Albatros Travel

Nytår i Barcelona og Middelhavskryds 

Nytår i Barcelona og luksuskrydstogt til Middelhavslandenes kulturperler
– med dansk rejseleder, 16 dage
Barcelona – Rom – Athen – Izmir – Alexandria – Valletta – Barcelona  

En fantastisk rejse, der kombinerer en helt speciel nytårsaften i Barcelona med et krydstogt til store, kulturelle oplevelser og seværdigheder. Samtidig kan vi nyde godt af udsøgt forkælelse om bord på et af verdens nyeste krydstogtskibe.

Krydstogtet følger Middelhavets kystlinje. Efter et par dage og en uforglemmelig nytårsaften i den moderne storby Barcelona stævner vi mod øst og de klassiske kulturbyer Rom, Athen, tyrkiske Izmir og det eksotiske Alexandria, hvor der er mulighed for at komme på udflugt til pyramiderne ved Giza. Sidste stop på rejsen er Maltas hovedstad Valletta.

Vi flyver fra København til Barcelona og har god tid til både at nyde byens fine seværdigheder og sprudlende stemning samt skyde det nye år i gang på behørig vis. Nytårsaften går ikke stille af sig i Cataloniens hovedstad, men heldigvis har vi et dejligt afslappende krydstogt at se frem til efter festlighederne. I Barcelona går vi om bord på krydstogtskibet Norwegian Jade, der skal være vores flydende og eksklusive hjem de næste 13 dage.

Krydstogtet starter med en hel dag på havet, hvor vi har mulighed for fuldt ud at nyde godt af skibets mange muligheder. Vi krydser over Middelhavet til Italien og lægger til i Civitavecchia, hvorfra der er mulighed for at komme på udflugt til Den Evige Stad, Rom. Derefter går turen syd om den italienske støvle til Grækenlands hovedstad Athen; byen der om nogen er indbegrebet af den spændende græske oldtid. Hele Athen sprudler af levn fra tiden, hvor den moderne europæiske civilisation opstod.

Næste stop er tyrkiske Izmir, hvor vi oplever en smag af orientens mystik. Fra Izmir går turen tværs over Middelhavet til et helt nyt kontinent, hvor vi går i land i egyptiske Alexandria. Fra denne imponerende, nordafrikanske storby er der ikke langt til reminiscenserne fra endnu en fremtrædende oldtidskultur, nemlig det gamle, faraoniske Egypten. Sidste stop inden vores hjemrejse er i øriget Malta midt i det dybblå Middelhav.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Vi skal sejle med skibet Norwegian Jade fra krydstogtrederiet Norwegian Cruise Line, som er vores foretrukne krydstogtrederi, fordi den intime og afslappede stil samt den venlige service adskiller dem fra andre rederier. Men krydstogtskibets besætning er ikke alene om at sørge for os – vi bliver naturligvis ledsaget af en erfaren og kyndig dansk rejseleder.

Dette er i sandhed en rigtig Albatros-rejse, hvor vi både besøger den europæiske civilisations vugge og ser vidt forskellige eksempler på moderne bykultur. Krydstogtet som rejseform er ideelt til at give et overblik over et stort område. Vi kommer omkring et utal af vidt forskellige byer, men kan nøjes med af pakke ud én gang og samtidig udnytte rejsetiden til at få slappet af eller afprøve nye oplevelser blandt skibets mange aktivitetsmuligheder.

Dagsprogram
Dag 1. Afrejse fra København, ankomst til Barcelona. Velkomstmiddag
Vi letter fra Københavns Lufthavn og sætter kursen sydover mod Barcelona og Middelhavet. Vi ankommer til Barcelona, hvor vi bliver hentet i bus og kører til vores hotel.

Om aftenen spiser vi en hyggelig velkomstmiddag på en lokal restaurant, og vores rejse er nu for alvor sat i gang.

