Albatros' store Mexicorejse

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Mexicansk indianerkultur, gådefulde pyramider og charmerende kolonibyer

Oplev alt det bedste, Mexico kan byde på! Vi rejser gennem enestående natur med bjerge og regnskov, færdes blandt et venligt folk og ser de imponerende templer og pyramider fra Mexicos klassiske kulturer: aztekerhøjlandet ved Mexico City, zapotekerne omkring Oaxaca og mayakulturen i det sydlige Mexico og Yucatán. Rejsen går via stemningsfulde kolonitidsbyer som Puebla, Oaxaca, San Cristóbal og Mérida, og blandt mange andre oplevelser sejler vi til isolerede jungleruiner, ser Frida Kahlos barndomshjem, svømmer i en underjordisk kilde og holder picnic blandt sjældne, 100-årige kaktusser.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Peso

Dagsprogram 19 dage
Dag 1
København – Mexico City
Dag 2
Mexico City. Byrundtur, Antropologisk Museum og Frida Kahlos hus
Dag 3
Udflugt til Teotihuacán
Dag 4
Mexico City – sølvbyen Taxco
Dag 5
Taxco – kirker og pyramide i Cholula – Puebla
Dag 6
Byvandring i Puebla – picnic i Zapotitlán Salinas – Oaxaca
Dag 7
Tempelbjerget Monte Albán og tid på egen hånd i Oaxaca
Dag 8
Oaxaca – Tehuantepec
Dag 9
Tehuantepec – sejltur i Sumiderokløften – San Cristóbal de las Casas
Dag 10
San Cristóbal de las Casas. Besøg i indianersamfund
Dag 11
San Cristóbal de las Casas – Palenque
Dag 12
Palenque – sejltur til Yaxchilan – Bonampak – Palenque
Dag 13
Palenque. Mayaruiner og videre til Campeche
Dag 14
Campeche – Uxmal – Mérida
Dag 15
Mérida. Byrundtur og tid på egen hånd
Dag 16
Mérida – Chichén Itzá. Hacienda-besøg, dukkert i underjordisk kilde og Chichén Itzá
Dag 17
Chichén Itzá – Ek Balám – Valladolid. Byvandring inkl. San Bernardino-klostret
Dag 18
Hjemrejse
Dag 19
Ankomst til København

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Mexico City
Den store plads i Mexico City

Vi rejser fra København og ankommer til Mexico City. Vi bliver hentet og kørt til vores hotel i den gamle bydel.

Dag 2
Mexico City. Byrundtur, Antropologisk Museum og Frida Kahlos hus
Interiør i Frida Kahlos hus

Vi starter med en byrundtur omkring Mexico Citys centrale plads, zócaloen. Vi besøger Cortes’ Nationalpalads med de verdensberømte freskomalerier malet af Diego Rivera – en fantastisk introduktion til hele Mexicos historie.

Dernæst besøger vi byens berømte katedral og tager et kort kig på Templo Mayor, aztekerbyen Tenochtitlans store dobbelttempel, der blev delvis udgravet i 1980’erne her midt i hovedstaden. Oprindelig lå templet på en ø midt i Texcoco-søen, men spanierne blev trætte af de mange oversvømmelser, der ødelagde ”deres” hovedstad, og drænede hele bykernen. Dette har efterfølgende medført en generel vandmangel i hele Mexico City.

Derefter besøger vi det verdensberømte antropologiske museum, der er en imponerende oplevelse, som kan få selv den mest forhærdede museumshader til at overgive sig! Den enestående samling – og måske ligeså enestående indretning – løfter museet op i verdensklasse. Vi får en fin introduktion til den forestående rundrejse og et overblik over landets mange kulturer, deres særlige karakteristika og indbyrdes påvirkning.

Sidst på eftermiddagen fortsætter vi til den hyggelige forstad Coyacán og Frida Kahlo Museet, ”det blå hus”, som var hendes barndomshjem. Sidenhen boede hun der også sammen sin mand, Diego Rivera, frem til sin død i 1954. Museet rummer en interessant samling af mexicansk folkekunst og antikviteter. En del af hjemmet står, som da hun døde i 1954, og specielt i køkkenet, spisestuen og soveværelset fornemmer man endnu i dag hendes stærke personlighed.

