, underjordiske rum og op til den nye kirkes lyse vægge og gyldne mosaikker. Denne kirke er faktisk en af Roms mest udsmykkede kirker, og de fleste dekorationer stammer fra kirkens opførelse i 1100-tallet – inklusive de strålende og detaljerede mosaikker i kirkens apsis.

Fra San Clemente-kirken går vi den korte tur ad Via di San Giovanni in Laterano til verdens største og mest berømte amfiteater, Colosseum. Dette enorme, ovale bygningsværk var hjemsted for grusomme og barbariske gladiatorkampe, som kunne overværes af ikke mindre end 50.000 tilskuere. Og det blev brugt flittigt fra sin opførelse i år 80 og 500 år frem, indtil Romerrigets fald. Det er en god ide at tage en ekstra trøje eller jakke med til turen i Colosseum, da de nederste niveauer kan være temmelig kølige.

Sidst på eftermiddagen tager vi afsked med Rom og vores lokalguide og kører tilbage til Civitavecchia og udsejlingen om aftenen.

(Udflugten i Rom er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser. Vi gør endvidere opmærksom på, at udflugten i Rom ikke egner sig for gangbesværede).

Dag 6. Napoli – udflugt til Pompeji
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 19.00
Vi sejler langs kysten og ankommer til Napoli om morgenen.

Napolibugten bærer præg af grækernes og romernes tilstedeværelse i antikken. Byer som Cumae og Neapolis blev grundlagt af græske indvandrere allerede i det 8. århundrede f.Kr., og den græske påvirkning opleves
fortsat i byplaner og i form af gamle templer.

Naturligvis efterlod romerne sig de dybeste spor. Med de mange varme og helbredende kilder, der fandtes i området, var der grundlag for anlæggelse af badeanstalter og kursteder. Det gjorde Napolibugten til et attraktivt område for rige romere, og de lod opføre fantastiske villaer langs kysten. Nationalmuseet i Napoli rummer størstedelen af den fantastiske samling af arkæologiske fund fra Pompeji og Herculaneum.

Man kan vælge at udforske byen på egen hånd. Det er også muligt at deltage i udflugten til Pompeji.

I oldtiden var Pompeji syd for Napoli en blomstrende havneby. Men i år 79 e.Kr. eksploderede Vesuv i et voldsomt vulkanudbrud, som begravede Pompeji under et fire til fem meter tykt lag aske og sten. Det blev byens endeligt.

Under de mangeårige udgravninger afdækkede arkæologerne en blomstrende oldtidsby med offentlige bygninger, teatre, templer og et væld af huse til beboelse. Pompeji er utroligt velbevaret, og under et besøg får man et glimrende indtryk af, hvordan en by har set ud i det første århundrede efter Kristus.

(Udflugten til Pompeji er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser. Vi gør endvidere opmærksom på, at udflugten til Pompeii ikke egner sig for gangbesværede).

Dag 7. En dag på Middelhavet
Vi har nu en dag til at opholde os på skibet, hvor du kan nyde den skønne, afslappede rytme til søs.
Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte dig af de talrige aktivitetsmulig-heder om bord. Eller du kan nyde udsigten, læse eller deltage i nogle af de mange underholdningsprogrammer. De fleste finder også glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange temarestauranter (de fleste inkluderet) og senere se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.

Dag 8. Venedig, Italien
Ankomst kl. 13.30
Venedig er en af de mest betydningsfulde byer i Europas maritime historie og byder på masser af kulturelle og historiske seværdigheder. Den gamle bystat Venedig havde igennem århundreder stor magt i kraft af sin enorme handelsflåde. Herfra sejlede skibe til de fjerneste havne i Middelhavet og endda endnu længere bort i jagten på nye markeder og handelsruter. Det var også herfra, at Marco Polo påbegyndte sin rejse til Kina i slutningen af det 13. århundrede, og netop Marco Polos ånd er essensen af venetianernes eventyrlyst.

Vi skal se Markuspladsen, byens hjerte, og bliver vist rundt i området omkring pladsen. Vi ser Markuskirken, Sukkenes Bro, Dogepaladset og meget mere.