Dag 2. Barcelona. Byrundtur og nytårsmiddag
Barcelona, den spanske region Cataloniens hovedstad, er indbegrebet af spansk foretagsomhed, kunstnerisk livsglæde, hektisk natteliv og politisk dynamik. Den er Spaniens næststørste by og en stilfuld avantgarde-by.
Den er rig og driftig og har en af landets vigtigste havne samt masser af indbringende industri.

Byen sprudler af energi og aktivitet døgnet rundt, og med en 2000-årig historie rummer Barcelona samtidig en spændende blanding af romerske ruiner, gotiske paladser og smukke bygninger i den eksplosive art nouveau-stil. Arkitektonisk er Barcelona en af Europas mest spændende byer. Blandt andet takket være arkitekten Antoni Gaudis fantastiske og meget særprægede bygningsværker.

Midt på formiddagen tager vi på byrundtur i den spændende by. Vi begynder i den middelalderlige bydel, Barri Gotic, der emmer af historie. Smalle, snirklede gader smyger sig langs husenes sirligt dekorerede facader og munder pludselig ud i en malerisk plads flankeret af en kirke eller et storslået palæ fra byens guldalder. Midt i det gotiske kvarter troner den imposante katedral. Trods sit højgotiske udseende blev den smukke facade mod Placa de la Seu først færdiggjort i 1870, i modsætning til resten af katedralen der er fra 1200-1400-tallet. Katedralens indre er ikke mindre imponerende med sit enorme rum, hvis slanke søjler og vinduespartier strækker sig opad mod evigheden. På pladsen uden for katedralen kan vi se resterne af den gamle bymur fra tiden, da Barcelona var en del af Romerriget, samt en række graveringer med catalanske symboler skabt af Picasso.

Fra middelalder-bydelen fortsætter vi nordpå til kvartererne Gràcia og L’Eixample, der opstod i 1800-tallet. Her finder et par stykker af de bedste eksempler på bysbarnet Gaudis arkitektoniske mesterværker.

Casa Batlló er med sine bløde, organiske former arkitektens måske skøreste frembringelse. Vinduesrammer og balkoner bølger hen over facadens blå, grønne og violette klinker. Altaner holdes oppe af knudrede søjler, og taget er dannet af bølgende, blågrønne drageskæl og prydet af et enligt tårn. Klos op og ned ad Casa Battló står Casa Amatller af arkitekten Josep Puig i Cadafalch.

Med sin trappeformede gavl og høje, smalle vinduer ligner huset en blanding af et typisk hollandsk pakhus og de gotiske bygninger, vi så i Barri Gotic. Antoni Gaudi er uden tvivl hovedpersonen i Barcelonas specielle arkitektur-bevægelse kaldet Las Modernistas. Men mesteren havde flere kolleger, der var lige så fascinerede af den bugtede, slangeagtige byggestil med inspiration fra både gotisk, islamisk, barok og byzantinsk bygningskunst, heriblandt Casa Amatllers skaber.
Modernista’ernes kurvede former går igen i beboelses- og kontorbygningen La Pedrera med det officielle navn Casa Milà – endnu en klassisk Gaudi. Bygningens navn betyder “Stenbruddet”, og når vi ser den ujævne, grålige facade, forstår vi hvorfor. Bølgende smedejernsbalkoner og det bakkede tag prydet af en hær af maskebærende figurer sætter Gaudis umiskendelige stempel på bygningen.

Om aftenen spiser vi en lækker nytårsmiddag sammen og kan efterfølgende nyde det pragtfulde fyrværkeri. I Spanien har man den tradition at spise 12 vindruer, når klokken slår midnat – en for hvert af de 12 slag. Nogle gør det hjemme til deres private nytårsfest, mens andre tager både vindruer og feststemning med ud i de sædvanligvis lune gader i Barcelona. Der er ingen tvivl om, at año nuevo er en festlig aften i Barcelona. Mange af byens beboere fortsætter festen, lige indtil årets første solopgang kan nydes sammen med en obligatorisk kop varm chokolade på stranden.