Dag 3
Udflugt til Teotihuacán
Det imponerende ruinkompleks Teotihuacan

Om morgenen besøger vi den berømte tempelby Teotihuacán lidt uden for byen, et af Latinamerikas største ruinkomplekser.

Der bliver tid til at studere de mange prægtige templer og pyramider ved Teotihuacán. Byen dateres tilbage til omkring 200 år f.Kr., men er i øvrigt bygget over en lang periode. Byen havde sin blomstringstid mellem 450-650 år e.Kr. og var på det tidspunkt sandsynligvis den største by i verden. I denne periode blev den 65 meter høje Solpyramide bygget, og det samme gælder Månepyramiden, der ligger for enden af den to kilometer lange Avenida de los Muertos – “De Dødes Allé”, som er det navn, aztekerne 800 år senere gav til byens hovedgade.

Om eftermiddagen besøger vi Basilica de Nuestra Señora de Guadalupe, som årligt bliver besøgt af cirka 20 millioner pilgrimme. Her startede i det 16. århundrede helgenkulten for Jomfruen af Guadalupe, som er Mexicos og hele Mellemamerikas skytshelgen. Hun åbenbarede sig den 12. december 1531 for indianeren Juan Diego, og man kan stadig se hans kappe, hvorpå jomfruen ifølge legenden prentede sit billede for snart 500 år siden.

Dag 4
Mexico City – sølvbyen Taxco
Fejende mand i Taxco

Vi forlader Mexico City tidligt med kurs mod Taxco. Sølvbyen Taxco er med sine toppede brosten, smalle snoede gader op ad bjergsiderne og gamle velbevarede huse en af Mexicos mest pittoreske byer. I 1743 fandt franskmanden José de la Borda sølv i området, og byen blomstrede op. Som tak for al den rigdom byggede han Santa Prisca-kirken. Kirken er navngivet efter en ung pige, der led martyrdøden under kejser Claudius i Rom.

Sølvet slap op, og byen blev en spøgelsesby indtil 1929, da amerikaneren William Spratling åbnede et sølvværksted, som blev en succes. I dag ligger de fleste sølvværksteder i Taxco el Viejo, mens der i Taxco by findes over 300 sølvbutikker, som indbyder til at shoppe. Her findes alt fra fantastiske kunstgenstande til spisestel og smykker for enhver smag og pengepung.

Byen har en fængende atmosfære, som bedst opleves ved at spadsere gennem de smalle gader og spændende markeder. Om aftenen er der ofte underholdning på byens centrale torv, hvor også mange af de lokale kommer forbi.

Dag 5
Taxco – kirker og pyramide i Cholula – Puebla

Vi sætter kursen mod Cholula, der ligger omkring 270 kilometer fra Taxco. Her besøger vi to af byens kirker – Santa María Tonanzintla, hvis indre er fuldkommen overvældende udsmykket med stuk i folkloristisk stil; også kaldet ”indfødt barok”. San Francisco Acatepec-kirken er ikke mindre overdådig, med hele facaden beklædt af de farverige Talavera-kakler, der er typiske for regionen.

Vi fortsætter til en anden slags tempel, nemlig den forhistoriske pyramide i byens udkant. Den store pyramide – også kaldet Tlachihualtepetl – er opført omkring 300 f.v.t. og tilegnet guden Quetzalcoatl. Bygningsværket har flere ligheder med Teotihuacán og forfaldt også nogenlunde samtidigt. Det er den største pyramide i verden målt i volumen (4,45 mio. m3), og kun en del er udgravet. 

Herefter venter en kort køretur til Puebla, hvor vi tjekker ind på vores hotel.

Dag 6
Byvandring i Puebla – picnic i Zapotitlán Salinas – Oaxaca

Pueblas gamle bydel er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv på grund af sin velbevarede renæssancebyplan, der blev model for mange andre kolonibyer i Mexico. Mange religiøse bygningsværker er bevaret fra tiden. Vi går en tur i de gamle gader, blandt andet forbi katedralen, zocalo’en og den smukke Plaza de la Constitución. Undervejs kan vi også beundre de mange fine barok-bygninger og kakkeludsmykkede facader. Puebla er kendt for sin keramiktradition, som blomstrede i 1600- og 1700-tallet. Stilen kaldes Talavera efter de pottemagere, der i 1500-tallet kom hertil fra Talavera la Reina i Spanien for at lære teknikker fra sig. De lokale pottemagere bidrog med lokale, indianske mønstre og motiver, og en succes var født. Talavera-keramikken har fået et opsving igen og eksisterer i dag i mange varianter.

