|
|
Sydafrikas Cape Town og Garden Route
“Hele verden i ét land”. Sådan omtales Sydafrika ofte, og det er en rammende beskrivelse, for Sydafrika er et land kendetegnet af skarpe kontraster i både kultur og landskaber. Her er smukke byer og trøstesløse townships, et smukt, varieret landskab med både høje bjerge, tæt bush og åben savanne samt brede sandstrande, intime laguner og hyggelige fiskelejer.
De første europæere kom hertil ad søvejen. De søgte læ i bugten efter mange uger til søs på den lange og barske sørejse til Indien rundt om Kap Det Gode Håb. I området ved Cape Town hentede de vand og friske forsyninger ved at lave byttehandler med den lokale stamme, khoikhoi, inden de fortsatte rejsen til Indien. Portugiserne var der allerede i 1488. Men det var hollænderne, med Jan van Riebeck i spidsen, der i 1652 etablerede en egentlig provianteringsstation, som skulle sørge for forsyninger til Det Forenede Ostindiske Kompagnis skibe. Flere og flere hollændere slog sig ned, også uden for handelsstationen, og dyrkede jorden og producerede selv varer til søfolkene. Senere kom også franske huguenotter og tyskere hertil og endelig, i slutningen af 1800-tallet, englænderne.
Vores rejse starter i det vidunderlige Cape Town, smukt beliggende rundt om Taffelbjerget, som vel nok må siges at være byens vartegn. Vi skal en tur ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela, Sydafrikas tidligere – og første sorte – præsident, sad fængslet i 14 år ud af i alt 27 års fangenskab for sin kamp og modstand mod det hvide apartheidstyre.
Et par timer syd for Cape Town ligger Kaphalvøen. Sjældent oplever man en så enestående natur så tæt på en storby. På den smukke kyststrækning ligger små hyggelige fiskelejer, på Boulders Beach holder en koloni af jackass-pingviner til, og ved selve Kap Det Gode Håb rejser de høje klipper sig over havet og skiller Atlanterhavet og Det Indiske Ocean.
Efter et par dage i Cape Town drager vi østpå til Vinlandet, hvor vi besøger en vingård og skal smage de forskellige vine. Videre langs kysten ad den legendariske og smukke R62-rute kommer vi til Oudtshoorn, som er Sydafrikas “strudse-hovedstad” og hjemsted for de berømte og imponerende Cango-drypstenshuler. Vi besøger også den hyggelige by Knysna og tager på udflugt i firhjulstrækkere til det privatejede naturreservat “Featherbed”. Har du lyst, bliver der mulighed for en dukkert i det lune Indiske Ocean. Fra Plettenberg Bay forsætter vi langs den berømte Garden Route til Port Elizabeth.
Undervejs besøger vi den smukke, lille nationalpark Tsitsikamma samt den berømte Addo Elephant Nationalpark, hjemsted for hundredvis af elefanter samt cape-bøfler.
Fra Port Elizabeth flyver vi hjem via Johannesburg og London.
dagsprogram Dag 1. Afrejse mod Sydafrika Der er afrejse tidligt på aftenen fra København via London mod det eventyrlige Sydafrika.
Dag 2. Ankomst til Cape Town Vi lander i kontinentets sydligste storby, Cape Town, om morgenen. Fra lufthavnen kører vi direkte til vores centralt beliggende hotel. Der er mulighed for at slappe lidt af, inden vi om aftenen samles og nyder en velkomstmiddag i byen. Ved samme lejlighed giver rejselederen en introduktion til den forestående rejse.
Velkomstmiddagen er inkluderet. Morgenmad serveres om bord på flyet. Ophold på The Ritz Hotel (eller lignende standard).
Dag 3. Cape Town. Robben Island
Efter morgenmad på hotellet tager vi til havnen i Cape Town, hvorfra vi sejler ud til den berygtede fængselsø Robben Island. Her sad Nelson Mandela og mange andre fanger fængslet i ufatteligt mange år under apartheidstyret. Turen guides af tidligere fanger på øen, hvilket giver besøget et ekstra stærkt indtryk. Den danske rejseleder er naturligvis behjælpelig med at oversætte.
Vi er tilbage i Cape Town ved frokosttid. Båden lægger til ved byens berømte og smukke havnepromenade, Victoria and Albert Waterfront, som er spækket med gode og hyggelige restauranter. Eftermiddagen er til fri disposition, og hvis Taffelbjerget ikke er indhyllet i skyer, er en tur til toppen af bjerget absolut anbefalelsesværdig. Bjerget kan enten bestiges til fods, eller man kan “skyde genvej” og tage turen op til toppen med kabelbanen.
Hvis der er stemning for det, arrangerer rejselederen gerne fællesmiddag om aftenen på en af byens mange gode restauranter (ikke inkluderet).
Morgenmad er inkluderet. Ophold på The Ritz Hotel (eller lignende standard).
