Dagsprogram
Dag 1. København – Washington D.C. Videre til Charlottesville, Virginia
Vi lander i Washington og kører straks videre gennem nabostaten Maryland til Virginia, der ligger vest for Washington. I Charlottesville tjekker vi ind på det firestjernede hotel Boar’s Head Inn, der er fordelt på flere huse i de kønne landlige omgivelser og indrettet i vaskeægte country living-stil. Værelserne er rummelige og har egen balkon med udsigt over landskabet, samt behageligheder som kaffemaskine, minikøleskab og gratis internetforbindelse. Efter ankomsten spiser vi middag i hotellets restaurant, og resten af aftenen er til fri disposition. Se mere om hotellet på www.boarsheadinn.com.
Dag 2. Charlottesville. Thomas Jeffersons hus og vinsmagning
Charlottesville er grundlagt i 1762 og har været hjemby for ikke mindre en tre af USA’s første præsidenter – Thomas Jefferson og James Madison (hhv. 3. og 4. præsident), som var medforfattere til Uafhængighedserklæringen, og James Monroe, der var USA’s præsident nr. 5.
Selvom Virginia ligger lige ved siden af Washington, regnes den med til Sydstaterne, og det ”nordlige” klima – varme somre og kolde vintre – krydres med en hyggelig sydstatsatmosfære. Country living, når det er bedst! Byen har cirka 43.500 indbyggere, hvoraf mange er studerende ved byens berømte universitet, University of Virginia, der er tegnet af Thomas Jefferson og på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Vi kører lidt ud af byen til Thomas Jeffersons ejendom, Monticello. Ligesom University of Virginia er også Monticello på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Monticello (italiensk for ’Lille bjerg’) ligger på en 260 meter høj top i bjergkæden Southwest Mountains uden for Charlottesville. Huset er omgivet af omkring 2.000 hektar landbrugsjord og var i Thomas Jeffersons tid et stort produktionsapparat med mange slaver og tilknyttede arbejdere. Thomas Jefferson tegnede selv sit hus, som blev bygget i flere omgange; det oprindelige hus i 1772 og senere om- og tilbygninger i starten af 1800-tallet, efter Jefferson havde været ambassadør i Paris og var blevet inspireret af fransk arkitektur.
Monticello har forskellige usædvanlige indslag som for eksempel en kuppel, ottekantede rum, en ”flaskeelevator” fra vinkælderen og en ugekalender, som drives af et system af lodder. Jefferson havde også tænkt på pladsbesparende elementer såsom alkover til at sove i og at udnytte rum for eksempel under trapper til opbevaring. Stedet var også langt hen ad vejen selvforsynende, og der var tænkt over opbevaring og konservering – her var blandt andet et røgeri, en dam, hvor fangede fisk kunne svømme rundt, til de skulle spises, og et særligt konstrueret ”køleskab”, hvor flere tons is fra den nærliggende flod om vinteren blev transporteret hen, så maden om sommeren kunne holde sig kølig.
Man har dyrket vin i Virginia i omkring 200 år, og i de seneste år er niveauet og kvaliteten af vinene højnet betragteligt, hvilket vi selv kan forvisse os om på aftenens vinsmagning. King Family Vineyards er en mindre, familiedrevet vingård, som kun har eksisteret siden 1998. Her er en polobane tilknyttet, hvor der spilles hver søndag i sommerhalvåret, hvilket bidrager til den hyggelige country club-stemning. Her dyrkes både røde og grønne druer – viognier, chardonnay, merlot, cabernet franc og petit verdot. Husets flagskib er den røde Meritage-vin – den amerikanske udgave af Bordeaux – som blander flere af de ovennævnte druer. Vingården høstede sin allerførste årgang i 2000 og er i dag oppe på at producere omkring 5.500 kasser vin årligt.
Efter at have smagt på husets forskellige vine, sætter vi os til bords for at nyde en lækker middag og lidt mere af den gode vin. Herefter kører vi tilbage til vores hotel og kryber til køjs.