Dag 3. Barcelona. Tid på egen hånd
Dagen i dag er til fri disposition. Få eventuelt tips af rejselederen til, hvordan du kan tilbringe dagen på egen hånd. Af oplagte muligheder kan vi nævne en slentretur ned ad gågaden og byens hovedstrøg, Ramblaen. Her er masser at kigge på og et mylder af små fortovscaféer, som det næsten er umuligt at gå forbi uden at sætte sig og nyde en kop kaffe. På Ramblaen er der altid liv og masser af mennesker.

Eller tag en længere tur rundt i Barcelona og kig nærmere på den specielle arkitektur, der præger byen.
Vær opmærksom på at det i dag er 1. januar, og mange seværdigheder og forretninger holder derfor lukket.

Dag 4. Barcelona og afsejling
Formiddagen er til fri disposition. Først på eftermiddagen bliver vi afhentet i bus og transporteret til vores hjem for de næste 13 dage: krydstogtskibet Norwegian Jade.

Først på aftenen stævner skibet ud fra Barcelona – byen som har dannet ramme om begyndelsen på vores fantastiske rejse – og vi kan nyde vores første middag på Middelhavet.

Dag 5. På søen mod Italien
En hel dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt. Det skønne ved denne rejseform er netop kombinationen af landgange og den afslappende rejsetid på krydstogtskibet. De fleste falder lynhurtigt ind i den skønne, tilbagelænede rytme om bord og føler sig snart hjemme på det store skib. En dag på havet er både en dejlig afveksling fra de store kulturseværdigheder i land samt en mulighed for at lære skibet bedre at kende.

Dagen i dag kan bruges på at slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte nogle af de mange aktivitetsmuligheder om bord. Eller du kan nyde udsigten, læse en bog på dækket eller deltage i nogle af de mange underholdningsprogrammer, skibet udbyder. De fleste finder også glæde ved at cirkle rundt mellem skibets mange tema-restauranter (de fleste inkluderet i rejsens pris) og senere se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.

Vores danske rejseleder informerer løbende om alle mulighederne på skibet og holder sammen på Albatros-selskabet. Du kan naturligvis frit vælge, hvor meget du har lyst til at benytte dig af rejselederens forskellige tilbud. Det står enhver frit for få netop det ud af rejsen, som man selv ønsker.

Dag 6. Civitavecchia (Rom), Italien
Tidligt om morgenen ankommer vi til Civitavecchia, som er Roms havneby. I dag er der mulighed for at deltage i en udflugt til den spændende italienske hovedstad med vores danske rejseleder.

Efter tidlig landgang i Civitavecchia møder vi den lokale guide og vores bus. Køreturen til Roms centrum tager cirka 45 minutter.

Rom – Den Evige Stad – byder på et hav af seværdigheder og en spændende, historisk atmosfære, men også et voldsomt trafikkaos. Står man midt i Rom for første gang, kan mylderet af biler, scootere og travle fodgængere godt virke lidt overvældende. Men gør som romerne: Tag støjen og trafikken som en oplevelse og nyd byens ubeskrivelige skønhed og stemning.

Roms historie er et stort kapitel, og byen er som et kæmpe museum med smukke bygninger og enestående monumenter fra Roms storhedstid.

Byen er fuld af kontraster, så der er ikke mange skridt fra det trafikale kaos til stilheden på et fredfyldt lille torv. Rom er nemlig fyldt med små oaser i form af små, hyggelige pladser, som ofte er prydet af en smuk kirke. Her kan man høre vandet risle i et lille springvand, mens man nyder en cappuccino.

Rom skal opleves til fods, så det er en god ide at iføre sig et par solide sko, for der er nok at tage fat på. Vores bus standser centralt i Rom, og herfra har vi mulighed for at nå en stor del af byens seværdigheder.

Vi begynder med at kigge nærmere på Peterspladsen og Peterskirken. Peterskirken er verdens største kirke, og at stå midt i det kæmpemæssige kirkerum er ganske enkelt en overvældende oplevelse. I gulvet langs midtergangen er nedfældet tal, som angiver målene på verdens største kirker, og selv Saint Paul’s Cathedral i London virker lille i forhold til dette kæmpestore rum.

