Albatros Travel

Vinter på Grønland 

Oplev fantastiske Grønland omkring Kangerlussuaq - med mulighed for hundeslædekørsel, nordlys, indlandsis og moskusokser
– med lokal dansk rejseleder, 5 dage

Få din helt egen fornemmelse for sne! Oplev den ufatteligt flotte grønlandske vinter nord for polarcirklen, dybt inde i bunden af en af verdens længste fjorde – Kangerlussuaq, eller på dansk, Søndre Strømfjord.

Den, der måtte tro, at Grønland om vinteren er henlagt i et evigt, trist mørke, tager grundigt fejl: Allerede fra midten af januar sender solen sine første varme stråler ned over de blålige, drømmeagtigt smukke sne- og isprydede fjeldlandskaber. Et flottere lys er svært at forestille sig.

Grønland er for mange synonymt med indlandsisen, der dækker mere end 85 procent af det mægtige land. Isarealet svarer til mere end 40 gange Danmarks størrelse. Med en tykkelse på over tre kilometer presser isen sig ud mod havet, hvor den kan ses mange steder ved Grønlands kyster. Men på denne rejse oplever vi den tættere på – mere end 170 kilometer inde i landet.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Ingen andre steder i Grønland kan man komme så langt ind i det grønlandske indland, hvor enorme gletsjerfronter pløjer sig dybt ind i det dramatiske landskab. I dette storslåede natursceneri mellem fjorden og indlandsisen, hvor Grønlands største bestand af moskusokser, rensdyr og polarræve lever, har du mulighed for at komme helt tæt på - ja, i bogstaveligste forstand helt op på den gigantiske iskappe.

Landskabet og indlandsisen er blot ét fantastisk aspekt ved rejsen: Når du først én gang har smagt på den fuldstændig rene, krystalklare luft og har hørt den øredøvende
stilhed, bliver du for alvor klar over, at Grønland er i en kategori helt for sig selv.

Ikke meget kan måle sig med en tur med hundeslæde hen over den tilfrosne fjord. Et altid oplagt hundespand, der højlydt glæder sig over, at det nu atter er blevet vinter, bringer dig for fulde firspring hen over isen, med snepudderet fygende bag slæden. Tættere på det ægte Grønland kommer man næppe.

Rejsen byder – næsten med garanti – på en tur i verdens største biograf: Den nordlige halvkugles stjernevrimmel, hvor det dansende nordlys ofte er hovedrolleindehaveren. Kangerlussuaq er hævet over enhver tvivl et af de bedste steder i verden at opleve dette mageløst smukke fænomen.

Det er som regel meget koldt, men vejret er ofte stabilt, så man kan få nogle dejlige dage i den store natur. Blot man er klædt varmt på, er det ikke noget problem.

DAGSPROGRAM ved køb af udflugtspakke
Dag 1. København – Kangerlussuaq
Afrejse fra København om morgenen. Efter små fem timers flyvning ankommer vi til Kangerlussuaq om morgenen lokal tid (minus 4 timer i forhold til dansk tid).

Kangerlussuaq er den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest - og Nordgrønland. Det er ikke en by som sådan, faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under Qeqqata storkommune. Her bor permanent 4-500 mennesker, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen. Her er et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant (på hotellet), samt et par cafeterier.

Lufthavnen blev anlagt af amerikanerne under anden verdenskrig. Med navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 170 kilometer lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, både under anden verdenskrig og den kolde krig. Da her var flest, var her stationeret over 1400 mand. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteterne og bygninger til Grønlands hjemmestyre. Længe før europæerne kom til Kangerlussuaq, var området et yndet opholdsted for inuitterne. Her var god jagt, og der er udgravet sommerbopladser helt tilbage fra Saqqaq-kulturen for 4000 år siden.

Efter ankomst bliver bagagen transporteret til Polar Lodge, som er beliggende et par hundrede meter fra ankomsthallen. Værelserne bliver anvist, og vi afholder et informationsmøde med oplysninger om stedet og dets muligheder – og serverer en kop kaffe. Om eftermiddagen kører vi på et par timers sightseeing. Vi ser både den »danske« side og den »amerikanske« baseside og får et godt førsteindtryk af området, så alle er rustede til at udforske Kangerlussuaq.

Dag 2. Moskusoksesafari, foredrag om dyrelivet ved Kangerlussuaq
Efter morgenmaden drager de, der har valgt at tilkøbe udflugtspakken, ud på en moskusoksesafari (se pris og omtale af udflugtspakken under prisinformation).