Dag 3. Charlottesville – Washington D.C. Air and Space Museum
Efter morgenmaden er det tid til at vende næsen mod Washington igen, men på vejen stopper vi ved Air and Space Museum, der ligger tæt på Washingtons lufthavn. Her kommer flyentusiaster i himlen! Her hænger flere hundrede fly og rumskibe ned fra loftet og står tæt på gulvet i verdens største samling af historiske fly og rumfartøjer. Her finder du blandt andet et eksemplar af Kirsebærblomst – kamikazeflyet, som Japan indsatte i 2. verdenskrigs sidste år – og dens modsvar, Enola Gay – Boeing B-29-flyet, der smed atombomben over
Hiroshima. Udstillingen viser også nogle af luftfartshistoriens første flytyper, krigsfly fra 1. verdenskrig, nyere og moderne fly – og så naturligvis rumfartøjer. Blandt andet en Mercury-rumkapsel, en såkaldt bemandet manøvreringsenhed, som en enkelt astronaut kunne flyve med i rummet, og en af NASA's nu pensionerede rumfærger. Fordelingen af de 4 eksisterende rumfærger på forskellige museer er endnu undervejs, så der kan ske ændringer.
Vi tjekker ind på Melrose Hotel, som ligger centralt i Washington og i gåafstand til den hyggelige gamle bydel Georgetown. Her på begge sider af hovedgaden M Street ligger små, lave huse med cafeer, butikker og restauranter. Hotellet er 4-stjernet med dejligt store værelser, der både har køleskab, skrivebord og mulighed for at lave sig en kop kaffe. Der er desuden fitnessrum, restaurant og bar på hotellet. Se mere om hotellet på www.melrosehoteldc.com.
Dag 4. Washington D.C. Byrundtur på cykel, Arlington-kirkegården og tid på egen hånd
Washingtons brede gader og fortove er velegnede til cykling, særligt i det historiske område. Og som sagt, så
gjort – vi tager en byrundtur på cykel til nogle af byens største historiske seværdigheder. Vi starter ved marmortemplet Lincoln Memorial, der er båret af 36 marmorsøjler svarende til antallet af amerikanske stater på Lincolns tid, og vi kommer også forbi Det Hvide Hus, som vi dog må nøjes med at beundre på afstand.
Ved Vietnammuren kan vi se navnene på de over 58.000 amerikanske soldater, der mistede livet under Vietnamkrigen. Efter vi har afleveret cyklerne, fortsætter vi til Arlington-kirkegården, hvor vi blandt andet besøger John F. Kennedys gravsted med den evige flamme. Resten af dagen er på egen hånd.
Dag 5. Washington – Lancaster County, Pennsylvania. Amish-folket og shopping
I Lancaster-området bor efterkommerne af de første amish-folk, som kom til USA i 1730’erne – på flugt fra religiøs forfølgelse i Europa. Amish-folket lever et enkelt, arbejdsomt og religiøst liv og har givet afkald på moderne bekvemmeligheder som elektricitet, biler, telefoner, radioer og så videre. Også voksendåb, pacifisme og et tæt familieliv karakteriserer amish-folket. Amish-folket har ry for at være særdeles dygtige landmænd og håndværkere og er blandt andet berømte for deres træskærerarbejder og patchwork.
Vi kører lidt rundt i området og lægger blandt andet vejen forbi The Amish Farm and House, der som en slags frilandsmuseum giver et indblik i amish-folkets livsstil.
De mange smukke amish-gårde med frugt- og grøntsagshaver ligger spredt i landskabet, og mon ikke vi er heldige at se nogle amish-folk på vej i deres foretrukne transportmiddel – hestevognen? Ved frokosttid kører vi til et shopping-outlet, hvor der er rig lejlighed til at kigge på butikker med nedsatte priser og gøre nogle indkøb, hvis dollarsedlerne brænder i lommen. Her er også et lille udvalg af spisesteder, hvor frokosten kan indtages på egen hånd (ikke inkl.).