Den 210 meter lange og 135 meter høje kirkebygning har mange kunstskatte at fordybe sig i – ud over det enorme rum i sig selv. Mest berømt er Michelangelos fabelagtige Pietà-figur, der står i begyndelsen af højre kirkeskib. Husk at kigge efter kunstnerens signatur på skærfet, der dækker Jomfru Marias bryst – det skulle efter sigende være eneste gang, den geniale multikunstner har forsynet et af sine værker med sit navn. Det ville også være en skam at forlade kirken uden at have kastet et blik på Berninis 29 meter høje barokbaldakin, der hæver sig på fire snoede søjler over højalteret, og lige foran dette: bronzestatuen af Sankt Peter, hvis højre fod er slidt helt ned efter århundreders beføling af pilgrimme og andre besøgende.

Vi gør opmærksom på, at et besøg i Peterskirken kræver såkaldt “passende påklædning”. Det vil sige ingen shorts, korte skørter eller bare skuldre. Vagterne, der tjekker alle besøgende uden for kirken, har ry for at være temmelig strenge med hensyn til beklædningsspørgsmålet, og de er alt andet end lydhøre over for – gode eller dårlige – undskyldninger.

Efter frokost fortsætter vi til Basilica di San Clemente. Denne fascinerende kirke er ikke én, men hele tre kirker bygget oven på hinanden. Den ældste stammer helt tilbage fra 200-tallet, hvor en kult omkring den persiske gud Mithras blomstrede i Romerriget.

Mithras-dyrkerne, der kun omfattede mænd, mødtes i små mødesale, ofte indrettet under jorden. De fleste var indrettet efter samme mønster som en aflang grotte med bænke til de indviede og et alter med et billede af guden for enden – således er også den, vi skal besøge i dag, opbygget. Mens vi udforsker denne gamle Mithras-helligdom, kan vi sandsynligvis høre den rislende lyd af vand fra Romerrigets gamle kloaksystem tæt ved.

Næste niveau – over det gamle Mithras-tempel, men stadig under jorden – udgøres af en kirke fra 300-tallet. Flere ændringer er blevet tilføjet, siden den blev opført. Blandt andet er en række smukke fresker fra 500-800-tallet malet på det gamle kirkerums mure, men de er dog blevet noget slidte. Til sidst vender vi tilbage til jordoverfalden, hvor den nyeste kirke findes. Det er en speciel oplevelse at komme fra de lidt dystre underjordiske rum og op til den nye kirkes lyse vægge og gyldne mosaikker. Denne kirke er faktisk en af Roms mest udsmykkede kirker, og de fleste dekorationer stammer fra kirkens opførelse i 1100-tallet – inklusive de strålende og detaljerede mosaikker i kirkens apsis.

Fra San Clemente-kirken går vi den korte tur ad Via di San Giovanni in Laterano til verdens største og mest berømte amfiteater, Colosseum.

Dette enorme, ovale bygningsværk var hjemsted for grusomme og barbariske gladiatorkampe, som kunne overværes af ikke mindre end 50.000 tilskuere. Og det blev brugt flittigt fra sin opførelse i år 80 og 500 år frem, indtil Romerrigets fald. Det er en god ide at tage en ekstra trøje eller jakke med til turen i Colosseum, da de nederste niveauer kan være temmelig kølige.

Sidst på eftermiddagen tager vi afsked med Rom og vores lokalguide og kører tilbage til Civitavecchia, hvorfra vi kan følge udsejlingen kl. 20.

(Udflugten i Rom er ikke inkluderet i rejsens pris, men skal bestilles separat. Se under prisinformation. Vi gør endvidere opmærksom på, at udflugten i Rom ikke egner sig for gangbesværede).

