Albatros Travel

Tibet 

En rejse til Verdens Tag og Lhasa – Gudernes sted,
terrakottahæren i Xian og Beijing til udsalgspris
- med dansk rejseleder, 12 dage

En unik natur- og kulturrejse, der bringer os fra Kinas fantastiske, historiske og kulturelle monumenter til Tibets storslåede natur og farvestrålende, buddhistiske univers med templer, klostre og paladser.

Rejsen tager udgangspunkt i Beijing, Kinas pulserende hovedstad, hvor bybilledet byder på et spændende miks af nyt og gammelt: storslået, raffineret arkitektur fra kejsertiden og livlige, lokale markeder – side om side med topmoderne stål- og glasbygninger samt et af verdens mest eksklusive shoppinggader. Her i Beijing er der mulighed for at besøge et af verdens syv vidundere: Den Kinesiske Mur, som har 2.000 år på bagen og slanger sig mere end 6.300 kilometer gennem det kinesiske landskab.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Fra Beijing flyver vi til Tibets hellige og charmerende hovedstad, Lhasa, hvor vi besøger alle de storslåede buddhistiske klostre og monumenter med Potala-paladset som det mest berømte. Dette kolossale palads er grundlagt i 1690 som regeringssæde for Dalai Lama. Med sine 13 etager tager det pusten fra de fleste. Det siges, at her er 1.000 rum, 10.000 altre og 20.000 statuer og figurer i ædle metaller. Her havde den religiøse leder Dalai Lama sit hovedsæde, inden han flygtede i eksil i det nordlige Indien. Vores hotel i Lhasa er blot et stenkast fra det allerhelligste Jokhang-tempel i centrum af byen. I det gamle Lhasa er der masser af stemning på smør- og kødmarkedet bag Barkhor, og der er også mulighed for at tage på udflugt til Yamdrok-søen “den turkisfarvede skorpion” – en af Tibets mange hellige søer, som ligger 4.500 meter over havet. 

Fra Verdens Tag flyver vi til den gamle kejserby Xian, som er kendt for det 20. århundredes største arkæologiske fund: terrakottahæren, hvor de tusindvis af mandshøje figurer opstillet i kampformation giver et glimt tilbage i tiden med den engang så mægtige Qin-kejser. 

Vi runder rejsen af igen i Beijing, hvor der er indlagt tid til selv at tage på opdagelse – og måske få shoppet lidt her i en af verdens bedste shoppingbyer. 

 
Dagsprogram

Dag 1. København og Beijing

Afrejse fra Danmark
Fra København flyver vi direkte med SAS til Kinas hovedstad, Beijing. Inklusive forplejning på flyet.

Dag 2. Beijing
Ankomst til Beijing. Udflugt til Den Olympiske Landsby
Efter ankomsten til Beijing Lufthavn og indrejseformaliteterne tager vi hul på det spændende udflugtsprogram. Vi starter med at køre til Beijings olympiske område, som ligger i byens nordlige del. Her ser vi de fantastiske stadioner, med Fuglereden og det unikke svømmestadion som de mest imponerende, og vi får et godt indblik i det fantastisk store arbejde, som blev udført i forbindelse med OL i 2008. Vi nyder en sandwichfrokost, inden turen går til vores centralt beliggende hotel. Herefter er der mulighed for at få slappe lidt af ovenpå rejsen, inden vi mødes vi til middag om aftenen, som vi indtager på en restaurant tæt ved hotellet. Inklusive morgenmad på flyet, let sandwichfrokost og middag.

Dag 3. Beijing
På egen hånd, mulighed for tilkøbstur til Den Kinesiske Mur
Ønsker du at gøre nogle fordelagtige indkøb, kan du tage på Beijings berømte silkemarked eller det eksklusive butiksstrøg Wangfujing. Får du nok af stormagasiner, kan du i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte By’s tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden, som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter.