Herefter er det tid til at forlade provinshovedstaden og sætte kursen mod sydøst og den lille by Zapotitlán Salinas. Vi besøger byens botaniske have, der nok ikke lever op til den almindelige forestilling om botaniske haver – det er snarere et stykke vild natur, som man kan udforske via stier og trapper. Og de fleste planter udgøres af palmer og forskellige typer kaktus, hvoraf nogle er flere hundrede år gamle. Efter en lille gåtur i området sætter vi os ned og spiser en picnic i det fri. 

Vi fortsætter sydpå til Oaxaca, en hyggelig provinshovedstad i delstaten med samme navn. Byen ligger cirka 1.545 meter over havet i en dal omkranset af bjerge og har et behageligt klima. Delstaten Oaxaca har det største antal etniske grupper i hele Mexico, 16 i alt – de to største grupper er zapotekerne og mixtekerne. Disse er med til at give delstaten og hovedstaden Oaxaca et folkloristisk præg.

Dag 7
Tempelbjerget Monte Albán og tid på egen hånd i Oaxaca
Tempelbjerget Monte Alban

Dagens udflugt går til en af områdets største attraktioner: zapotekernes hellige tempelbjerg Monte Albán. På dette menneskeskabte plateau, der måler cirka 200 x 300 meter og ligger 2.000 meter over havet, grundlagde zapotekerne deres hovedstad og kulturelle centrum. Det imponerende kompleks blev bygget over en længere periode og viser indflydelse fra forskellige perioder, hvor man havde kontakt med Guatemala og siden hen med Teotihuacán.

På Monte Albán har man fundet stenrelieffer med underligt forvredne skikkelser – det, der i dag kaldes for ”dansernes tempel”– og her har man også fundet nogle af de tidligst kendte hieroglyffer i Mexico. På Monte Albán har man også fundet adskillige grave. Vi vender tilbage til byen og besøger Oaxacas regionalmuseum, hvor hovedattraktionen er den mixtekiske guldskat, der blev fundet i 1932 i grav nummer syv på Monte Albán.

Eftermiddagen holdes fri med mulighed for at udforske Oaxaca på egen hånd. Den smukke by er præget af velbevarede bygninger i spansk kolonistil og hyggelige gader med mange interessante forretninger, hvor man kan købe forskelligt kunsthåndværk lavet i byen og omegnen. Omkring byens hovedplads, zócaloen, ligger mange hyggelige caféer og restauranter, hvor byens beboere samles.

Dag 8
Oaxaca – Tehuantepec

Om morgenen kører vi mod sydøst med kurs mod den interessante Chiapas-delstat. Dagens kørsel går gennem bjerge med kaktusser og agaver. Her bliver den lokale drik mezcal også fremstillet. Vi kommer ned i det tropiske lavland på Tehuantepec-landtangen og byen Tehuantepec, hvor vi skal overnatte på vores hotel lidt uden for selve byen. Det er en egn, der stadig er præget af mange lokale traditioner, herunder en form for matriarkat, hvor det er kvinderne, som er familiens overhoved.

Dag 9
Tehuantepec – sejltur i Sumiderokløften – San Cristóbal de las Casas
Den imponerende Sumiderokløft

Vi fortsætter i bus om morgenen, og ved middagstid når vi den smukke Sumiderokløft, der må anses for at være et af Mellemamerikas mest fascinerende naturfænomener. I bunden af kløften går vi om bord i både og sejler ned ad Grijalvafloden, hvor de lodrette klippevægge tårner sig op på begge sider af floden til en højde på op til 1.000 meter. Det er en meget smuk tur, hvor der er gode chancer for at se krokodiller, aber og forskellige fugle. Fra Sumidero er der cirka en times kørsel til San Cristóbal de las Casas, som er centrum for den stolte indianerkultur i Chiapas-provinsen.