Dag 7. På havet mod Grækenland
Igen har vi en hel dag på skibet, mens vi mageligt lader os transportere gennem Middelhavet syd om Italien og ind gennem det græske øhav mod Athen. Vi er sandsynligvis langt fra blevet færdige med at udforske skibets endeløse underholdningstilbud. Der er gode muligheder for afslapning i caféer, barer og svimmingpools, og er du den mere aktive type, kan du slå dig løs i skibets motionsrum eller vælge mellem tennis, basketball eller volleyball på en skibets sportsbaner. Endelig er dagen i dag selvfølgelig en oplagt lejlighed til at indtage den klassiske krydstogtstilling: på langs i en liggestol på dækket i selskab med solbriller, en kølig drink og en god bog.

Dag 8. Athen (Piræus), Grækenland
Vores skib lægger til i havnebyen Piræus, som i dag er smeltet sammen med millionbyen Athen.

Athen er med sin århundredlange historie den europæiske civilisations vugge. Her har moderne demokrati, naturvidenskab og filosofi sin oprindelse. Byen var allerede i antikken et attraktivt turistmål, og i dag er det fortsat oldtidens monumenter, der er genstand for de besøgendes hovedinteresse. Athens indbyggertal er vokset kraftigt i de seneste årtier med mindre skønne former for nybyggeri samt en del trafik- og forureningsproblemer til følge. Men Athens historiske attraktioner gør den fuldt på højde med for eksempel Rom og Jerusalem, og byen har sin helt egen charme. Husenes og lejlighedernes balkoner prydes af røde geranier, og byens gader og pladser er tilplantede med appelsintræer.

Højrøstede gadesælgere og farvestrålende markeder minder om østens basarer, mens de lidt forfaldne neoklassicistiske palæer leder tankerne hen på den svundne tid, da Athen var kendt som »Middelhavets perle«. Højt hævet over byens hektiske liv på Akropolis-klippen står de smukke, hvide marmortempler og vidner om dengang, Athen viste verden vejen til demokratiet. Ud over at rumme fascinerende gudefortællinger med Zeus og Pallas Athene i hovedrollerne var det her, de store filosoffer som Sokrates og hans elev Platon havde deres daglige gang.

Dagens arrangerede udflugt er en byrundtur i den spændende græske hovedstad, der både emmer af oldtid og moderne kosmopol-stemning.

(Udflugten i Athen er ikke inkluderet i rejsens pris, men skal tilkøbes separat. Se under prisinformation.)

Dag 9. Izmir, Tyrkiet
Izmir er beliggende lige ud til Ægæerhavet, og med 2,5 millioner indbyggere er den Tyrkiets tredjestørste by.
Den smyger sig yndefuldt rundt om en bugt med en halvcirkel af bjerge som dramatisk bagtæppe. På dette sted lå tidligere byen Smyrna, men den blev næsten fuldstændig ødelagt under Uafhængighedskrigen i 1922. Izmir er dermed en moderne og levende storby med et orientalsk præg, men trods byens rivende udvikling holder indbyggerne stædigt liv i myten om, at stedet var den græske digter Homers fødested. Et af Homers kælenavne var nemlig Melesigenes, hvilket betyder »Barn af Meles« og – efter sigende – hentyder til en bæk, som lå inden for Smyrnas bygrænse.

Der er meget at opleve i Izmir, så det gælder bare om at gå i gang. Spadsér rundt i byen og oplev den store basar; en labyrint af smalle, farvestrålende gyder. Gør som Izmirs indbyggere selv og fald ind i rytmen på kystpromenaden Kordon.

Eller kig nærmere på resterne af Agora (den gamle markedsplads), som oprindeligt blev bygget af grækerne, men senere genopbygget af romerne efter et jordskælv.

Langs den vestlige side af pladsen rejser 13 store søjler sig, og på den nordlige side ligger en 160 meter lang udgave af fabeldyret basilisk. De marmorfigurer, som blev fundet her under udgravningerne, kan i dag ses på det arkæologiske museum.