Mulighederne i Beijing er utallige. En oplagt mulighed er at besøge Himlens Tempel, et af Beijings berømte vartegn og det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvid marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå, glaserede tegltag mod byens himmel. Dette er et enestående eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfadertavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst. Tempelkomplekset bliver i dag brugt som offentlig park, og det er en stor oplevelse at betragte de mange forskellige mennesker, der her har deres daglige gang her – hvad enten de spiller musik, spiller kort eller bare tager sig en lur.

Det er også muligt at tilkøbe en udflugt til Den Kinesiske Mur: Vi starter turen med at gøre holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver cloisonné. Det er et tidskrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Ikke mindst da de komplicerede mønstre senere skal dekoreres med overdådige farver, og det hele til sidst brændes og poleres.

Det er uden tvivl enhver Kina-rejsendes drøm at bestige Den Kinesiske Mur. I bjergene nord for Beijing ligger muren, der med rette er et af verdens mest berømte bygningsværker. Det ubegribelige ved dette fantastiske byggeri er ikke blot, at muren strækker sig over 6.300 kilometer – men at opførelsen af den samtidig er påbegyndt for mere end 2.000 år siden. Fra oprindeligt at have været en jordvold er den i dag en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne. Selvom den skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, kom muren dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Man havde nemlig et system af røgsignaler, så man hurtigt kunne sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede muren, fungerede den endvidere som kontrolpost.

Når man har set sig mæt på det storslåede landskab og Den Kinesiske Mur, går turen tilbage mod Beijing. Om aftenen nyder vi en herlig middag på en lokal restaurant. Inklusive morgenmad og middag.

Dag 4. Beijing – Lhasa
Taichi, fly til Tibets hovedstad, afslapning og let byrundtur
Vi begynder med en meget tidlig udflugt til den nærmeste park. Temaet er morgengymnastik, og der bliver rig mulighed for både at iagttage og deltage i den fascinerende ”skyggeboksning”, taichi.

Op ad formiddagen begiver vi os mod Beijing Lufthavn, hvor flyet til Lhasa venter. Vi tager det roligt denne første dag i Tibets hovedstad, Lhasa, for at sikre, at alle har tilpasset sig den tynde luft. Efter at have checket ind på vores centralt beliggende hotel, er der afsat tid til at slappe af og gå en lille tur rundt i lokalområdet. Først på aftenen mødes vi for at spise aftensmad. Inklusive morgenmad, frokost og middag.

Dag 5. Lhasa
Jokhang, Bharkor og Norbulinka
Op ad formiddagen går vi til Jokhang-templet midt i det gamle Lhasa. Her står pilgrimmene hver dag, året rundt, i lang kø for at møde deres guder. Templet er grundlagt af kong Songtsen Gambo i år 650, og det er derfor Tibets ældste tempel. Det er bygget til at huse statuen af Jowo Rinpoche (Sakyamuni), den historiske buddha. I de senere år er der heldigvis igen blevet plads til det religiøse liv, især på det formelle plan. Men selv da den kinesiske undertrykkelse stadigvæk var slem i 1990 strømmede pilgrimmene stædigt til dette gamle tempel. Denne morgen vil vi koncentrere os om at følge med de fromme og hengivne folk ind i templet og dets mange små kapeller. Her møder vi folk fra alle egne af landet. Med en bedemølle i den ene hånd og en olielampe i den anden møder de – ydmyge og fulde af forventning – deres guder og gudinder, mens mantraet ”om mani padme hum” strømmer uafladeligt over deres læber. I det gamle tempel træder man ind i en skjult og mytisk verden, der kun er oplyst af store smørlamper. Forgyldte buddhaer, opretstående kæmpestatuer i silkeklæder, mystiske væsner med tyrehoveder, guden med de elleve hoveder og tusinde arme blander sig pludseligt med tibetanske pilgrimme. Lugten af ælde, smør og røgelse understreger atmosfæren af en fjern og mystisk middelalder. Men trods den alvorsfulde stemning er det ikke svært at komme i kontakt med folk – tibetanerne er stolte af deres kultur og viser den frem med glæde.