Vi overnatter på det firestjernede DoubleTree Resort by Hilton Hotel i Lancaster, hvor vi også spiser aftensmad. Hotellet har fine sportsfaciliteter – tennis- og basketballbaner, fitnesscenter, en putting green for de golfinteresserede (ikke inkl.) og en indendørs pool. Værelserne er udstyret med aircondition, minikøleskab, kaffe/te-faciliteter, tv, hårtørrer og gratis trådløst internet. Se mere om hotellet på http://doubletree1.hilton.com/en_US/dt/hotel/LNSWVDT-DoubleTree-Resort-by-Hilton-Hotel-Lancaster-Pennsylvania/index.do.
Dag 6. Lancaster – New York. Byvandring
Efter morgenmaden kører vi fra Lancaster til New York. Efter turen gennem New Yorks forstæder når vi frem til Manhattan. Her ser vi straks byens kendetegn: skyskraberne – symbolet på byens økonomiske kraft og internationale betydning. Det er et storslået syn at nærme sig øen, hvor man bydes velkommen af de gamle imponerende bygninger fra 20'erne og 30'erne – som Empire State Building og Chrysler Building – samt glas-og-stål-mastodonterne i downtown.
Efter indtjekning på hotellet vil rejselederen gennemgå vores New York-program, give praktiske tips, og alle vil få udleveret partoutkort til de offentlige transportmidler, som er gyldigt alle dagene i New York. Vi benytter det til vores udflugter i byen, men du kan også bruge det ubegrænset på egen hånd.
Vi skal i dag opleve det spændende og forskelligartede downtown Manhattan. Inden for et forholdsvis lille område skifter byen karakter og stemning op til flere gange; fra det hippe og eksklusive SoHo over det italiensk dominerede Little Italy til det østasiatiske Chinatown. På trods af navnet er bydelen i dag en myretue af folkeslag. Ud over kinesere er det også hjem for eksempelvis vietnamesere, malajer og koreanere. Så vil man placere de forskellige kvarterer i forhold til hinanden, er en spadseretur den bedste måde.
Vi tager til 23. gade, hvor Broadway og Fifth Avenue krydser hinanden. Her ligger New Yorks første egentlige skyskraber, der på grund af sin form kaldes for Flatiron Building – "strygejernsbygningen". Vi går ned ad Broadway til Union Square og passerer kvarteret omkring New York University, hvor der ligger mange hyggelige barer og restauranter.
Efter en pause ved Washington Square Park, der er kendt for sin triumfbue, går vi gennem boheme-bydelen Greenwich Village og krydser Houston Street ned til SoHo (South of Houston). SoHo byder på et bredt udvalg af designerbutikker og kunstgallerier samt gode restauranter i den lidt dyrere ende.
Vi krydser derefter Broadway og havner i Little Italy, som i dag er endnu mindre, end navnet antyder. Mens Chinatown syd for Canal Street har vokset sig større, er mange italienske immigranter flyttet til Brooklyn eller Queens. Det betyder, at områder, der tidligere var en del af det italienske kvarter, i dag er blevet overtaget af de nye asiatiske tilflyttere. Man kan dog stadig fornemme en brat overgang mellem de italienske restaurantgader nord for Canal Street og det myldrende Chinatown syd for gaden.
Vi overnatter på det firestjernede Sheraton Tribeca New York Hotel, der ligger netop på Canal Street, lige mellem Little Italy og Chinatown. Tribeca står i øvrigt for Triangle Below Canal Street, og området byder på en stor kunstscene, lækre butikker og gode restauranter. Hotellet er moderne indrettet, blandt andet med et døgnåbent fitnesscenter, restaurant og bar, og du kan nyde udsigten over byen fra hotellets terrasse på 21. etage. Der er gratis trådløst internet i lobbyen, og værelserne er velindrettede med blandt andet tv og kaffe/te-faciliteter, så du kan smække benene op med en varm kop kaffe eller te efter en dag fuld af sightseeing. Se mere om hotellet på www.sheratontribeca.com.
Dag 7. New York. Sejltur rundt om Manhattan, byvandring og tid på egen hånd
Efter morgenmaden tager vi op til Pier 42, hvorfra vi skal sejle på Hudson-floden rundt om Manhattan – og vi kommer hele vejen rundt i mere end én forstand. Man ser skyskraberne i downtown, Frihedsgudinden, vildtvoksende øer, dyre havnefront-lejligheder, industrislum på Bronx-siden og klipper og skov på Jersey-siden.
