Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Krav til rejsedeltagerne
På denne rejse er det en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp, da vi skal besøge nationalparker med kuperet terræn. Derudover er der en del transport i busser og tog med flere daglige af- og påstigninger. Rejsen er derfor ikke egnet for personer, som er dårligt gående eller anvender rollator eller kørestol.
Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke længere dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i visse lande, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring. Lider du af kroniske sygdomme, eller er du fyldt 70 år og rejser uden for Europa med en Gouda rejseforsikring, skal du have et forhåndstilsagn fra Gouda, for at rejseforsikringen er gyldig. Du skal udfylde en helbredserklæring, som Gouda anbefaler, at du udfylder sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda. Er du forsikret hos et andet selskab, kan gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Bagage
Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Forlængelse/ændringer
Rejsen sælges som en hel “pakke“, og ved ændringer vil det ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der ikke benyttes. Når du bestiller rejsen, kan individuel hjemrejse arrangeres, såfremt der er plads på flyene, mod et tillæg på kr. 1.250,-. Derudover kommer tillæg for eventuelle ekstraarrangementer. Eventuelt ekstraarrangement er uden dansk rejseleder.
Tilslutning med indenrigsfly
Det er ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly.
Praktisk information om togrejsen
I det følgende kan du finde information om, hvordan rejsens dag 3-7 foregår om bord på toget tværs over Canada.
Kupéerne om bord
Når det er sengetid på denne fantastiske togrejse, så bliver togsæderne i kupéen lavet om til et hyggeligt sengemiljø, hvor det er muligt at få en god nats søvn, mens toget roligt ruller videre mod nord og vest. Sovevognene har store vinduer, så man kan nyde udsigten, og om dagen bliver de lavet om til opholdsrum. Det er muligt at tilkøbe privat kupe om bord på toget. Der er bad og toilet i alle vognsæt.
Spisning om bord
Der er fuld forplejning om bord. Man skal dog selv betale for drikkevarer.
Der er en afslappet stil i spisevognen, og det er således ikke nødvendigt at skifte til mere elegant tøj til måltiderne. Maden er traditionel canadisk mad. Man bør dog ikke forvente alverden af morgenmaden, da det ikke er så normalt i Nordamerika at spise morgenmad på samme måde, som vi gør det i Danmark. Man kan forvente kaffe/te, toast, wienerbrød med mere.
Rygning om bord
Det er ikke tilladt at ryge på toget. Rygere bedes ryge uden for toget, når det standser. Der henstilles til, at man kun ryger på steder, hvor det er tilladt uden for toget. Toget gør følgende stop undervejs: Capreol, Hornepayne, Sioux Lookout, Winnipeg, Saskatoon og Edmonton.
Alkohol om bord
Man kan købe alkohol om bord, og salget foregår i henhold til lovgivningen i den provins, hvor toget befinder sig. Det gælder også barens åbningstider. Alkohol, der ikke er købt om bord på toget, må kun nydes i den private sovekupé. Provinslovene forbyder indtagelse af alkohol, man selv har indkøbt, alle andre steder på toget.
Mobiltelefoner, musikafspillere m.m.
De fleste passagerer vil gerne have en rolig togrejse. Derfor henstilles der til, at man på toget forsøger at genere andre medrejsende mindst muligt ved brugen af mobiltelefoner, musikafspillere osv.
Man må gerne bruge mobiltelefoner om bord, men bedes gøre det diskret og sætte telefonen på lydløs eller meget lav ringestyrke. Der skal anvendes høretelefoner til at høre musik.
Se også de Generelle forhold vedrørende Albatros Travels rejser