Dag 4. Cape Town. Kaphalvøen
Dagen byder på udflugt til Kaphalvøens storslåede natur- og dyreliv. Vi kører sydpå ad den smukke kyststrækning med det brusende hav under os og kommer igennem nogle af Cape Towns eksklusive forstæder. Fra Hout Bay skal vi på en lille sejltur gennem den kraftige brænding til Duiker Island, hvor tusindvis af sydafrikanske pelssæler holder til. Vi kommer helt tæt på sælkolonien og kan se sælerne ligge på klipperne eller lege i vandet omkring båden. Senere kører vi over Chapmans Peak og Fish Hoek til Simons Town, hvor vi skal besøge en pingvinkoloni. Efter yderligere en kort køretur når vi frem til Kap Det Gode Håb-naturreservatet på Afrikas sydlige spids. Det 7.680 hektar store område er hjemsted for antiloper som elan, bontebok, springbok og gnu samt strudser, bavianer og mange andre dyrearter.
Vi går den korte tur ud til spidsen af halvøen, Cape Point, og nyder den storslåede udsigt over de to store verdenshave: Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. På vejen tilbage mod Cape Town besøger vi den smukt anlagte botaniske have, Kirstenbosch, hvor man blandt andet opbevarer og studerer Kaphalvøens mange sjældne planter af slægten protea.
Morgenmad og frokost er inkluderet. Ophold på The Ritz Hotel (eller lignende standard).
Dag 5. Cape Town – Vinruten – Stellenbosch
Vi forlader Cape Town og sætter kursen mod Stellenbosch. Turen hertil går gennem hjertet af det berømte og smukke vinområde, Cape Winelands, som byder på fantastiske bjergkæder, vinmarker og karakteristiske smågårde fra de mange europæiske immigranter – de såkaldte Cape Dutch – der slog sig ned i Cape-området. Undervejs laver vi en afstikker ad N1 til byen Paarl, som er den ældste europæiske by i Cape Winelands og en af Cape’s første landbrugsområder. Byen ligger smukt ved foden af det karakteristiske granitbjerg Paarl Mountain, der bliver sammenlignet med Australiens Ayers Rock. Dagens første stop er ved den maleriske vingård Seidelberg Wine Estate, som blev grundlagt tilbage i 1692 under navnet De Leuwen Jagt. Så langt øjet rækker er der frodige vinmarker, som et godt stykke ude i horisonten møder bjergene. Vi går på opdagelse i Seidelbergs vinkælder og får et grundigt indblik i vinproduktionens mange facetter. Vi skal naturligvis også smage på vinene!
Vi fortsætter herefter til den charmerende by Franschoek, hvis historie går tilbage til de franske huguenotters ankomst i det 17. århundrede. Byen ligger i smukke rammer i en malerisk dal og kan ud over sine dejlige vine og den smukke natur bryste sig af sin status som Sydafrikas kulinariske hovedstad. Vi skal til vinsmagning på en af områdets mange vingårde, og herefter nyder vi en frokost på en af byens mange prisbelønnede restauranter – og oplever dermed på tætteste hold, hvordan byens kokke tryller med råvarerne og leverer mad af højeste kvalitet.
Bagefter fortsætter vi til byen Stellenbosch. Turen går via det smukke Helshoogte-bjergpas, som smyger sig gennem bjergene og går lige gennem hjertet af den sydafrikanske vinindustri. Med sine kæmpe egetræer, historiske bygninger, caféer, billedgallerier og vinbarer er Stellenbosch en af Sydafrikas mest stemningsfulde og hyggelige byer.
Morgenmad og frokost er inkluderet. Ophold på Protea Stellenbosch (eller lignende standard).
Dag 6. Stellenbosch – Oudtshoorn
Efter morgenmaden siger vi farvel til Stellenbosch og sætter kursen mod Oudtshoorn – den største by i Klein Karoo-området og Sydafrikas “strudse-hovedstad”. Før Første Verdenskrig blev strudse i hundredtusindvis opdrættet på de lokale strudsefarme. Strudsefjer var på det tidspunkt højeste mode, og de lokale “fjerbaroner” tjente styrtende med penge. Mange af dem byggede store, fashionable paladser – de såkaldte “Feather Palaces”, som man stadig kan se i Oudtshoorn-området. I dag er turister – og ikke modedyr – for længst blevet strudseindustriens vigtigste indtægtskilde.
Vores første stop gør vi ved Safari Ostrich Farm, hvor vi får en guidet tur og ser arbejdet med strudsene fra start til slut. Besøget på strudsefarmen rundes af med et strudse-væddeløb, hvor lokale “ryttere” viser deres talenter. Har du lyst, kan du også prøve kræfter med en strudse-ridetur!
Cirka 30 kilometer fra Oudtshoorn, ved den pittoreske Cango Valley, ligger de verdensberømte drypstenshuler Cango Caves i Swartberg-bjergkæden. De imponerende og dramatiske drypstenshuler – der rummer nogle af verdens største drypsten – strækker sig over et kæmpemæssigt areal: 1,5 kilometer i bredden og næsten 16 kilometer i længden.
Morgenmad er inkluderet. Ophold på Oudtshoorn Hotel (eller lignende standard).
