|
|
Hold efterårsferie i Den Evige Stad, Rom, på denne eksotiske storbyferie. Rom er eller bliver for de fleste en livslang kærlighedsaffære, hvor man vender tilbage gang på gang for at nyde de historiske attraktioner, kulturen, folkelivet og det milde middelhavsklima. Spis en is på den eksklusive café Tre Scalini på Piazza Navona eller nyd en lille espresso udendørs på Roms bedste kaffebar, Cafée Sant’Eustachio, på pladsen af samme navn.
At rejse i Rom kræver lidt forberedelse. Men med den rigtige forberedelse og gode råd hjemmefra bliver et ophold i Den Evige By et minde for livet. Her er bl.a. forslag til en vandretur og til hvad man ellers bør se i byen.
Vandretur i Rom
På en vandretur gennem byen kan man let se de spændende seværdigheder der er et absolut must for besøget. Rom er trods sin størrelse meget let at komme rundt i, og det betaler sig ofte at gå eller tage bus eller undergrundsbane for at komme frem.
Da alle hoteller ikke kan ligge midt i ”centrum” af byen havner mange turister på et hotel ved Stazione Termini, ved jernbanestationen, men blot 4 minutter med undergrundsbanen er man ved den Spanske Trappe der i forårsmånederne er pakket med azalea og resten af året af nysgerrige, turister, kunstnere og rygsæksrejsende der nyder livet på trappen. Her starter vi vores vandretur.
Udsigten fra trappen er de eksklusive gader Via Frattina, Via della Croce og den mest eksklusive Via Condotti, hvor horder af shoppinglystne italienere, japanere, amerikanere og andet godtfolk vandrer selvsikkert op og ned med eller uden shoppingposer i hænderne.
På en vandring i Rom gælder det om at klæde sig praktisk, et par gode sko er en nødvendighed, men samtidig har man ikke lyst til at falde for meget udenfor de elegante italienere, for hvem påklædningen er uhyre vigtig.
Trevi-fontænen står naturligvis på programmet og her overraskes man af barokkens arkitektur. Her er det lykkedes at bygge en kæmpe fontæne på en lille plads og alligevel ligger den skjult således, at man kun hører den fra afstand og når man træder ind på pladsen åbenbarer den sig og overrasker. Man tænker straks på Anita Ekberg der badede sin yndige krop i dens vand i filmen La Dolce Vita, hvis man altså har haft fornøjelsen af at se den.
En af de andre seværdigheder der står på programmet er Pantheon. Et gammelt romersk tempel der blev bygget for snart 2.000 år siden og i dag er katolsk kirke og også rummer familiegraven for det italienske kongehus og kunstneren Rafael der stadig i dag tiltrækker unge mennesker der lægger røde roser ved hans grav.
På den lille Piazza St. Eustachio der ligger bagom Pantheon ligger baren St. Eustachio. Her laver de Roms bedste kaffe. Der er andre der påberåber sig æren, men for den ægte romer er der ingen tvivl. Et besøg afgør sagen og så snart duften af de friskmalede kaffebønner der er blevet nænsomt ristet over åben ild i baglokalet rammer næseborene er der ingen tvivl om hvor kaffen er bedst.
Herfra er der ikke langt til Piazza Navona – også kaldet ”Roms Dagligstue”. Her mødes man, her er cafeer og restauranter med alt for høje priser og for dårlig mad. Man skal man finde helt andre steder, men pladsen er imponerende. På tagene af husene rundt om pladsen kan man skimte et par tagterrasser og man kan drømme sig til en tilværelse som kunstner siddende deroppe med overblik over denne fantastiske plads. På midten af pladsen finder man Berninis utroligt smukke fontæne. Her kæmper 4 flodguder med det altid ustyrlige vand og toppen krones af en af de mange obelisker romerne som feltherrer slæbte med hjem til rigets hovedstad.
Gå herfra til Campo dei Fiori – blomstermarkedet. Her mødes man af et fantastisk liv. Grønssagsboder, fiskehandlere, blomsterhandlere og andet godtfolk mødes her og husmødre og restauratører gransker nøje udbuddet og vælger dagens menu. De farvestrålende frugter og grøntsager lå på rad og række og i store bunker og fik et dansk supermarkeds grøntafdeling til at ligne en scene fra en sort-/hvidfilm.
Herfra er det blevet tid til at spise en frokost. Derfor sættes kursen via Piazza Navona direkte ud mod Tiberen og den lille gade Via Del Soldati. Her finder man nemlig min eget mit absolutte favoritsted »Osteria de Memmo i Santori«. Memmo var i mange år restaurantchef på en anden restaurant, men efter 30 år gik drømmen om egen restaurant i opfyldelse og sammen med kokken har de nu dette pragtfulde sted.