Dag 10. På søen mod Egypten
En hel dag på skibet gennem det smukke Ægæerhav og sydpå tværs over Middelhavet venter os i dag. Igen kan vi nyde godt af krydstogtskibets faciliteter, og mon ikke de fleste af os allerede har fundet vores favoritter blandt vores flydende hotels butikker, restauranter, swimmingpools og andre aktivitetsmuligheder? Mens vi nyder livet om bord, kan vi se frem til en begivenhedsrig dag i morgen i den charmerende egyptiske havneby, Alexandria.

Dag 11. Alexandria, Egypten. Mulighed for udflugt til Kairo
Alexandria er en moderne storby med rødder tilbage i oldtiden. Her lå et af verdens syv vidundere: det enorme fyrtårn i Alexandria. Det ligger nu som brokker på Middelhavets bund. Byen har skabt et nyt moderne vidunder, det gigantiske bibliotek Bibliotheca Alexandrina, der givetvis befinder sig på top ti over den moderne verdens arkitektoniske perler.

Man kan tilbringe dagen op egen hånd i Alexandria eller tage med på udflugt til Kairo og pyramiderne.
Vælger man udflugten til Kairo, kører vi tidligt om morgenen mod den solsvedne ørken omkring hovedstaden, hvor der på Nilens vestlige bred ligger ti pyramider (ud af Egyptens omkring 90 i alt). Vi koncentrerer os om de største af Giza-pyramiderne: Kheops, Khefren og Mykerinos, der stammer fra Egyptens fjerde dynasti, samt den berømte og netop restaurerede Sfinks. Tidligere lå Giza-pyramiderne et godt stykke fra Kairo.
I dag er den mægtige by vokset helt ud mod pyramiderne.

Den største af pyramiderne er den mægtige Kheops-pyramide, som med sine 2,3 millioner stenblokke vel nærmest er et monument over den menneskelige formåen. Hver stenblok har et rumfang på én kubikmeter og en gennemsnitsvægt på 2,5 tons. Pyramidens sider er 230 meter høje, og hele pyramidens oprindelige højde var 146,6 meter. Bogstaveligt talt et bjerg af sten! Napoleon beregnede, at stenene fra de tre store pyramider kunne anvendes til en 3 meter høj og 3 centimeter tyk mur omkring hele Frankrig. Pyramiderne blev opført for at sikre faraonerne det evige liv og fremstår i dag som et symbol på det gamle Egyptens glorværdige fortid. Men det store spørgsmål er stadig, hvordan de blev bygget.

Efter at have set pyramiderne og den store Sfinks, symbolet på faraoens herskermagt, kører vi til Det Egyptiske Museum, hvor vi ser de enestående monumenter fra Egyptens faraoniske periode på 3000 år. Blandt de mest spændende fund er naturligvis guldskattene fra Tut Ankh Amons grav, monumenterne fra den særprægede Amarna-periode samt skattene fra Kongernes Dal i Luxor. Museet giver os en dybtgående introduktion til Egyptens storhedstid, der startede for omkring 5000 år siden, da Egyptens første konge, Menes, forenede det Øvre og det Nedre Egypten til ét stort og stærkt kongerige.

(Udflugten til Kairo er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan tilkøbes, se under prisinformation.)

Dag 12. Alexandria, Egypten
Vi har hele dagen i Alexandria. Tilbring dagen på egen hånd eller tag med på en af skibets mange udflugter. Vores danske rejseleder kommer naturligvis gerne med gode råd til, hvordan man kan tilbringe dagen.

Er du historieinteresseret er Alexandria Nationalmuseum et godt bud. Fine og overskuelige udstillinger giver et godt indblik i byens mangeårige historie fra oldtiden til i dag. En spændende tur under jorden er der mulighed for ved Kom ash-Shuqqafas katakomber. Dette stykke imponerende ingeniørkunst er det største romerske begravelsessted i Egypten og blev efter sigende opdaget ved et tilfælde i 1900, da et intetanende æsel pludselig forsvandt gennem jordoverfladen. Har du brug for mere action, kan vi anbefale det evigt livlige fiskemarked, hvor sælgere og købere konstant prøver at gøre en god handel blandt mylderet af forskellige fisk, der bogstaveligt talt bliver læsset direkte fra bådene og ind i markedsbygningen.