Byrundturen er til fods, for vil man virkelig opleve Venedig, er det den eneste rigtige måde at bevæge sig rundt på. Der bliver også tid til at snuse lidt til byen på egen hånd, inden vi atter begiver os til båden for at sejle til skibet.

Aftenen er til fri disposition, og da vi ligger ved kaj
natten over, er her rig mulighed for at udforske Venedig by night.

Dag 9. Venedig, Italien
Afgang kl. 14.00
Dagen er til fri disposition.
Venedig er noget helt særligt, og det er derfor ikke mærkeligt, at den er kommet på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen ligger spredt ud over 118 øer i en lagune i Adriaterhavet og er gennemskåret af talrige kanaler. Et besøg i Venedig er ikke fuldendt uden en sejltur på kanalerne. De traditionelle gondol-ture er dyre, men svære at slå på romantikken. Udgiften kan dog minimeres ved at være flere om turen, op til seks personer i en gondol. Alternativt kan man tage en vandtaxi ned ad Canal Grande, byens hovedkanal, hvor pragtpalæerne ligger nærmest direkte i vandet, og nogle af dem kan man kun se fra vandsiden.

Nærheden til vandet er både det, der giver byen dens magi, og det, der i sidste ende vil blive dens endeligt. Selvom tidevandet ikke er voldsomt her, kan man godt få våde fødder på Markuspladsen, og de pæle, Venedig er bygget på, er efter flere hundrede år i vandet ikke overraskende ved at rådne. Men endnu står byen smukt og vidner om den tid, hvor rigdommene blev skovlet ind på handel med krydderier, silke og andre luksusvarer
fra Østen.

Dag 10. Dubrovnik, Kroatien
Ankomst kl. 9.00, afsejling kl. 18.00
Dubrovnik, også kaldet Adriaterhavets perle, er bestemt sit kaldenavn værdig, som den ligger smukt ud til Adriaterhavet. Den gamle bydel, Stari Grad, er omkranset af en imponerende middelalderbymur, hvorfra der er en flot udsigt over havet. Byen er i det hele taget velbevaret, og gaderne og de marmorbelagte pladser, som ligger spredt i den gamle by, emmer af atmosfære.
Arkitektonisk repræsenterer byen flere stilperioder med bygninger fra gotikken, renæssancen og barokken.

På den arrangerede udflugt kører vi en byrundtur og går derefter en tur på den gamle bymur. Vi besøger også den gamle bydel og ser Placa, den historiske handelsgade, inden vi atter begiver os mod vores skib. Man kan naturligvis også vælge at tilbringe dagen på egen hånd.

(Udflugten i Dubrovnik er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se under priser).




Dag 11. Korfu, Grækenland

Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 19.00
Gennem mange år har Korfu været et af danskernes foretrukne feriesteder. Mange har fundet et lille paradis her og følt sig tiltrukket af øens prægtige, hvide sandstrande og hvidkalkede huse i små landsbyer omgivet
af vinmarker og olivenlunde. Øen er indbegrebet af græsk kultur, med spor fra oldtidens romerske og byzantinske kulturer.

Dagen er på egen hånd. Du kan tage på stranden, slentre rundt i byen eller indsnuse det romantiske
havnemiljø. Eller du kan smovse i retzina og souvlaki på en af byens taverner, mens bouzukien fra højtalerne fylder ørerne.

Dag 12-13. På Middelhavet
Vi sejler nu gennem Middelhavet og har to hele dage til at nyde sejladsen og det behagelige klima. Dage
på havet er afstressende, og her på skibet er der nok af muligheder for at dovne på en sofistikeret måde.
I spa-afdelingen kan du lade dig synke ned i jacuzzien, gå i dampbad eller få en massage. Eller du kan indtage den klassiske krydstogtpositur: på en dækstol med en god bog fra biblioteket og udsigt over havet.

Dag 14. Barcelona – hjemrejse
Ankomst kl. 6.00
Vi ankommer til Barcelona tidligt om morgenen, men må regne med først at komme fra borde op ad formiddagen. Vi bliver hentet i bus og kørt ind til centrum, hvor der er tid til en slentretur på Ramblaen på egen hånd. Midt på eftermiddagen kører vi til lufthavnen, og en fantastisk rejse er slut.

Rejsemål
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00