Om eftermiddagen skal vi besøge Norbulinka (Juvelparken), som blev bygget i det 18. århundrede som sommerpalads for forskellige Dalai Lamaer. Bag høje mure er anlagt en smuk have med fontæner, og paladset er især berømt for sine smukke freskoer, der beretter om Buddha Sakyamunis liv samt de vigtigste buddhistiske begivenheder i Tibet. Den 14. Dalai Lamas arbejdsværelse ligger tilsyneladende hen, som det blev forladt, da han måtte flygte i eksil i 1959.

Vi slutter dagen af med at køre tilbage til Jokhang-templet. Her er der vældig gang i markedet, som strækker sig rundt om templets traditionelle ”meditationsgade”. Barkhor hedder stedet, som er noget af det bedst bevarede af det gamle Lhasa. Her vandrer pilgrimme og andre fromme folk rundt om templet i timevis. Som solens gang om jorden omkredser de det gamle tempel med det ordnede rum (templet) til højre og det uordnede rum (hverdagslivet) til venstre. De hengiver sig til bønner, mumler det vigtige mantra ”om mani padme hum”, som er en hyldest til Buddha og betyder ”hil dig juvel i lotusblomsten”, snurrer bedemøllen og enkelte kaster sig dramatisk ned i glidefald for hvert tredje skridt. Kvinderne er klædt i spraglet bondetøj og tunge smykker af turkis, koral og rav eller elegante kjoler med skarpe læg. Mændene bærer ofte en tung kofte med ærmer ned til knæene, et rødt bånd om det flettede og oprullede hår og en sølvbeslået daggert ved siden. På Barkhor lever Tibet på fornemmeste vis, og pilgrimme flokkes her for at bekræfte de stærke traditioner for Buddhadharmaen. Inklusive morgenmad, frokost og middag.

Dag 6. Lhasa
Potala-templet og munkeklosteret i Sera
I dag skal vi ud at besøge Lhasas største seværdighed og et af verdens absolutte underværker: Potala-templet, som ligger på toppen af Marpo Ri (Det Røde Bjerg). Dette kolossale palads er grundlagt i 1690 som regeringssæde for Dalai Lama. Med sine 13 etager tager det pusten fra de fleste. Det siges, at her er 1.000 rum, 10.000 altre og 20.000 statuer og figurer i ædle metaller. Men bare rolig, vi skal ikke se det hele.

Vi skal besøge den 5. Dalai Lamas gravmæle, som er en 14 meter høj chorten (en tibetansk stupa) dækket med 3.700 kilo guld, perler og alskens ædelstene. Vi skal også besøge den nuværende 14. Dalai Lamas residens med hans pragtfuldt udsmykkede audiensgemak samt de mere private værelser. Fra taget under de gyldne pagoder kan vi skue ud over Lhasa, dalen og de endeløse bjerge. Potala er en helt unik kulturperle, som mirakuløst undgik Kulturrevolutionens katastrofale ødelæggelser via den daværende kinesiske udenrigsminister, Zhou Enlais, personlige indgriben – siges det. I 1980 blev det genåbnet for offentligheden, og i 1995 blev det renoveret for fire millioner dollars, som den kinesiske regering ikke er sene til at understrege.

Denne eftermiddag kører vi lidt uden for byen til Sera-klosteret. Sera ligger ved foden af bjergene, og det store kompleks er bygget som en mindre by, der på sit højeste i 1400-tallet kunne rumme 5.500 munke. I dag lever her cirka 400, og de har ry for at være temmelig politisk militante. I slutningen af 1950’erne var munkene her aktive i opstanden mod kineserne. En opstand, der drev den nuværende 14. Dalai Lama på flugt til Indien. En af Sera-klosterets vigtigste skatte finder man i Sera Ji-kollegiet. Det er en frygtindgydende beskytter, kaldet Tamdrin (Hayagriva på sanskrit), og kan oversættes til ”hestehovedet”.