Dag 7. Oudtshoorn – Knysna Efter morgenmaden på Oudtshoorn Hotel kører vi til Knysna, der ligger mindre end en times kørsel væk. Byen Knysna er berømt for sine østers og er et gammelt skovområde med hårde træsorter som jern- og stinktræ, hvoraf enkelte kæmper er over 800 år gamle. Inden vi stævner ud i lagunen, går vi en tur rundt i byen og nyder de smukke gamle bygninger.
Frokosten indtager vi på den klassiske “John Benn”, en flydende restaurationsbåd, mens vi sejler roligt langs kysten og nyder den betagende kystlinje. Vi kommer forbi de to store, imponerende sandstensklipper, Knysna Heads, der tårner over indsejlingen til lagunen, hvor den sjældne søhest holder til.
Morgenmad og frokost er inkluderet. Ophold på Russel Hotel (eller lignende standard).
Dag 8. Knysna Vi starter dagen ud med et besøg i det fredede, privatejede Featherbed Naturreservat vest for Knysna. Naturreservatet er et fremragende eksempel på økoturisme. For at beskytte naturen er adgangen hertil reguleret, og besøg er kun tilladt i selskab med Featherbed’s egne ekspertguider.
Den eneste måde at komme til Featherbed på er i båd, så vores øko-eventyr starter med en 25-minutters sejltur i færge. Undervejs beretter de lokale guider om områdets spændende historie – fra skibsfart til østersdyrkning.
Ved ankomsten til Featherbed tager vi på opdagelse i den storslåede og dramatiske natur i en Unimog-firhjulstrækker med påhængsvogne. De dygtige, lokale guider fortæller om stedets dyre- og planteliv, historie og om bevarelsen af miljøet. Vi gør holdt ved udvalgte, storslåede udsigtspunkter – og nyder den uovertrufne udsigt over Knysna-lagunen, de omkringliggende bjerge og selve Knysna by. Efter køreturen rundt i naturreservatet, har du mulighed for at fortsætte til fods og tage med på en gåtur på cirka 2,5 kilometer (solide vandresko anbefales). Endvidere er det en god idé at have en varm jakke med til færgeturen. Vi runder af med en lækker frokostbuffet på Food Forest Restaurant.
Morgenmad er inkluderet. Ophold på Russel Hotel (eller lignende standard).
Dag 9. Knysna – Tsitsikamma – Addo
I dag besøger vi nationalparken Tsitsikamma. Tsitsikamma betyder »stedet med meget vand« på khoi-sproget. Området strækker sig fra Bloukrans River i vest til Eerste River i øst, og er mod nord afgrænset af Tsitsikamma-bjergene, mens det mod syd møder Det Indiske Ocean.
Vegetationen i området er en kombination af oprindelig skov, plantager og de såkaldte fynbos – en gruppe af planter, som er endemiske for Sydafrika. Floden Deep River skærer sig dramatisk gennem området, og på sin vej ned mod havet danner floden en række spektakulære vandfald og dybe kløfter.
Et mildt klima året rundt giver ideelle rammer for de mange forskellige udendørsaktiviteter, man kan fornøje og udfordre sig selv med i området, og store mængder nedbør er forklaringen bag den overvældende frodighed. Morgenmad er inkluderet. Ophold på Zuurberg Mountain Inn (eller lignende standard).
Dag 10. Addo Elephant Nationalpark Mere end 450 elefanter boltrer sig i nationalparken Addo Elephant, hvor vi i dag skal vi på en guidet vildtsafari. Vi kører i åbne firhjulstrækkere og har dermed første parket til naturen, når de lokale safariguider tager os til de bedste steder i nationalparken og indvier os i bushens hemmeligheder. Selvom elefanterne naturligvis er de absolutte “hovedpersoner” her i Addo, er der en lang række andre dyr i parken, som man – alt efter sæsonen – kan være heldig at møde: Cape-bøfler, antiloper med mere.
Efter vores spændingsmættede safari er resten af eftermiddagen til fri disposition.
Morgenmad er inkluderet. Ophold på Zuurberg Mountain Inn (eller lignende standard).
Dag 11. Afrejse fra Port Elizabeth Efter morgenmaden vil vi køre til en af Port Elizabeths indkøbscentre, hvor der er gode indkøbsmuligheder og hyggelige spisesteder. Den sydafrikanske rand er faldet ganske voldsomt gennem det sidste par år, og Sydafrika er derfor blevet et yderst attraktivt indkøbsland. Tøj, smykker, kunstgenstande og meget mere kan erhverves til attraktive priser. Der er naturligvis også mulighed for at blive på hotellet og slappe af ved poolen før vores lange flyrejse hjem. Vi mødes om eftermiddagen og kører til lufthavnen i Port Elizabeth, hvor vores rejse hjem begynder.
Dag 12. Ankomst til Danmark Vi ankommer til København midt på formiddagen.
|
|
fakta om sydafrika

Hovedstad: Pretoria Indbyggere: 48 mio. Sprog: isizulu, isixhosa, afrikaans, sepedi, engelsk, setswana Religion: kristendom Valuta: rand Klima: subtropisk ved kysterne, ellers halvtørt
|
|
|
|