Og jeg vil anbefale at bestille: ”Antipasto alla Memmo” så ved han hvad I vil have. Memmo er en tæt fyr med kraftigt overskæg, der så sørger for at bordet fyldes med tallerkener med små forretter. Ristede peberfugter, grillede augergineskiver, ost, bønner - alt i alt kommer der omkring 15 forskellige retter, herefter kan han så tilbyde pasta og de sultne kan springe på grillet pattegris, en flaske vin og kaffe. Det store forretsorgie, hovedret og dessert med den lokale vin og en kaffe bliver omkring 35-40€ – så kan man vist ikke kalde dyrt. Et forrygende måltid. (Lukket søndag) (Via del Soldati 22-23 - Tel: 06/68135277).
Når man har spist ligger Rom åben for fødderne med yderligere oplevelser.
På den anden side at Tiberen ligger Peterskirken og venter. Herfra har Paverne i århundreder har udøvet deres magt, ligger katolicismens moderkirke som et symbol på den kontinuitet pavestolen nu engang er symbolet på. Her kan katolikker trygt vende sig, som muslimerne vender sig mod deres Mekka og få bekræftet deres tro.
Forum Romanum overrasker, her føler man et sus fra historiens vingeslag og man kan ikke undgå at blive imponeret over denne plads, hvor togaklædte romere vandrede, da man vedtog at alverden skulle skrives i mandtal – og resten af den historie kender vi jo. For enden af Forum ser man en imponerende triumfbue. Og ved siden af finder man Coloseum. Her døde striber af kristne for deres tro, gladiatorer kæmpede for livet og blev hyldet som helte hvis de vandt, mens andres liv blev opslugt af arenaens sand.
Udover disse seværdigheder bør man bruge tid på Villa Borghese, parken der ligger over Den Spanske Trappe.
En shoppingtur på Via Cola di Rienzo, med besøg i gourmet-himmelen ”Franchi”.
Et besøg i nogle af de små kirker der rummer malerier der kunne holde ethvert respektabelt kunstmuseum fyldt, blandt andet Caravaggio og Rafael. Prøv St. Luigi dei Francesi med Caravaggios malerier.
Eller en aftenøl på den underlige bar Jonathans Angels, i Via della Fossa – besøg toilettet!! Det er hele turen værd.
Ja, der er nok at tage fat på – og hermed har vi givet vores forslag til et par dage i den Evige By.
Vandretur i Rom er venligst lånt fra: www.bellitalia.dk - her finder du flere artikler om Rom og Italien.
Andre forslag til oplevelser i Rom
Colosseum Colosseum er opkaldt efter den kolosale bronzestatue af kejser Nero, der var mere end 35 meter høj og tidligere stod på samme sted. I dag er den verdensberømte arena symbolet på Rom verden over. Det imponerende “teater” blev bygget under det Flaviske dynsti mellem 72-80 f.Kr., på et sted hvor der tidligere lå en kunstig sø, der tilhørte det storslåede Domus Aurea, et bygningsanlæg med haver der var opført af Nero. over 100.000 m3 af den fineste hvide travertin blev fragtet fra bruddene ved Tivoli for at bygge amfiteateret, der er det største der blev opført i det romerske imperium. Colosseum kunne rumme 70.000 tilskuere der kunne se kvampe mellem gladiatorer, jagt på dyr og ikke mindst sjældne dyr fragtet hjem fra det store romerrige og i starten havde men de såkaldte Numachie; søslag hvor hele areanaen blev oversvømmet. Arkitekten der lavede byrningsværket skulle have været kastet for de vilde dyr, som en “tak for hans indsats”. Derved indledte han en tid med blod og voldsomhed som i mange år skulle være bygningens attraktion.
Forum Romanum Forum Romanum er Roms vigtigste arkæologiske udgravning. Anlægget strækker sig fra Capitol til Palatinerhøjen. Helt tilbage i det 7. årh. f.Kr. var Forum stedet for al politisk, regiliøst og kommercielt liv i Rom. Her ligger talerstolen, rostra, hvorfra Cicero holdt sine betømte taler. Her blev romerske hærførere hyldet når de sejrrigt vendte hjem fra kamp. Der var herfra at Augustus besluttede at alverden skulle skrives i mandtal. Det enorme romerrige blev styret herfra. Forum Romanum emmer af historie, og man kan gå rundt i timevis og forstille sig hvordan verdens magtcentrum så ud for over 2000 år siden. Senere under andre kejsere opstod der andre Fora - Fora di Augusto, di Cecare, di Nerva og di Vespasiano og ikke mindst det imponerende Foro di Traiano, der var datidens shoppingcenter.
Piazza Venezia På vejen ned fra Campidoglio kan man passende gå via Piazza Venezia. Her kan man se Fædrelandsmonumentet, det store hvide monument hvor den evige flamme brænder. Bygningen er kaldet Lagkagen eller Gebisset, og er trods byggestilen ikke fra antikken. Men ikke desto mindre er den et af Roms mange vartegn og den er værd at kaste et blik på inden man går videre til Trevi-fontænen.
|
|
fakta om italien

Hovedstad: Rom Indbyggere: 58 mio. Sprog: italiensk Religion: katolicisme Valuta: euro Klima: tempereret
|
|
|
|