Tamdrin er en skræmmende manifestation af Chenrezig (Avalokiteshvara), bodhisattva for uendelig medfølelse, og Tibets skytsgud – ja, en ordentlig mundfuld og mange hatte at administrere, men tibetansk buddhisme er meget omfattende og kompleks. Helt forenklet er det den utrættelige bekæmper af det onde og beskytter af det gode, og pilgrimmene står ofte i lange rækker for at tilbede denne gud. Vi skal selvfølgelig også besøge ”debathaven”, hvor munkene træner i retorik og logik. Debatterne har karakter af kamp, således at hvert nyt argument understreges af kraftige håndklap. Inklusive morgenmad, frokost og middag

Dag 7. Lhasa
På egen hånd eller mulighed for tilkøbstur til Ganden
Vi har hele dagen til egne aktiviteter, og Lhasas gamle bydel byder på anderledes oplevelser for selv den mest berejste. Ønsker du derimod at se endnu et kloster, kan det varmt anbefales at tilkøbe turen til Ganden-klosteret små 60 kilometer uden for Lhasa.

Ganden blev opført 1409 på toppen af et lille bjerg, og der er en fantastisk udsigt over dale, landsbyer og bjerge. Ganden tilhører Gelugpa-ordenen, også kaldet gulhattene eller de reformerte. Sammen med Sera og Drepung var disse tre kæmpeinstitutioner garanter for regeringen. Det var alle klosteruniversiteter, som i høj grad beskæftigede sig med politik. Det er en almindelig antagelse, at omkring 6.000 klostre og helligdomme blev plyndret og jævnet med jorden under den kinesiske kulturrevolution. Ganden var et af dem. Fra midten af 80’erne har man arbejdet på at genopbygge det store kompleks, mest baseret på frivillig lokal arbejdskraft. I dag lever her cirka 300 munke.

Resten af dagen er til fri disposition. Tager du til Chagpo Ri (Medicinbjerget), har du en pragtfuld udsigt til Potala. Du kan også blot gå en tur rundt i det gamle Lhasa og for eksempel besøge smør- og kødmarkedet bag Barkhor. Inklusive morgenmad.

Dag 8. Lhasa
Tid på egen hånd eller mulighed for tilkøbstur til Yamdrok-søen 4.500 meter over havet
Dagen giver atter mulighed for de eventyrlystne til selv at prøve kræfter med den tibetanske hovedstad. Derudover er der mulighed for at tilkøbe en udflugt til den smukke Yamdrok-sø. Fra Lhasa snegler vi os op over de mange serpentinsving til Gamta-passet, hvorfra vi har en fabelagtig udsigt over søen Yamdrok Tso – “den turkisfarvede skorpion” – en af Tibets mange hellige søer. Bag det blinkende vand kan vi se kæmpe, snedækkede bjergtinder på over 7.000 meter.

Vi gør holdt ved denne skønne sø og stopper desuden op i en af de små, hyggelige landsbyer ved søens bredder. På engene omkring søen går ofte hyrder med masser af geder og får. Vi er tilbage i Lhasa sidst på eftermiddagen. Inklusive morgenmad.

Dag 9. Lhasa – Xian
Fly til Xian og ”hotpot” i den gamle bydel
Udnyt formiddagen til at få taget de sidste billeder fra Verdens Tag, inden vi ved middagstid begiver os til lufthavnen og flyver til Xian. Denne gamle kejserby ligger i den centrale Shaanxi-provins, og her har den kinesiske kultur sin oprindelse. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (221 f. Kr.) var området for første gang midtpunkt i det enorme kinesiske rige. Og under det blomstrende Tang-dynasti (618-907) var byen igen hovedstad – og tilmed en af verdens største. Her mødtes driftige handelsmænd, ivrige munke og snedige diplomater fra hele verden i et sydende kaos. I bærestol, på kamelryg eller til fods trodsede de Centralasiens hede ørkener og stormomsuste bjergpas på vej mod denne metropol. Med mere end 2.000 års historie er byen således spækket med spændende seværdigheder!