Dag 10
San Cristóbal de las Casas. Besøg i indianersamfund
Marked ved San Juan de Chamula

San Cristóbal de las Casas er opkaldt efter den berømte munk og biskop Bartolomé de las Casas, der kort efter Spaniens erobring af Mexico støttede den indianske befolknings sag og fik inkvisitionen og tronen til at anerkende visse rettigheder for indianerne. Her i San Cristóbal, to kilometer over havets overflade, mødes folk fra de lokale tzotzil-grupper, chamula’er og zinacantek’er, for at handle. Trods den lange spanske og kirkelige indflydelse har tzotzilerne formået at beholde og udvikle mange af deres egne traditioner, som de er meget stolte af. Respektér venligst, at de ikke vil fotograferes, og at der er totalt fotoforbud inde i kirken i San Juan de Chamula.

Formiddagen er afsat til besøg i San Juan Chamula og Zinacantán. Man kan stadig se flere af de lokale, som benytter de traditionelle klædedragter, men den moderne verden har også haft sin indflydelse med folk klædt i jeans og T-shirt eller sweater.

Dag 11
San Cristóbal de las Casas – Palenque
Mayaruinerne i Palenque

Vi forlader højlandet omkring San Cristóbal og kører ad snoede bjergveje med smukke landskaber og gennem flere landsbyer, inden vi når den fugtige regnskov omkring Palenque. Palenque er højdepunktet i den senklassiske mayakultur. Det vigtigste bygningsværk er Inskriptionernes Tempel, hvor Pakals grav blev opdaget i 1952. Pakal levede fra 603 til 683 e.Kr. og var en af de vigtigste regenter i Palenque. Det var den første grav, der blev opdaget i hele mayaområdet og ændrede alle teorier om, at mayaerne kun havde bygget de pyramidelignende platforme til deres templer. Derefter begyndte man at undersøge andre platforme, og man har siden hen fundet over 300 grave i Palenque og også i andre mayabyer, som for eksempel Tikal, Copan og Calakmul, har man fundet grave. Den største bygning i Palenque er Paladset, som har adskillige rum, tre indergårde og et tårn, der blev brugt som observatorium.

I disse år tyder man stadig flere af de vanskelige mayaskrifttegn, og opfattelsen af denne store kultur ser ud til hele tiden at ændre sig, efterhånden som mere og mere tydes. I perioder er mayaerne blevet betegnet som et krigerfolk, derefter som en fredskultur. I dag er synspunkterne mere nuancerede, og kulturen har også været forskellig i løbet af sin over tusind år lange historie. Man ved også, at det var en kultur med et usædvanligt højt intellektuelt niveau. Mayaerne var således store astronomer og matematikere, der eksempelvis opdagede og benyttede den abstrakte talværdi nul.

Dag 12
Palenque – sejltur til Yaxchilan – Bonampak – Palenque
Vandfald ved Palenque

Endnu en spændende dag venter. Tidligt om morgenen begiver vi os til Usumacinta-floden på grænsen mellem Mexico og Guatemala. Vi stiger om bord på bådene og sætter kursen mod mayaruinerne Yaxchilan, der ligger cirka 45 minutters betagende sejlads op ad floden. Nyd omgivelserne; oplevelsen af at være i grænseområdet mellem Mexico og Guatemala er helt speciel. Yaxchilan kan kun besøges, når man ankommer med båd, og det ligger strategisk godt placeret på en krumning ved floden. På den måde kunne datidens indbyggere hele tiden holde øje med eventuelle udefrakommende trusler. Ruinerne ligger her midt i junglen, hvor brølende aber, flotte fugle, massevis af sommerfugle og høj luftfugtighed er med til at gøre besøget til en ekstra oplevelse. I forbindelse med det danske regentpars officielle besøg i Mexico 2008 udtalte Hendes Majestæt Dronning Margrethe om besøget ved Yaxchilan: "Fantastisk inspirerende". Yaxchilan-ruinerne adskiller sig fra de øvrige mayaruiner, vi skal besøge de kommende dage, ved at stå i den stand, de blev fundet i, uden at være blevet restaureret på nogen måde. Efter at have studeret bygningsværkerne sejler vi tilbage til den lille by Frontera Corozal og spiser frokost på en lokal restaurant.