Omgivelserne er meget afvekslende og indimellem ikke så lidt overraskende. Det er muligt at købe drikkevarer, hotdogs o.l. om bord. En solskinsdag er det dejligt at sidde på dækket og lade de urbane landskaber glide forbi.
Efter sejlturen, der varer omkring 2,5-3 timer, tager vi undergrundsbanen til Battery Park, som ligger på det sydligste af Manhattan. Derfra passerer vi Bowling Green, som ifølge overleveringer er stedet, hvor de hollandske bosættere i 1626 købte Manhattan af Algonquin-indianerne for brugsgenstande til en værdi af 24 dollars. Vi fortsætter op ad Broadway til Trinity Church og videre til finansverdenens mest berømte gade, Wall Street. Vi passerer blandt andet Federal Hall og New York Stock Exchange her i finansdistriktet, der er centrum for en stor del af verdensøkonomien, og hvor mange af verdens største og mest magtfulde multinationale selskaber og banker har deres hovedsæde.
Vi holder en lille pause ved South Street Seaport, som er et restaureret område omkring New Yorks gamle havn. I området er der et stort kompleks med diverse restauranter og butikker og en terrasse med storslået
udsigt over East River. Næste stop er Brooklyn Bridge, og herfra kan vi se Manhattans sydspids samt Frihedsgudinden og det gamle immigrationscenter på Ellis Island, hvorigennem 12 millioner indvandrere nåede at passere.
Resten af dagen er på egen hånd, men rejselederen vil være behjælpelig med tips og forslag til aktiviteter. Du kan for eksempel lægge vejen forbi det nyåbnede 9/11 Memorial, der blev indviet i 10-året for terrorangrebet på World Trade Center. Normalt skal man bestille billetter på forhånd, men der findes også et begrænset antal billetter til samme dag, så man kan prøve lykken. I sagens natur skal man gennem meget grundige sikkerhedstjek, inden man bliver lukket ind på området, så væbn dig med tålmodighed og billed-id.
Dag 8. New York. Byvandring og tid på egen hånd
I dag står Uptown Manhattan på programmet. Efter morgenmaden tager vi op til Columbus Circle, der ligger ved det sydvestlige hjørne af Central Park. Herfra fortsætter turen op gennem Upper West Side. I dag er slummen væk, og området er blevet et af New Yorks mest trendy kvarterer. Området inspirerede Leonard Bernstein, da han skrev sin berømte musical "West Side Story". Her ser vi blandt andet Lincoln Center, hvor New York City Ballet og Metropolitan Opera holder til, og de charmerende sidegader med de karakteristiske brownstone-rækkehuse.
Turen går derefter forbi Dakota Building, hvor John Lennon blev myrdet i 1980. Herfra går vi tværs gennem Central Park og ser på nogle af dette fantastiske parkanlægs seværdigheder – for eksempel Strawberry Fields, som blev anlagt af Yoko Ono til minde om sin afdøde mand, Bethesda Fountain og statuen af H.C. Andersen, der blev skænket til parken af dansk-amerikaneren Georg Løber.
Fremme på den anden side af parken (Upper East Side) vil vi på vejen mod det berømte varehus Bloomingdales passere det berømte og meget spektakulære Salomon R. Guggenheim Museum. Ud over at være et arkitektonisk mesterværk rummer museet værker af mange af det 20. århundredes største kunstnere som Chagall, Kandinsky, Picasso og van Gogh. Er man kunstinteresseret, kan det anbefales at besøge museet – resten af dagen er på egen hånd.
Dag 9. New York. Tid på egen hånd og hjemrejse
Formiddagen er afsat til, at du på egen hånd kan gå på opdagelse i New Yorks gader. Lidt over middag vil der være transport fra hotellet til lufthavnen, hvor vores SAS-fly venter på at flyve os direkte til København.
Dag 10. Ankomst til Danmark
Ankomst til København om morgenen.