Vi checker ind på vores hotel, inden vi om aftenen fortsætter ud i det ”vilde” kinesiske restaurationsliv. I både Xian og resten af Kina spiser man ikke for at leve. Næh – man lever for at spise, og nu er tiden kommet til, at vi prøver den stærke lokale specialitet Huogu, også kendt som ”hotpot” (ildgryde)!  Inklusive morgenmad, frokost og middag.

Dag 10: Xian – Beijing
Medicinmarked, terrakottahæren, bymuren og nattog til Beijing
Vi begynder dagen med et besøg på et lokalt medicinmarked. Her sælger lokale grossister fra Xian tørrede urter – ingredienser, der igennem årtusinder er blevet brugt i den traditionelle, kinesiske lægekunst. Her er mulighed for at købe ginseng, tørrede søheste eller måske stærke krydderier med hjem.

Siden sin storhedstid som knudepunkt på den berømte Silkevej har Xian levet en tilbagetrukket tilværelse. Men med fundet af den første kejsers hær, terrakottahæren, i 1974 er byen atter blevet valfartsmål for folk fra hele verden. Kinas første kejser Qinshi Huangdi tvangsudskrev tusindvis af bønder til at bygge et kæmpe gravmausoleum og skabe ham en hær af terrakotta, der skulle vogte ham efter døden. I dag er der næsten ingen spor efter det kæmpemæssige gravområde og imponerende paladser. Kun terrakottahæren med de tusindvis af mandshøje figurer opstillet i kampformation giver et glimt tilbage i tiden med den engang så mægtige Qin-kejser. 

Efter frokost kører vi tilbage til Xian, hvor vi besøger den bedst bevarede bymur i Kina. Kun et lille stykke af den har måttet vige pladsen for Xians hovedbanegård. Bymuren blev bygget på fundamenterne af det gamle palads fra Tang-perioden (618-907), den tids forbudte by. På toppen af muren er man stadig højt hævet over byens tage, selvom muren er over 300 år gammel.

Sidst på aftenen mødes vi alle og kører til byens travle hovedbanegård for at tage nattoget til Beijing. Rejsen foregår i “1. klasses sovevogn” på kinesisk, også kaldet “blød seng”. Og vi får med garanti en anderledes spændende oplevelse af kineserne på tæt hold! Inklusive morgenmad, frokost og middag

Dag 11. Beijing
Ankomst til Beijing, mulighed for shopping og pekingand-middag
Efter en spændende og anderledes nat ruller vi tidligt om morgenen ind på Beijing Banegård. Efter at have checket ind på vores hotel er dagen afsat til at gøre de sidste indkøb.

Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med den nærmest rituelle pekingand. Mange timers forberedelse går forud, før det sprøde andeskind og saftige kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg. Inklusive morgenmad og middag.

Dag 12. Beijing – Danmark
Hjemrejse til Danmark
Omkring middagstid sætter vi os til rette i flyet mod København, og onde tunger vil vide, at flyet ved afrejsen skal have et længere tilløb på grund af de mange kufferter fyldt med håndfaste minder om en uforglemmelig rejse til Verdens Tag og Riget i Midten! Forventet ankomst til København sidst på eftermiddagen. Inklusive morgenmad.


 

Rejsemål
Kina
Østasien

KINA

Hovedstad: Beijing
Indbyggere: 1,3 mia.
Sprog: kinesisk (flere dialekter)
Religion: taoisme, buddhisme (officielt ateistisk)
Valuta: renminbi yuan
Klima: meget varieret, fra tropisk i syd til subarktisk i nord

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00