Moskusokserne kommer egentligt fra Nord- og Nordøstgrønland, men i 1962 og 1965 satte man forsøgsvist en lille gruppe okser ud ved Kangerlussuaq. Livsbetingelserne viste sig at være ideelle, så der nu er over 10.000 dyr i området. De fleste af dem holder sig - uvist af hvilken grund - syd for fjorden og elven, og det bedste sted at få et indtryk af de pudsigt udseende dyr er bag det 300 meter høje udsigtpunkt Black Ridge, eller Ravneklippen. Vi kører op på fjeldet, hvorfra der er en prægtig udsigt over dalen ind mod indlandsisen. På grund af det stigende antal moskusokser har det i de senere år været nødvendigt at hæve jagtkvoten. Det har på den anden side betydet, at der nu er betydeligt færre netop omkring Kangerlussuaq. Vi anbefaler, at man medbringer en kikkert, så man eventuelt kan se de flokke af okser, som typisk græsser i et stort fredet område på den modsatte side af elven.

Turen varer cirka to timer, og de vandrelystne kan – hvis vejret og føret tillader det – stå af på hjemturen og vandre tilbage. Eftermiddagen er til fri disposition.

Om aftenen inviterer vi til et foredrag om dyrelivet i Kangerlussuaq. Vi vil vise billeder af de forskellige dyr, der lever på den grønlandske tundra og fortælle detaljer om deres liv under de vanskelige, arktiske forhold.

Dag 3. Tid på egen hånd og udflugt til indlandsisen, nordlystur
Formiddagen kan bruges på egne eventyr i området.

Efter frokost går turen til indlandsisen for deltagerne på udflugtspakken, en tur på cirka fem timer (se pris og omtale af udflugtspakken under prisinformation). Ruten følger den lange Sandflugtsdal med den lige så lange smeltevandselv, der inde fra indlandsisen bruser af sted med sit grumsede, til tider mælkehvide vand. Først passeres Kangerlussuaqs interimistiske golfbane, siden den cirka 400 meter høje kegleformede klippe Sukkertoppen.

Vi bevæger os videre mellem de hele tiden vekslende, fantastisk smukke landskaber af søer, frodig fjeldhede og tæt pilekrat, der indimellem afløses af store strækninger med golde sandklitter og fjelde uden nogen form for vegetation. Det er efter grønlandsk målestok et mildt landskab. Her er en rig flora, og højden på de store, afrundede fjelde overstiger ikke 700 meter. Trods et tørt klima er her talrige søer, da vandet på grund af permafrosten ikke trækker ned i undergrunden. Samtidigt betyder det tørre klima og den store fordampning, at enkelte søer i lighed med ørkensøer er blevet saltholdige.

Et par kilometer fra indlandsisens yderste bastion, Russelgletsjeren, drejer vi op i terrænet og fortsætter til Punkt 660 i et af de smukkeste israndslandskaber i Grønland, med indlandsisen tronende i baggrunden og række efter række af gletsjerudløbere mod nord og syd. Til sidst parkerer vi køretøjet ved indlandsisens rand og går ind på selve isoverfladen, der hvælver sig indover som en uendelige flade mod Grønlands midte. Det er en stor og særegn oplevelse at bevæge sig på denne næsten levende organisme og mærke den massive kulde fra den mægtige is. Efter cirka 15 minutter går vi tilbage til bussen og kører gennem tundralandskabet tilbage mod Kangerlussuaq.

Det tørre arktiske klima og den rene luft betyder, at aftenerne og nætterne byder på en stjernehimmel, som man slet ikke ser på vores sydligere himmelstrøg. Og da Grønland er et af de steder, hvor nordlys – Aurora Borealis – er tydeligst, er det oplagt at deltage i udflugtspakkens »Nordlystur« (se pris og omtale af udflugtspakken under prisinformation).

Nordlys opstår, når elektrisk ladede partikler fra solen indfanges af jordens magnetfelt. Gardinlignede bølger flammer hen over den klare nattehimmel. For at få det bedste udsyn og slippe for gadebelysning kører vi væk fra de bebyggede områder.

Dag 4. Hundeslædetur
Efter morgenmaden begynder de, der har valgt at tilkøbe udflugtspakken, at drage ud på en hundeslædetur (se pris og omtale af udflugtspakken under prisinformation).

Slædekusken tager dig med sine hunde ud over den tykke is på fjorden, hvor du får oplevet det rigtige Grønland. Vi anbefaler at du lejer varmt skindtøj (150 kr.). Turen varer cirka to timer, og der er to gæster og en slædekusk per hundeslæde. Da der er et begrænset antal hundeslæder, drager man ofte afsted i flere små hold i løbet af dagen. Den øvrige del af dagen er til egen disposition.

Dag 5. Kangerlussuaq – København
Efter morgenmaden begiver vi os til lufthavnen for hjemrejse om formiddagen. Efter cirka 4 ½ times flyvning er der ankomst i København om aftenen, lokal tid.

Rejsemål
Grønland
Nordeuropa

GRØNLAND



Hovedstad:
Nuuk
Indbyggere: 56.000
Sprog: Grønlandsk, Dansk
Religion: Protestantisme
Valuta: Dansk krone
Klima: Polar

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00