Først på eftermiddagen ankommer vi til et andet jungleområde, hvor Bonampak-ruinerne venter. Stedet udmærker sig ved at være det eneste tilbageværende ruinkompleks, hvor offentligheden har adgang til at se originale mayamalerier i ruinerne. Der findes også flotte malerier i Chichén Itzá, men disse er lukket af for offentligheden. Først på aftenen er vi tilbage på hotellet.

Dag 13
Palenque. Mayaruiner og videre til Campeche

Efter morgenmaden går turen ud til de enestående mayaruiner ved Palenque, der ligger smukt omgivet af regnskov. Komplekset ligger omgivet af nærmest ufremkommelig jungle med enorme mahogni- og cedertræer, hvor epifytter kappes om at overgro alle andre vækster. I junglen omkring Palenque er der en del små stier, der giver mulighed for at iagttage regnskoven på nært hold. Der er også et mindre vandfald. Bagefter fortsætter vi til Campeche ved Den Mexicanske Golf. Byen blev fredet af UNESCO i 1999. Før den tid var den gamle bydel temmelig forfalden, men efterhånden har man fået restaureret de fleste huse. Bydelen, som nu er meget charmerende, ligger inden for bymuren, der blev bygget for at beskytte byen mod piratangreb.

Dag 14
Campeche – Uxmal – Mérida

Vi fortsætter ind over Yucatánhalvøen til Uxmal, som hører til mayaernes Puuc-region, der havde sin blomstringstid fra de 5-10. århundrede e.Kr. I Uxmal findes det rigt dekorerede Guvernørens Palads, der ligger på en 12 meter høj menneskeskabt platform på cirka 20.000 m2 ; alene opførelsen af denne har i sig selv været en betydelig bedrift. Ligeledes ser vi Troldmandens Tempel, som er en pyramidelignende oval platform med fem templer. Ifølge en legende blev alt dette bygget på en nat. Om eftermiddagen ankommer vi til ”Den hvide by”, Mérida.

 

Dag 15
Mérida. Byrundtur og tid på egen hånd
Merida

Mérida kaldes også Yucatáns Paris. Den ældste bydel er i spansk kolonistil, mens kvarteret omkring boulevarden Paseo de Montejo præges af art noveau og neoklassisk byggestil fra begyndelsen af det 20. århundrede. Faktisk var selveste Champs-Elysées forbillede for Paseo de Montejo. Vi bruger formiddagen på at se nærmere på byen, blandt andet katedralen og Palacio Municipal – byens rådhus fra 1542 – samt Casa de Montejo, som byens grundlægger, Francisco de Montejo y León, byggede. Eftermiddagen er til fri disposition.

 

 

Dag 16
Mérida – Chichén Itzá. Hacienda-besøg, dukkert i underjordisk kilde og Chichén Itzá
En af Chichen Itzas imponerende pyramider

Vi tager til Hacienda Sotuta de Peon. På denne landejendom produceres stadig sisal ved hjælp af maskiner og teknik, som stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. Sisal er et utroligt stærkt naturfiber, som udvindes fra agaveplanten. Vi får en rundtur og lærer om hele processen. Derefter besøger vi et mayahus, som er bevaret præcis, som det så ud før i tiden. Vi tager også et dyp i en underjordisk kilde (husk badetøj!). Det er en meget speciel oplevelse at bade her. Vi fortsætter til Sotuta Estate House, hvor vi tager del, i hvordan godsejeren boede og levede. Inden vi fortsætter, spiser vi frokost på haciendaen. Senere begiver vi os til det arkæologiske område Chichén Itzá, et af verdens syv nye vidundere. Stedet ligger centralt på den nordlige del af Yucatánhalvøen, cirka 120 kilometer fra Mérida.

Chichén Itzá blev grundlagt af mayaindianerne og var det dominerende bysamfund i den klassiske mayaperiode omkring år 600-900, men blev herefter overtaget af Itzafolket omkring år 1000. Da byen var størst, levede her omkring 25.000 indbyggere, men kun de mere betydningsfulde borgere boede inden for bymurene. Størstedelen af befolkningen, som var fiskere, jægere og bønder, måtte bo uden for murene. Da spanierne kom i 1500-tallet, var byen allerede forladt.