Dag 13. På havet mod Malta
Vi har endnu en dag til at slappe af om bord og nyde den udsøgte service, mens vi ser frem til morgendagens udforskning af Middelhavets mikrokosmos nummer ét, Malta. Som vi finder ud af i morgen, kan lilleputlandet byde på alt fra italiensk til nordafrikansk og arabisk indflydelse på både kultur og køkken.

Dag 14. Valletta, Malta
En af Europas mindste nationer ligger her midt i Middelhavet og består ud over hovedøen Malta også af den mindre ø Gozo. Malta har helt fra antikkens tid været et strategisk punkt på handelsvejene over Middelhavet, og mange kulturer har derfor ønsket herredømmet over de to øer gennem tiderne. I dag er der spor fra flere af de store højkulturer i området.
Korsridderne havde i sin tid kontrol over øen, senere kom turen til tyrkerne, og under anden verdenskrig var Malta mål og udgangspunkt for flere store slag. Det lille ørige er således en historisk guldgrube.

I dag er Malta medlem af EU, hvilket landets indbyggere er meget stolte af. Malteserne er et venligt og meget imødekommende folkefærd, og de har i øvrigt deres eget sprog, maltesisk, selv om italiensk og engelsk høres mindst lige så hyppigt i Vallettas gader.

Hele den – godt nok – lille hovedstad er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv på grund af den enorme koncentration af historiske monumenter fra alverdens kulturer på et meget lille område, og en spadseretur rundt i Valletta er som en levende historietime. Byens yderste spids prydes af det imposante Fort Sankt Elmo, der er opkaldt efter sømændenes skytshelgen. Fortet blev bygget i 1500-tallet og har flere gange spillet en betydelig rolle under udefrakommende angreb på det lille land.

Dag 15. På havet mod Spanien
I dag har vi en sidste chance for at nyde vores skib til fulde, inden vi atter når frem til Barcelona.

Dag 16. Ankomst til Barcelona og hjemrejse
Det er nu blevet tid til at forlade vores dejlige skib. Vi bliver hentet i bus på havnen og har tid til at opleve nogle flere af Barcelonas seværdigheder, inden vi skal flyve hjem i eftermiddag. Vi begynder med at kravle op ad Montjuïc-bjerget (i bus). Bjergets navn betyder “det jødiske bjerg”, fordi her engang lå en jødisk kirkegård, men i dag er pladsen overtaget af museer, parker og teatre. Fra toppen af Montjuïc kan vi skue ud over hele Barcelonas centrum og det langstrakte havneområde.
Nede på jorden igen er det blevet tid til at kigge på Gaudis mest kendte mesterværk, La Sagrada Familia. Denne i sandhed sublime kirke minder med sine mange slanke tårne om de gotiske middelalder-katedraler, den imiterer. Men ved nærmere eftersyn lader Gaudis krøllede fingeraftryk sig ikke fornægte. Fantasifulde udhugninger inspireret af mennesker, dyr og planter er strøet ud over hele bygningen, både udvendigt og indvendigt. Overleveringen siger, at arkitekten foretrak at bruge levende dyr og mennesker som modeller for stenfigurerne, men indimellem måtte han ty til det lokale lighus og låne en mere stillesiddende model. Bygningen af kirken blev påbegyndt for over 100 år siden, men er stadig ikke færdig.

Inden vi sætter kursen mod lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter, slentrer vi en tur ned ad La Rambla og kigger forbi Boqueria-markedet, som er det måske mest velassorterede og farverige madmarked i hele Sydeuropa.

fakta om VEST- & SYDEUROPA
Areal: 2,5 mio. km2
Antal lande: 17
Indbyggere: 375 mio.
Største by: London, England, 7 mio.
Højeste punkt: Mont Blanc, Frankrig, 4807 meter
Laveste punkt: Zuidplaspolder, Holland, 7 meter under havet
Største sø: IJsselmeer, Holland, 1100 km2
Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00