Albatros Travel

Opera og ballet i Prag 

Spændende opera- og balletrejse til Centraleuropas mest charmerende hovedstad
– 4 dage

Oplev en af Europas smukkeste og mest velbevarede hovedstæder med et blomstrende
kultur- og musikliv. Man kan ikke undgå at blive charmeret af den forførende by med de mange skønne bygninger og den frie kunstneriske stemning, som man møder overalt på gaderne blandt musikere, malere og teatergrupper. Efter Fløjlsrevolutionen i 1989 gik det nye Tjekkiet over til demokrati efter 40 års diktatur, endda med en tidligere fængslet, systemkritisk forfatter på præsidentposten. Prag er blevet symbolet på Det Nye Europa, ligesom den før i tiden var kulturens højborg, og Mozart, Beethoven og H.C. Andersen besøgte byen.

Prag er en by spækket med hyggelige, små gader, store, imponerende pladser, dragende barokbygninger, kirker og en mængde fascinerende gallerier og museer. Slentreture fører en forbi mange restauranter, hvor der er mulighed for at smage det verdensberømte tjekkiske øl og prøve nogle af de lokale specialiteter, og priser på både mad og drikke er meget rimelige.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Statsoperaen (Statni Opera) i Prag er stedet, hvor vi to aftener i træk skal opleve værker fra nogle af tidernes største komponister. Stedets historie går helt tilbage til 1888, hvor det åbnede som den tyske scene i Prag. Siden 1992 har Statsoperaen fungeret i sin nuværende form, som et selvstændigt kompagni af høj kvalitet, hvor specielt de store, klassiske italienske operaer opføres. Men også klassiske balletter findes på repertoiret.

I Prag bor du på et godt firestjernet hotel i gåafstand til centrum. Hotellet byder blandt andet på en glimrende restaurant, bar, fitnesscenter på øverste etage med terrasse samt cykeludlejning for dem, som ønsker at udforske Prag på en anderledes måde.

Dagsprogram

Dag 1. København – Prag
Der er afgang fra København midt på formiddagen (enkelte afgange til middag) mod det eventyrlige Prag. Flyrejsen tager knap halvanden time. Ved ankomsten mødes vi i lufthavnen af vores dansktalende lokalguide og kører med bus til hotellet. Turen tager cirka 45 minutter. Efter check-in er resten af dagen til fri disposition.

Dag 2. Prag. Byrundtur og operaaften med Verdi *
Efter en god morgenmad mødes vi i receptionen med vores dansktalende lokalguide og tager af sted på en rundtur i det centrale Prag. Begyndelsen og slutningen af rundturen foregår med sporvogn og ellers til fods, da dele af Prags centrum – specielt i den gamle bydel – opleves bedst til fods. Husk derfor behageligt fodtøj. Turen med sporvogn er samtidig en god introduktion til sporvognssystemet i Prag, som er en let og billig måde at komme rundt i byen på.

Vi starter selve byvandringen ved Wenceslas-pladsen (Vaclavske Namesti), ikke langt fra Statsoperaen (Statni Opera), hvor vi senere om aftenen skal se opera. Wenceslas-pladsen er det centrale midtpunkt for shopping i Prag. Herfra går vi videre mod den gamle bydel og det historiske centrum (Staré Mesto), et net af gader og små gyder centreret omkring byens rådhusplads (Staroměstské náměstí), som med sine 9.000 m2 udviser en fascinerende storhed.

Vi starter med at gå rundt til de største og mest interessante monumenter – det unikke astronomiske ur, Goltz-Kinshý Paladset, Jan Hus-monumentet og Týn-kirken – hvorefter der bliver tid til at nyde pladsen på egen hånd eller sammen med lokalguiden. Efter rådhuspladsen bevæger vi os til det jødiske område, der rent æstetisk er meget smukt, men også fortæller en grusom historie om Hitlers jødeudryddelse. Det kan virke mærkeligt, at området fortsat kaldes jødisk, da de få tilbageværende jøder i Tjekkiet ikke bor her længere. Bygningerne står her dog fortsat, og med dem et stykke uafrystelig historie.

Hele rundturen slutter ved byens ældste bro, den berømte Karlsbro. Det er om noget Prags kendemærke, og langs hele broen er der opført flere prominente statuer af såvel bygherren Karl den 4., der opførte broen i 1357, og flere helgener. Herfra går turen sammen med lokalguiden tilbage til hotellet med sporvogn. Man kan naturligvis også vælge at blive i centrum på egen hånd og selv finde tilbage til hotellet. Resten af eftermiddagen til fri disposition.

Om aftenen går turen til Statsoperaen, hvor en operaoplevelse af de helt store venter i form af Aida eller La Traviata af Verdi *. Transporten til og fra operaen er på egen hånd. Man kan tage sporvognen, en taxi eller måske gå de knap tre kilometer.

* Hvilken opera, der ses, afhænger af den enkelte afgang. Aida: afrejse den 4. maj 2012. La Traviata: afrejse den 8. juni 2012.

Dag 3. Prag på egen hånd og balletaften med Tjajkovskij
Igen venter der en stor morgenbuffet på hotellet. Herefter har man det meste af dagen til egne oplevelser. En af de ting, der bestemt er et besøg værd, er Pragborgen, der med en over tusindårig historie på flere måder symboliserer det Prag, vi er vidne til i dag. Borgen ligger oppe over Vltava-floden, der gennemskærer Prags centrale bydel. Borgkomplekset huser flere smukke kirker, klostre og tidligere paladser, der nu til dags fungerer som museer og ministerier for regeringen. Man kan også tage på en sejltur på floden, der omgiver Prag, og opleve byen fra et helt andet perspektiv. Måske har du bare lyst til at gå lidt rundt i Prags hyggelige gader, opleve nogle af de mange smukke pladser eller shoppe lidt i byens spændende butikker.

Om aftenen venter endnu en fantastisk oplevelse i Statsoperaen, denne gang en af Tjajkovskijs helt store og verdenskendte balletter – Svanesøen. Transporten til og fra operaen er på egen hånd.

Dag 4. Prag – København
Der er morgenmad på hotellet, hvorefter tiden frem til hjemrejsen er til egen disposition. Vi er af hotellet blevet garanteret at kunne beholde værelserne frem til midt på eftermiddagen, så det ikke er nødvendigt at tjekke ud flere timer før afgangen mod lufthavnen. Hvad du benytter tiden til, er naturligvis helt op til dig selv. Men en idé kunne være at besøge en af byens mange hyggelige ølstuer eller mikrobryggerier, hvor Tjekkiets stolte ølkultur kan opleves. Midt på eftermiddagen (enkelte afgange lige over middag) er der afgang med bus fra hotellet til lufthavnen, hvor flyet hjem til Danmark venter.

Rejsemål

Vidste du...

- at Prags mest kendte beboer, forfatteren Franz Kafka, ikke ønskede, at hans bøger skulle udgives? Hans ven Max Brod gik dog - heldigvis - imod forfatterens ønske og fik alle hans skrifter udgivet.

- At vores egen danske astronom, Tycho Brahe, endte sine dage som hofastronom i Prag? Man kan se Tycho Brahes grav, der kan kendes på de små Dannebrog-flag og de røde og hvide blomster, i Týn-kirken.

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00