Chichén Itzá blev glemt i mere end 300 år, og man begyndte ikke udgravningerne før i slutningen af 1800-tallet. Til områdets mest kendte steder og bygninger hører boldbanen, kastellets berømte og storslåede ruiner, De 1.000 Søjlers Torv, Jaguartemplet og den hellige offerbrønd. Fornemmelsen af at være midt i det historiske magtcentrum spreder sig hastigt i kroppen. Vi overnatter på et dejligt hotel i nærheden.

Dag 17
Chichén Itzá – Ek Balám – Valladolid. Byvandring inkl. San Bernardino-klostret

Ruinbyen ved navn Ek Balám (”Sort jaguar” på mayaindiansk) er første stop på dagens program. Man begyndte udgravningerne af byen så sent som i 1995, og ud af det omtrent 12 km2 store arkæologiske område har man afdækket 45 strukturer. Blandt fundene i området er objekter af jade, ben og materialer fra havet, hvilket indikerer, at Ek Balám hørte til en af mayakulturens vigtige byer.

Herfra kører vi videre til Valladolid, hvor vi overnatter i dag. Vi ser nærmere på den lille kolonitidsby på en byvandring, som blandt andet fører forbi den hyggelige zócalo og nogle af franciskanernes kirker og klostre fra 1500-talet. Vi besøger San Bernardino-klostret fra 1552, som er en af de ældste bygninger fra kolonitiden og en af de første kirker, som blev opført på det amerikanske kontinent. Klostret har en frodig have og et lille museum med historiske kirkefund.

Dag 18
Hjemrejse

Vi forlader hotellet, kører til lufthavnen i Cancún og flyver hjem mod København.

Dag 19
Ankomst til København

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.498,-
Prisen inkluderer

• Dansk rejseleder
• Fly København – Mexico City og Cancún – København med mellemlanding
• Udflugter jf. program
• Indkvartering på rundrejsen i delt dobbeltværelse på gode hoteller
• Morgenmad dagligt samt frokost dag 6
• Skatter og afgifter

Prisen inkluderer ikke

• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Øvrige måltider (beregn ca. kr. 200-250,- pr. dag. Man kan spise billigere, men med dette beløb er der råd til at spise godt til både frokost og middag)
• Drikkepenge til chauffører og lokalguider (ca. USD 100,- betales undervejs)
• Personlige fornødenheder
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
• Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

ESTA - indrejsetilladelse til USA

På nogle afrejsedatoer går ud- eller hjemrejsen via USA (se din rejseplan). I disse tilfælde skal du senest 72 timer før afrejse søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.gov

Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse på www.albatros-travel.dk/praktiskinformation/hvisduskalrejsetilUSA

Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Medbring også gerne badehåndklæde, da der er bademuligheder undervejs.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Såfremt dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om Mexico

Her kan du få mere at vide om Mexico: www.albatros-travel.dk/destinationer/mellemamerika/mexico
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Elektronisk udstyr i håndbagagen

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.

Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Vi henviser til British Airways hjemmeside for uddybende information: http://www.britishairways.com/travel/flightops/public/en_no?p_faqid=5047&source=hp_disruption_banner

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from en ca 4000 km lang rejse gennem Mexico Det var en Fantastisk oplevelsesrig rejse gennem Mexico med en meget vidende og entusiastisk rejseleder
Date published: 2016-03-21
Rated 4 out of 5 by from På sporet af Mexicos historie Det var med spænding og store forventninger, at jeg begav mig ud i at rejse til Mexico. Selvom en rundrejse er meget hård, og det er anstrengende at skifte hotel 10 gange i løbet af rejsen, var det alle anstrengelserne værd.....Jeg ville ikke have undværet en by eller seværdighed. Det var et meget flot og varieret program Albatros havde præsenteret. Ikke mindst på grund af at vores guide har boet i Mexico i mange år og havde et stort kendtskab til både de lokale forhold og en enorm viden om Mexicos historie og arkæologi. Det var en dejlig afveksling med vores tre bådture, når vi kørte så meget i bus. Især den sidste hvor vi så flamingoer i et naturreservat. Dejligt at se dyr i deres naturlige omgivelser. Kan forstå at det er første gang, at turen er med på programmet. Den må I endelig blive ved med. Lidt ærgerligt at der ikke er så meget tid til at bade på rundturen, det kunnet have været dejligt med en halv dag på stranden. Alt i alt en skøn, spændende og farverig rejse til Mexico.
Date published: 2016-02-26
Rated 5 out of 5 by from Det var en fantastisk tur ! Det var min drømmerejse og jeg blev ikke skuffet. Vores rejseleder var meget dygtig. Jeg har set og oplevet rigtig meget. Alle myter om Mexico blev aflivet.
Date published: 2016-02-25
Rated 4 out of 5 by from Oplevelsesrig rejse Rigtig spændende tur med mange maya og azteker-udgravninger, flotte kirker og storslåede naturoplevelser. Fremragende guide.
Date published: 2016-02-24
Rated 4 out of 5 by from Mange store oplevelser kulturelle såvel som natur Det var en spændende tur, hvor man oplevede Mexicos historie, natur og det mexikanske samfund, også takket været en dygtig rejseleder, der dels havde en stor viden og Mexico, men også kun oplyse om samfundsforhold i dagens Mexico
Date published: 2016-02-22
Rated 4 out of 5 by from Spændende rundtur med mange store oplevelser Den store Mexicorejse er en rundrejse, der indeholder en lang række spændende oplevelser - både i forhold til historie, kultur og natur. Det var et kompakt program langt de fleste dage, og man kan måske optimere rejsen ved at have en dag mere i Mexico City og en dag mindre i Merida. Der var mange timers bustransport, men dette er sikkert svært at undgå, når man skal nå at se så mange forskellige ting. Rejsen gav et stort indblik i de tidligere kulturer - bl.a. aztekerne og mayaerne. Udbyttet blev helt sikkert ekstra godt på grund af en meget vidende rejseleder. Rejselederen havde et stort kendskab til de ting vi så, og vi fik også meget baggrundsinformation om Mexico som helhed.
Date published: 2016-02-22
Rated 4 out of 5 by from Fin tur med fremragende rejseleder Fin tur med fremragende rejseleder. Eneste minus har været flyrejsen, hvor KLM's Boing 747 er en katastrofe! Moderne fly bør have højeste prioritet for Albatros til den slags oversøiske rejser.
Date published: 2016-02-21
Rated 3 out of 5 by from En rejse tilbage gennem Mexicos historie Vi kørte 3700 km i bus fra Mexico City til Merida på Yucatan, hvor de indlagte stop og besøg udgjorde en fremragende fortælling om Mexicos historie fra de først kendte indfødte og indvandrede befolkninger over de spanske erobringer og udplyndringen, som den katolske kirke deltog uhæmmet i, hvilket de overdådigt guldbesmykkede katedraler stadig vidner om. Gennem monumenter, mindesmærker og kunst, primært malerkunst, kom vi også tæt på Mexicos nyere historie med spirende national bevidsthed, frihedskamp og revolution. Alt i alt en stor positiv oplevelse - i høj grad p.g.a. rejselederens enorme viden og fremragende evne til at formidle denne. Et par småting på minussiden: 1. Ikke alle hoteller var røgfrie, trods den tydelige skiltning om rygeforbud. Et enkelt hotel skaffede ligefrem askebæger til en gæst, som sad lige under forbudsskiltet og røg flere cigaretter. Vil man være sikker på røgfrie indkvarteringer, bør man vælge et andet rejseselskab 2. Enkelte dage var programmet for stramt, bl. a. blev et besøg på toppen af verdens største pyramide aflyst til fordel for et uinteressant besøg i en kakelbutik. En klar forkert bortprioritering af et af de højdepunkter, som var lovet i rejseprogrammet. 3. På et par af de hoteller, som lå uden for byområderne, og derfor savnede konkurrence, var maden under lavmålet. 4. Hotellet i Merida ser fint og flot ud, men trods flere henvendelser i receptionen kom air-condition og tv aldrig til at fungere. For den, som er forberedt på lange rejsedage og et højt aktivitetsniveau og som er i rimelig, men ikke nødvendigvis overdådig fysisk form, vil rejsen blive en god og positiv oplevelse.
Date published: 2016-02-20
  • y_2024, m_4, d_19, h_6
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_8
  • loc_da_DK, sid_MXRTR04, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser